Siegfried Lenz holder time - om Nolde

Siegfried Lenz: Tysktime

Gyldendals bogklub
1973
402 sider

Allerede fra første side var jeg solgt: Siegfried Lenz er en sprogets mester, meget præcis, minutiøs og måske omstændelig i sine beskrivelser  - og et afsindig klogt menneske. At man dog aldrig har læst noget af ham før. Og nu er han ældgammel (ak ja, så er han død - her i efteråret 2014, i Hamborg, omgivet af familien, forlød det) men skriver og udgiver stadig. Jeg har haft Tysktime stående i 30 år, men først for nylig, da jeg fandt ud af, at den fordækt handler om maleren Emil Nolde, og derfor foregår i marsken i Sydslesvig, blev det straks klart for mig, at den måtte jeg læse.

  Bogen er på 400 sider, og jeg blev kun mere og mere begejstret som bogen skred frem, indtil – side 300 ca. Så opstod et antiklimaks, der varede ved resten af bogen. Lenz skulle have sluttet bogen efter 300 sider. Selvom bogens komposition er flot lavet.

  Bogen blev vel, ligesom fx Martin A. Hansen’s Løgneren og Rifbjerg’s Den kroniske uskyld, - i sin tid – til analyse pusset på de små stakkels gymnasieelever.

  Jeg personen sidder i ungdomsfængsel på en ø i Elben lige efter 2. Verdenskrig (hvorfor, og at det er et fængsel, får vi at vide i sidste del af bogen) og skal som et straffearbejde skrive om ”Pligtens glæder”. Om det er det han bruger de 3 mdr. i enecelle på, eller om han skriver sit livs historie (vores historie), mener jeg forfatteren drillende lader stå lidt i det uvisse. Jeg blev ikke helt klar over det.

  Bogens miljøer veksler således mellem denne fange-ø og hjemstavnen ved digerne i Nordvesttyskland. I en lille by er hans far lokal landbetjent, og bor – og er vokset op - i samme landsby som Max Ludwig Nansen (Nolde – der altså ikke nævnes ved navn, ligesom bylokaliteterne er ændrede). Jeg har en teori om, at forfatteren har konstrueret ordet Nansen på denne måde: Emil Nolde hed jo i virkeligheden Hansen til efternavn, og det har Lenz sat sammen til N(olde)-ansen. AT det er Nolde det drejer sig om, må man selv gætte sig til, det er ikke noget forf. siger.

  Under 2. verdenskrig fik maleren (som han gennemgående kaldes i bogen) malerforbud.  Det kan han dog ikke overholde, og maler i stedet i hemmelighed en anden type billeder. I bogen kalder han dem ”usynlige billeder” (i virkeligheden kaldte han dem for umalede billeder). Bogens skrivende jeg person, med kælenavnene Siggi og Witt-Witt, er på konfliktkurs med politifaderen (hader ham), fordi denne, qua den myndighedsperson han er, skal og også sørger for at håndhæve malerforbudet.

  Bogens hovedkerne er netop konflikten mellem maleren og politibetjenten. Politibetjenten, Jens,  er den pligtopfyldende, lovlydige, grotesk blindt adlydende, paragraf-rytteriske, en-regel-er-en-regel-og-den-skal-holdes-menneske. Her overfor står maleren med sit åbne kunstnersind og varme menneskelighed, som Siggi (bogens skrivende jeg person) er gode venner med. Siggi lever en stor del af sit liv på malerens gård. Ufattelig humoristisk er det kapitel, hvor politibetjenten i dagene lige efter krigen stadig i en nærmest pligtopfyldende feberrus brænder malerens billeder af ved en gammel mølle. Her overbringer sønnen Siggi ham en meddelelse om, at man har ringet og meddelt, at en landskommisær og en engelsk general vil komme og se malerens billeder.  (Rehabilitering!)  Pligtskyldigst farer politi-Jens straks på sin cykel afsted til malerens gård, og står i stiveste uniform ret og gør honnør, da den fornemme bil ankommer. Han hilser også slesk på maleren (hvis værker han just brændte, og hvis værker honoratiorerne nu er her for at beundre) og bukker og skraber.

  Siegfried Lenz er eminent god til karakteriserende at beskrive mennesker, og har en formidabel skarp psykologisk iagttagelsesevne. Et par eks.:

”Vor læge var en kraftig, gammel mand, gangbesværet, rødhåret, en snøftende kæmpe, som erfaringen havde lært at bøje hovedet…..Han nøjedes aldrig med at konstatere en enkelt sygdom, mistænksom, som han var, gav han sin patient et udvalg på mindst to eller tre sygdomme.”

Den kære mand, ikke?

”På den korte vej fra døren og ind i opholdsstuen hvilede doktor Gripp sig to gange ved at læne sig mod væggen og bøje den i forvejen bøjede, svære nakke endnu dybere og knipsende med fingrende begyndte han at trække vejret rytmisk.”

  Sikke en iagttagelse:  Knipsende med fingrene! Den er der i sandhed ikke mange der ville kunne få med i en karakteriserende beskrivelse!

  Om politibetjenten, der er oprevet: ”Mens han telefonerede havde han knappet sin uniformsjakke, men nu knappede han den op igen,…”. Han ved ikke selv at han gør det, men vi ser det, fordi forf. lader os opleve det!

 Den bryske, videnskabselskende, elevforagtende biologilærer skal lære sine, citat: ”kvajpander”, at se i mikroskop:

”Så førte han glaspladen ind og bøjede sig over mikroskopet, lukkede det ene øje, hvormed hans ansigt fortrak sig til et voldsomt grin, famlede flere gange ved siden af, indtil han fandt den sorte skrue, drejede på skruen og fremskaffede skarphed, og med et ryk, så det knagede, rettede han sig op. Han mønstrede os. Triumferende. Formanende.”    

   Man ser for sig den selvgode, selvhvilende lærers gebærder ved mikroskopet og respektkrævende triumf over for de dorske elever.

   Som maler er det i øvrigt en fornøjelse at læse Lenz’ mange kyndige og virkelig udmærkede fagtekniske beskrivelser af maleriet.

  Lenz bruger ikke anførselstegn ved direkte tale. Og han er suveræn til alt det med tider. Man kunne forestille sig en samtale som: Om han måtte tage et stykke mere. Men ja, da, man skal ikke sådan holde sig tilbage. Han ville da heller ikke have haft noget imod….

Eller:

”Langsommere og langsommere, på tåspidserne hen ….. - rejse sig forsigtigt med ryggen mod væggen, nærmere hen til det brede vindue, bare ikke røre – hvad bestiller han derinde,… ”(side 208) – Hvad er det for en tid? Det er oplevelsestid!

  Der er kun ét årstal i bogen (side 301). 1954. Bogens fortæller står ved løsladelsen fra ungdomsfængslet: Nu røbes at han har stjålet billeder mange steder fra, for at sikre dem! (Redde dem fra tilintetgørelse!) Handlingen forgår vekslende i de to omtalte miljøer under og lige efter 2. Verdenskrig. Men hvorfor al den pædagogiske snik-snak efter krigen. Bogen burde være sluttet godt af her – som et mesterværk.

------

   Et par kuriosa:

  Nolde boede i beg. af 1900-tallet igennem mange år i sommerresidens nær havet få kilometer fra mit bardomshjem på Als (Elstrupskov og Elstrup). Min bror siger, at han kom i møllen hos min bedstedfar for at købe korn.

  På vejen her i vor by, Vejle, bor i øvrigt en kvinde, hvis bedstefars bror var Emil Nolde, og som jævnligt har besøgt ham på hans gård.

  Siegfried Lenz ville i sin tid gerne købe hus på Als i Høruphav lige ud til vandet, men byboerne i Høruphav nægtede ham lov til at købe det - de små fjolser.