Elias Canetti - Erindringer, bind 2

Elias Canetti
Faklen i øret
Livshistorie 1921-31
(Bd. 2 (af 3 bind))
Samlerens Bogklub
327 sider

Biografier generelt
Jeg bryster mig gerne af, at jeg var stærkt optaget af genren selvbiografier og biografier årtier før den blev så populær, som den nu efterhånden har været i en del år. Jeg har en let nedladende holdning til de mængder af fremstormende erindrere, der partout vil sætte deres navne på verdenskortet. Fortræffelige politikere, sportsfolk, modefolk og alverdens andre oplysere, der har haft en vis offentlig berøringsflade, lægger sig vældigt efter trenden med autobiografering. Vel, så længe nogen vil læse det, har det nok sin værdi. Men hvor forekommer meget af det som det rene pjat ved siden af verdenslitteraturens yppigste frembringelser af slagsen.

Elias Canetti har ikke fået nobelprisen med urette. Hans forholdsvis lille forfatterskab skal stilles i forhold dets store kvaliteter. Erindringsbøgerne er fuldendt prosalitteratur, og ikke mindst en æstetisk nydelse af de helt sjældne. Den berømmede oversætter, Karsten Sand Iversen, har formidlet de tre bøger til dansk i 1988. Jøden Canetti (1905-94), døde blot 6 år senere.

Canetti er en iagttager af alle menneskelige fænomener, og man tiltror ham lige gerne at ville berette om indtryk han gør sig af et tilfældigt broget caféliv, som sit møde og bekendtskaber med de kendteste repræsentanter for verdenslitteraturen, såsom Brecht og Babel. Faktisk er det netop sådan han gør.

Han karakteriser en Berliner-digters/venindes og egen attitude sådan: ”Hvad vi havde til fælles var en umættelig interesse for mennesker af ENHVER slags.” (Fremhævningen er hans egen.) Et andet sted siger han: ”Jeg har altid gerne lyttet, når mennesker fortæller om sig selv,…”. Canetti kan skrive lange prosaafsnit om dagligdags emner, der dog virker meget præcise, og som skrevet i et fortættet sprog. Man kan faktisk være i tvivl, om det er hans fabelagtige indkredsen af det menneskelige eller stilen i beretningen, der betager en.

I ’Faklen i øret’ kommer vi igennem meget Wiener-liv, følger hans studenterperiode (kemi, tog senere dr. graden i faget, for siden aldrig at gøre brug af den), hører om studiekammerater, (platoniske)venindeforhold, pensionatliv, lærere, moderen og broderen, såvel som om hans åndelige sysler og om politiske samtidsbegivenheder. Ligeledes om hans oplevelser og indtryk fra et forholdsvis kort ophold i Berlin. Canetti er en utrættelig udæsker af det menneskelige. Han er ikke bleg for at involvere sig i alle mulige, man havde nær sagt, prosaiske sammenhænge, såsom med tvivlsomme cafe-gæster (som viste sig at være forbrydere, der senere fik lange fængselsstraffe). Han brugte et helt år på, startende alfabetisk med a,b, c osv., at stadfæste menneskelige egenskaber i forskellige karakterer og figurer: Bogmennesket, Dødsfjenden, Samleren, Ødelanden osv. Han kalder det selv ”det rigeste, mest udsvævende år i mit liv.” Bogen rummer også hans lange beskrivelsesforløb af optøjer i Wien, betragtninger der blev en inspirationskilde til hans senere berømte værk om massen, Masse og magt (udkommet i 2 bind i Dk.) – som jeg ikke har læst.

Bedst som man synes stilen bliver for filosofisk, smutter han over i en letlæst prosastil behandlende dagligdags emner, som var det en knaldroman, men uden trivialitet. Under læsningen måtte jeg jævnligt sænke bogen og sige til mig selv over en sides læst stof: Fremragende, ganske enkelt, fremragende!
Som f.eks. det lange afsnit om hans snørklede bekendtskab med en totalt lam, intelligent filosofistuderende ung mand, der kun kunne vende en bogside med tungen. En bjergtaget person af ham betaler en berømt filosofiprofessor for at komme i hans hjem og give ham privatundervisning. Han stiler mod doktorgraden. Han kommer dog ikke videre, fordi han, ganske enkelt (dog ikke sådan sagt) savner sex. Herligt er beretningen om professoren, der sætter sig ind på en lusket cafe, antræffer 3 piger, forklarer dem om den uhjælpelige, smukke og trængende unge mand, og deres beredvillighed og senere opfølgning på alt dette.

Canetti er en skarp iagttager, registrator og omsætter af alt ”det menneskelige” til litteratur. Disse kvaliteter går også igen i hans Stemmerne fra Marrakesh, som jeg læste forrige år. Her sidder han gerne på hotellets udendørs bar og betragter og ser folk an. Man står i menneskekundskabslære hos ham i et væk!

Claus Sode Grønbæk - Absoluthersk - (anmeldelse fra 2002)

Claus Sode Grønbæk
Absoluthersk
Credo
52 sider

52 små sider i lommebogsformat vil på en letspiselig måde i korte gennemgange af 6 kernebegreber vise, hvad gamle Luther kan betyde for ”dig” i dag. Den handler om ”..hvilken praktisk betydning det ev.-lutherske har for troen og livet i det 21. årh.” og ”...om det at blive og være en kristen,..”.
Stilen med den smarte titel videreføres bogen igennem, der afspiller sig i en sober, ultrakort behandling af centrale emner som retfærdiggørelse, tro, sakramenter, bibelen osv., alt sammen absolutherske begreber. Hvad enhver kristen, der funderer over, hvad præfikset ’luthersk’ måtte have af betydning for én i dag, har gavn af at vide. Den bevidst let poppede stil med friske billeder (”beton-lutherdom”, ”grumme gældsbevis”, ”støvede Luther”), gør det lettere at synke det tungt virkende emne, og passer til den korte bogform.
Hvad jeg personligt reagerer mod, er stilen med ”Nu sidder du måske og tænker” eller ”Måske er du en af dem” – denne pietistisk-rosenianske personlige applicering, der skal nå ”mig” helt inderligt med budskabet, og som jeg synes følelsesmæssigt omklamrer én. Jeg tror mange andre, der har siddet meget under den form for ret og rigtig forkyndelse, kunne have det som jeg. Til sidst får man kvalme af denne tiltaleform. Lær af Jesu ”stil” fra evangelierne: direkte, personlig tiltale, men ingen omklamring, hvor man hver gang skal hele det snørklede følelsesapparat igennem.

Anne-Marie Finch: At miste sin mor (anmeldelse fra 2002)

Anne-Marie Finch
At miste sin mor
Unitas Forlag
155 sider

Da 3.g’eren Anne-Marie mistede sin mor, der døde af kræft, fandt hun kun teoretiske beskrivelser af sorgen og dens udslag i psykologibøger. Den udformning af en historie fra det virkelige liv hun så meget manglede, har hun her helt ukunstlet skrevet selv. (Siden er der kommet flere lign. bøger om børn, der mister forældre og omvendt.)
En stærk, følsom og enkel beretning om sin elskede mors lange sygdom og død, og Anne-Maries egen efterfølgende sorgforløb, der strækker sig over ca. 1½ år. Hele perioden omfatter årene 1996-99, som vi får præsenteret i dagbogsstil, der er rekonstrueret, og hovedsagelig nedfældet på et refugieophold på Løgumkloster Højskole. På den måde følger vi i tid og med velvalgte kap. inddelinger hele udviklingen, og ser det alligevel i forfatterens klarere lys i tiden derefter. Det er altså ikke en roman, men læses som et fint og bevægende stykke virkelighedsprosa.
I forordet og i de sidste kap. i bogen ridser hun praktisk op, hvad hun havde af behov, oplevelsen af svigt af samme, og giver ideer og råd til andre unge og deres omgivelser.
Åh, hvor man dog selv lever med i hendes kampe af had, raseri, vrede og afmagt over for dødens ubønhørlige knibetang. Der går næppe en side, uden at Anne-Marie græder, græder, græder: ”Jeg gik i seng og græd helt hysterisk. Jeg ville dø. Jeg kunne ikke mere.” ”Jeg skreg og hadede, jeg truede og hadede, jeg græd og hadede. Jeg bare skreg og skreg og skreg.”
Men mage til brav pige skal man lede længe efter: Da hendes far var fuldstændig handlingslammet af sorg, tog hun, selv udpumpet for kræfter, resolut sagerne i sine hænder.
Hun involverer sig uden forbehold med egen hjælp i et så uromantisk forhold som sin hjemmeliggende mors afføringsproblemer. Når en uforstående skolelærer småligt kritiserer i stedet for at opmuntre, og i klassen kækt fordrer en klassedebat om det ømme emne, døden – man kunne, undskyld, have sparket ham bagi – så formår hun at gå og smække med døren. Og hun står mål til velmenende menneskers ”må jeg kondolere” – øv, hvorfor kunne de ikke bare have givet hende et kærligt knus i stedet for en klam frase.
Men hov, man kender sig selv så godt, hvor kan man selv i sådanne situationer være en kejtet torsk. Selv Anne-Marie – der i øvrigt holder foredrag om sorg og tab – må erkende, at hun også nu selv kan føle sig usikker over for en sorgramt. En af de problematikker hun erfarent og viseligt tager fat om sidst i bogen.
Vi lever igennem forløbet med i forfatterens møde og interaktion med en hel del forskellige mennesker, lige fra den nærmeste familie, veninder, kærester, lærere, psykolog til hjemmesygeplejersker, læger og bedemand. Anne-Marie er en kernesund og udadvendt pige, der elsker at spille teater og synge solo. Hun prøver næsten desperat i svære perioder, trods ulyst, at leve et normalt liv. Shiner sig op til en fest, går en tur i biografen med en veninde osv. Sammen med moderen lo hun meget, og hvor velgørende, da hun sidst i bogen på ½ års afstand af moderens død omsider skimter en anelse lys i tunnelen og igen kan le, og pludselig umiddelbart finder sig lykkelig for sin far og nye, søde hundehvalp.
Bogen er ikke skrevet ud fra nogen decideret kristen synsvinkel, men dens præcise situationsbeskrivelser og menneskekærlige iagttagelser kan lære enhver en masse om at forholde sig til især sorgramte unge.

Forslag udbedes: INDIEN

Før min rejse til Indien langt senere dette år (2010), vil jeg gerne læse summen af de bedste nutidige indiske romaner. Hvilke kan jeg ikke komme udenom? Kom med et par ideer, hvis du har nogle.

Doktordisputats om Etiopiens kirke (2003)

Anmeldelsen af den teologiske disputats, er skrevet - til en avis - allerede i 2003, men for hurtigt at få lidt fyld på bloggen, og fordi det er et ukendt, men spændende emne (for nogle!), tages den med.

Aa. Finn Rønne:
Kontinuitet og forandring
Akademisk
532 sider

Dansk doktordisputats om
etiopisk kirke- og missionshistorie, 2002.


Etiopien er et mægtigt og uhyre fascinerende land, der er 28 gange så stort som Danmark. Ejendommeligt, at det land vi nu sender missionærer til, oprindeligt blev kristnet mange hundrede år før vort eget.
En mindre region i det sydlige Etiopien, Kambaataa-Hadiyya, har været genstand for en dansk teologs indgående missionshistoriske forskning. Dette er mundet ud i en stor doktordisputats på 532 sider om emnet.

Doktoranden, Aa. Finn Rønne, født 1959, er til daglig lærer på DBI, Dansk Bibelinstitut, i København. Rønne kan nu med stolthed vifte med sin nyerhvervede doktorring, for med den svulmende murstenskrabat af en bog, ”Kontinuitet og forandring - Opkomsten og udviklingen af protestantisk kristendom i Kambaataa-Hadiyya, Etiopien 1928 til 1974”, er der gjort en mægtig indsats i dansk missionshistorisk forskning. Til trods for – behageligt for en dansk læser - at den er skrevet på dansk, bør en så fortjenstfuld forskningsindsats bemærkes langt ud over landets grænser. Enhver med interesse for mission og afrikansk missionshistorie bør læse i hvert fald dele af den. Bogen rummer f.eks. mange del-emner, der med udbytte kan studeres for sig. Forfatteren håber da også at bogen, der skal oversættes til engelsk, i den etiopiske kirke vil blive brugt som deres kirkehistorie.
Det har taget Finn Aa. Rønne sammenlagt 6 1/2 år at skrive afhandlingen, fordelt over ca. 10 år, indeholdende flere perioder med intense studier forskellige steder i verden. Bogen har gjort hele vejen fra speciale over besvarelse af prisopgave, senere omarbejdet til en ph.d. afhandling, for endelig at munde ud i en dr. teol. afhandling. Glædeligt for DBI, at man fra instituttets side nu har erhvervet den første ”rigtige” disputats ved et dansk universitet – om end det er på et teologisk set vel nok forholdsvis ”blødt” område som missionshistorie.
De første 55 sider af bogen går med at hvæsse knivene, før man rigtig går i gang med denne mange retters middag. Metode, materiale, afgrænsning osv. er alle vigtige begreber, der nobelt afklares, før man går til de 4 hoveddele.
Bagerst i bogen overvældes man af en svulmende litteraturliste på ikke mindre end 50 !! sider, heraf en god del upublicerede kilder. Blandt disse er ikke mindst Rønnes eget arkiv, herunder ca. 100 interviews, hvori indgår endnu flere etiopiske personer, bemærkelsesværdigt. Det har krævet store ressourcer blot at få dem sprogligt omsat til et forståeligt dansk, hvilket delvis er sket via tolke. Det er formodentlig ikke mindst gennem inddragelsen af dette vægtige feltarbejde, at bogen har kunnet munde ud i en disputats.

Et af afhandlingens hovedsynspunkter er, at opkomsten og udviklingen af protestantisk kristendom i Kamaataa-Hadiyya ikke er foregået på trods af den gamle etiopisk-ortodokse kirke, men i forlængelse af denne, som en følge af den ”gødning” for kristendom, der dermed i løbet af en århundrede lang historisk udvikling allerede var sket i befolkningen.
I flere bølger i landets historie har det sydlige Etiopien været udsat for erobring og dominans fra en nordfra kommende veluddannet amharisk befolkning. Dominansen har tillige været knyttet sammen med den ældgamle etiopisk-ortodokse kirke, der også havde vundet udbredelse i Sydetiopien – kirken har i sig selv haft flere op- og nedture i historiens forløb. De veluddannede grupperinger blev til magtfaktorer og kom til at udgøre en myndighedselite i Kambaataa-Hadiyya. Myndigheder, som den derværende befolkning, der udgjordes af mange meget forskellige familieklaner, ofte oplevede som undertrykkende.
Den protestantiske kristendom, der jo kom udenlands fra, oplevedes derfor som en befrier fra undertrykkelsen. Mange brød båndene til tidligere religiøse tilhørsforhold, enten det var til den ortodokse kirke, til Kittoosa-kulten (en forløber for protestantisk kristendom), eller til den traditionelle religion (besættelseskult). Idet man gik over til den protestantiske kristendom, fik man også mulighed for uddannelse i boglige færdigheder. Man tørstede efter at lære at læse og skrive, for at få del i den modernitet, der efterhånden også gjorde sig gældende i Sydetiopien. Vekselvirkningen mellem at se sig som værende en del af et lokalsamfund og samtidig opleve sig som en del af en større verden, var en del af moderniteten. Afhandlingen, der både er en historisk, teologisk og sociologisk undersøgelse, gør i store dele af bogen brug af begrebssættet mikrokosmos~makrokosmos til at sætte fokus på sådanne forhold.
Protestantisk kristendom udgjordes af de missionerende organisationer, der kom fra Europa og USA. De var delt i 2 hovedfløje. Det som adskilte de to retninger, var hovedsagelig spørgsmålet om enten barne- eller voksendåb (troendes dåb). Også økonomiske forhold gjorde sig gældende. Hos den ene part lønnedes de etiopiske evangelister af missionsorganisationerne (de nordeuropæiske). Hos den anden, SIM (USA), gik man ind for, at lokale ansatte skulle lønnes helt af den lokale menighed. Men også holdningen til alkohol og polygami var af stor betydning for den store splittelse indenfor protestantisk kristendom i 40erne og 50erne, der først startede som en konflikt, derpå udviklede sig til en stor krise, og til sidst resulterede i for altid at dele kirken i Kambaataa-Hadiyya i to.

Afhandlingen er præget af et enkelt og ligefremt sprogbrug, og i store dele af bogen er stoffet levende fremstillet. Den megen organisationshistorie-problematik er derimod ren ørkenvandring.
Spændende er fremstillingen af den store kristne personlighed Abbiyyo og hans betydningsfulde virksomhed. Spændende er også de mange aspekter af det for os så fremmedartede, men vigtige etiopiske klantilhørsforhold, man får indblik i, og som f.eks. afstedkommer, at en hel gruppe mennesker af gangen almindeligvis går over til kristendommen. Dette fremfor hin enkelte, som den individualistiske tænkemåde - vi vesterlændinge i så mange henseender forkludrer så meget med i Afrika - lægger op til.
Bedst som man tror, at forfatteren i det sidste kap. ”Afslutning og perspektivering” blot vil sammenfatte det læste, fører han kækt en anden forskers teori på banen. Heri spejler han derpå alt det allerede fremførte, så slutningen præges af ny erkendelse, og ikke bare bliver en kedsommelig opsummering af det, læseren i forvejen allerede stod i begreb med hastigt at glemme igen.