Litteraturens verden - expecting people -- Building the future - stone by stone, letter by letter!

Litteraturens verden - expecting people -- Building the future - stone by stone, letter by letter!
Ars longa, vita brevis

mandag den 13. december 2010

Overbevisende debut




Peer Aarestrup: Asfaltblomstens duft.
Queenswood 2010
214 sider


Endnu engang må 2. Verdenskrig holde for i en meget heldig romandebut. Handlingen begynder dybt nede i Rusland, hvor bogens hovedproblematik om sandhed og ret allerede skitseres. Den danske købmand Emil Hagen må med familie flygte fra den kommunistiske revolution. Efter en dramatisk og blodig tur når sønnen Oscar København, hvor resten af denne gedigne københavnerroman i hovedsagen udspiller sig.

Oscar har på egen krop erfaret kommunismens svøbe og sympatiserer derfor med nazisterne, der vil dæmme op for denne. Under sin flugt bliver han forelsket og gift med en pige i Tyskland, som har mistet både brødre og far i krigen, men ellers egentlig ikke er nogen overbevist nazist. Her lægges grunden til endnu en hovedproblematik. Den om identitet, tilhørsforhold og vanskelighederne ved at være en fremmed i et folk, som også Knud Romer har beskrevet det i sin meget bemærkede roman.

Oscar og Gertrud bosætter sig i København, hvor børnene Carl, Thomas og Cæcilie vokser op. I begyndelsen af krigen rammes Oscar i deres lejlighed af et dødbringende vådeskud fra en nazipatruljes våben. Ironisk og uretfærdigt kunne man sige, for denne nazisympatisørs vedkommende, men symptomatisk, for hvem der er ven og fjende, er ikke altid og ikke hele tiden nødvendigvis klart defineret i krigens omskiftelige vilkår.

Resten af historien drejer sig om, hvordan børnene og moderen manøvrerer i krigens København, og det både på det ydre og indre plan. Her gennemspilles nemlig i stor stil både deres køns- og nationale/politiske identitet. Peer Aarestrup beskriver de forskellige kvarterer i det indre København levende og sanseligt. Denne afdækning af sin hjembys hemmeligheder og atmosfærer vidner om forfatterens egen fascination af den. Ordet ’duft’ passer rigtig godt ind i titlen. Duftene (lugtene) fra baggårdene, grønthandlerens tobak, de mugne opgange, Frederiksberg have osv. Der er stemninger og atmosfærer fra mange nærmiljøer.

Det ydre plans dulgte atmosfærer kunne modsvares af de tre børns spirende seksualitet og gryende kommen overens med, hvem de selv er. En nærmest incestuid badekarscene, hvor søskende- og venindeseksualitet mikses, vidner om hvor dybt forfatteren ønsker at portrættere sine personer. Per Aarestrups fine erotiske beskrivelser kunne i øvrigt lede tanken hen på hans slægtning, den berømte digter Emil Aarestrup (er romanens Emil (Hagen) en lille hilsen til denne?). Kun ved at disse ting beskrives ægte og levende, får man afdækket den virkelige bund for hvem og hvad et menneske er, og nogle af de komponenter der former det. Andre dybe erindringer fra samme boldgade kunne være en skolelærers forkærlighed for at afstraffe med spanskrør på den bare med bukserne trukket ned.

Efter Oscars død vrider de tre børn sig mellem magterne i en kamp for at finde deres folkelige og politiske identitet; en krig som sætter tingene på spidsen, og kræver sine ofre. Her tvinges man til at forholde sig til temaer som ret og sandhed, kærlighed, ondskab og løgn. Carl, nazisten, ender sit liv på østfronten, hvor Thomas vælger en anden vej, og Cæcilie støtter Thomas. Moderen, Gertrud, må se sig som kastebold mellem magterne. Hun er egentlig bare tysker, og eksemplificerer en person der diffust skal finde sig selv i et fremmed folk, hun er sig næppe helt bevidst om hun sympatiserer med nationalsocialismen, hvilket jo kunne være tilfældet, fordi hun er tysker, havde en mand der var sympatisør og af den brede befolkning qua hun er tysker slås i hartkorn med nazisterne. Tysker er lig med at være nazist. Her kan man finde en kommentar til nutidige forhold, idet romanen universelt peger på lignende vilkår som indvandrere må stå overfor i vores samfund.

To løse skitser noteret under læsningen:
Lurvethed, fornedrelse, medlidenhed går hånd i hånd i Nørrebrokvarterets beboeres dagligdag, kampen for at overleve og for menneskelig værdighed. I en baggård på Nørrebro udfoldes også ondskaben personificeret i Ondemadsen, der ender med at smide sit barn ud af vinduet.

Erotikken, romantikken, sanseligheden, drømmen, mystikken, rædselen og angsten går hånd i hånd. Håb, glæde og tidlig ungdoms erotiske sværmeri, fortylleri og forvirrethed præger midterdelen.

Romanen har ikke nogen happy ending, og der er mange ofre undervejs. Den ender åbent og kalder egentlig på en videreførelse. Hvad sker med den og den person? Som sådan en god anbefaling i sig selv at ville læse mere af denne velskrivende og seriøse forfatter, der med sin bog vægter store og betydningsfulde temaer sat ind i en historisk ramme.
Jeg opfatter bogen som et snapshot, hvor vi er dykket ned i krigstidens København. Denne aktualitetens virkning fremmer Peer Aarestrup fint ved at skrive i nutid, det er her og nu vi oplever det sammen med personerne. Og ved sit koncise og stramme sprogbrug. Kompositionen er i øvrigt raffineret i sin brug af forskydningen af flere tidsplaner.
I en bredere episk roman kunne karakteriseringen af personerne være foldet mere ud, således bemærkede jeg i flere afsnit i marginen, at her kunne forfatteren have vist i stedet for at forklare. Men længere bøger er ofte for snakkesagelige og mister prægnans. Det har denne i høj grad, og den formår på samme tid at holde sammen på mange temaer, få dem rullet ud, problematiseret og afrundet. At alle disse temaer er fremstået af denne egentlig ganske prosaisk berettende fremstilling, går først rigtig op for en ved rekapitulerinegn af det læste. Det er en stor kvalitet ved bogen, at den ud af ordenes aske kan rejse en fugl Føniks verden. Men det er vel det ord - og en god forfatter - kan og gør. Danner en verden i luftens og fantasiens rige. Her er det endog rigtig godt gået.

lørdag den 30. oktober 2010

Brunonia Barry: Søstrene i Salem








-
-
-
-
-
Brunonia Barry:
Søstrene I Salem
Den grimme ælling
Lydbog (410 sider)
2006

Forsnak
En bog der har fyldt virkelig meget; den har været længe undervejs, betydet meget og er af pænt omfang. Jeg har stået i strygerummet og læst (hørt) bogen (og altså strøget og strøget) med Louise Herberts lækre oplæserstemme. Bogen har været afleveret og genlånt flere gange, fordi så mange ting har taget opmærksomheden fra tiden til at læse bøger. Desto større er det aftryk den har afsat, set i forhold til de bøger man evt. styrter igennem på en dag eller to. Så er de jo også hurtigt ude af sindet igen. Denne har fyldt dejlig meget.
Det er en af den type bøger jeg stor-elsker både pga. sproget, stedet den foregår og handlingen. Den fængede lige fra første linie. Der er nogle forfattere der kan skrive, så næsten hver sætning virker stærkt på ens forestillingsevne. Det er Brunonia Barrys første roman, og hun er blevet berømt på den. Men hun kender vel at mærke håndværket til bunds i forvejen, der er ikke mange der på det blotte talent rammer en fuldtræffer første gang. Hun udgav endda først bogen på eget forlag, og da den blev opdaget, blev hun tilbudt 2 millioner (dollars altså) for rettighederne for den af et kendt forlag.

Handling
Pigen Tawner Whitney er kommet tilbage til Salem fra California, hvor hun har været indlagt på en psykiatrisk afdeling. Hendes grandtante Eva, der har den specielle familiearvede evne at kunne læse i kniplinger, som det hedder, altså spå ved at læse mønstrene i kniplingerne (en kunst der efter sigende ene og alene står for forfatterens regning), og som hun har haft et meget nært forhold til og boet hos, findes kort efter druknet. Den lokale betjent, Rafferty, undersøger omstændighederne, og Tawner og ham opbygger efterhånden et kærestelignende forhold.
Denne nutidige handling (foregår tildels i 1996, siger forf.) berettes i 3. person. Ind imellem er der flash back kapitler som Tawner fortæller i 1. person (”jeg”). Det er en historie om barndommens og ungdommens tid med skolegang og skolekærester, en voldelig (og seksuelt udnyttende viser det sig efterhånden) stedfader og en mor der meget af tiden passer sig selv på familiens lille ø ud for Salem, hvor hun bor. Søsteren Lindley får et tragisk endeligt, da hun kommer hjem fra kostskole og tvillingesøsteren Tawner har overtaget kæresten Jack. Det sætter spor hos den følsomme Tawner, en person der hurtigt vækker ens sympati.

Bogen har et overskueligt persongalleri. Jeg personen Tawner fortæller som sagt. Forholdsvis få personer er hovedaktører. En af romanens store styrker: Personerne er stærkt og virkelig godt karakteriseret. Der er meget dialog. Og beretninger om hvad personerne tænker og gør. Det er det der udgør den stramme linie i bogen. Således er der f.eks. ikke meget naturbeskrivelse.

Salem er også en by med mange konfessioner og kirker. Disse er skeptiske overfor en suspekt lokal sekt, calvinisterne (efter Tawners stedfader Cal, der lægger navn til sekten), der har sorte elementer i sig. Bogens slutfase drejer sig netop om calvisternes dramatiske afbrænding af huset Tawner har arvet efter Eva, og hvor hun og en gravid pige opholder sig. Udfaldet skal ikke afsløres.

Byen Salem
Den bredt, varmt og fint fortalte historie forgår i den lille, men af alle amerikanere kendte by Salem lidt nord for Bosten. Salem er kendt for sine hekseprocesser i 1600-tallet. Byens berømte grundlægger, Conan, står som statue på torvet. Salem er en gammel søfarts- og fiskerby med en del småøer ud for sig, hvor også en del af handlingen udspiller sig.
Byen Salem er også kendt for sit kniplingshåndværk. Hvert kapitel indledes med et citat fra - den fiktive, idet Brunonia Barry lader grandtante Eva afsløres som forfatter sidst i bogen - ”Kniplingelæserens Håndbog”, der sætter det kommende kapitel i relief. (Heri ligner den en anden bog, min ynglingsbog over alle, Sidste nyt fra havnen af Annie Proulx, der i øvrigt også foregår i maritime omgivelser på Nova Scotia på vestsiden af Canada. Hvert kapitel har her en overskrift fra en bog om reb-binding).
Salem prøver at profitere så meget som muligt af bogen. Der er lavet kort man kan tage på tur efter, over de mange steder i byen der kan genkendes i bogen; der er pakker med hotelweekender med litterært indhold (også Nathanael Hawthorne og Arthur Miller stammer fra byen); man har lavet en spå-kniplinge-bod; og forlaget har lavet en dokumentarfilm, der kan ses på hjemmesiden om bogen.
Det er blevet sagt, at Salem indgår som en væsentlig karakter i bogen. Det er i høj grad en ”a sense of place”-bog. Man har diskuteret andre kendte bøger der har haft samme opblomstrende betydning for en mindre by, såsom John Berendts ”Savannah”.

Roman teknik
Den type romaner, der foregår på en nærmere angivet mindre lokalitet, der eksisterer i virkeligheden, har optaget mig en del i henseende til roman teori. Hvad gør man, hvis man vil skrive en roman om det sted hvor man bor eller om en eller anden kendt og navngiven lokalitet? Man kan jo ikke sådan åbenlyst skrive om sine medmennesker i ens samtid. Hvis man lader faktisk eksisterende personer optræde i romanen i større stil, kaldes det en nøgleroman, og navnene er så i hvert fald dækkede. Visse forfattere kommer om ved det ved at henlægge handlingen til en anden tidsperiode, evt. gøre den til en ren historisk roman. En tredje mulighed er at bruge fiktive personer i en by eller egn, hvor evt. kun topografiske ting er genkendelige og alle personer fiktive. Det er det Brunonia Barry gør. Folk fra hele USA valfarter ikke desto mindre til Salem for at gå i romanens fodspor. Man har simpelthen for det sammes skyld gjort det til en turistattraktion, som byen drager stor økonomisk og publicitymæssig fordel af.

Bogen fyldte mig med glæde og gjorde mig - hel! Om end det måske er et lidt underligt og noget Jung’sk-agtigt udtryk i den forbindelse, så var det egtl. det der faldt mig ind ved eftertanke, og det er skam sandt nok.

fredag den 24. september 2010

Det kristne billed-sprog




Erik A. Nielsen
Kristendommens retorik
Den kristne digtnings billedformer
Gyldendal 2009
544 sider


Erik A. Nielsen vil med sin allerede ret bemærkede bog imødegå og genindvinde det kæmpe traditionstab vi befinder os midt i, idet den almene dansker bliver mindre og mindre bekendt med kristendommens og bibelens univers.
Og dermed også med hele den vesterlandske kulturs sproglige billedbrug fra Antikken og frem til moderne tid. Et sigende eksempel på det er en nylig bragt artikel i Kristeligt Dagblad om nye danske altertavler uden kristne symboler, der i stedet er erstattet af en sol eller tegn for de fire årstider o.lign., fordi folk ikke ville forstå den gamle kristne symbolik i fx. korset.

Mange af os, der er vokset op i kristne sammenhænge med bibellæsning og samtalen om bibelske emner, er måske ikke særlig bevidste om, hvor stort et fond af billeder, symboler og metaforer fra den verden vi tit forholdsvis ureflekteret benytter os af og er fortrolige med.
I bogen bruges et stort antal sproglige billedeksempler såsom træet, hjertet, skyggen, drømmen osv., hentet fra talrige Bibelske skriftsteder og danske salmer, men også fra anden religiøs litteratur.

Del 1: Hermeneutisk
Det er forfatterens tese, at kristendommen ikke bare har, men er en hermeneutik, og dens budskab verdensfortolkende. Det er fremmed, ny tale ind i det velkendte (kaldet horisontbruddet).
Indtil nu har man ment, at kristendommen blot er en fortsættelse af den antikke retoriske tradition (veltalenhed). Men den tilføjer mysteriet, den indre synskraft, det man kan se med lukkede øjne. Og troen er forudsætningen for fortolkning.
Der sker en betydningsudvikling, en stigning, fra GT til NT. Jesus peger fx i Johs. 6 på sig selv som det brød de skal spise og blive mætte af, og viser tilbage til mannaspisningen i GT. Jesus åndeliggør - her og gennemgående i evangelierne - denne stigning i betydning.

Del 2: Eksegetisk
Den i tidligere tider meget anvendte firefoldige udlægning af skriften er grundlaget for 2. delen.
Til den bogstavelige, sansede, tilstand føjes den allegoriske (fænomenets betydning). Allegorien (sindbilledet) er betydningernes transportarbejder indenfor sproget. Den tropologiske, moralske, tilstand går på virkningen i ens liv, og den anagogiske (eller eskatalogiske, læren om de sidste ting) placerer jeg’et i helheden.
De østerlandske vismænd i Grundtvigs Dejlig er den himmelblå, der ledtes af stjernen, ”fandt dog stjernen der igen” (i Betlehem), men der er her talt allegorisk om Jesus. Jesu ”stjerne”, (ord), skal lyse for vor fod (det moralske aspekt), v. 16: ”Han sidder nu deroppe…hos Gud Faders højre hånd” (eskatologiske).
Der sker en udvikling og stigning i indsigt og klarsyn i denne anskuelsesmåde, og der er kun anvendt ganske dagligdags sprog og billeder. I Paradiset vil alle billeder være forsvundet, for da er der ikke behov for dem mere, da er vi i en evig ubrudt skuen!
Der sker lange rækker af betydningsforvandlinger fra GT til NT og videre ind i f.eks. vores gudstjenestefejring. GT’s Salme 118 skildrer en syngende og takkende rituel festprocessionen der bevæger sig gennem tempelgården mod alteret. Gud besejrede fjenderne ved udgangen af Ægypten. Jøderne på salmistens tid genopførte i ritualiseret form symbolsk denne historie. Og kulten åndeliggør og almengør, siger Erik Nielsen. Betydningsforvandlingerne fejres derfor hos os, når vi i kirken læser denne tekst palmesøndag, og den frelsende indgriben i en kultisk aktualisering (Nielsen) universaliseres, så den for os kommer til at dreje sig om Jesu død, opstandelse og sejr.

Professor Erik A. Nielsens bog har vakt stor opsigt, bla. på sidste års bogmesse i Forum; i en radioudsendelse med forfatteren; i et stort portræt interview med ham i Kristleligt Dagblad; og så er den er udkommet i bogklub (Samleren). Erik A. Nielsen, gift med Margrethe Auken, har før gjort sig bemærket med bøger der bevæger sig i krydsfeltet mellem hans eget fag, dansk litteratur, og teologi. Det er en sprogligt og æstetisk spændende rejse at begive sig ind i hans erkendelsesunivers og formulerings formåen, hvor han i et velgørende poetisk og kraftfuldt sprog formulerer teologiske emner man ofte før har hørt, på nye måder. Det er en spræng lærd og ikke letlæst bog, med utrolig mange emner og begreber der jfr. bogens afsnit progressivt bygges op og gennemgås. Et eks. blandt utallige: Der redegøres grundigt for Grundtvig som en analogisk (sideordnet) skrivende og tænkende forf. i stedet for en logisk. Begreber udredes og defineres altid indledningsvis særdeles fint etymologisk (om ords oprindelse). Fx et ord som paradigme.
Kristendommens retorik er blot første af 4 tænkte bind, som i sidste ende skal kunne bruges som et ikonografisk opslagsværk under emneord.

Bogen har overalt fået de fornemst tænkelige anmeldelser. Johs. Christensen ( Jyllands Posten) skriver f.eks.: ”..uomgængeligt storværk i dansk litteraturforskning, tekstteori og teologi…. skælsættende og epokegørende inden for samtlige de videnområder, som det dækker!...den mest betagende medrivende og lærerige bog nogensinde på sit område”. Det må dog stå helt for egen regning, når Politikens Lars Sandbeck konkluderer at bogen ”utvetydeligt og (forhåbentlig) endegyldigt får gendrevet den moderne myte om, at bibelfundamentalisme er oprindelig og autentisk”, en myte der videre siger at videnskabelig bibelkritik er et moderne fænomen. ”Det forholder sig faktisk stik modsat”, siger han. Det er ikke noget han kan uddrage ved læsning af bogen, for den støtter i den grad læren om Helligånden som inspirator for de mennesker der skrev de bibelske skrifter. Og forsvarer en uadskillelighed mellem GT og NT, for vil man ellers ikke underkende ”den kristne Helligånds dybe samviden med Guds planer igennem frelseshistorien?”. Erik A. Nielsen retter netop mange gange en skarp kritik mod nyere og moderne rationalistisk bibelvidenskab. Det er vederkvægende at høre den slags toner fra samtidig humanistisk videnskab.

Bogens ”skabte viden” kan være med til at skabe sammenhæng, mening og helhed i en ofte fragmentarisk oplevet verden. Åbne op for nye rigdomme og perspektiver i det at se videre ud og ind i tilværelsens forunderlige synlige og metafysiske/åndelige sammenhænge. Kun ved at generobre eller fastholde indsigten i kristendommens billedbrug, dens koder, er troens verden i bred målestok tilgængelig for os. Vi skal være under stadig forvandling og fornyelse i både sanser og ånd, det forfatteren kalder en poetisk teologi, hvor forkyndelse, poesi og livsførelse glider over i hinanden.

fredag den 17. september 2010

Benjamin Franklins Selvbiografi - fra det gamle Amerika


Benjamin Franklin
Selvbiografi
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
1958, 252 sider





Benjamin Franklin’s (1707 – 1790) selvbiografi er skrevet sent i livet og nu genudgivet på dansk. Jeg har den dog i en udgave fra 1958, som jeg nok har været i gang med at læse de sidste 20 år. Ansporet af nye anmeldelser af bogen har jeg nu læst den til ende.


Det der fascinerer en når man læser hans ganske prosaiske beretning om sit liv og dåd er, at han besad en masse gode evner som han alle udfoldede. Franklin var en stor amerikaner fra 1700-tallet, der var med i forreste front på mange områder. Han var oprindelig bogtrykkeruddannet, og brugte derfor ofte muligheden for selv at udgive bøger og brochurer om emner der optog ham af politisk, moralsk og videnskabeligt indhold. Politisk set var han medlem af den lovgivende forsamling i Philadelfia; fremsatte gerne udkast til forbedringer af love og havde guvernørers og de højeste myndigheders bevågenhed.


Franklin var en af denne verdens intelligenteste mennesker, et poly-geni og en utrættelig idealist, der i en tidlig alder bl.a. opstillede en serie leveregler for sig selv. Den retskafne og myre flittige Franklin, der altid havde et øje for en praktisk forbedring og vurderede nytten (dette ord af alle, det nyttige) i ethvert forehavende, tog en mangel som en udfordring, og prøvede at afbøde den til menneskets gavn…...og nytte. Han var en driftig mand, og en handlingens og dådens mand.


En avisartikel omtaler ham som fritænker og deist. Det kan man vist ikke slutte ved læsning af bogen, hvor jeg synes han fremstiller sig selv som et oprigtigt gudfrygtigt og troende kristen-menneske.
Først og fremmest er han vel kendt for sine banebrydende forsøg med elektricitet. Alle skolebørn lærer om hans foranstaltninger med måling af lyns elektriske udladninger. Det var Franklin der først hævdede og påviste at lyn udleder elektricitet, selvom alle lærde til at begynde med grinede af hans formodning.


I en bogklubomtale af bogen remses følgende karakteristika op om ham: Selvlært journalist, forfatter, videnskabsmand, politiker, diplomat, revolutionsleder, universitetsgrundlægger, opfinder, Founding Father, bogtrykker, borgerretsforkæmper, statsmand, avisudgiver, biblioteksgrundlægger, brandværnsstifter, ambassadør, postmester, drageflyver, atlet, kemiker, filosof og Pennsylvanias præsident.


Jeg har altid haft en vis svaghed for kombinationen af idealistiske og polygeniale mennesker. Albert Schweitzer, Theofrastus Bombastus von Hohenheim (også kaldet Paracelsus) og Heinrich Schliemann (bl.a. Trojas finder), er mennesker af den type der lige falder mig ind.
Sidst i bogen er tilføjet et lille prosaskrift af ham, der i sin ordsprogsagtige form får en til at tænke på Ordsprogenes Bog i GT. I begyndelsen forekom det mig lidt snusfornuftigt, men efterhånden fik jeg sympati for alle de bevingede ordsprog og mundheld den gode mand dog kunne ryste ud af ærmet.


Bogen er fint illustreret af den kendte professor Aksel Jørgensen, der var så uheldig at stille træskoene mens han var i gang med netop dette projekt. Derfor er ikke alle de tænkte ill. med.
Ind i mellem kedede jeg mig en kende over hans dagligdagsberetninger og den jævne berettende stil. Egentlig lidt underligt at bogen skulle være så berømt som det siges den er. Men selvfølgelig interessant som et eks. på en af de større selvbiografier fra tidligere tider.

søndag den 8. august 2010

Kresten Drejergaard "Fra røverdal til englesal"




Kresten Drejergaard
Fra røverdal til englesal
Eggersens Forlag 1994
111 sider



Forsnak
Jeg elsker at ankomme til et lejet sommerhus, og finde al mulig slags lekture, som udlejeren har deponeret i sit sommerhus, evt. fordi der ikke er plads derhjemme, eller det er kasseret, eller fordi han har været på loppemarked for at erhverve bøger til sommerhuset, eller som diverse lejere måske har efterladt eller glemt. Det er skønt at rode i bøger, ofte af lidt bedagede og mere eller mindre kendte forfattere. Jeg får en forfærdelig lyst til og et behov for at kende alle forfatterne, hvem var denne og hin obskure engelske, eller var det nu amerikanske eller australske forfatter. Hjem og se på nettet.
I sommerhuse finder man gamle knaldromaner der foregår til søs, krimier, klassikere, engelsk- eller tysksproget og måske svensk- og norsksproget litteratur; eller gamle og totalt udrangerede tredjeklasses romancer a la Morten Korch. Ejeren eller en tidligere ejer, har i den nedenfor omtalte - "nyere" og særdeles lødige - bog skrevet ”fået af moster Edith”. Og der er en dedikation fra forfatteren ”Til Edith med venlig hilsen..” osv. Sjovt at rende over sådanne bøgers forunderlige og uforudsigelige færd igennem denne verden.

Bogen
I det lejede sommerhus bibliotek faldt jeg over Kresten Drejergaards lille og fine ”Fra røverdal til englesal”, udgivet 1994. Året efter - ser jeg på nettet - blev han biskop i Odense. Undertitlen ” – sytten artikler om troens forhold til det virkelige liv”, angiver indholdet.

Drejergaard var præst i Asperup, Nordvestfyn i en del år forinden han blev biskop. Fra denne tid stammer de causerende 17 kapitler. Det er skønt at læse om den lille bys kirke- og folkemiljø, uden at det på nogen måde bliver idyllisk. Drejergaard kommer med lune, vid, kyndighed og skarphed godt omkring i sognet. Han tager ofte udgangspunkt i eller beretter om hændelser og sogneliv, for i tilknytning dertil at debattere mere teologisk relaterede emner. Da han første gang kommer til Asperup for at bese præstegården før indflytningen og lige slår et smut indenom den lille købmand, hilser denne ham med: Hvad laver sådan en idiot her? Uvidende om at det er byens kommende højvelbårenhed. De bliver dog hurtigt gode venner. Her bliver præsten fremover opdateret om alt nyt i byen og her nupper han engang imellem en stille øl.

Drejergaard er en kernegod grundtvigianer, med vel nuancerede synspunkter, der på en let måde præsenteres for læseren. Den kirkelige grundtvigianisme ses i realistisk lys som for nedadgående i tilknytning til landbykulturens forfald. Grundtvigianismens deroute følger dette forfald bl.a. som et resultat af det grundtvigskes traditionelle tætte sammenknytning mellem folkelighed og kirkelighed, men vurderes positivt i nyt – hårdt tilkæmpet - lys. Drejergaard kender og elsker sin salmebog som få, og øser gavmildt fra skatkisten. I artiklen ”Gak, orme-sæk, og sov”, der behandler en kendt Kingo salme, viser han at Kingo ikke, når han synger om døden, flæber i forgængeligheden, men i stedet lyst priser Gud i en tak for livet! Forfatteren kommer omkring emner som reinkarnation, liturgi/ritualer, begravelser, Jomfru Maria, grundtvigianisme kontra vækkelseskristendom mm.

Den bedste anbefaling er vel, at man meget godt kan tænke sig at læse bogen igen. Den har mange fine pointer og varme menneskeportrætter.

tirsdag den 27. juli 2010

Louis Bromfield Og regnen kom







Louis Bromfield
Og regnen kom
Hasselbalch 1963
613 sider

Den lange underholdningsroman, ”Og regnen kom”, har jeg haft stående på min bogreol siden 1975.
I tidens løb har jeg haft den i hænderne mange gange og tænkt, som man gør med så mange bøger: Den kunne man måske læse en dag. Først nu, da en Indiens-tur snart står for døren, kom jeg pludselig i min søgning efter indiske bøger i tanke om, at jeg havde den stående. Den er læseværdig, måske en smule gammeldags i stil og lidt sort-hvid i sin menneskeopfattelse. Men Louis Bromfield har en bemærkelsesværdig og nuanceret psykologisk indsigt i menneskesindet. Og bogen har et ret stort, spændende og alsidigt persongalleri.

Handling
”Og regnen kom” (engelsk ”The rains came”, 1938) foregår i en fiktiv stat, Ranchipur, i Indien i den engelske kolonimagts tid, nogle år før selvstændigheden. En central og flere perifere kærlighedshistorier gør baggrundsstoffet, forholdet mellem kolonistyrets folk og Ranchipurs sammensatte indiske befolkning med maharajaen og maharanien i spidsen, levende.
Tom Ransome lever sit småfordrukne liv i en tilbagetrukket enmandstilværelse, opvartet af sin tjener, John. Ranchipurs fremskridtvenlige maharaj har ansat en gruppe engelske folk til opbygningen af hans moderne stat. På hospitalet gør således den gamle grimme, engelske sygeplejerske miss MacDaid sammen med den smukke unge indiske læge, major Safka, (som hun er storforelsket i) en forbilledlig indsats. I skolen undervises fattige børn af 2 engelske frøkener, der har boet i Indien i 25 år og viet deres liv til den gerning. Missionæren Smiley med familie er vellidt og allesteds behjælpelig, medens den engelske præstefamilie, Simons, deres genboer, hvor iblandt den smukke unge datter Anne, ikke har andet i hovedet end snobberi. En engelsk rigmand, der ved svindel og bedrag er blevet en af verdens rigeste mænd, mr. Heston og hans smukke kone, Edwina, kommer til byen for at besøge maharajaen. Edwina har igennem årene haft talrige elskere, deriblandt Tom Ransome, som hun igen får et hurtigt engangsforholdog til midt under en fest hos maharajaen. Hun er dog grundigt træt af sig selv og sin depraverede livsstil. Trods de mange forhold, har hun aldrig fundet den ægte kærlighed.
-
En kæmpe naturkatastrofe vender med et op og ned på alt. Mange tusinde mennesker dør straks, andre siden af kolera og tyfus. Det store opbygningsarbejde fyrsten havde iværksat i sin stat, Ranchipur, er med et lagt i ruiner, og han dør også selv. Dette gør bl.a. også den ene af lærerinderne, samt mr. Heston, mr. Simon og den ene af hans døtre. Midt i dette kaos er det så at alle værdier så at sige også vender en omgang.
-
Mennesker træder i karakter og får pludselig retning og livsindhold. Edwina, der nu da hendes mand dør, er en af verdens rigeste kvinder, bliver forelsket i lægen, major Safka, og det gengældes. Hun gør en kæmpeindsats som ufaglært hjælper på sygehuset efter katastrofen med fare for eget liv pga. epidemierne. Hun bliver også smittet, da hun drikker af et inficeret vandkrus, og dør siden af det. Kærligheden mellem lægen og hende blev synlig og dyrebar for dem begge. Edwina erkender at hun har fundet den ægte kærlighed i ham, og få øjeblikkes platonisk eller åndelig hengivendhed før hun dør, er nok til at gøre hende lykkelig.
Tom Ransome, der også har haft mange kærlighedsforhold, forelsker sig, modvilligt men uundgåeligt, i den 20 år yngre Anne Simon, der også træder i karakter (lige som Tom Ransome gør ved at opgive drikkeriet helt og tage del i hjælpearbejdet). Anne er datter af storsnobben mrs. Simon, og præget af nedladende holdninger til andre menensker. Men hun revolterer mod forældrene. Der er en ægthed i hende, og hun vil ikke mere være med til deres hykleriske liv. Hun bliver lige som Edwina en selvopofrende hjælper på hospitalet under katastrofen, der er sprængfyldt af døde og døende. Der udvikler sig en fin kærlighedshistorie mellem Tom Ransome og Anne Simon, og de står til at skulle giftes ved bogens slutning.
-
Kærlighed og længsel efter samme går igen på mange ledder i bogen. F.eks. drages den ene af de gamle lærerinder, mrs. Hodge, frøken og jomfru, af mænds erotiske udstråling – og maharanien (den kvindelige fyrste) ligeså. Og lægen, major Safka, har f.eks. udover omtalte forhold, en ung tarvelig indisk elskerinde, og maharanien ser ham gerne gift med en bestemt prægtig smuk pige fra Bombay.
-
Set i et overordnet perspektiv, er det en historie om hvordan menneskelig lediggang, smålighed, fordærv og griskhed i en krisesituation kan få mennesker til at blomstre og vokse i pligtbevidsthed, ansvar og godhed.

Spredte iagttagelser

Staten Ranchipur og mange af bogens lokaliteter er fiktive eller hentet fra steder der ikke ligger hvor de i bogen angives at ligge. En lokalitet der nævnes er f.eks. fra et arabisk land (El-Kautara ligger i Algeriet). En blogskriver mener at bogen foregår i en nærmere angivet egn i det nordøstlige Indien. Andre indiske bøger gør brug af samme flytten rundt på lokaliteter, således Den hvide tiger af Aravind Adiga. Også en anden roman om Indien jeg engang har læst, J.G. Farrels: Belejringen af Krishnapur, bruger et fiktivt stednavn. Krishnapur eksisterer ikke.
Ved nogen om Bromfield egentlig selv har været i Indien?

”Og regnen kom” var i sin tid meget læst herhjemme. Min udgave fra 1963 er 11. oplag og var dengang trykt i 47.600 eksemplarer, et stort oplag for den tid. Louis Bromfield var en særdeles læst og på sin tid værdsat forfatter i sit hjemland USA. Han nåede at skrive mange bøger i sit forholdsvis korte 60-årige liv. Han var lige så kendt som agravidenskabsmand, og havde en forbilledligt organisk drevet landbrugsvirksomhed i Ohio. En gård der stadig er i brug som skole og kan besøges. Fire af hans bøger er filmatiseret.

Titlen ”Og regnen kom”, har altid stået i et lidt romantisk skær for mig. Som om der efter en lang tørke kom en vederkvægende regn. Det gjorde der også, men så meget, at det blev til en naturkatastrofe. Teknisk set sker dette næsten nøjagtig lige midt i den over 600 siders lange bog. Det er teknisk set godt bygget op. Jeg tænkte uafbrudt på tsunamier, som mange forhold under katastrofen næsten til forveksling ligner.

Bogen formidler også en mængde faktaoplyninger om Indien. Der omtales diverse sprog og folkeslag, f.eks. det vilde bjergfolk bhilerne, der hærger byen under katastrofen. Man får en del at vide om religion(erne), kasteforhold og indisk mentalitet, (når inderne bliver syge, opgiver de simpelthen ævred, og lægger sig nærmest til at dø, mener forfatteren).

Bromfield bruger den gamle solide teknik med at bygge persongalleriet stille og roligt op. Der indføres en person af gangen (ja, hvad ellers? jo man kunne indføre flere af gangen eller indførende blande en mængde på en gang, og siden evt. udrede dem ved nærmere karakterisering), og i kølvandet på denne ridses både personen og dennes karakteristika grundigt op og hele vedkommendes øvrige placering i arbejdssammenhæng, samfund osv.

tirsdag den 8. juni 2010

Aravind Adiga: Den hvide tiger




Aravind Adiga: Den hvide tiger
Politikens forlag, 2008,
259 sider

Indisk roman, som forfatteren velfortjent har fået Booker prisen for. Man flyver af sted over siderne i den letlæste og velfortalte roman, der har et godt drive, et flydende, hamrende godt, stærkt og præcist sprog. Adiga er en sprogkunstner.

Handling
Årrrh, Indien er vel nok en slyngelstat, hvor korruption, magtmisbrug, kynisme, brutalitet og undertrykkelse - næsten - synes at være naturskabte menneskelige vilkår. Hovedpersonen og jeg-fortælleren er ’Den hvide tiger’, der vokser op i en familie under fattige forhold i landsbyen Laxmangarh i Nordøstindien. Hans tuberkuløse far, rickshawfører (og ”trækæsel”), dør en ynkelig død, med blodet løbende ud af munden, bragt til hospitalet af hans to sønner - men der er ingen læger på hospitalet! Et resultat af politikersvindel! Det er derfor man siger, årrrh, for sådanne paradokser og urimeligheder er bogen fuld af. Navnet ’Den hvide tiger’, får Balram Halwai, også kaldet Munna, fortælleren, da han, kvik som han er, i skolen kan svare på, hvad det sjældneste dyr i skoven er.
Munna vil for alt i verden ud af dette undertrykkelsens og fattigdommens helvede – Mørket (med stort M), som han tilbagevendende kalder disse forhold. Mirakuløst ender han med at blive chauffør for en rig familie. Rigmandssønnen flytter med sin kone til Delhi, og Munna flytter med som deres privatchauffør. De rykker ind i en luksus lejlighed i et velhaverkvarter på 13. etage. Alle tjenestefolk og chauffører bor dog i kælderen, altså under jorden. De får aldrig dagslyset at se gennem vinduer. En lystavle med brummer aktiveres som kaldesignal, når herskabet vil have betjening. ”Landmus”, som chaufførkollegaerne kalder Munna, installerer sig i et mørkt enerum under et moskitonet, hvor det vrimler med kakerlakker. I boligblokken bor herskabet øverst og tjenerne nederst - Indien symbolsk fremstillet! Den sociale indignation koger hele tiden under bogens humoristiske overflade, og vi hører allerede ret tidligt om en fremtidig tragedie, affødt af disse urimeligheder: Munna skærer halsen over på sin fordrukne og forsumpede, men i øvrigt til dels godhjertede arbejdsgiver, en person i krise og i tvivl om berettigelsen af sin sociale status, hvis kone er stukket af til Amerika, efter at hun i fuldskab har kørt et barn ihjel. (”Var det ikke en hund?”, spørger hendes mand, da de ser sig tilbage - og fortsætter uden at vende om.) Efterfølgende tvinges Munna via herskabets advokat og lidt fiksfakserier til på skrift at tilstå, at det er ham der har kørt barnet ihjel. Munna oplever, og ser også andre komme ud for en mængde af den slags uretfærdigheder, og er dybt oprørt, men må finde sig i det……..indtil. Ja, for han har tit lyst til at gøre oprør mod dette system, og en skønne dag kommer hævnens time.

Budskab
Hovedtemaet i fortællingen er den endeløse og uretfærdige kamp mellem klasserne.
Man kunne citere Adigo selv: ”….verdenshistorien er historien om en ti tusinde år lang psykologisk krig mellem rige og fattige.” S. 205.
Munna har været i en sådan krig, og har vundet, men dette er kun sket gennem nye forbrydelser – mord og tyveri. ”Jeg har sejret! Jeg er brudt ud af hønseburet!”. Side 258.

I romanens behagelige form får man en masse at vide om det indiske samfund. De enorme forskelle mellem rig og fattig, forhold der både er komplicerede, traditionsvundne og næsten ikke til at få ryddet op i, bærer brænde til indignationens bål.
Kastesystemet er åbenbart mere indviklet, end en vesterlænding lige kan gennemskue. Man har før hørt at det er vanskeligt at forstå. Jeg dannede mig en opfattelse af det under forfatterens forklaring:
Der forventes en bestemt ageren af de forskellige kaster. Bolsjebagernes kaste (Munna Halwai’s), må fx. forventes at være gode til at bage bolsjer. – (Et selvopfundet eksempel - kan springes over: Der er en hierarkisk strid om social status på alle niveauer imellem de forskellige samfundslag. En overtjener hundser, slår og kuer en undertjener, sådan er det, det accepteres bare. Hvis undertjenerens position forbedres, så bytter han måske social rang med overtjenerens, og handler på samme vis mod undersåtten som denne før mod ham. Disse forhold accepteres som naturgivne. Skæbnen? Sådan er det bare. Den nye undertjener anerkender det, bukker og skraber. Og den nye overtjener indtager selvfølgeligt sin nye status. Sådan er det bare. Begge går med på den vogn. Man ligger som man har redt? Er det mon bare indisk logik, skabt af hinduismen?)


Form og teknik - generelt set i bøger - og i Den hvide tiger
Generelt:
Det er spændende at gøre sig - spredte - iagttagelser om , hvordan en bog er skruet sammen. Skille den lidt ad. Se, hvad det er for byggeklodser og ”trick” forfatteren bruger. Der er fordele ved under læsningen at have en lille iagttager kiggende over skulderen: Hvordan gør han egentlig det her, hvad er det for et sprog, en form osv. Overvejelser omkring disse ting kan være medhjælper i tydningen af bogen. Men kan springes over, hvis man bare ønsker at vide lidt om, hvad en bog handler om. Og disse betragtninger er bestemt ikke systematiske. Kun, hvad der popper op under og efter læsningen.
-
’Den hvide tiger’:
- er skrevet som en brevroman (mail). Munna skriver de forskellige kapitler om natten, stilet til den kinesiske premierminister, som forventes snart at komme til Indien. Med denne form får Aravind Adiga lejlighed til på en finurlig og elegant direkte måde at forklare mange oplysende forhold ved det indiske samfund, som det er af interesse for os at kende til. Dernæst formes en rammehistorie, hvor fortælleren både er i handlingen, men fra tid til anden kan træde ud af den og betragte det hele lidt udefra. Han dagligdags snakker således i brevindledningerne og afslutninger lidt på frihjul, og henvender sig til modtageren: ”Hr. premierminister Jiabao”. Eftersom fortælleren er et ret ensomt menneske, er det rart med en direkte medvider at fortælle til. En slags forløser, hvor han gennem det at fortælle, lettes for sin skyld. Endelig er det skønt, når sprogrytmen i hvert nyt brevs (kapitels) indledning brydes i forhold til den øvrige tekst. Musikeren kommer op i én: Når man improviserer, kan man havne i et hængedynd, man ikke kan komme ud af. Hvordan bryde rytmen, finde en ny vej, lade en ny ide føre videre osv. I indledningerne skifter sproget rytme: Ga da gung, ga da gung bliver til, mana da, mana da.
-
Bogens landsby, Laxmangarh, hvor Munna vokser op, eksisterer faktisk, og har rigtignok også et stort sort fort, men ligger i Vestindien og ikke i Østindien, hvor historien foregår. Adiga forlægger lokaliteten for ikke at skulle tage hensyn til faktiske stedlige forhold.
-
Der er interessante lighedspunkter mellem bøgerne Adigas ’Den hvide tiger’ og ’De små tings Gud’ af Arundhati Roy, der begge er indiske romaner: 1 ) De foregår begge (til dels) i et indisk landsbymiljø. 2) Konflikten hos Adiga mellem de rige (godsejere) og fattige (fra diverse kaster), og hos Roy mellem dem der har magt og de kasteløse. 3) Brutaliteten fra magthaveres side (folk tæves ihjel). 4) Konflikten mellem de politiske grupperinger (naxalitter (kommunister)) og regeringen (godsejere og rige). 5) Den althærgende korruption. 6) Mord sidst i bogen. Hos Roy myrdes den fattige/kasteløse. Hos Adiga den rige/godsejeren.
-
Det er elegant formmæssigt at introducere, hvilket drama der vil løbe af stabelen mod slutningen, og derefter gradvist, stille og roligt fortsætte med at bygge spændingen op mod det fatale klimaks til et point of no return.

mandag den 31. maj 2010

Thorstein Thomsen: Sproget er et tog - en børnebogsforfatter om sit arbejde




Thorstein Thomsen
Sproget er et tog –
en raket, en fugl, en engel
- en børnebogsforfatter om sit arbejde

Dansklærerforeningen 2003, 132 sider

Der er ikke noget skønnere end at gøre et bogkup. I min studietid støvede jeg rundt i snesevis af københavnske antikvariater og gjorde kup. Sidste år så jeg i vinduet i en Røde Kors genbrugsbutik i den by jeg nu bor i Thorstein Thomsens bog, og blev fanget af undertitlen, ”en børnebogsforfatter om sit arbejde”. Efter et øjebliks bladren i bogen, var jeg klar over, at jeg havde gjort et kup. Et kup er bl.a. at man har ”narret” dem man har købt den af; de aner slet ikke, hvor meget bogen egentlig er værd (i kvalitet), og prisen står derfor slet ikke mål med indholdet - 15 kr.! Ha, man gnider sig i hænderne og fryder sig – så må man gi’ lidt til nødhjælpen med den anden hånd.


Skrevet efter læsningen:
I de indledende kapitler gør Thorstein Thomsen nogle formidabelt spændende iagttagelser om litteratur i al almindelighed - forudsætninger for at skrive, magien osv. Det er værd at bemærke, at han i bogen kun til dels skriver om børnelitteratur. Langt overvejende behandler han sprog og litteratur som sådan. Jeg troede slet ikke der fandtes den slags på dansk! På få sider formår den kvalitetsbevidste, klart skrivende og intellektuelt velafvejede forfatter med begejstring at give erfaringer, holdninger, tips, tekniske gennemgange af litteratur - såvel i teoretisk henseende som af faktisk eksisterende litteratur - videre til læseren, der sidder inspireret tilbage. Der er utallige ideer til ansporing og efterfølgelse for vordende forfattere. Bogen kan læses som en vejledning i skrivekunsten (både af voksen- og børnelitteratur), og ikke bare som Thorstein Thomsens egne oplevelser med arbejdet. Det er en bog ingen læsende og skrivende mennesker kan undvære!


Omkring midten af bogen kommer jeg til at tænke på, at den er udgivet af dansklærerforeningen. Men det ’lærer’-pædagogiske præger den ikke synderligt. Alle kan læse den med stort udbytte.
En strejftanke: Forfatteres skrivetips interesserer mig i det hele taget. Den slags er det jo næsten pinligt at skulle fortælle om til venner og bekendte. Sig mig, leger du forfatter? Men jeg tror man kan blive en meget bedre læser af at interessere sig for den tekniske/teoretiske side af forfatterhåndværket. Eller blot det at beskæftige sig med at bruge sproget. Jeg er for øjeblikket vildt optaget af en amr. hjemmeside (portal), http://www.myunicorn.com/authlink.html, hvor man kan studere en mængde (overvejende amerikanske) forfatteres hjemmesider. Rigtig mange af dem har en fane med skrivetips, skriveundervisning, og bøger de har læst, studeret og kan anbefale. Der er meget at hente. Jævnligt kan man læse deres beretninger om, hvordan deres skrive-dag går.


Børnebøger interesserer mig, mest sådan teoretisk. I børnebøger slipper man fantasien løs. Selvfølgelig bruger man også fantasien i al anden litteratur, men ikke, tror jeg, med opmærksomheden så udelt rettet mod det at fabulere, at fantasere. Det er som om børneuniverset er et særskilt univers. Det virker ikke på mig, som hvis man ville skrive en ”realistisk” voksen roman. Det er nok ikke den fulde og hele sandhed. Og børnebogsforfattere vil protestere: Så du tror det er blot og bar fantaseren derudaf? Eller: Som om børnebøger ikke kan være ’realistiske’osv. Måske har det jeg opfatter som det fantasirige, også noget at gøre med, at barndommen for den voksne står som ’det tabte land’. Det er en sakrosankt kasse med erindringer og oplevelser fjernt fra nutiden, der ikke må pilles ved.
Jeg læste f.eks. for godt 40 år siden en drengedetektivroman af Alfred Hitchcock om drenge i Los Angeles, der holdt til i deres hule på en ophuggerplads for udslidte biler. (I et sådant sceneri er virkelighed og fantasi nærmest i sig selv blandet sammen!) Disse helte satte efter nogle sande forbrydere. Jeg husker ikke så meget fra bogen, andet end nogle stemninger og få billeder: Hvordan de kører i en gammel spand af en bil på motorvejene, deres (u)hyggelige gemte hule-virksomhed på ophuggerpladsen. Det hele står i et specielt erindringens skær. Det kunne være sjovt at genlæse sådan en bog, men måske skulle man lade være. Ka være det bliver for prosaisk en oplevelse. Magien og ’skæret’ ville måske forsvinde og en skuffelse blive tilbage: Nå, var det egentlig ikke andet, den var jo slet ikke så god. (Tombe, DU har jo flyttet dig i livet, mand!)

tirsdag den 18. maj 2010

Mari Strachan: Jorden nynner sin hemmelige sang (norsk) - For Aschehoug







Mari Strachan:
Jorden nynner sin hemmelige sang (norsk)
Aschehougs forlag (Norge)
316 sider






Bog-blog anmeldelse for Aschehoug

1)
Den engelske forfatterinde Mari Strachans debutroman er en hjertevarm historie om den 12 ½ årige pige, Gwenni, fra Wales i Vest England. Hun bor sammen med sin mor, far og den et år ældre storesøster, Bethan, i en lille by - samt med en kat og en papegøje, der bærer de herlige navne John Morris og Lloyd George. Hele historien fortælles i nutidsform af Gwenni. Hun er en kvik pige, der læser mange bøger og har den forunderlige evne om natten at kunne flyve op over sin hjemegn og se det hele fra oven. Det er noget hun fortæller ganske åbent om, og derfor synes hendes skole- og legekammerater foruden hendes storesøster, Bethan, der i væsen ligger langt fra Gwennis, selvfølgelig at hun er skør. Hendes mor forbyder hende at snakke om det og kommer med sit evindelige omkvæd til Gwenni: ”Ikke vær dum, Gwenni”. Gwennis flyveri, hvorunder hun også hører det som om jorden synger sin sang, fungerer ganske naturligt i bogen, det virker ikke mysti-fystisk eller er præget af okkulte eller nyreligiøse overtoner. Det er nærmest en uskyldig nobel færdighed hun er i besiddelse af.

I begyndelsen af bogen tænker man, at dette bliver en lang uskyldig og rosenrød beretning. Hele handlingen foregår i den lille by (der faktisk i modificeret form, har jeg senere læst, er forfatterens opvækstby), hvor vi stifter bekendtskab med hendes kammerater, diverse voksne bysbørn og andre familiemedlemmer. Gwenni deler mange tanker og oplevelser med sin bedste veninde, der altid har et overmåde rapt svar på læben til alt. Når Gwenni gengiver hendes synspunkter, der refereret til en voksen kan være meget pinlige, er morens typiske og mangfoldigt gentagne kommentar: Hun bør vaske sin mund. Svarene virker som taget fra en lidt svunden tid, og historien foregår da også i ’50-erne, hvilket vi efterhånden selv skønner (men ikke direkte får at vide) ud fra relateringer til 2. verdesnkrig.
Gwennis muntre og ligevægtige far går hver morgen til sit murer arbejde og moren passer hus og hjem. Hun kommer let til at skælde ud på Gwenni, og hendes ”nerver”, som det kaldes, viser sig at forværres tiltagende igennem bogen.
Vi følger Gwenni mange steder rundt i nærmiljøet, såsom over til hendes jævnaldrende venner på en gård i nærheden og i søndagsskolen. Med sin egen fine tone og humor farver Mari Strachan alle disse nærmiljø episoder. Hvert kapitel afsluttes med et eller andet lille raffinement, ofte en humoristisk pointe. Gwenni vil gerne gøre det gode, men kommer tit uheldigt af sted. Derfor ser hun sig ofte nødsaget til at bruge lyve-kors: Krydser fingrene alt imens hun er nødt til at fortælle noget der ikke er den fulde sandhed. Det er meget sympatisk fremstillet. I kirken kommer hun om søndagen under kirkegangen til at tabe sine medbragte mønter til kirkebøssen, så de triller ud over gulvet. I søndagsskolen anstiller hun sammen med de andre søndagsskolebørn, men dybsindigere end dem, betragtninger over sjælens eksistens, og kommer med raffinerede spørgsmål. Gwenni har også en sympatisk medlidenhed med den rævepels med hoved, som en af byens fine damer altid bærer omkring halsen. For har dyr ikke en også en sjæl? Spørgsmålet beskæftiger hende meget. Hun beslutter derfor at udfri dens forpinte sjæl af dens uværdige liv. Det kommer der en skrækkelig historie ud af. Men hun gør alt af god vilje. Alle disse episoder er præget af fin og finurlig humor.

På et tidspunkt erfarer vi så, at faren til hendes vennepar på gården er forsvundet. Senere hen, faktisk lige i midten af bogen, findes han myrdet. Nu spidses historien til, og det viser sig, at det ikke bare er en ”søndasgsskolehistorie”. Gwenni sætter sig ihærdigt for at opklare mordet på samme vis ”som de ægte efterforskere” (hun læser detektivromaner), vha. sin synske og flyvende kunnen, ikke mindst da hun mener de forkerte personer bliver anklaget og arresteret for mordet.
Gwennis mor får det parallelt med opklaringen af mordet værre og værre, må ha beroligende medicin, og ligger meget af tiden i sin seng med hovedet apatisk vendt ind mod muren.
På et tidspunkt beskæftiger børnene i skolen sig med øjenfarver og deres sammenhæng med det genetiske. Et forældrepar der begge har blå øjne kan således ikke få et barn med brune øjne. Gwennis kvikke og frække søster bliver komplet hysterisk og dybt bedrøvet, da hun erfarer om dette, for hun har brune øjne. Hun forlanger - i et velskrevet og gribende kapitel om sandhed og løgn - at få ren besked fra moderen, men denne har aldrig villet og vil ikke røbe hvem der er faderen. Men vi aner hun havde et perifert forhold til den myrdede under krigen. Faderen elsker dog søsteren, Bethan, som sit eget barn. Således viser det sig at fortidige begivenheder og fortielser får skæbnetunge konsekvenser helt ind i nutidens menneskelige relationer.

Moderen ender i romanens slutning med at blive indlagt efter at være gået helt fra koncepterne.
(Det virker som om forfatteren kender alle sådanne forhold fra sin egen personsfære?)Vi venter sådan set hele tiden på, at Gwenni selvfølgelig nok skal få opklaret mordet. Men det sker ikke! Og der er da heller ikke nogen happy ending i bogen. Gwenni er helt sikker på, at den der som den sidste er blevet fængslet for mordet, ikke er morderen. Bogens udgang giver én god grund til formelle overvejelser: Forfatteren vil ikke komme med letkøbte løsninger, for sådan forholder det sig heller ikke i det virkelige liv. Men et forsigtigt håb om moderens helse og familiens fremtid gives der dog.
-
Det er historien om en præpubertetspiges - drenge er stadig bare dumme - gryende opvågnen til voksenverdenen, fortalt med visdom, nænsom kærlighed og indsigt. Om værdien af bånd i familierelationer og et lillebysamfunds hemmeligheder, der pludselig kan afdækkes og få betydning i menneskers liv.
_
2)
Form og teknik:
Er dette en krimi?
Nej, for mordet efterforskes ikke som var det bogens store og altafgørende ledetråd.
Selvom der er elementer fra krimi genren. Af samme grund ser forfatteren det vel heller ikke som en nødvendighed, at mordet opklares. Det er rigtigt tænkt. Dog må det i et svagt øjeblik indrømmes, at man ikke bør underkende den fantastiske psykiske lettelse der for ens anspændte sind ville ligge i forløsningen, at morderen ville blive fundet.
Er det en børnebog? Nej. Men der er elementer deraf i den. Da vi ser det hele gennem den 12 ½ årige Gwennis briller, idet vi er med hende hele tiden i hendes følelsesliv, bliver det sanset og set som hun ville opleve det. Og det er Strachan eminent god til overbevisende at fremstille.

Hvad er fordele og ulemper ved at lade hele historien fortælles i præsens (nutidsform) af en jeg-fortæller? Fordelen er, at vi sammen med Gwenni her og nu oplever det hele som om det foregår i dette øjeblik. Ulempen er, at det er sværere at relatere til forhold der hører fortiden til. Historien må nødvendigvis hele tiden foregå gennem Gwennis bevidsthed. Vi kan ikke rigtig få afstand til reflekterende at sætte os ud over historien, træde tilbage et øjeblik, få en kommentar "udefra". Vi er på med jeg'et hele tiden.

Mari Strachan benytter en teknik med at vende tilbage til diverse ting og forhold i Gwennis univers, der går igen i hele romanen. Eksempler: ”Den typiske familiemave”, hun får altid ondt i maven/dårlig mave, når der er problemer i farvandet. - Ansigterne hun mener stirrer på hende i køkkentapetets mønster. – Toby-krusene på kaminhylden, der ryster og som hun forestiller sig lytter til samtaler!
De er med til at skabe en form for homogenitet i bogen. Det er denne her verdens afgrænsede rum det drejer sig om, den vi bevæger os i og genkender. Og den vender vi så tilbage til gang på gang.

3)
Ikke langt henne i historien, slog det mig, om forfatteren mon kunne have hentet lidt inspiration fra en anden forfatter, hvilket mange vel gør, og hvilket ville have været helt i orden. Derfor mailede jeg til hende, og spurgte, om hun havde læst Bella Chagalls (malerens kone) erindringer, fordi der er en del lighedspunkter. Det er vel ikke forkert at bringe et uddrag af korrespondancen:


I just wondered, if you could have got a little inspiration from Bella Chagall’s book Burning Light, because:

1) She also write in present time, which, as far as I remember, is not so common

2) A girl of approximately same age tells the story

3) There is something of the same fine humour

4) She refers to the adults and the adult world in the same way as you: ‘Mama says’... But of course, thats the way children talk

5) And the most funny thing: There is a peculiar similarity in some way in the same flying ability between Gwenni and Marc Chagall´s airy/flying people


Hun svarede bl.a. :

Thank you for your e-mail. I'm so delighted that you are reading The Earth Hums in B Flat: I love to think that this book - spoken by the child Gwenni in Welsh, written in English, translated into Norwegian - is being read by you in Denmark! I haven't read Bella Chagall's memoir of her childhood - I looked it up on Amazon when I received your e-mail from Lavinia Trevor, and will certainly read it as soon as I have finished the book, my second, that I am busy writing now (it has to be with my publisher by the end of June). I love so many of Marc Chagall's paintings - I know they are representative of Jewish folk culture, but for me so many of them are reminiscent of the folk culture of Wales, too. I suppose cultures all over the world have much in common, as does childhood the world over. So, thank you for suggesting Bella's book to me.

fredag den 12. marts 2010

Arundhati Roy: De små tings Gud (roman)


Arundhati Roy: De små tings Gud
Munksgaard – Rosinante
329 sider

Denne indiske roman har en bouquet som en god rødvin: Smagen breder sig mere og mere efter drikningen.
De små tings Gud er Arundhati Roy’s eneste roman. ’De små ting’ er f.eks. den uundgåelige kærlighedens dragning mellem to elskende, som går på kryds og tværs af fordomme, konventioner, bud og tabuer. Det er ikke i verdensbegivenheder, men i de små mellemmenneskelige forhold, tingene er af betydning for individet. Arundhati Roy fik Bookerprisen for bogen i 1997. Siden har hun f.eks. manifesteret sig politisk som taler ved demonstrationer imod imperialisme både i udlandet og i Indien.

Man aner ikke ved begyndelsen af bogens fredsommelige indledning, at den har en grufuld slutning, men der lægges jævnligt op til det med hentydninger til, hvad man har i vente et eller andet sted i bogens fremtid. Det spænder i sig selv forventningerne.

Handling:
I den lille by Ayemenem i delstaten Kerala, Sydvest Indien, hvor befolkningen er forholdsvis godt uddannet, levestandarten relativt stor, og 20 % af befolkningen kristne, vender kvinden Rahel hjem efter 23 års fravær. Hendes familie har på stedet haft en fabrik der producerede pickles. Slægtshistorien i flere led indeholder bl.a. en syrisk-ortodoks biskop i byen. Som barn voksede Rahel op her med sin tvillingbror Estha, moderen Ammu (hvis mand er død), en grandtante, en bedstemor og bedstefar (der tævede sin kone med en messinglampe), og broderen Chacko, der er leder af fabrikken, men i øvrigt kommunist, og som via en speciel (bag)indgang i sit hus modtager piger fra fabrikken til (tvungent) seksuelt samkvem.
Hans tidligere engelske kone kommer efter aftale til byen med deres fælles barn, Sophie Mol, efter konens nuværende mands død.
Den attraktive unge kvinde Emmu forelsker sig i den endnu yngre Velutha, der er af lav kaste. Det er en katastrofe, fordi her brydes eklatant tabuet om adskillelse mellem de rørlige og urørlige. De elsker 13 nætter i træk på en lille ø på den anden side af floden, inden det bliver opdaget og resulterer i bogens uhyggelige slutning. Samtidig drukner Sophie Mol, der sammen med hendes legekammerater Rahel og Estha sejler over floden, over til det forladte hus på øen, hvor de træffer Velutha, som er en kærlig legeonkel for dem, og en fantastisk håndværker, der som betroet arbejder på fabrikken kan reparere og fikse alt, skønt kasteløs. Den uhyggelige slutning skal ikke afsløres her, men ender med Ammus bortvisning og hendes søn Esthas ditto til en anden egn. De to søskende, Estha og Rahel, mødes først 23 år senere i Ayemenem, og genoplever deres barndoms rædsel. Tæt omslynget for at holde angsten på afstand, har de ved den lejlighed et incestuøst samkvem.
Det er grundlæggende en historie om magt og afmagt, og kærlighed på trods af hvad den kan koste. Det allersidste kapitel er en udpensling af Ammus og Veluthas fysiske forening.

Form og teknik:
Det er en meget stærk roman. Arundhata Roy er nærmest genial i sin måde at bygge formen op på. På en video har jeg et interview med forfatteren John Irving, der fortæller, at han ikke kan skrive en roman uden at kende slutningen og overordnet have hele handlingen i hovedet. I hans roman, ”Indtil jeg finder dig”, er den fortløbende handling dog forholdsmæssig einfach, hvorimod Roys komposition er særdeles indviklet. Så hvis HUN ville sige sådan, kunne jeg forstå det! Der skiftes både mellem et nutidigt og et fortidigt plan, og dernæst byttes der tidsmæssigt helt rundt på tingene, så f.eks. forhold der vil komme til at foregå i fremtiden, præsenteres i nutidsform, og evt. først ”løber af stablen” i næste kapitel. Jeg har grundet over, hvad der opnås ved dette: Vi forberedes allerede nu på den kommende begivenhed, så vi foretager en slags bedømmelse eller har en forudfattethed af de begivenheder der først siden kommer. Et ret sofistikeret kompositorisk trick.

Det er en roman med betydelige kvaliteter – jeg havde lyst til at skrive en fremragende roman, men det er jo temmelig gængs sprogbrug. Hun er en sprogets mester, en sarkasmens behersker og ynder, også en betydelig humorist, samt en enorm leger og tryllerske med sproget på mange ledder, f.eks. i tvillinge-søskendeparrets idelige brug af læsen bagvendt: tdnevgab nesæl – der som bekendt resulterer i det rene vola pyk sprog, selvom der kommer noget nyt sjovt ud af det. Hun indfører diverse ord/begreber/metaforer, f.eks. ’de kakifarvede coca-cola-underbukser’ - eller hvad de nu hed), som sammenkædes med fortrolige forhold/viden børnene imellem, og bruger dem efterfølgende mange gange i bogen. Et træk der kompositorisk er meget vigtigt at få med. Jeg tænker der vil blive skrevet doktor afhandlinger over denne bog. Den rummer meget stof at tage fat i.

Roy skifter hyppigt sprogbrug de forskellige kapitler imellem. Nogle gange bruges et nærmest mytisk eller magisk manende og opremsende sprog:
En krage med en knust vinge.
En knyttet kyllingeklo.
E Nugle(ikke Ousa) nedsunket i kvalmende syltetøj.
En tristlig drejen.Og ingen til at hjælpe.

(Ordene E Nugle er ikke fejlskrivning, men børnenes leg med ordene En Ugle).

Andre gange er der bare en letlæst fremadskridende handling. Det er meget lettere og mere bekvemt at læse. Det mytiske er ret opbremsende og man tygger ordene langsomt. I længden en smule irriterende.

Dette fører mig lige over i en lovprisning af Jan Bredsdorffs geniale oversættelse. Det må have kostet utrolige kræfter at få det så fint på plads.

De indiske navne kan vække lidt besvær, men mængden klinger ud, og antallet af navne bliver efterhånden stabilt. Men man kunne generelt set med fordel i højere grad bagest i romaner lave en personliste. Har man glemt et navn, er det jævnligt svært at få personen placeret ret i sammenhængen.

De mange indiske gloser burde selvfølgelig have været oversat: Mundu, avial, dhobie osv. osv. De er dejlige at få præsenteret, men jeg måtte selv google en masse for at få en forklaring.

Dette her er litteratur på højeste kvalitetsniveau. Jeg forstår udmærket det har taget hende nogle år at skrive den, og at hun måske nærmest hermed (i hvert fald for en længere periode) er udskrevet.

Jeg har med vilje overhovedet ikke læst, hvad andre siger om bogen. Det gør det meget spændende nu bagefter at researche lidt i det. Muligvis har andre en helt anden opfattelse af bogen. Det får mig til at tænke på, at man som anmelder af en bog ikke har andet end sine egne smagsløg at hælde sig til. Er der jævnligt totalt divergerende opfattelser hos f.eks. avisanmeldere, bør det ikke få en til at rynke på næsen, men respektere det som eneres nybryder-konklusioner. Hellere forskellighed end leflen for hvad der er trendy.

søndag den 14. februar 2010

Elias Canetti - Erindringer, bind 2















Elias Canetti
Faklen i øret
Livshistorie 1921-31
(Bd. 2 (af 3 bind))
Samlerens Bogklub
327 sider

Biografier generelt
Jeg bryster mig gerne af, at jeg var stærkt optaget af genren selvbiografier og biografier årtier før den blev så populær, som den nu efterhånden har været i en del år. Jeg har en let nedladende holdning til de mængder af fremstormende erindrere, der partout vil sætte deres navne på verdenskortet. Fortræffelige politikere, sportsfolk, modefolk og alverdens andre oplysere, der har haft en vis offentlig berøringsflade, lægger sig vældigt efter trenden med autobiografering. Vel, så længe nogen vil læse det, har det nok sin værdi. Men hvor forekommer meget af det som det rene pjat ved siden af verdenslitteraturens yppigste frembringelser af slagsen.

Elias Canetti har ikke fået nobelprisen med urette. Hans forholdsvis lille forfatterskab skal stilles i forhold dets store kvaliteter. Erindringsbøgerne er fuldendt prosalitteratur, og ikke mindst en æstetisk nydelse af de helt sjældne. Den berømmede oversætter, Karsten Sand Iversen, har formidlet de tre bøger til dansk i 1988. Jøden Canetti (1905-94), døde blot 6 år senere.

Canetti er en iagttager af alle menneskelige fænomener, og man tiltror ham lige gerne at ville berette om indtryk han gør sig af et tilfældigt broget caféliv, som sit møde og bekendtskaber med de kendteste repræsentanter for verdenslitteraturen, såsom Brecht og Babel. Faktisk er det netop sådan han gør.

Han karakteriser en Berliner-digters/venindes og egen attitude sådan: ”Hvad vi havde til fælles var en umættelig interesse for mennesker af ENHVER slags.” (Fremhævningen er hans egen.) Et andet sted siger han: ”Jeg har altid gerne lyttet, når mennesker fortæller om sig selv,…”. Canetti kan skrive lange prosaafsnit om dagligdags emner, der dog virker meget præcise, og som skrevet i et fortættet sprog. Man kan faktisk være i tvivl, om det er hans fabelagtige indkredsen af det menneskelige eller stilen i beretningen, der betager en.

I ’Faklen i øret’ kommer vi igennem meget Wiener-liv, følger hans studenterperiode (kemi, tog senere dr. graden i faget, for siden aldrig at gøre brug af den), hører om studiekammerater, (platoniske)venindeforhold, pensionatliv, lærere, moderen og broderen, såvel som om hans åndelige sysler og om politiske samtidsbegivenheder. Ligeledes om hans oplevelser og indtryk fra et forholdsvis kort ophold i Berlin. Canetti er en utrættelig udæsker af det menneskelige. Han er ikke bleg for at involvere sig i alle mulige, man havde nær sagt, prosaiske sammenhænge, såsom med tvivlsomme cafe-gæster (som viste sig at være forbrydere, der senere fik lange fængselsstraffe). Han brugte et helt år på, startende alfabetisk med a,b, c osv., at stadfæste menneskelige egenskaber i forskellige karakterer og figurer: Bogmennesket, Dødsfjenden, Samleren, Ødelanden osv. Han kalder det selv ”det rigeste, mest udsvævende år i mit liv.” Bogen rummer også hans lange beskrivelsesforløb af optøjer i Wien, betragtninger der blev en inspirationskilde til hans senere berømte værk om massen, Masse og magt (udkommet i 2 bind i Dk.) – som jeg ikke har læst.

Bedst som man synes stilen bliver for filosofisk, smutter han over i en letlæst prosastil behandlende dagligdags emner, som var det en knaldroman, men uden trivialitet. Under læsningen måtte jeg jævnligt sænke bogen og sige til mig selv over en sides læst stof: Fremragende, ganske enkelt, fremragende!
Som f.eks. det lange afsnit om hans snørklede bekendtskab med en totalt lam, intelligent filosofistuderende ung mand, der kun kunne vende en bogside med tungen. En bjergtaget person af ham betaler en berømt filosofiprofessor for at komme i hans hjem og give ham privatundervisning. Han stiler mod doktorgraden. Han kommer dog ikke videre, fordi han, ganske enkelt (dog ikke sådan sagt) savner sex. Herligt er beretningen om professoren, der sætter sig ind på en lusket cafe, antræffer 3 piger, forklarer dem om den uhjælpelige, smukke og trængende unge mand, og deres beredvillighed og senere opfølgning på alt dette.

Canetti er en skarp iagttager, registrator og omsætter af alt ”det menneskelige” til litteratur. Disse kvaliteter går også igen i hans Stemmerne fra Marrakesh, som jeg læste forrige år. Her sidder han gerne på hotellets udendørs bar og betragter og ser folk an. Man står i menneskekundskabslære hos ham i et væk!

lørdag den 13. februar 2010

Claus Sode Grønbæk - Absoluthersk - (anmeldelse fra 2002)


Claus Sode Grønbæk
Absoluthersk
Credo
52 sider

52 små sider i lommebogsformat vil på en letspiselig måde i korte gennemgange af 6 kernebegreber vise, hvad gamle Luther kan betyde for ”dig” i dag. Den handler om ”..hvilken praktisk betydning det ev.-lutherske har for troen og livet i det 21. årh.” og ”...om det at blive og være en kristen,..”.
Stilen med den smarte titel videreføres bogen igennem, der afspiller sig i en sober, ultrakort behandling af centrale emner som retfærdiggørelse, tro, sakramenter, bibelen osv., alt sammen absolutherske begreber. Hvad enhver kristen, der funderer over, hvad præfikset ’luthersk’ måtte have af betydning for én i dag, har gavn af at vide. Den bevidst let poppede stil med friske billeder (”beton-lutherdom”, ”grumme gældsbevis”, ”støvede Luther”), gør det lettere at synke det tungt virkende emne, og passer til den korte bogform.
Hvad jeg personligt reagerer mod, er stilen med ”Nu sidder du måske og tænker” eller ”Måske er du en af dem” – denne pietistisk-rosenianske personlige applicering, der skal nå ”mig” helt inderligt med budskabet, og som jeg synes følelsesmæssigt omklamrer én. Jeg tror mange andre, der har siddet meget under den form for ret og rigtig forkyndelse, kunne have det som jeg. Til sidst får man kvalme af denne tiltaleform. Lær af Jesu ”stil” fra evangelierne: direkte, personlig tiltale, men ingen omklamring, hvor man hver gang skal hele det snørklede følelsesapparat igennem.

Anne-Marie Finch: At miste sin mor (anmeldelse fra 2002)


Anne-Marie Finch
At miste sin mor
Unitas Forlag
155 sider

Da 3.g’eren Anne-Marie mistede sin mor, der døde af kræft, fandt hun kun teoretiske beskrivelser af sorgen og dens udslag i psykologibøger. Den udformning af en historie fra det virkelige liv hun så meget manglede, har hun her helt ukunstlet skrevet selv. (Siden er der kommet flere lign. bøger om børn, der mister forældre og omvendt.)
En stærk, følsom og enkel beretning om sin elskede mors lange sygdom og død, og Anne-Maries egen efterfølgende sorgforløb, der strækker sig over ca. 1½ år. Hele perioden omfatter årene 1996-99, som vi får præsenteret i dagbogsstil, der er rekonstrueret, og hovedsagelig nedfældet på et refugieophold på Løgumkloster Højskole. På den måde følger vi i tid og med velvalgte kap. inddelinger hele udviklingen, og ser det alligevel i forfatterens klarere lys i tiden derefter. Det er altså ikke en roman, men læses som et fint og bevægende stykke virkelighedsprosa.
I forordet og i de sidste kap. i bogen ridser hun praktisk op, hvad hun havde af behov, oplevelsen af svigt af samme, og giver ideer og råd til andre unge og deres omgivelser.
Åh, hvor man dog selv lever med i hendes kampe af had, raseri, vrede og afmagt over for dødens ubønhørlige knibetang. Der går næppe en side, uden at Anne-Marie græder, græder, græder: ”Jeg gik i seng og græd helt hysterisk. Jeg ville dø. Jeg kunne ikke mere.” ”Jeg skreg og hadede, jeg truede og hadede, jeg græd og hadede. Jeg bare skreg og skreg og skreg.”
Men mage til brav pige skal man lede længe efter: Da hendes far var fuldstændig handlingslammet af sorg, tog hun, selv udpumpet for kræfter, resolut sagerne i sine hænder.
Hun involverer sig uden forbehold med egen hjælp i et så uromantisk forhold som sin hjemmeliggende mors afføringsproblemer. Når en uforstående skolelærer småligt kritiserer i stedet for at opmuntre, og i klassen kækt fordrer en klassedebat om det ømme emne, døden – man kunne, undskyld, have sparket ham bagi – så formår hun at gå og smække med døren. Og hun står mål til velmenende menneskers ”må jeg kondolere” – øv, hvorfor kunne de ikke bare have givet hende et kærligt knus i stedet for en klam frase.
Men hov, man kender sig selv så godt, hvor kan man selv i sådanne situationer være en kejtet torsk. Selv Anne-Marie – der i øvrigt holder foredrag om sorg og tab – må erkende, at hun også nu selv kan føle sig usikker over for en sorgramt. En af de problematikker hun erfarent og viseligt tager fat om sidst i bogen.
Vi lever igennem forløbet med i forfatterens møde og interaktion med en hel del forskellige mennesker, lige fra den nærmeste familie, veninder, kærester, lærere, psykolog til hjemmesygeplejersker, læger og bedemand. Anne-Marie er en kernesund og udadvendt pige, der elsker at spille teater og synge solo. Hun prøver næsten desperat i svære perioder, trods ulyst, at leve et normalt liv. Shiner sig op til en fest, går en tur i biografen med en veninde osv. Sammen med moderen lo hun meget, og hvor velgørende, da hun sidst i bogen på ½ års afstand af moderens død omsider skimter en anelse lys i tunnelen og igen kan le, og pludselig umiddelbart finder sig lykkelig for sin far og nye, søde hundehvalp.
Bogen er ikke skrevet ud fra nogen decideret kristen synsvinkel, men dens præcise situationsbeskrivelser og menneskekærlige iagttagelser kan lære enhver en masse om at forholde sig til især sorgramte unge.

tirsdag den 9. februar 2010

Forslag udbedes: INDIEN


Før min rejse til Indien langt senere dette år (2010), vil jeg gerne læse summen af de bedste nutidige indiske romaner. Hvilke kan jeg ikke komme udenom? Kom med et par ideer, hvis du har nogle.

Doktordisputats om Etiopiens kirke (2003)




Anmeldelsen af den teologiske disputats, er skrevet - til en avis - allerede i 2003, men for hurtigt at få lidt fyld på bloggen, og fordi det er et ukendt, men spændende emne (for nogle!), tages den med.

Aa. Finn Rønne:
Kontinuitet og forandring
Akademisk
532 sider

Dansk doktordisputats om
etiopisk kirke- og missionshistorie, 2002.


Etiopien er et mægtigt og uhyre fascinerende land, der er 28 gange så stort som Danmark. Ejendommeligt, at det land vi nu sender missionærer til, oprindeligt blev kristnet mange hundrede år før vort eget.
En mindre region i det sydlige Etiopien, Kambaataa-Hadiyya, har været genstand for en dansk teologs indgående missionshistoriske forskning. Dette er mundet ud i en stor doktordisputats på 532 sider om emnet.

Doktoranden, Aa. Finn Rønne, født 1959, er til daglig lærer på DBI, Dansk Bibelinstitut, i København. Rønne kan nu med stolthed vifte med sin nyerhvervede doktorring, for med den svulmende murstenskrabat af en bog, ”Kontinuitet og forandring - Opkomsten og udviklingen af protestantisk kristendom i Kambaataa-Hadiyya, Etiopien 1928 til 1974”, er der gjort en mægtig indsats i dansk missionshistorisk forskning. Til trods for – behageligt for en dansk læser - at den er skrevet på dansk, bør en så fortjenstfuld forskningsindsats bemærkes langt ud over landets grænser. Enhver med interesse for mission og afrikansk missionshistorie bør læse i hvert fald dele af den. Bogen rummer f.eks. mange del-emner, der med udbytte kan studeres for sig. Forfatteren håber da også at bogen, der skal oversættes til engelsk, i den etiopiske kirke vil blive brugt som deres kirkehistorie.
Det har taget Finn Aa. Rønne sammenlagt 6 1/2 år at skrive afhandlingen, fordelt over ca. 10 år, indeholdende flere perioder med intense studier forskellige steder i verden. Bogen har gjort hele vejen fra speciale over besvarelse af prisopgave, senere omarbejdet til en ph.d. afhandling, for endelig at munde ud i en dr. teol. afhandling. Glædeligt for DBI, at man fra instituttets side nu har erhvervet den første ”rigtige” disputats ved et dansk universitet – om end det er på et teologisk set vel nok forholdsvis ”blødt” område som missionshistorie.
De første 55 sider af bogen går med at hvæsse knivene, før man rigtig går i gang med denne mange retters middag. Metode, materiale, afgrænsning osv. er alle vigtige begreber, der nobelt afklares, før man går til de 4 hoveddele.
Bagerst i bogen overvældes man af en svulmende litteraturliste på ikke mindre end 50 !! sider, heraf en god del upublicerede kilder. Blandt disse er ikke mindst Rønnes eget arkiv, herunder ca. 100 interviews, hvori indgår endnu flere etiopiske personer, bemærkelsesværdigt. Det har krævet store ressourcer blot at få dem sprogligt omsat til et forståeligt dansk, hvilket delvis er sket via tolke. Det er formodentlig ikke mindst gennem inddragelsen af dette vægtige feltarbejde, at bogen har kunnet munde ud i en disputats.

Et af afhandlingens hovedsynspunkter er, at opkomsten og udviklingen af protestantisk kristendom i Kamaataa-Hadiyya ikke er foregået på trods af den gamle etiopisk-ortodokse kirke, men i forlængelse af denne, som en følge af den ”gødning” for kristendom, der dermed i løbet af en århundrede lang historisk udvikling allerede var sket i befolkningen.
I flere bølger i landets historie har det sydlige Etiopien været udsat for erobring og dominans fra en nordfra kommende veluddannet amharisk befolkning. Dominansen har tillige været knyttet sammen med den ældgamle etiopisk-ortodokse kirke, der også havde vundet udbredelse i Sydetiopien – kirken har i sig selv haft flere op- og nedture i historiens forløb. De veluddannede grupperinger blev til magtfaktorer og kom til at udgøre en myndighedselite i Kambaataa-Hadiyya. Myndigheder, som den derværende befolkning, der udgjordes af mange meget forskellige familieklaner, ofte oplevede som undertrykkende.
Den protestantiske kristendom, der jo kom udenlands fra, oplevedes derfor som en befrier fra undertrykkelsen. Mange brød båndene til tidligere religiøse tilhørsforhold, enten det var til den ortodokse kirke, til Kittoosa-kulten (en forløber for protestantisk kristendom), eller til den traditionelle religion (besættelseskult). Idet man gik over til den protestantiske kristendom, fik man også mulighed for uddannelse i boglige færdigheder. Man tørstede efter at lære at læse og skrive, for at få del i den modernitet, der efterhånden også gjorde sig gældende i Sydetiopien. Vekselvirkningen mellem at se sig som værende en del af et lokalsamfund og samtidig opleve sig som en del af en større verden, var en del af moderniteten. Afhandlingen, der både er en historisk, teologisk og sociologisk undersøgelse, gør i store dele af bogen brug af begrebssættet mikrokosmos~makrokosmos til at sætte fokus på sådanne forhold.
Protestantisk kristendom udgjordes af de missionerende organisationer, der kom fra Europa og USA. De var delt i 2 hovedfløje. Det som adskilte de to retninger, var hovedsagelig spørgsmålet om enten barne- eller voksendåb (troendes dåb). Også økonomiske forhold gjorde sig gældende. Hos den ene part lønnedes de etiopiske evangelister af missionsorganisationerne (de nordeuropæiske). Hos den anden, SIM (USA), gik man ind for, at lokale ansatte skulle lønnes helt af den lokale menighed. Men også holdningen til alkohol og polygami var af stor betydning for den store splittelse indenfor protestantisk kristendom i 40erne og 50erne, der først startede som en konflikt, derpå udviklede sig til en stor krise, og til sidst resulterede i for altid at dele kirken i Kambaataa-Hadiyya i to.

Afhandlingen er præget af et enkelt og ligefremt sprogbrug, og i store dele af bogen er stoffet levende fremstillet. Den megen organisationshistorie-problematik er derimod ren ørkenvandring.
Spændende er fremstillingen af den store kristne personlighed Abbiyyo og hans betydningsfulde virksomhed. Spændende er også de mange aspekter af det for os så fremmedartede, men vigtige etiopiske klantilhørsforhold, man får indblik i, og som f.eks. afstedkommer, at en hel gruppe mennesker af gangen almindeligvis går over til kristendommen. Dette fremfor hin enkelte, som den individualistiske tænkemåde - vi vesterlændinge i så mange henseender forkludrer så meget med i Afrika - lægger op til.
Bedst som man tror, at forfatteren i det sidste kap. ”Afslutning og perspektivering” blot vil sammenfatte det læste, fører han kækt en anden forskers teori på banen. Heri spejler han derpå alt det allerede fremførte, så slutningen præges af ny erkendelse, og ikke bare bliver en kedsommelig opsummering af det, læseren i forvejen allerede stod i begreb med hastigt at glemme igen.

søndag den 31. januar 2010

Lawrence Durrel - Causeri




Lawrence Durrel
Alexandria kvartetten
Gyldendal

Alexandria kvartetten er de mest kendte af Lawrence Durrels bøger, 4 bøger der foregår i byen af samme navn og deromkring, og i et helt og aldeles anderledes ”rum”. Durrels univers vibrerer af sansemættet dekadent skønhed og patos. Han er en verdensmester i metaforer, og vel nærmest skaberen af udtrykket ”the spirit of place”. I bogen af samme navn med digte og rejse-essays, opponerer han fx imod Abu Simbel templets flytning (før Aswan dæmningen ville oversvømme det hele), fordi netop stedets stemning ikke ville være det samme derefter.

Alexandria kvartetten er et eksperiment, idet han heri afprøver sin ide om at lægge den dengang forholdsvis nyfremsatte relativitetsteori til grund for kvartetten. Alle 4 bøger foregår på samme tid, så at sige lagt oven på hinanden. Selvom der fremstilles et helt prosaisk univers med by, land og agerende personer, er der ikke en kontinuerlig handling i bøgerne i traditionel forstand. Personernes indbyrdes forhold vendes og drejes fra alle mulige perspektiver. Højst særprægede personligheder i en lige blanding af eksotiske ægyptere, engelske emperiefolk fra kolonialadministrationen, jøder, ludere, barberer, forretningsfolk, forfattere osv., udgør den enestående ramme for denne de kranke lidenskabers og passioners verden. (Fx er den græske, men i noget af sit liv i Alexandria bosiddende og engang reelt eksistrende forfatter, Gavafy, en helt central reference figur i værket - har læst hans digte på engelsk.)

Der findes hist og her veritable Durrel dyrkere, såsom Poul Elming, chef for Ålborg Symfoniorkester (2007): ”- Hvad har formet dit livssyn? – Det har Lawrence Durrels firebindsværk ”Alexandria Kvartetten”. Jeg læste bøgerne i slutningen af 1970’erne, mens jeg studerede…i Wiesbaden. Værket var svært at komme i gang med, men pludselig var jeg grebet, og kunne slet ikke slippe bøgerne igen. Romanen beskriver det samme hændelsesforløb set fra fire personers synsvinkler. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, og jeg har aldrig rigtig sluppet den påvirkning.” (Kristeligt Dgbl. 1.9.07). Jeg købte værket i 1980, kan jeg se, og har forløbig (kun) læst de to første bind.

Ikke desto mindre har Durrel påvirket mig meget. Nogle rejsebøger (eller måske rettere ’opholdsbøger’) fra hans længerevarende bosiddelser på fx Cypern og Rhodos viser Durrel fra hans suveræne side. Ingen overgår ham i beskrivelser af folk, kvinder, steder og stemninger.

Der er lavet, var det nu 3 eller netop 4, TV-udsendelser om Alexandria kvartetten, pyh, de er fra medio ’70-erne, og altså i sort hvid. Jeg så dem på mit lille Københavner-studenterhybel ca. ml. 1976-78, og jeg blev helt ude af mig selv af begejstring. Durrel bliver interviewet, og man ser hele tiden forskellige lokaliteter fra Alexandria og omegn, vilde heste der rides i ørkenen, et sindsygt mulddyr der trækker en overrislingspumpe osv. Sanse- og stemningsmættede indtryk fra hans bøgers verden, kommenteret fantastisk af ham selv, hvor man ser ham siddende i en palmehave på stedet. Ikke mindst virker de udsendelser så besættende, fordi Tørk Haxtausen, (dansker, død nu) hvis dybe, let nedtonede basstemme, der fik hver sætning til at lyde skæbnetungt på en besættende måde, var kommentator på udsendelserne. Kommentarerne var ikke hans egne, men oplæsninger af Durrel -udtalelser.Tørk Haxtausen havde så absolut og helt suverænt Danmarks smukkeste og mest betagende stemme. Jeg har aldrig kunnet genfinde disse udsendelser, heller ikke ved en forespørgsel hos DR, jeg vil spørge det engelske Durrel-selvskab om de kender dem, men jeg mener ikke de er oplistet på deres bibliografi. Meget underligt.

Den yoga- og buddistdyrkende (og kristendomskeptiske) Durrel var i mange år bosiddende i Sommiers, Sydfrankrig. En engelsk kosmopolit, der aldrig har boet fast i England, som han anså for et bornert land, men derimod elskede Middelhavslandene. Skrev også bl.a. fra Sydfrankrig sin Provence kvintet, der ikke er så kendt. Om hans relativitets eksperiment med Alexandria Kvartetten er lykkedes, er der delte meninger om. Hans stjerne er aftaget siden hans død i 1990,forud var gået en forhutlet periode med skuffelser over manglende anerkendelse (altså i den helt, helt store stil for hans senere værker), datterens selvmord, den sidste af hans 4 koners død, skiftende partnere, for meget trøstealkohol og sygdom. Jeg har skimtet flere store engelske biografier om ham igennem, kommet efter hans død, hvor hele denne sidste periode virker noget tragisk.