Johannes Jørgensen

Civita d’Antino

Gyldendalske boghandel

1915

62 sider

Jeg har altid sådan halvt ubevidst gået og troet, at den lille bog af Johs. Jørgensen, som jeg har haft stående i min reol i mange år, handlede om noget med Dante (d’Antino – Dante), men det var helt i skoven. Jeg har jo også tidligere haft en plakat med et maleri af Zartmann, der havde en titel indeholdende navnet Civita d’Antino. Og det var jo den store landsby i Abruzzerne i Italien, hvor danske malere yndede at male og holde til.

   Da jeg bladede skødesløst i bogen, viste det sig, at den var en lang og stor jeremiade om et kæmpe jordskælv i 1915 i byen og andre byer deromkring, der lagde alle byerne fuldstændig i grus. Det fik jeg hurtigt nok af. Og spurgte mig selv: Hvordan i alverden kan man udgive en bog om sådan noget – og så i 1915, midt i 1. verdenskrig?

   Men mærkeligt nok: Jeg måtte have fat i den igen, og læste den med begærlig interesse.

Johannes Jørgensen var rundt i området få dage efter jordskælvet og skildrer levende den megen ødelæggelse og død! Han siger, at den aldrig kommer til at blive en by igen, er ødelagt for altid! Diverse af de ramte personer kommer i bogen til tale om deres kæres voldsomme og pludselige død. En serie sort-hvide fotos støtter indtrykket af de omfattende ødelæggelser.

   Og nu 2019: Ved et Google kig, viser det sig, at byen er fuldstændig kørende igen og der er vist  ingen åbenlyse minder – undtagen måske en mindelund for de omkomne.

Fra medium til kristen personlighed

Myrna Grant

Rejsen
Ordet og Israels Forlag,
1982,
264 sider
 
Denne fantastiske beretning om den ungarske jødiske kvinde Rose Warmer, født 1909, er en utrolig stærk beretning om en velstillet ung kunstnerisk, sportsligt og sprogligt begavet kvinde, der via en tryg barndom over et forlist ægteskab og senere infiltrering i spiritistiske kredse (hvor hun bliver et søgt medium), ledes til tro på Jesus som frelser og Messias. Overordnet set er det en beretning om hendes store kærlighed til Jesus og til Bibelen som Guds åbenbarede ord. Historien fortælles i jeg-form, men er skrevet af Myrna Grant.

   I mellemkrigstiden i 30’erne oplever hun nazismens gradvist voksende tryk og forfærdelige forfølgelse af især jøder, men også af andre udsatte grupper, og hun er ivrigt optaget af at vidne for alle hun møder om sin frelser og dyrebare Herre. Da hun får muligheden for at immigrere til USA, vælger hun i stedet lidelsens vej med sit eget folk, jøderne. Den fører hende først i fængsel, dernæst til Auschwitz, hvorfra hun som slavearbejder senere videresendes til Gelsenkirchen / Essen i Ruhrområdet, hvor hun må arbejde 12 timer dagligt under ufattelige forhold til hun segner. Stort set uden mad og vand  overhovedet døgnet rundt, og uden pauser. Hun får dagligt pisk – med jerndupper i enden af pisken - fordi hun vælger at bede før morgenapellen, og dermed kommer sidst i opstillingen, uden derfor egentlig  at komme for sent.  Slavearbejderne må gå 10 km. til arbejdet i sko-lignende laser eller barfodet og hjem igen. Naziparolen hedder, at de skal arbejde, til de dør. På et tidspunkt ved ikke hun ikke, hvad hun selv hedder. Men det dyrebare Jesu-navne kan hun stadig påkalde. Og Bibelen, memoreret og underfuldt bogstavelig talt rakt hende på næsten uforklarlig vis, er hendes overlevelses-mad. De sover 500 kvinder i en dryppefugtig frostkold kælder, hvor en forstoppet kloak betyder, at urin og ekskrementer står 15 cm højt på dele af gulvet! 

   Så sendes hun for 3. gang i gods togvogne afsted på en lang rejse, der slutter i Bergen Belsen koncentrationslejren, og her ender hun med at ligge udmattet  og dødsberedt sammen med af bunkevis af døde mennesker i lejren. Hun regnede med hun skal dø – som hun allerede havde gjort det i årevis. Men Gud ville, hun skulle overleve. – Hun kommer årevis efter krigen omsider til Israel, hvor hun i mange år kørte rundt med kristen litteratur og evangeliserede blandt sit folk. Smerter efter alle lejrene fulgte hende hele livet.

 Hun døde 1986, har jeg læst på nettet, taget under kærlig pleje på et hjem i Haifa. Hun fik 36 gode år i sit elskede Israel. "Jeg er et levende bevis på, at Gud forbliver trofast mod sit folk."

Sandhed og løgn i romanform

Peer Aarestrup

Kanas land
Roman
DreamLitt
2018
96 sider

Har man først sat tænderne i Peer Aarestrups nye fine og 5. roman, Kanas Land, vil man have mere. Bogen fortælles i præsens, nutid, der bevirker, at man på det nærmeste bliver ét og samtidig med den igangværende historie. I et stramt og letlæst sprog driver forfatteren uden de store svinkeærinder læseren frem mod målet, afklaringen på den livsgåde, som den prostituerede unge kvindes to tvillingesønner udgør for sig selv. Hvem er vores/min far? De to drenge adskilles ved livets begyndelse, og aner intet om hinandens eksistens, indtil de ved 18 års alderen ad tilfældighedens vej via et avis foto og et foto i Halvor-familiens gemmer spores ind på hinanden.

   Den ene tvilling, Halvor, vokser op hos sin familie i Vejle med sin stedfar og mor og handicappede søster. Den gode, og for sin søster omsorgsfulde og kærlige unge mand, redder en dag sin veninde og klassekammerat fra druknedøden, men må i første omgang tale usandt om hændelsen. Heltedåden foreviges med foto i avisen.

   Den anden tvilling, Janus, bor med sin forhutlede mor og en hund under kummerlige vilkår i København, hvor moderen modtager kunder, der stort set altid banker hende. Han kommer dog til at vokse op under gode og kærlige kår på børnehjemmet Kanas Land i Gentofte.

   Halvors far udvikler sig i tyrannisk retning, og kalder i et ubehersket og vredt øjeblik sin søn for en horeunge. Det lykkes siden ad omstændelig vej Halvor at opspore sin tvillingebroder i hovedstaden, men føler samtidig sin fars ildevarslende skygge som en følgesvend på turen frem og tilbage.

   Efter moderens død, og ikke lykkelige gensyn med de sammenbragte drenge, synes man mod slutningen, at historien må gå mod en uforløst og lidt småkedelig slutning. Lige da lader forfatteren med et en bombe springe, der i ét forløser hele mysteriet, og afslører hvem der er faderen, og dette som én, der har levet sit liv på en løgn. Drengene derimod står som sanddru i deres higen efter at kende sandheden om deres livsskæbne, og foretager et frontalopgør med den afslørede fader. Man havde godt nok anet et eller andet undervejs, men det lå i det dunkle; en god forfatters trick, at lade læseren hive efter klarhed i noget dunkelt fremsat. Hvad bliver det til?    

   Den skønne katarsis mod bogens slutning renser så velgørende sjælen, så man både godter sig og griner og jubler på en gang. Den viser noget af det en roman kan, når den er god. Så hvorfor holde sig tilbage fra at kalde Aarestrups katarsis for genialt udtænkt?  

  

Anthony Doerr

Alt det lys vi ikke ser
Politikens Forlag                                                                    
2014
558 sider

Den purunge franske Marie-Laure, der i Paris boede sammen med sin diamantkyndige og i museumet ansatte far, er nu havnet i sin meget indesluttede, men varmhjertede onkels hus i den lille kystby Saint Malo, hvor hun vha sin fars genialt konstruerede miniaturekopi af byen finder vej i denne  i ”blinde”, og også gør et vigtigt kurérarbejde ved at bringe meddelelser indbagt i bagerens brød. Marie Laure udgør i denne 2. verdenskrigs gribende historie den ene af protagonisterne i den store Pulitzer-prisbelønnede roman. Onklen formidler de hemmelige ”indbagte” meddelelser videre fra sin sender til modstandsbevægelsen.

   I hvert andet af de korte kapitler optræder så den purunge tyske Werner, der er kyndig i alt inden for elektronik og radioer, og indrulleret som menig i den tyske hær, og som opleder modstandsbevægelsernes hemmelige sendere. Han er opvokset med sin søster på børnehjem, en god og blød dreng, der må gøre sig hård i det grusomme naziopdragelses- og uddannelsessystem.

   De to protagonisters veje krydses kort mod slutningen af romanen, hvor alt mod krigsslutningen er i opløsning.

Doerr har et formidabelt stærkt sprog, er en superintelligent og meget dygtig forfatter, og man fanges straks ind af den skæbnetunge og nærmest uhyggelige historie, hvor der også er diverse sorte og hvide karakterer. Forfatteren har en stor svaghed for opremsninger og lakonisk sprogbrug.

   Doerr skilder formidabelt godt gode mennesker (Werner, Frederik), der kvases i det onde system, og som alligevel via en forelskelse (Werner i Marie Laure), får lov at vise det menneskelige adelsmærke, kærligheden. Hvor forkrøbler sådan et ondt nazisystem dog mennesker.

Historien er eminent godt spændt op over mange hundrede sider, og man forventer den helt store forløsende slutning, som dog efter min mening totalt udebliver. Man er nærmest både vred og skuffet efter endt læsning. Min kone og jeg læste den højt for hinanden.

   Der er også et gennemgående ”objekt” i historien, en diamant, der inddrager begge parter i begivenhederne, men heller ikke dette objekts historie får en tilfredsstillende slutløsning, synes jeg.

   Jeg kender andre romaner der benytter sig af samme slutningsform, og jeg bryder mig ikke om det. (Den røbes ikke klart her!)  - Og jeg kender også filmatiseringer af bøger med den type slutning, hvor instruktøren har taget sagen i egen hånd og ladt den ende ”godt”. -  Mennesker vil have, at en roman skal slutte godt (rimelig lykkeligt), og jeg mener generelt set en roman skal  holde sig på plads inden for sin form (den bryder altså denne mod slutningen).

Mestermaleren Paul Klee

Carola Giedion-Welcker

Paul Klee
-  I dagbogsnotater og breve
Thanning  og Appel, 1963
160 sider

Forfatteren har selv kendt den verdensberømte kunstner Paul Klee, en af den moderne kunsts helt store ikoner, og besøgte ham gentagne gange i hans hjem i Bern i Schweitz, bl.a. også kort før dennes død. Bogen er skrevet ca. 20 år efter dette møde. De fleste har set nogle Paul Klees sirlige og raffinerede billeder med hans helt egen forunderlige verden ”udpenslet” i de små malerier.

   Det er både en biografi og en gennemgang af Klees kunst, og det hele emmer af, at forfatteren både er formidabelt godt hjemme i alt om Klee, men også i alle de samtidige kunstneriske strømninger. Jeg lavede mange understregninger af skarpe udtalelser og iagttagelser af alt muligt om malerisk teknik og filosofi vedrørende Klee. Forfatteren er eminent til kort og præcist at indfange og i en essens beskrive et fænomen. Der er mange formuleringer jeg som kunstner glædede mig over.

   Jeg giver et eksempel: ”Metoden udvikledes ud fra Cèzannes rumligt svævende farve. Den malergeneration, der fulgte efter ham, følte sig ikke mere bundet til plein-air-maleriets naturgengivelse. Nu brugtes farven udelukkende til at give udtryk for det sjælelige…..”.

   Bogen er udkommet i en serie der rummer mange store personligheder, kunstnere, forfattere, religionsstiftere og den slags. Billederne er sort hvide, og der er både fotos af maleren selv og hans familie, venner o.lign., foruden et rigt udvalg af malerier der omhandles.

Bevægende personlighed

K. Grue-Sørensen
Comenius
G E C Gad 1961
102 sider

Den lille bog om pædagogikkens fader, tjekkiske Comenius, der levede i 1600-tallet, er en af de få bøger jeg læser igen og igen. Hans kærlighed til sine brødre, De Mähriske Brødre (forløbere for Hernhutterne), der var stærkt forfulgt under 30-års krigen, og hans idealistiske handlen og tænkning - og tro, betager og bevæger mig hver gang. Trods et stærkt omtumlet liv, skønt hans nærmeste døde omkring ham, og skønt hans store værker i flere omgange gik op i flammer, mistede han ikke modet, men så det som Guds prøvende førelse, og styrkede og støttede i stedet sine forfulgte brødre (og søstre) det bedste han kunne, som den hyrde han var for dem.
   Comenius' didaktiske principper er langt hen ad vejen grundprincipper vi bygger på i læring i dag. Hans pan-sofi, ideer om
samling af al viden til omfattende gavn for menneskeheden, betager ved sin idealisme, men er sakket bagud i aktualitet.