Sandhed og løgn i romanform

Peer Aarestrup

Kanas land
Roman
DreamLitt
2018
96 sider

Har man først sat tænderne i Peer Aarestrups nye fine og 5. roman, Kanas Land, vil man have mere. Bogen fortælles i præsens, nutid, der bevirker, at man på det nærmeste bliver ét og samtidig med den igangværende historie. I et stramt og letlæst sprog driver forfatteren uden de store svinkeærinder læseren frem mod målet, afklaringen på den livsgåde, som den prostituerede unge kvindes to tvillingesønner udgør for sig selv. Hvem er vores/min far? De to drenge adskilles ved livets begyndelse, og aner intet om hinandens eksistens, indtil de ved 18 års alderen ad tilfældighedens vej via et avis foto og et foto i Halvor-familiens gemmer spores ind på hinanden.

   Den ene tvilling, Halvor, vokser op hos sin familie i Vejle med sin stedfar og mor og handicappede søster. Den gode, og for sin søster omsorgsfulde og kærlige unge mand, redder en dag sin veninde og klassekammerat fra druknedøden, men må i første omgang tale usandt om hændelsen. Heltedåden foreviges med foto i avisen.

   Den anden tvilling, Janus, bor med sin forhutlede mor og en hund under kummerlige vilkår i København, hvor moderen modtager kunder, der stort set altid banker hende. Han kommer dog til at vokse op under gode og kærlige kår på børnehjemmet Kanas Land i Gentofte.

   Halvors far udvikler sig i tyrannisk retning, og kalder i et ubehersket og vredt øjeblik sin søn for en horeunge. Det lykkes siden ad omstændelig vej Halvor at opspore sin tvillingebroder i hovedstaden, men føler samtidig sin fars ildevarslende skygge som en følgesvend på turen frem og tilbage.

   Efter moderens død, og ikke lykkelige gensyn med de sammenbragte drenge, synes man mod slutningen, at historien må gå mod en uforløst og lidt småkedelig slutning. Lige da lader forfatteren med et en bombe springe, der i ét forløser hele mysteriet, og afslører hvem der er faderen, og dette som én, der har levet sit liv på en løgn. Drengene derimod står som sanddru i deres higen efter at kende sandheden om deres livsskæbne, og foretager et frontalopgør med den afslørede fader. Man havde godt nok anet et eller andet undervejs, men det lå i det dunkle; en god forfatters trick, at lade læseren hive efter klarhed i noget dunkelt fremsat. Hvad bliver det til?    

   Den skønne katarsis mod bogens slutning renser så velgørende sjælen, så man både godter sig og griner og jubler på en gang. Den viser noget af det en roman kan, når den er god. Så hvorfor holde sig tilbage fra at kalde Aarestrups katarsis for genialt udtænkt?