Litteraturens verden - expecting people -- Building the future - stone by stone, letter by letter!

Litteraturens verden - expecting people -- Building the future - stone by stone, letter by letter!
Ars longa, vita brevis

tirsdag den 30. december 2014


Poul og Kirsten Hoffmann
Kirkelignelser
Doxa Foraget 1987
14 sider

En pjeceagtig lille fin ting med 5 refleksioner, bragt i DR 1 som ”Ved dagens begyndelse” over 5 dage i 1987.

 Her males med stor og generøs pensel af ægteparret Hoffmann. Nr. 1 hedder: Noas ark - ”Med kirken er det som med Noas ark”, hvor der ud fra en sammenligning af de mange forskellige dyr i arken påpeges, at de mange forskellige slags kristne i verden bør enes og støt og roligt sejle mod deres evighedsmål. ”Det er Kristus, der er garanten for, at kirkearken når frem til den nyskabte, evige verden,…”. ”Det betyder så til gengæld også, at de kan slappe af i arken.” Et befriende og vildt utraditionelt udsagn.

De efterfølgende kapitler hedder Katedralen, Pyramiden, Træet og Fædrelandet. Hoffmann’ernes beskrivelse af de mange slags kirkesamfund i verden og deres glade anerkendelse, respekt og kærlighed til dem alle, er dejlig læsning.

 ”Træet” -  har som rod selvfølgelig Jesus, hvorfra alt gror. Alt organisk, også kirker, gror og forgrenes naturligt nok. Sære, syge gevækster kan dog også skyde frem, sekter. Igen fryder de to forfattere sig over forskellighederne i alverdens kirker. ”De jublede alle sammen over alle de herligheder, de ejede i deres egen arv og tradition.” Ingen grund til misundelse, ingen grund til mindre- eller mereværd.

Man nupper let og med stort behag en lille morgenreflektion til sin krydderbolle, og glæder sig også selv over, at alle kristne ER ét! Det er ikke noget vi ved at trække os op i nakkehårene skal anstrenge os for at blive.
------------------------------------------------
Ha, da jeg skal til at omtale Kirkelignelserne nu her i jan. 2019, ser jeg, at jeg allerede har anmeldt dem tidligere. Og det er da ganske udmærket gjort, og svarer faktisk meget godt til indhold og stemning! (Smiley)
 

fredag den 26. december 2014

Bibelens patriarkhistorie og faraonernes sammestillet


Poul Hoffmann
Sfinxens smil
Logia 2006
187 sider

 

Poul Hoffmann er en fantastisk forfatter. Fantast vil nogen sige. Ingen, overhovedet ingen forfatter i Danmark  - og måske noget andet sted - ligner ham eller kan måle sig med ham i henseende til åndelig indsigt, klarsyn og bredde grundet på en usvigelig bibeltroskab (tro på at Bibelen er Gudsinspireret, mere end menneskeord).

At kunne forene antikkens gådefulde ægyptiske historie med den hebraiske patriarkhistorie på en overbevisende og uhyre interessant måde, skal der en omfattende viden, passion og stor intelligens til. Hoffmann gør det!

Keops (keops pyramidens navngiver) og Abraham, samtidige og frænder; Keops som dyrker af den eneste sande treenige Gud; jeg kan ikke gengive hovedindholdet nærmere. Poul Hoffmann forbinder ad mange før ikke sete veje på sandsynligste vis bibelens historie med pyramidefolkets, så Ægyptens  historie bliver en del af den bibelske Guds ledelseshistorie. Som altid ligger der omfattende litterær research bag Hoffmanns bøger, her for en gangs skyld ikke oplinet i en regulær litteraturliste. Poul Hoffmann skriver på baggrund af et langt livs fordybelse og vedvarende beskæftigelse med Mellemøstens historie, hvad hans mange romaner og fagbøger vidner om.

   Poul Hoffmann er født i 1928, lever stadig (dec. 14), men udgiver vist ikke offentligt mere. Han er altså sidst i 80’erne. Man kommer ikke kærligheden og himlen nærmere end i hans talrige bøger.

onsdag den 10. december 2014

Musiker vittigheder


Laif Møller Lauridsen
Humor efter noder
Jelling bogtrykkeris Forlag 1997
71 sider
 
Laif Møller Lauridsen er en kendt guitarist fra Vejle, der bl.a. har udgivet en masse cd’er i alle musikgenrer. Han er både en skattet musiklærer, solist og akkompagnatør. Ikke mindst har han gjort det godt i de populære musikgenrer. I en længere årrække var han akkompagnatør for den folkekære violinist Wandy Tworek. Og han har musiceret i en mængde sammenhænge med mange mennesker, og ofte i sene nattetimer spillet til bal og lign., hvor man måske ind imellem godt kan have brug for en lille humørboble for at holde modet oppe.

 Laif har her samlet en masse vitser fra sit lange musikerliv, enten hørt eller selv oplevet; nogle er ultrakorte, andre rummer en hel lille historie med fin pointe. Der er også lidt vovede vittigheder – hvad venter man af en musiker. En håndfuld vil nok aldrig blive husket. Alt i alt fik jeg mange, mange dejlige grin af den humørfulde læsning.

Fra en koncertanmeldelse: ”- For første gang i mit liv misundte jeg mine fødder – de sov!”

Eller ”Hvornår får man en bratchist til at spille tremolo? – Man skriver solo over en helnode!”

tirsdag den 9. december 2014

Daudets skønne causerier


Alphonse Daudet: Breve fra min mølle
Stig Vendelkærs Forlag, 1964
148 sider

 
Jeg plejer at kalde den for min ynglings bog. Fem gange har jeg læst Daudets: Breve fra min mølle, oversat af berømte og for længst afdøde Mogens Boisen, der selv beboede en vindmølle i Sønderjylland. Selv om man har læst en bog 5 gange, kan den mange steder godt føles som helt ny, som om man aldrig før har læst visse passager. Det er nu ikke så sært i dette tilfælde, for det er 16  år siden jeg sidst har læst ”Breve fra min mølle”, kan jeg se.

  Den vidtberømte klassiker fra midten af 1800-tallet består af miniaturer på 4-5-6 sider. Bogen udkom oprindelig som føljetonbog i en parisisk avis. Afsnittende er en blanding af smukke, stemningsmættede betragtninger af det nære liv og fritvoksende personligheder i og omkring Daudets fingerede mølle i Provence (der findes en mølle i Provence, der tilskrives Daudet, men det var ikke denne han reelt ejede, hvis overhovedet nogen), hvor alt fra blæstens susen i træerne, agtpågivningen af den gamle ugle i møllen, hyrders og fårs lydelige optog o.lign. beskrives utrolig fint, og som om det opleves her og nu, altså skrevet i præsens. ”Da jeg åbnede min dør i morges…” eller ”I nat kunne jeg ikke sove. Mistralen var vred….”. I et afsnit besøger han den provencalske nationaldigter, Mistral i hans hjem. Så følger måske et afsnit med legender og folkelivsbetragtninger fra det provencalske bagland. Endvidere berettes om fx en skibskatastrofe og om forfatterens ophold på en fyrtårn-ø i Middelhavet ved Korsika blandt stovte, tavse, ensomme fyrtårnspassere.

 
Skæbneberetning går som en rød tråd igennem det hele. Fremstillingen præsenteres, som om forfatteren dovent ligger og lader tiden gå og udefra betragter alt der sker fra en fuldendt livsnyders stade:  Dagdrømmende ligger han i læ af et par træer i middagsheden, på et af møllens lofter eller lign.  Engang ”..havde jeg allerede valgt mit læsted mellem to klipper og drømt om at hvile her hele dagen…”. Natten kan antage et romantisk skær med et stænk af gys og frygt: ”Dagene er de levende væsners tid, men om natten lever tingene.” Der inddrages en masse destinationer og lokaliteter man selv kan slå efter og udforske hvor ligger, hvis man har lyst. Naturen og dens luner, scirokkoen, mistralen, bjergene og havet er meget nærværende. Forfatterens vandreture med sin Montaigne eller Plutark under armen understreger, at det er en kulturven der beretter historierne.

----------------------------------

Februar 2019 har jeg så genlæst den endnu engang - altså åbenbart for 6. gang. Og jeg kan fuldt ud nikke genkendende til alt jeg har skrevet ovenfor. Det er en nydelse at læse den gode Daudets små poetiske "breve". Det er simpelthen verdenslitteratur.

 

onsdag den 20. august 2014

Klar besked om engle

Dr. Will. W. Petersen
Fra englenes verden
Lohses Forlag
1948
54 sider

Det er anden gang jeg læser denne lille og fine - kristne - bog om engle. Mange tror på engle i dag, men ofte er det i en eller anden udgave, hvor man lægger sig efter at knytte en skytsengel til sig efter eget behov og dannet efter eget behovs
billede.
   Bogen her er dybt fortrolig med og tro over for den bibelske lære om engle. Vi kan fx bede til (om englebeskyttelse), men ikke tilbede engle.
   Den gennemgår i hovedtræk forekomster af engle i Bibelen, deres væsen og fremtræden, vinger eller ej; menneskers oplevelse med engle i traditionen (altså udenoms bibelsk); også med små kommentarer om jødisk og muslimsk trospraksis; behandler spørgsmålet om englehierakier -  serafer, keruber og ærkeengle, bl.a. gennemgås de kendte 4 ærkeengle Uriel, Mikael, Rafael og Gabriel.
   Forfatteren grunder sit studie på en del læst litteratur.

torsdag den 7. august 2014

Siegfried Lenz holder time - om Nolde


Siegfried Lenz: Tysktime
Gyldendals bogklub
1973
402 sider


Allerede fra første side var jeg solgt: Siegfried Lenz er en sprogets mester, meget præcis, minutiøs og måske omstændelig i sine beskrivelser  - og et afsindig klogt menneske. At man dog aldrig har læst noget af ham før. Og nu er han ældgammel (ak ja, så er han død - her i efteråret 2014, i Hamborg, omgivet af familien, forlød det) men skriver og udgiver stadig. Jeg har haft Tysktime stående i 30 år, men først for nylig, da jeg fandt ud af, at den fordækt handler om maleren Emil Nolde, og derfor foregår i marsken i Sydslesvig, blev det straks klart for mig, at den måtte jeg læse.

  Bogen er på 400 sider, og jeg blev kun mere og mere begejstret som bogen skred frem, indtil – side 300 ca. Så opstod et antiklimaks, der varede ved resten af bogen. Lenz skulle have sluttet bogen efter 300 sider. Selvom bogens komposition er flot lavet.

  Bogen blev vel, ligesom fx Martin A. Hansen’s Løgneren og Rifbjerg’s Den kroniske uskyld, - i sin tid – til analyse pusset på de små stakkels gymnasieelever.

  Jeg personen sidder i ungdomsfængsel på en ø i Elben lige efter 2. Verdenskrig (hvorfor, og at det er et fængsel, får vi at vide i sidste del af bogen) og skal som et straffearbejde skrive om ”Pligtens glæder”. Om det er det han bruger de 3 mdr. i enecelle på, eller om han skriver sit livs historie (vores historie), mener jeg forfatteren drillende lader stå lidt i det uvisse. Jeg blev ikke helt klar over det.

  Bogens miljøer veksler således mellem denne fange-ø og hjemstavnen ved digerne i Nordvesttyskland. I en lille by er hans far lokal landbetjent, og bor – og er vokset op - i samme landsby som Max Ludwig Nansen (Nolde – der altså ikke nævnes ved navn, ligesom bylokaliteterne er ændrede). Jeg har en teori om, at forfatteren har konstrueret ordet Nansen på denne måde: Emil Nolde hed jo i virkeligheden Hansen til efternavn, og det har Lenz sat sammen til N(olde)-ansen. AT det er Nolde det drejer sig om, må man selv gætte sig til, det er ikke noget forf. siger.

  Under 2. verdenskrig fik maleren (som han gennemgående kaldes i bogen) malerforbud.  Det kan han dog ikke overholde, og maler i stedet i hemmelighed en anden type billeder. I bogen kalder han dem ”usynlige billeder” (i virkeligheden kaldte han dem for umalede billeder). Bogens skrivende jeg person, med kælenavnene Siggi og Witt-Witt, er på konfliktkurs med politifaderen (hader ham), fordi denne, qua den myndighedsperson han er, skal og også sørger for at håndhæve malerforbudet.

  Bogens hovedkerne er netop konflikten mellem maleren og politibetjenten. Politibetjenten, Jens,  er den pligtopfyldende, lovlydige, grotesk blindt adlydende, paragraf-rytteriske, en-regel-er-en-regel-og-den-skal-holdes-menneske. Her overfor står maleren med sit åbne kunstnersind og varme menneskelighed, som Siggi (bogens skrivende jeg person) er gode venner med. Siggi lever en stor del af sit liv på malerens gård. Ufattelig humoristisk er det kapitel, hvor politibetjenten i dagene lige efter krigen stadig i en nærmest pligtopfyldende feberrus brænder malerens billeder af ved en gammel mølle. Her overbringer sønnen Siggi ham en meddelelse om, at man har ringet og meddelt, at en landskommisær og en engelsk general vil komme og se malerens billeder.  (Rehabilitering!)  Pligtskyldigst farer politi-Jens straks på sin cykel afsted til malerens gård, og står i stiveste uniform ret og gør honnør, da den fornemme bil ankommer. Han hilser også slesk på maleren (hvis værker han just brændte, og hvis værker honoratiorerne nu er her for at beundre) og bukker og skraber.

  Siegfried Lenz er eminent god til karakteriserende at beskrive mennesker, og har en formidabel skarp psykologisk iagttagelsesevne. Et par eks.:

”Vor læge var en kraftig, gammel mand, gangbesværet, rødhåret, en snøftende kæmpe, som erfaringen havde lært at bøje hovedet…..Han nøjedes aldrig med at konstatere en enkelt sygdom, mistænksom, som han var, gav han sin patient et udvalg på mindst to eller tre sygdomme.”

Den kære mand, ikke?

”På den korte vej fra døren og ind i opholdsstuen hvilede doktor Gripp sig to gange ved at læne sig mod væggen og bøje den i forvejen bøjede, svære nakke endnu dybere og knipsende med fingrende begyndte han at trække vejret rytmisk.”

  Sikke en iagttagelse:  Knipsende med fingrene! Den er der i sandhed ikke mange der ville kunne få med i en karakteriserende beskrivelse!

  Om politibetjenten, der er oprevet: ”Mens han telefonerede havde han knappet sin uniformsjakke, men nu knappede han den op igen,…”. Han ved ikke selv at han gør det, men vi ser det, fordi forf. lader os opleve det!

 Den bryske, videnskabselskende, elevforagtende biologilærer skal lære sine, citat: ”kvajpander”, at se i mikroskop:

”Så førte han glaspladen ind og bøjede sig over mikroskopet, lukkede det ene øje, hvormed hans ansigt fortrak sig til et voldsomt grin, famlede flere gange ved siden af, indtil han fandt den sorte skrue, drejede på skruen og fremskaffede skarphed, og med et ryk, så det knagede, rettede han sig op. Han mønstrede os. Triumferende. Formanende.”    

   Man ser for sig den selvgode, selvhvilende lærers gebærder ved mikroskopet og respektkrævende triumf over for de dorske elever.

   Som maler er det i øvrigt en fornøjelse at læse Lenz’ mange kyndige og virkelig udmærkede fagtekniske beskrivelser af maleriet.

  Lenz bruger ikke anførselstegn ved direkte tale. Og han er suveræn til alt det med tider. Man kunne forestille sig en samtale som: Om han måtte tage et stykke mere. Men ja, da, man skal ikke sådan holde sig tilbage. Han ville da heller ikke have haft noget imod….

Eller:

”Langsommere og langsommere, på tåspidserne hen ….. - rejse sig forsigtigt med ryggen mod væggen, nærmere hen til det brede vindue, bare ikke røre – hvad bestiller han derinde,… ”(side 208) – Hvad er det for en tid? Det er oplevelsestid!

  Der er kun ét årstal i bogen (side 301). 1954. Bogens fortæller står ved løsladelsen fra ungdomsfængslet: Nu røbes at han har stjålet billeder mange steder fra, for at sikre dem! (Redde dem fra tilintetgørelse!) Handlingen forgår vekslende i de to omtalte miljøer under og lige efter 2. Verdenskrig. Men hvorfor al den pædagogiske snik-snak efter krigen. Bogen burde være sluttet godt af her – som et mesterværk.

------

   Et par kuriosa:

  Nolde boede i beg. af 1900-tallet igennem mange år i sommerresidens nær havet få kilometer fra mit bardomshjem på Als (Elstrupskov og Elstrup). Min bror siger, at han kom i møllen hos min bedstedfar for at købe korn.

  På vejen her i vor by, Vejle, bor i øvrigt en kvinde, hvis bedstefars bror var Emil Nolde, og som jævnligt har besøgt ham på hans gård.

  Siegfried Lenz ville i sin tid gerne købe hus på Als i Høruphav lige ud til vandet, men byboerne i Høruphav nægtede ham lov til at købe det - de små fjolser.

   

onsdag den 16. juli 2014

Poul Joachim Stenders groteske og morsomme bardomserindringer

Poul Joachim Stender:
Røde hunde gør ikke -
Barndomserindringer.
Kristeligt Dagblads Forlag, 2014.
188 sider

Forfatteren lægger ud lige på og hårdt i disse vanvittige, morsomme, groteske og bizarre barndomserindringer. Stender får en turbulent start på livet. ”Jeg er undfanget efter en abort.” En åndssvag tvillingesøster sættes ud af spillet før fødslen – og genoptræder derpå jævnligt i historien som den præserverede søster, som familien opbevarer i et syltetøjsglas i kælderen. Senere er han under dåben ved at drukne i døbefonden, da gudmoderen under et epileptisk anfald går væk. Her ligger forfatteren så på bunden med fladtrykt næse mod et billede af ærkeenglen Gabriel. Sådan styrtes den rablende morsomme og groteske historie i gang, og det er stilen resten af bogen.   

   Poul Joachim Stender, præst, forfatter, rejseleder og provokatør, bl.a. bekendt for madopskrifter og kommentarer i Kristeligt Dagblad, og måske også for bogen ”I seng med Gud”, er opvokset på en skole i en lille sydsjællandsk by sammen med forældre og 4 søskende. Alle personer får liv i historien ved en spøjs personkarakteristik, der følger dem bogen igennem. Moderen læser og citerer digte uafbrudt, fx mens hun føder, og kan bogstaveligt vejre sygdom og blod; skoleinspektør-faderen spidser ideligt en flok blyanter, der altid ligger klar på bordet som missiler; en søster er ekspert i vortefjernelse (og væmmes derfor ved ”helliget vorde” udtrykket i Fader Vor, dem vil hun jo fjerne); forfatteren selv læser madopskrifter, og lærer dem uden af som digte.

   Nu rulles barndomserindringer en masse morsomt og rablende grotesk - men også poetisk og nænsomt - ud for læseren, så man får indtryk af, at forfatteren har haft en helt enestående barndom. Men set med de rigtige briller, har vi nok alle haft en sådan. Stender formår dog at omsætte drengens fantasier og oplevelser til et sammensurium af erindringer, der med den voksnes redigering tager sig ud som de gør, morsomt, grotesk, og lettere vanvittigt. Som sædvanlig hos Stender, fylder erotikken, der er lige på kanten, også godt op i hans tankegods, bl.a. i form af et amorøst forhold til hans lærerinde.

   Et par eksempler:

   En isvinter fryser skolens overfyldte lokumsspand til, og for at eleverne skal kunne komme på, stiller faderen den til langsom optøning på komfuret, glemmer alt om den, og det hele koger over – sådan! –

    ”Gud spillede en stor rolle i min familie.” Moderen lærer alle børnene at bede aftenbøn, hvorunder de hver gang skal nævne alle i den store familie med navns nævnelse, onkler, mostre og tanter. Efter morbrorens skilsmisse, glæder de sig over at kunne slette en tante fra listen – indtil han gifter sig igen.

   Poul Joachim Stender er en eminent god skribent, og han kan holde den burleske stil stort set hele vejen igennem. Selvom metoden ind i mellem kan virke lidt som en manér: En ganske almindelig beretning forvanskes mere og mere i bestræbelsen på at fremstille den morsomt og grotesk. Men bogen skal læses som den voksne mands omskrivning af dybt afsatte indtryk fra en barndom. De mangeartet sansede dagligdags foreteelser må for at finde et adækvat udtryk finde en ny form: Erindrings-digtningens.

mandag den 17. marts 2014

Lisbeth Smedegaard Andersens kunst pletskud

Lisbeth Smedegaard Andersen
Huset med de mange boliger
Ny dansk kirkekunst


Kristeligt Dagblads Forlag
2013
267 sider

Forfatteren har rejst land og rige rundt og debatterer 27 kunstneres værker i kirker, både maleri, skulptur og andre former. Desuden inddrages 6 andre kunstneres værker med relation til kirken. I 3 hovedkapitler om henholdsvis natur, historie og kunst stillet over for evangelium, samler hun alle hovedtendenser i nyere dansk kirkekunst. Alle de værker der diskuteres, bliver analyserende gennemgået, så man forstår hvad de udtrykker og skal sige, og der tages stilling til deres virkning. Der er placeret fine farvefoto plancher ved den relevante tekst. Der behandles værker af kunstnere som fx  Peter Brandes og Maja Lisa Engelhardt, der begge er bekendende kristne, som også fx Erik Heide, Per Kirkeby og nye, unge Simon Aaen er det (hun efterlyser nye, unge kirkekunstnere – kom så ud af busken!). Arne Haugen Sørensen og Bjørn Nørgaard  arbejder i høj grad ud fra den kirkelige tradition, mens andre i henseende til bekendelse står på en mere reserveret fløj som fx Thomas Kluge og Christian Lemmerz.  
Danmark er faktisk ret godt med, hvad moderne kunst i kirker angår, siger hun. Der er mange og gode værker i vore kirker, som både kan virke foryngende på fx et gammelt rum; som påvirker én og er vigtig i den nødvendige fornyelse;  som kan være med til at understøtte det evangeliske budskab på en tidssvarende måde; og vække til undren. Moderne kunst skal være farlig, have en religiøs forpligtigelse og ikke bare holde sig til det kendte. Ellers bliver den ligegyldig. Hun er både på vagt over for en feel-good religion og elfenbenstårns-teologi.
Den dugfriske bog om ny kirkekunst i Danmark er umådelig spændende læsning, og den sprænglærde teolog, kunsthistoriker og salmeforfatter leverer en fin progression igennem bogen. Faktuelle emner og historiske udviklingsforløb fremstilles enkelt, kyndigt og fængende. Og fra første til sidste side fører hun en sitrende vågen egen-dialog om kirkekunstens mål og funktion. En del teologers, filosoffers og kunstteoretikeres meninger af relevans for den aktuelle sammenhæng i teksten inddrages og kommenteres. Og hvor man dog bliver oplyst, hvad enten det er om Veronikas svededug, ikoner, figurativ og nonfigurativ kunst osv.  Et pletskud og et mesterværk! Skal den dame ikke snart have en æresdokter titel, med alle de vægtige bøger hun efterhånden har præsteret!
Smedegaard Andersen redegør fint for tendenser og udviklinger i kunsten, fx i introduktionen til et kapitel om tidligere tiders forkærlighed for menneskeskildringer. De blev i det sene 1900-tal set som illustrationer af motiver, men var nu blevet utidssvarende. Personskildringer iklædt gevandter som på Jesu tid var helt ut. Nu var det kunsten som værk og som moderne kunst, der også udtrykte sig anderledes end tidligere, som var det afgørende. Mennesskeskildringen afløstes i kirkekunsten af forkærlighed for natur symboler som fx brød, fisk og vinklaser. I de senere års kirkekunst er disse så forladt til fordel for et ikke naturefterlignende natursyn, der derimod vil sætte mennesket ind i en større sammenhæng, vise ærefrygt for naturens hellighed, påpege dens ubønhørlighed og kraft, harmoni og fred.
   På baggrund af en sådan intro diskuterer hun så over en del sider eksemplificerende John Körners  livstræ-altervæg i Østerhåb kirke. Her og i andre tilfælde har hun en kritisk afvisende holdning til kirkekunst, som hun finder problematisk, når den frigør sig af den kirkelige tradition og som her fx bare maler et træ som alterbillede. Mange steder i bogen sporer hun tendenser i tiden, såsom forkærligheden for det spirituelle, og en ikke konfessionel tro. Og har klare gode holdninger. Vi skal ikke vende tilbage til det som var, men dog øse af kilderne!     

Jeg savner en metodisk holdning i indledningen, hvor hun ville begrunde sine valg af værker, for bogen rummer ikke alt, og det burde hun gøre opmærksom på. Jeg kan i flæng nævne 3 kunstnere, der ikke er kommet med, bl.a. Adi Holzer, der har bedrevet rigtig meget kirkekunst. 

lørdag den 11. januar 2014

Annie Proulx's fantastiske øhistorie

Annie Proulx
Sidste nyt fra havnen

Centrum, 2001
378 sider

Min yndlingsbog, faktisk!  - Det har jeg i hvert fald for vane at sige.
Jeg har læst den tre gange over en ti års periode. Første gang var nok den stærkeste oplevelse. Tredje gang har man nok absorberet dens umiddelbare psykiske kraft, så den påvirkning den efterlader, ikke er så stærk som første gang. Og man bliver alt imens både ældre og mere erfaren.

Den halvfortabte sjæl, Quoyle, bosiddende i USA, bliver skilt – og konen dræbes i en trafikulykke. Med sine to preteen piger og en tante, drager han til New Foundland i Canada, hvor han finder sig selv, da han med tanten istandsætter deres slægts gamle, totalt forladte og ensomt beliggende hus langt, langt ude på en pynt ved havet. Slægten har et yderst dårligt ry som slagsbrødre, slyngler og særlinge.
   I byen langt derfra bliver han ansat på en lokalsprøjte, der ejes og køres af en gammel fisker.
Quoyle skal dække fiskeriefterretningerne fra havnen. Senere bliver han sat til at skrive om alle trafikulykker på øen. Der skal en med hver uge, ellers må de finde på en! – Der skal også skrives om en seksuel krimihistorie hver uge – gerne om de udbredte incest forhold i familierne (en ting forfatteren er blevet kritiseret for at have overdrevet uhørt meget).
   Bogens personer er for en stor del lidt til en side alle sammen. Det er disse karakterer og deres historier sat i forbindelse med det hårde vejrlig, den barske New Foundlandske natur og de iskolde farvande deromkring, der gør bogen spændende. En mængde indflettede historier og sagsforhold fra håndværk – skibsfart, fiskeri, skibsbygning, skibsforliser, bærplukning, farologi (fyrtårns viden), oliedrift (og forurening) osv osv - fra alle mulige sammenhænge om folk og episoder tilbage i tiden giver spændingsstof, og man oplever det med sine sanser, så man næsten kan lugte, føle, smage, se og høre det hele. Historierne bliver lyslevende. Det elementære, mulden, luften, vinden,  isvandet og ilden, udmales stærkt. Og de fundamentale værdier er hele tiden nærværende, såsom brændekløvning, kiste-ilægning, hjemlig fabrikation - arbejde, håndværk og hverdagsliv i alle aspekter.
    Annie Proulx (udtales pru) har en stor forkærlighed for opremsninger. Side 295: ”På gulvet bunker ad sammenfiltret fiskesnøre, trådt ned til et kompakt underlag, et rodsammen af træspåner, sand, regn, havvand, mudder, tang, uldtotter, afgnavede fåreknogler, grannåle, fiskeskæl og fiskeben, punkterede svømmeblærer, sælindvolde, blækspruttebrusk, glasskår, flængede klude, negleafklip, bark og blod.” Sådan!
    Under hver kapitel overskrift, fx 3, Kvælerknobet, er sat en lille sentens fra The Ashley book of Knots, således her: ”Et kvælerknob er godt til fastgøring af tovruller…Det bindes først løst og strammes derefter til.” – På denne måde kobles den historie der følger i kapitlet sammen med det fundamentale i knobbindings verdenen.  
   Annie Proulx har et meget personligt sprog, der gør brug af rammende og knappe sætninger, som passer godt til øens barske befolkning.  

   En formidabel god bog om mennesker og miljøer, som forfatteren velfortjent fik Pulitzerprisen for.   
  

søndag den 15. december 2013

Bønner


Gerhard Rasmussen
Morgen og aften
Unitas Forlag 1998
77 sider


Denne bog er ikke bare læst, men bedt!



    
Gerhard Rasmussen hjælper en til at formulere bønner morgen og aften, der både er dybt forankret i en klassisk kristendom, og som tager omsorgen for medmennesket og næsten med som en væsentlig del af det der bør ligge et kristent menneske på sinde. Det er ofte her vi svigter. Derfor er der også en bred vifte af ord om anger, tilgivelse, håb, tro, mod osv. Alt sammen formuleret i et klart sprogbrug og for hele familien ("vi"). Vi kommer godt rundt i hele det kristne univers. - Ikke noget med et halvt mystisk, selvbesværgende, dogmatisk set svagt, for ikke at sige nærmest ikke eksisterende trosindhold, som megen selvoptaget meditativ litteratur i dag er fuld af.

onsdag den 16. oktober 2013

Mala Naveen's norsk-indiske indvandrer historie

Mala Naveen:

Desiland 

Aschehoug (norsk)

2010

474 sider


Det er Mala Naveens debut roman fra 2010, og min udgave fra samme år er allerede 2. oplag. Og det forstår man godt, for den norsk-indiske journalist har godt fat om pennen. Hun er selv barn af indvandrerforældre fra Indien, og er både meget vidende, velskrivende og har en stor psykologisk indsigt i menneskenaturen.
   Derfor er bogen så overbevisende og troværdig i sine miljøskildringer. En mor og far (jeg undlader en mængde navne) lever i en lejlighed i Grønland, indvandrerforstaden i Oslo,
sammen med deres to voksne børn, en kvinde og en mand. Utallige sagsforhold og problematikker som en indvandrerfamilie står med, fremstilles levende. Savn og afsavn fra det gamle land og også i det nye; familie, venner, arbejde osv., alt skildres som set gennem en indvandrerfamilies briller.
   Alle familiens fire personer gennemgår alt som bogen folder sig ud skematisk sagt en udvikling fra krise, til modning og afklaring. Alle forsøger med et væmmeligt slidt udtryk at realisere sig selv. Faderen, fysioterapeut, har kontroverser og afskediges på arbejdet. Begynder at oversætte indiske digte, der vækker opmærksomhed selv i Indien. Moderen, rengøringsdame på en skole, indleder et lidt mere end platonisk forhold til en lærer. Skipper det siden. Datteren, forsøger sig som med ringe held som filmskaber. Finder tilbage til familiens kærlige favn efter fallit båd med film og kæreste. Broderen springer ud som bøsse, bliver fortabt (lost in India), men i bogens slutning genfundet af faderen. Men Norge opleves ikke som det nye fædreland: ”Føler du deg hjemme her, Dadi? Har Norge blitt ditt hjemland etter alle disse årene?” – ”Nei, det har det ikke.”   
   Bogens 68 kapitler foregår stort set skiftevis i Norge og i Indien (Mombay). Så der er også en del  direkte kommunikation mellem Norge og Indien. Fx i form af mails.
     Indisk sæd, skik og brug bliver meget nærværende for én. Diverse indiske navne på alt fra fester til mad, klæder og højtider indgår på naturlig vis i historien.
      Måske er bogen en anelse for lang. De mange indiske navne kan også virke lidt genstridige for en skandinavers hukommelse.     

Anmeldt for forlaget.

    

lørdag den 21. september 2013

Hans Anker Jørgensens moderne salmer

Hans Anker Jørgensen 
og Caroline Borello Lerche

Du siger det med blomster
Jazz- og popsalmer
Unitas Forlag
2013

Hans Anker Jørgensen kan gøre enhver tung tekst let at gå til. Med et ordvalg så lige ud af landevejen, som sagde det næsten sig selv. Men det ligefremme og naturlige er det sværeste at lave. Når rimsmeden (hans eget udtryk) i de 24 salmer tager alvorlige samfunds problemer og teologisk stof under bearbejdning, skal man lige læse næste og næste vers med. Stoffet fænger.     Taknemmelighed for alt det Gudgivne (”For kroppens fryd og livets bud må jeg hver morgen takke Gud”) og Gudsskabte (”hvor er her smukt, må hjertet synge på sin flugt, på vandretur i mark og lund, i bil en rosa aftenstund”) går hånd i hånd med bekymringen for vores svigtende ansvarlighed af samme og omsorgen for den svage (”Vi fik givet denne perle (=jorden) med dens luft og vand og muld til at mætte sultne maver og til at folde evner ud”).
    Finurlighed (”Har du lys i pæren: Gud er lysets kilde! Giv Gud alene æren”) og et uhøjtideligt  samtids dansk ordvalg er en af Hans Ankers specialiteter, der gør salmerne velgørende morsomme at synge. (”Syng i evighedens kor forskere fra CERN og Darwin, Ørsted og Niels Bohr”).
   Der er megen Jesus i salmerne, nogle i mere genkendelige gevandter (”Han gør sig selv til brød og vin, til evig hjertemedicin mod synden og mod døden”), men ofte i fornyende klæder (”Jesus selv er Guds replik imod frygtens retorik”). Og nogle salmer bruger Hans Ankers ny opfundne såkaldte bim-bam-bum rim, hvor ”bringer” fx kan rime på ”fanger”.
   24 såkaldte jazz- og popsalmer, de fleste tekster nye, en håndfuld gamle eller ny bearbejdede, men alle med nye velfungerende visemelodier i fuldt udskrevet klaversats samt becifringer af Caroline Borello Lerche. Og 15 af dem indspillet på medfølgende cd af diverse sangere og gode musikere, bl.a. Poul Dissing. De 5 forskellige sangere – foruden Ramløse og Annisse børne- og ungdomskor, fortolker stærkt og fint de forskellige genrer, blues, jazz, vise, pop, som  melodikomponisten har lagt sig efter. Melodien skal for hende være ”lige til”, evt. gå nye veje og overraske lidt. De sangbare og ligefremme melodier til trods demonstrerer solisternes udførsel dog samtidig en generel problematik ved rytmiske salmer: Genren lægger op til og er nærmest defineret ved friheder, som den stramt noterede melodi og fællessang ikke kan honorere. Her må man synge mere uniformt.
  Særdeles informative for- og efterord mm., det hele pakket ind i et lækkert layout og i et stort stift bind, byder på mulighed for mange stunders fordybelse.
   I ordvalg og teologi ligger salmerne langt fra de inderlige, intime lovsange fra fx højrefløjens unge.
Der er en vis distance i det teologiske ordvalg, så teksterne aldrig bliver flæbende eller sentimentale, men efter min mening også med en afsvækkelse af det fulde evangelium til følge.

    Måske kan en nutidig salme med mere klassisk teologi end der er i disse, vanskeligt af hjertet synges af alle. Står mere begrebstung bibelsk terminologi i vejen for budskabet? Er det mere på sin plads med Hans Ankers let fordøjelige vers, der til tider er på grænsen til det afværgende pjagtagtige, som for en almen dansker glider let og ubesværet ned: ”Du milde, mægtige mirakelmager” eller ”Du som er i himlen! Lad din vilje ske! Lad os bringe glæde! Lad os se dig le!” 

Hans Ole Bækgaard

Jeg kender dine gerninger

De syv menighedsbreve.
Bibelstudie
Lohse
2009
44 sider

En lille bog med det store indhold. Når man i studiekredsen sidder i gode venners lag om samtalen af væsentlige ting for tro og liv, læses først et stykke fra Bibelen og derpå  bogens afsnit med spørgsmål. Sang, bøn og kaffe er også vigtige ingredienser efter en god samtale og drøftelse af aftenens emne  - som her med et dyk ned i et afsnit fra udvalgte kapitler i Johannes Åbenbaring indeholdende de såkaldte menigheds breve.


Peer Aarestrups trilogi fuldført

Peer Louis Aarestrup

Den niende bro

306 sider
Forlaget Queenswood

I 2012 fuldførte Peer sin store triologi, som jeg læste mhp.
bl.a. en anmeldelse, men jeg ville læse den to gange for det sammes skyld. Det har jeg stadig i sinde og til gode.
Så der bør komme en ordentlig anmeldelse af den.
   Her kommer han vidt omkring og får afrundet hele historien. Via Paris og Sydamerika.

tirsdag den 6. august 2013

Henni Starup på Kreta tur


Henni Starup

Kretabilleder

Samleren 1987

132 sider

 


 
Billedkunstneren Henni Starup - de sidste 30 år bosiddende på Langeland - elsker Kreta, og har altid fundet stor inspiration til sine maleri i det kretensiske folkeliv. Men desuden skriver hun eminent godt; ikke så sært at hun ud over denne bog også har udgivet en roman.

   I Kretabilleder indfanger hun i stemningsbeskrivelser, person-, landskabs- , og folkelivskarakteristikker Kretas sjæl. Og vel at mærke med et distancerende spark til mange turisters forlorne Kreta-oplevelser. Det er det ægte, enkle, barske og frodige folkeliv hun fordyber sig i, det liv der leves i baglandet og ikke ved turist-kysterne. Hun ønsker at fortabe sig i små hengemte, nærmest unåelige landsbyer klinet op ad høje bjergsider. Vi kommer med på mange uvejsomme og vilde bjergture. Forfatteren har et sjældent fint registrerende sanseapparat, hvormed hun omsætter indtrykkene både til maleri og prosa. Henni Starup har mange gode venner blandt kretenserne, der ved hun elsker at komme med alle mulige ”umulige” steder for at se og opleve den hjertens kære befolkning af vinavlere, hyrder og andre ”almindelige” mennesker og deres hverdag. Her er en anden fællesskabsfølelse, en nærhed og et samliv der er tættere end danskernes, og virker meget sympatisk og tillokkende.

   Jeg har stornydt hendes udstrakte og formidable brug af analogier. En analogi som at en blå dør i et hvidt kretensisk hus sad som en skarnbasse i en flødeost, fornøjede jeg mig med glæde over.

   Ikke mindst i de indledende kapitler er der også mange fine beskrivelser, hvor hendes eget fag, maleriet, indgår.

   Bogens har knap 30 år på bagen, så et og andet kunne nok have ændret sig siden – men det kunne jo komme an på et selvsyn!

   I et langt slutkapitel gennemgås befolkningens og hendes egen oplevelse af alle påskens dage, der er uendeligt meget mere levende for menneskene på Kreta end de almindeligvis er for folk i Danmark.

   Fra første side sagde jeg til mig selv. Hold fast, hun skriver godt!  Og dermed læste bogen sig selv!

torsdag den 4. juli 2013

Corrie ten Boom: Skjulestedet

Corrie ten Boom
i samarbejde med Elisabeth og John Sherill
Skjulestedet
Scandinavia 2013
285 sider
 

 
Skjulestedet var en af den forrige generations mest læste kristne bøger, og fortjener at blive læst i dag for dens uafrystelige budskab om kristen næstekærligheds forvandlende magt og kraft.

Corrie ten Booms hjem var et gæstfrit og kringelkroget urmagerhjem i Haarlem ved Amsterdam, Holland. Den gudhengivne urmager-fader læser hver dag med hele familien samlet omkring sig et kapitel højt fra bibelen. Forældrene, fire søskende og et par mostre lever i de trange lokaler, hvor urenes hyggelige tikken akkompagnerer det borgerlige og gudfrygtelige liv.

Under nazibesættelsen forvandles hjemmet til et stort gennemgangshjem og ly for flygtende jøder. Skjulestedet er et hemmeligt rum bygget op bag Corries soveværelse, hvor de husede jøder hurtigt kan krybe i sikkerhed under razziaer. Ikke engang trænede Gestapo folk finder det, da hele familien arresteres, her iblandt  også en del ikke hjemmeboende familiemedlemmer.

Corries 4 måneders isolations fængsel, efterfølgende ophold i en hollandsk lejr, og  kreaturvognstur til og ca. 1 år lange ophold i koncentrationslejren Ravensbrück nord for Berlin, hvor 90.000. kvinder døde, er én lang beretning om ufattelige lidelser, ondskab og grusomhed.   

Corrie og søsteren Betsie, der dør i lejren, formår trods trængslerne at bevare modet, troen og en selvhengivende kærlighed til medfangerne. Det er bogens vigtige, overbevisende og altafgørende hovedbudskab - der præger den fra først til sidst - at det var Gud, der gav kraften til at elske, det var Jesu konkret oplevede nærvær der gav dem håb og trøst i mørket. Et stærkere kristent vidnesbyrd findes ikke!

Efter krigen beder en fangevogter fx Corrie om tilgivelse. Følelsen af had vælder frem i hende, men da hun med Guds hjælp rækker ham hånden, oplever hun en Gudgiven kraft af varme strømme gennem armen. 

Og da den 84 årige fader i fængslet får tilbudt frit lejde hjem imod at være naziregimet tro, siger han, at han altid vil tage imod den der kommer til hans dør! Han dør 10 dage efter i fængslet!
 

Fakta:

Corrie ten Boom døde i 1983, 91 år gammel i Californien, efter 5 års sygeleje med total lammelse og stumhed. Dem der kom for at trøste hende, gik selv trøstet bort! Rejste i langt over 60 lande, for at aflægge den glødende og hjertevarme beretning om sine oplevelser og Guds førelse. Besøgte på rejserne bl.a. fanger i fængsler. Bogen (1971) er fortalt til og skrevet af ægteparret Sherrill. I 1974 blev den filmatiseret. Den kan fx ses i fuld længde på You Tube. Her kan man også se diverse interviews med Corrie. Hjemmet i Haarlem er i dag museum.

torsdag den 2. maj 2013


Bertel Thomsen
Præsten der ikke kunne synge.
Lohse 2013
187 sider

En formidabelt godt fortalt, indsigtsfuld og veldisponeret biografi om præsten for flere af de danske udvandrermenigheder i USA i begyndelsen af 1900 tallet.

Gode biografier, som denne om præsten Jens Knudsen (ca. 1878 – 1944), er stærkt værdifulde i vores identitets forvirrede tid, fordi vi trænger til gode kristne forbilleder, der kan virke personligheds styrkende.

Jens Knudsen voksede op som fårehyrde i Vorgod i Vestjylland, hvorved han lærte alle naturens hemmeligheder såre godt at kende. Han følte tidligt et kald til at blive præst, men måtte gå forretningsvejen, og drev efter giftermålet en uhyre succesfuld forretningskæde på 16 virksomheder fra Faaborg, hvor flere af hans 8 børn blev født. Han var tidligt og også her virksom som afholdt søndagsskoleleder og prædikant. Det fortsatte kald drev ham dog til at sælge alt. Og turen til Amerika og siden erhvervelsen af en mangeårig præsteuddannelse for at kunne virke som præst blandt sine landsmænd i de nordlige stater North Dakota, South Dakota og Nebraska, er virkelig fængende læsning. Flere børn kom til, og barske vilkår måtte familien ”bede sig” igennem - med bønhørelse - for at kunne klare paragrafferne. Siden fik den Gudsnært levende og meget afholdte Jens Knudsen og hans kone 25 rige år i menighederne i omtalte stater, også en række år som højskolelærer, samt derefter et virke i selveste New York, i det fattige og kriminelle Brooklyn, og siden i Calgary, Canada.
  En vigtig bihistorie i bogen er datteren Siggi og hendes mand Gotthards tjeneste som præstepar, først i New Zealand, så en del år i Japan, og siden i krigstidens USA under yderst vanskelige kår blandt de forhadte japanere.
 Jens Knudsen sluttede sine virksomme år af som en igen meget afholdt og aktiv præst i Den Evangelisk Lutherske Frikirke i Martins kirken, Vodroffsvej i København (en menighed og kirke undertegnede selv med glæde for mange år siden var en del af). Han samlede her som alle steder en lydhør menighed omkring en stærk og enkel Kristus centreret forkyndelse, fik en gigantisk stor søndagsskoleundervisning etableret i sognet og holdt foredrag over diverse populære emner – men synge kunne han ikke. Dog elskede han musik, og gik i den grad i brechen for god kristen musik og sangs betydning i menigheden. – Man kunne blive ved. Der er så mange gode værdier i fremstillingen af præstens person og hans ydmyge og menneskekærlige ageren, som forfatteren, Bertel Thomsen, (barnebarn af præsten, viser det sig mod slutningen), præsenterer os for i denne fine bog, der meget kyndigt redegør for utallige sagsforhold, så man får en næsten selvfølgelig klangbund for alt der siden fremlægges. Bogens research hviler på et ganske imponerende bredt kildemateriale.
  Jens Knudsen ender sine dage i Vildbjerg i Vestjylland, hvor han – foruden utrætteligt stadig at virke på frivillig basis som præst - nærmest komisk på stilfærdig vis agerer som budbringer og rapportør til modstandsbevægelsen.      
  Jeg kunne for overblikkets skyld have ønsket mig Jens Knudsens navn klart skitseret på forsiden, og levnedsdataene ligeså i indledningen. 

fredag den 22. februar 2013

Anatole France - viddets og ironiens mester

Jens Bang
Anatole France
Forlaget Schultz Boghandel
København 1969
61 sider

Jeg greb skødesløst den lille bog om Anatole France (1844 - 1924) i reolen, (der ved nærmere eftersyn kun er udgivet i 750 nummererede eksemplarer) efter for et par dage siden at have trukket en af de bøger jeg har af ham ud et kort øjeblik, bladet lidt i den og sat den tilbage. Typisk. Så får man lige lyst til at gå tingene lidt nærmere efter.

Hvor er det vederkvægende at læse hans blændende velskrevne prosa. Jens Bang præsenterer denne viddets og ironiens mester med korte karakteristikker af hans bøger og ved at bringe velvalgte citater.
Hans stil er skøn læsning. Ikke sjældent sætter han sandheden op over for skønheden, hvor han ubetinget vælger den sidste. I hans godmodige drillende ironiske sprog - klart og gennemsigtigt, siger Jens Bang hans sprog er - lader han det ofte gå ud over kirken. Han var vist på Vatikanets sorte liste. Han er efter dem der indsnævrer friheden, efter hykleri og overtro. Hans sætninger er præcise og morsomt formulerede, mange er nærmest formet som en aforisme.
   Jeg må se at få læst hans 3 barndoms-erindringsbøger, den første skrev han som 40 årig og de næste to mange, mange år senere. Bl.a. er han i barndommen opfyldt af ønsket om at finde sine drømmes og fantasiers verden, det ukendte land. Hvor er mange af nutidens forfattere fattige i sprog og tanke stillet ved siden af en så vis og åndsfyldt gammel herre som Anatole France.
   Her lige et par citater:
"Det er som regel først, når folk bliver syge, at deres tanker vender sig mod de ophøjede ting. To gram sukker i urinen - og libertineren går til messe."    (Ha!)
"Lad os ikke tabe fortiden af syne. Det er kun gennem fortiden, man skaber fremtiden."
Der er ingen objektiv kritik:
"For at være oprigtig burde kritikeren sige: "Mine herrer, jeg vil nu tale lidt om mig selv i anledning af Shakespeare, i anledning af Racine eller Pascal..." ".



mandag den 4. juni 2012

Autisme som roman emne

Karen Kingsbury
Sluppet fri
Scandinavia
361 sider
2011


”Sluppet fri” er en lang, velskrevet, godt komponeret og sine steder meget spændende roman af den kristne succesromanforfatter, Karen Kingsbury (*1963). Hun har skrevet 40 romaner og er udkommet i et oplag på 13 mill. bøger. Hovedemnet er autisme, men det er en bog der kan læses af alle mennesker i alle aldre.


Ella går på en high school i Atlanta, og skal være stjerne i årets musical. Hendes kæreste og hans kammerater, stærke fodboldspillere, mobber drengen Holden, 18 år, fysisk meget grimt, og hun slår snart op. Holden er autist med afvigende vaner. Når han bliver vred eller frustreret, lægger han sig ned og laver 30 armbøjninger. Hans kommunikation med omverdenen består i at vise dem et af sine kort fra et kortspil med sigende udsagn på. Han ser aldrig direkte på nogen, taler overhovedet ikke, og tåler ikke fysisk berøring. Men han elsker musik, og den har en forunderlig virkning på ham. Den løser noget i ham, og bliver i sidste ende den der også endeligt forløser ham og hele historien.

Holdens forældre oplevede det frygtelige, at han trak sig ind i sig selv som 3 årig. Hans far har ikke vekslet et ord med ham siden, og flygter fortvivlet til sit arbejde som rejefisker i Alaska. Holden forlanger hver eftermiddag gennem 10 år, at moderen viser samme film for ham om hans og hans venindes (det er faktisk Ella, som han har båret i sit hjerte siden, men det ved hun - og han - slet ikke på nuværende tidspunkt) bardoms oplevelser før de fyldte tre år, da de sang og dansede sammen.

Pigen Ella fra high school får Holden med i musicalen, hvor han langsomt, men forunderligt forvandles fra stum til sangstjerne, synger hovedpartiet og begynder at tale ganske få ord. Ellas forældre har været venner med Holdens engang, det gik langsomt i vasken ved hans sygdom.

Også den venlige dreng Michael fra skolen bliver mobbet for at spille fløjte, og ender med at hænge sig.

Mindesamværet som Ella står for, bliver et vendepunkt i selvopgørets tegn. Ella taler for at mobningen må stoppe og tilgivelse, kærlighed og respekten for det enkelte menneske træde i stedet.

Kristen tro og handlen står utrolig stærkt i bogen, og Karen Kingsbury arbejder hele tiden på, at evangelisk kristendom bliver vigtig for ethvert menneske. Bøn har en stor og central plads i bogen. (Holdens mor bad 15 år for hans helbredelse.) Og dette uden at det ender i samme moralske morads som i mange af fortidens kvalmende teologi-romaner. Kristendommen virker naturlig og ægte i denne dygtige forfatters univers, der på sin store hjemmeside bekender sig til en filosofi om litteraturen som en livsforvandlende fiktion. Og jeg skal love for det opfyldes i bogen. Holdens forældre er kristne, men sunket ned i stille fortvivlelse, og alt i Ellas forældres liv gik mod konkurs, da de mistede forbindelsen til Holdens forældre - og kristendommen. Mod romanens slutning sker afgørende forandringer med rigtig mange personer. Det er forandringen med Holden, autisten, der bliver den årsag til at mange forandres. Dramalæreren finder tilbage til det at bede. De to tidligere forældrevennepar finder hinanden igen og får i Kristus en ny livsretning, ligesom Ella selv. Hendes tidligere kæreste standser med at mobbe. Dramaholdet ender faktisk med at holde bøn før undervisningen. Det bliver en stormende musical succes, hvor Holden og Ella tæt til hinanden henrykker alle.

Forfatteren taler i et inspirerende efterkapitel om hendes ide til romanen, der i omridset udspringer af en virkelig autists historie. Hun spreder mange faktuelle oplysninger om autisme over hele bogen, som hun har sat sig grundigt ind i, og taler i efterskriftet om autismens mangeartethed, og betoner, at udfaldet i bogen med Holdens gradvise helbredelse, langt fra er alle autister beskåret.














onsdag den 15. februar 2012

Toni Liversage biografi om krimi forfatteren D. Sayers




Toni Liversage: Dorothy Sayers - En biografi
Rosenkilde og Bahnhof 2011
146 sider

Mange danskere har læst en eller flere bøger af den berømte engelske krimiforfatter Dorothy S. Sayers’ succesromaner om Peter Wimsey. Toni Liversages nye letlæste biografi er en udmærket, om end ikke den første danske, introduktion til personen og hele forfatterskabet.

Dorothy Sayers (1893- 1957) er formodentlig en af de kvinder, der har ladet flest mennesker slå ihjel – nemlig de begåede mord som helten, arostokrat-detektiven, Lord Peter Wimsey i hendes 11 krimier skal opklare. Hendes verdensry, og status som en af foregangs-kvinderne indenfor krimigenren i det hele taget, hviler på disse bøger, som hun skrev over en 20-årig periode, for derefter at stoppe brat. De er både udgivet på dansk i samtiden og genudgivet, 4 af dem fx. bare inden for de sidste 2 år.

Sayers var en af de første universitetsuddannede kvinder i England, en fascinerende personlighed med en sjælden intellektuel formåen og et stort mod; stærk, beslutsom, hurtig, myndig, humoristisk og utålelig overfor fx. bornert og hyklerisk kristendom - samt slet arbejde. Og i besiddelse af en eminent sproglig udtryksformåen. Hendes ry for at være ikke-køn modsiges dog af den smukke unge kvindebuste med et selvbevidst og kløgtigt udtryk på biografiens forside. Krimien ”De ni klokkeslag”, der gjorde hende berømt sågar langt ind i klokkenistkredse for dens tekniske saglighed, er den kendteste af alle hendes bøger, og solgte straks 100.000. eksemplarer i England. Hun var i øvrigt i krimiforfatter-klub med bl.a. Agatha Christie og G. K. Chesterton.

I slutningen af 30’erne begyndte hun med begejstring at skrive kirkespil, der blev flittigt opført i domkirkerne. På BBC’s opfordring fulgtes disse op af 12 radio-hørespil for børn om bibelske emner, som blev utrolig meget aflyttede. De blev både genudsendt mange gange i årenes løb og kom i bogform (oversæt dem til dansk!). Her insisterede hun på en personbeskrivelse af Jesus som en karsk, usentimental ”flamme (der) skar gennem Judæa”.

I de senere år er der kommet flere betydningsfulde biografier og ikke mindst 4 bind med breve (som også Toni Liversage øser flittigt af), der kaster nyt lys over mennesket Dorythy Sayers. Hun havde i sine yngre dage flere stormfulde kærlighedsforhold til mænd, insisterede på seksuel afholdenhed før ægteskabet, men det gik galt med Bill White, der blev far til hendes søn - og sit livs hemmelighed. Først i de senere år fik sønnen, som hun dog havde kontakt med hele livet, at vide at hun var hans biologiske mor. Sayers senere ægteskab med den alkoholiserede A. O. Flemimg blev ikke-lykkeligt og stærkt konfliktfyldt. Hun døde af et hjerteslag og fald fra en trappe, 64 år gammel i 1957.

D. Sayers redelige, sandhedssøgende, kompromiløse, men yderst intellektuelle tilgang til kristendommen gør sig også gældende i bogen The Mind of the Maker (essays om det kreative skabersind – burde oversættes til dansk!) og i bogen Christian Letters to a Postchristian World (samling af trosrelaterede essays samlet og udg. efter hendes død – omtales mærkeligt nok ikke i Liversages biografi). Sayers var højt agtet i vide kredse for sin anderledes og ikke gængse fremstilling af kristentroen. På hendes mindeplade står der: Kun det kristne arbejde er godt, som er godt udført.

mandag den 12. december 2011

Peer Aarestrup








Peer Aarestrup
Diamantpigen

Queenswood
255 sider
198 kr. (tilbud dec. 2011 - jan. 2012)


Peer Aarestrup udgiver nu en fortrinlig velskrevet og spændende efterkrigstids- koldkrigstidsroman, Diamantpigen.

Den behandler mange vedkommende og væsentlige temaer som skyld, ondskab-godhed, kærlighed, had, identitet, nationalisme, historie- og familiebevidsthed, forbilleder, kristendom osv. Ja, den ligefrem emmer af budskaber, der har noget at sige ind i vor tid. (Den er 2. del af foreløbig 2 bøger, men kan godt læses uafhængigt af førstedelen, Asfaltblomstens duft).

Handlingen foregår hovedsagelig i København og på Kegnæs, appendikset til øen Als i Sønderjylland, hvor Haken-familien, der går videre fra bog ét, og Fatter og Mutter på Kegnæs, er centrale personer.

Haken familien består af moderen Gertrud, der har en besværlig tysk herkomst i bagagen, og derfor i krigens slutfase nær lynches, mistænkt for tysker-medløberi; og af datteren Cæcilie, som i årevis efter krigen, er præget af dens angst, ensomhed og brutalitet; og sønnen Thomas, attentatoverlevende fra krigens slutfase, og med en dunkel fortid som tysker- (læs nazi-)medløber og henretter, nu hærget af druk. Den usikre Cæcilie føder et barn, som hun får med sin hårde og brutale krigskæreste, Fyren, frihedskæmper, og også henretter, hvilket han på egen hånd fortsætter med længe efter krigsophør. Et had der aldrig vil stoppe.

Efter ulykkelige omstændigheder - hvorunder Cæcilie i lange tider havner i det belastende psykiatriske system, flytter (flygter) Gertrud, hendes tyske mor, til Als med Cæcilies barn, kaldet Vreden. Barnets far, Fyren, har Cæcilie totalt skippet. Trods danskerhadet mod hende i København, bliver Gertrud nu på Als en selvopofrende engel i en flygtningelejr for tyske flygtninge. Hun og Vreden bor hos deres gamle venner, udpræget dansksindede sønderjyder, der alligevel engang – ligesom nu - tog kærligt imod Gertrud og hendes afdøde – nazi-sympatiserende – mand, da de selv var flygtninge fra Tyskland efter 1. verdenskrig.

Vreden vokser godt til her, men bringes senere til København af sin mor. Hendes nye ven, Anders, dræbes i et opgør med Fyren, der må mange år i fængsel. Men under Vredens opvækst i København – han har skiftet navn til Emil (måske fordi vreden, følelsen vrede, stilles (efterhånden)) – dukker faderen dog op på mystisk vis i kulisserne.Vi følger Emil – altså tidligere Vreden, gennem opvæksten til hans 15. år med skolegang, Tivoliture, sygehusindlæggelse osv. i København og med flere afstikkere til den frodige og natur- og befolkningsmæssigt fint skildrede ø, Kegnæs, hvor han bl.a. firmes (katolsk konfirmation).Andre bipersoner ligger som en aura af opbakkere omkring bogens hovedbudskaber: skyld, ondskab-godhed og identitet.

Peer Aarestrup har begået et scoop af en bog, hvor han mesterligt under bogens fremmarch, støt og roligt breder den stemning af skyldsbevidsthed og indbyrdes mistænksomhed i personerne, der stammer fra krigstidens obskure forhold mennesker imellem. For den rumsterer hele tiden i hovedpersonernes liv og tanker. Thomas, besættelsesmagts-sympatisør og værnemager, og Fyren, der netop tager opgøret med værnemagere og tyskersympatisører, er modpoler. De er begge dræbere. Der var skurke og helte, der var bødler og opofrende personer. Men sandheden om mange agerende menneskers adfærd og identitet var - og er, når vi handler! - ikke altid ligetil. Derfor peger bogen stærkt på nødvendigheden af et opgør, ikke med knive og geværer, men med de bare hænder - bønnens foldede hænder. Bønnen om tilgivelse og ny begyndelse. Vi har alle skyld, og sjældent er tingene sort-hvide. Det viser sig i Aarestrups roman bl.a. ved at personers, især Fyrens, identitet tager en overraskende vending.

Forfatteren peger endvidere klart på, at det er den kristne tro, der formår at give os redskaberne til det rette opgør og til at gå ud i verden og virke videre. Mange bipersoner – fx borgmesteren i Sønderborg, Gertrud (”vi gør, hvad der er rigtigt”, side 85), Mutter og Fatter, Gertruds præstemand Hans, den tyskboende enkemand efter nazibødlernes virke, Cæcilies naboer, Brodersens holdning (de var kommunister) - viser i deres handlen det kristne sindelag, at opgive retten til at hade (et særdeles stærkt Aarestrup-udsagn!). Du skal tilgive, og trods ondskabens og hadets realitet gå ud og elske din næste, ligegyldigt hvem det er.
Forfatteren vedbliver, ikke mindst i de læremæssigt opsummerende slutkapitler, klart at pege på, at ondskab og godhed (kan være) nogle svært gennemskuelige eller grumsede størrelser.

Der er spændingsmomenter á la krimigenren i bogen med dramatiske følger, og forfatteren strammer langsomt spændingen mod slutningen, så læseren holdes i et fast greb, indtil nogle nærmere bestemte jernplader og Emils far, Fyren, klarer himlen til sidst, så man også som læser føler sig forløst. Emil kan træde fremtiden i møde med fortidens synder lagt bag sig.

Peer Aarestrup er tydeligvis en rigtig københavnerdreng, der synes at kende den indre bys kvarterer, med baggårdsmiljøer, snak i gården, latriner og koldt vand, rotter, slagsmål og larm, men også familiesammenhold, dejligt hjemliv og naboskab, som sin egen bukselomme.

Vi møder også kærligheden i mange afskygninger, herunder fremstillingen af seksualiteten i al dens brogethed. Men der er også i massevis af stemningsfulde miljøskildringer fra herligt hjemliv med duften af nybagt morgenbrød, mængder af marmelade og dejlig mad kildende i næsen. Det er i familiens gode rammer, at kærligheden og mennesket kan udfolde sig. Deri er bogen en vejviser ind i vor familieforholds-forvirrede tid.

Historien, den enkeltes, men også den enkelte set som en del af en nation og en tidsperiode - symboliseret fx i romanen ved 2 forskellige personers dagbøger, som Emil bliver betroet videreførelsen af - er med til at give mennesket identitet, når det heri får mulighed for at spejle sig i historiens/historiernes fortid og fremtid.
En pudsig og ikke almindelig brugt ting, er forfatterens jævnlige www.-henvisninger, der giver læseren mulighed for at søge refererende fakta oplysninger på internettet.