Litteraturens verden - expecting people -- Building the future - stone by stone, letter by letter!

Litteraturens verden - expecting people -- Building the future - stone by stone, letter by letter!
Ars longa, vita brevis

søndag den 31. januar 2010

Lawrence Durrel - Causeri




Lawrence Durrel
Alexandria kvartetten
Gyldendal

Alexandria kvartetten er de mest kendte af Lawrence Durrels bøger, 4 bøger der foregår i byen af samme navn og deromkring, og i et helt og aldeles anderledes ”rum”. Durrels univers vibrerer af sansemættet dekadent skønhed og patos. Han er en verdensmester i metaforer, og vel nærmest skaberen af udtrykket ”the spirit of place”. I bogen af samme navn med digte og rejse-essays, opponerer han fx imod Abu Simbel templets flytning (før Aswan dæmningen ville oversvømme det hele), fordi netop stedets stemning ikke ville være det samme derefter.

Alexandria kvartetten er et eksperiment, idet han heri afprøver sin ide om at lægge den dengang forholdsvis nyfremsatte relativitetsteori til grund for kvartetten. Alle 4 bøger foregår på samme tid, så at sige lagt oven på hinanden. Selvom der fremstilles et helt prosaisk univers med by, land og agerende personer, er der ikke en kontinuerlig handling i bøgerne i traditionel forstand. Personernes indbyrdes forhold vendes og drejes fra alle mulige perspektiver. Højst særprægede personligheder i en lige blanding af eksotiske ægyptere, engelske emperiefolk fra kolonialadministrationen, jøder, ludere, barberer, forretningsfolk, forfattere osv., udgør den enestående ramme for denne de kranke lidenskabers og passioners verden. (Fx er den græske, men i noget af sit liv i Alexandria bosiddende og engang reelt eksistrende forfatter, Gavafy, en helt central reference figur i værket - har læst hans digte på engelsk.)

Der findes hist og her veritable Durrel dyrkere, såsom Poul Elming, chef for Ålborg Symfoniorkester (2007): ”- Hvad har formet dit livssyn? – Det har Lawrence Durrels firebindsværk ”Alexandria Kvartetten”. Jeg læste bøgerne i slutningen af 1970’erne, mens jeg studerede…i Wiesbaden. Værket var svært at komme i gang med, men pludselig var jeg grebet, og kunne slet ikke slippe bøgerne igen. Romanen beskriver det samme hændelsesforløb set fra fire personers synsvinkler. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, og jeg har aldrig rigtig sluppet den påvirkning.” (Kristeligt Dgbl. 1.9.07). Jeg købte værket i 1980, kan jeg se, og har forløbig (kun) læst de to første bind.

Ikke desto mindre har Durrel påvirket mig meget. Nogle rejsebøger (eller måske rettere ’opholdsbøger’) fra hans længerevarende bosiddelser på fx Cypern og Rhodos viser Durrel fra hans suveræne side. Ingen overgår ham i beskrivelser af folk, kvinder, steder og stemninger.

Der er lavet, var det nu 3 eller netop 4, TV-udsendelser om Alexandria kvartetten, pyh, de er fra medio ’70-erne, og altså i sort hvid. Jeg så dem på mit lille Københavner-studenterhybel ca. ml. 1976-78, og jeg blev helt ude af mig selv af begejstring. Durrel bliver interviewet, og man ser hele tiden forskellige lokaliteter fra Alexandria og omegn, vilde heste der rides i ørkenen, et sindsygt mulddyr der trækker en overrislingspumpe osv. Sanse- og stemningsmættede indtryk fra hans bøgers verden, kommenteret fantastisk af ham selv, hvor man ser ham siddende i en palmehave på stedet. Ikke mindst virker de udsendelser så besættende, fordi Tørk Haxtausen, (dansker, død nu) hvis dybe, let nedtonede basstemme, der fik hver sætning til at lyde skæbnetungt på en besættende måde, var kommentator på udsendelserne. Kommentarerne var ikke hans egne, men oplæsninger af Durrel -udtalelser.Tørk Haxtausen havde så absolut og helt suverænt Danmarks smukkeste og mest betagende stemme. Jeg har aldrig kunnet genfinde disse udsendelser, heller ikke ved en forespørgsel hos DR, jeg vil spørge det engelske Durrel-selvskab om de kender dem, men jeg mener ikke de er oplistet på deres bibliografi. Meget underligt.

Den yoga- og buddistdyrkende (og kristendomskeptiske) Durrel var i mange år bosiddende i Sommiers, Sydfrankrig. En engelsk kosmopolit, der aldrig har boet fast i England, som han anså for et bornert land, men derimod elskede Middelhavslandene. Skrev også bl.a. fra Sydfrankrig sin Provence kvintet, der ikke er så kendt. Om hans relativitets eksperiment med Alexandria Kvartetten er lykkedes, er der delte meninger om. Hans stjerne er aftaget siden hans død i 1990,forud var gået en forhutlet periode med skuffelser over manglende anerkendelse (altså i den helt, helt store stil for hans senere værker), datterens selvmord, den sidste af hans 4 koners død, skiftende partnere, for meget trøstealkohol og sygdom. Jeg har skimtet flere store engelske biografier om ham igennem, kommet efter hans død, hvor hele denne sidste periode virker noget tragisk.

torsdag den 28. januar 2010

C.S: Lewis' omvendelse



C.S: Lewis: Overvældet af glæde
Selvbiografi
Scandinavia
253 sider

Samt lidt causeri om Lewis i al almindelighed.

I
Ved begyndelsen af læsningen:

Er lige begyndt på C.S.Lewis’ selvbiografi 'Overvældet af glæde' (ham med bl.a. Narnia-serien), som jeg godt nok læste for ca. 30 år siden, men da på engelsk under titlen: Surprised by Joy.
Jeg opponerer mod den danske titel oversættelse, men er måske ikke skrap nok til det engelske? Lewis giftede sig meget sent i sit liv med Joy, som han vidste var dødssyg af kræft. Mon ikke han kendte hende, da han skrev den i 1955? Så kunne der jo sagtens ligge et ordspil gemt deri: Overrasket af både følelsen glæde og af kvinden ”Glæde”. Så bliver ”overvældet” ikke præcist nok.
Latterligt er forlagets eller oversætterens bemærkning i ”Om forfatteren” :”….vel nok sin tids mest indflydelsesrige forfatter.” Han var overhovetdet ikke kendt, slet ikke udenfor England, og først siden i større udstrækning gennem Narnia-serien, hvis berømmelse læner sig op af, at Tolkien (hans gode ven) fik berømmelse med sin Ringen. Typisk et forlags over-promovering af en foreliggende bog og forfatter, som en der er substans i.
Vores hjemlige og for længst afdøde Vagn Riisager (bl.a. litt. anmelder ved Kristeligt Dagblad), giver dog allerede i 1953 i sin Påskelilje og præstehat – Indtryk fra Englands kirke, på godt en sides penge en rammende karakteristik af denne forfatter med det helt store intellektuelle overskud, af en eller anden uni-kollega kaldet ”The real great man at Oxford”.
Lewis’ fremstilling af den første skole han som lille dreng gik i i England (kom selv fra Belfast, Irland), får mig til at tænke på kostskoleberetninger – fra andre læste bøger: F.eks. G.K. Chesterton: Erindringer, Kiplings: Lidt om mig selv, og skildringer i romaner som Ken Follets Farlige penge, John Irving: Indtil jeg finder dig (kæmpe underlig og fascinerende erindringsroman) og Charlotte Brontee: Jane Eyre. – Ofte er det opdiskning i lange baner af deprimerende oplevelser, snæversyn, dårlig mad, korporlig afstraffelse og elendig pædagogik.


II
Efter endt læsning:

Man oplever en slags god katarsis virkning, når man har læst en bog, og så får lov lige at sætte en mening og en oplevelse om den på print. Mærker den samme glød hos andre bogbloggere, når jeg læser deres (jeres) indlæg. Der er noget godt i at samle op og trække en rød linie i det man lige har læst.

Portrættet af C.S. Lewis’ fader fylder en hel del i bogen, en godhjertet og intelligent, men på mange måder håbløs figur. Vi følger Lewis’ udvikling gennem andre skoleforløb end det ovenfor nævnte, hvor flere lærere og kammerater får afgørende betydning for ham.
Lewis (1898-1963) bekender sig selv som romantiker, men har en skærende klar logisk argumentationsevne. Han fik tidlig stor interesse for den nordiske mytologi. Jeg har altid haft ham mistænkt for at beundre hele denne verden på afstand, altså haft på fornemmelsen, at han egtl. aldrig kunne tænke sig at sætte sin ben i fx Danmarks prosaiske jord. Og ganske rigtigt, så betoner han min sandten her åbenlyst dette selv.
Romantiske temaer kunne være hans vandringer, helst på egen hånd, så han kunne dagdrømme. Befandt sig ellers fortræffeligt i venners selvskab, bl.a. sammen med The Inklings (dvs. dem der skriver med blæk, altså i hånden), forfatterkollegaerne, der samledes en ugentlig eftermiddag på en pub (bl.a. Tolkien, hans gode ven), snakkede litteratur, røg pibe og drak ale.
Andre romantiske temaer jeg lige hitter: Sansen for landskabet. Det er helt forrykt fremherskende hos ham. Det være sig et tornekrat eller registreringen af et blidt bølgende engelsk bakkelandskab. Han kan lede i landskabet efter betydninger, noget han har mødt før, der udsiger noget i en ”toneart”, giver stemning. - Bøger, læsning ved kaminen med te. - Én sætning i en roman der kan ramme og få betydning for ham.
I en billedbiografi jeg har om Lewis, fortælles mere om eccentrikeren, såsom hans forkærlighed for at bade nøgen i sin sø i haven, og at han gerne smed de bøger væk, han havde læst - nu kunne han dem jo (han var berømt for at kunne citere efter hukommelsen).
Han havde i øvrigt den opfattelse, at en forfatters værker skulle stå alene, og ikke behøvede nogen udenomsforklarende bøger, essays og deslige, for at lukke op til dennes verden. Debatterede i en udgiven brevbog dette emne med E. M. W. Tillyard (The personal Heresy), fremragende litterat, der havde en anden mening. Jeg er så afgjort på opponentens parti. Jeg elsker alt udenoms forklarende, profilerende, omkring forfattere – biorgrafier, billedbiografier, essays, film, dagbøger, what so ever. Selvom en forfatters værk naturligvis skal kunne stå helt alene.

Overvældet af glæde er en lang rejse hjem, fra den kristendom han bekendte sig til som ganske ung, forlod, og først efter en lang, lang erkendelsesrejse finder tilbage til igen i beg. af 1930’erne, ikke mindst støttet af gode kristne venner. Glæden er et gennemgående tema i hele bogen. Han finder omsider ud af, at glæden ikke er en genstand men en person, ikke retter sig imod noget, men mod nogen. Til sidst overgiver han sig, om end meget, meget modvilligt, giver så at sige op, eller som kristne pænt ville sige, overgiver sig til Gud. Men det er herligt og typisk for Lewis, den absolutte måde han beskriver dette på. ”Jeg ved hvornår, men ikke hvordan, det sidste skridt blev taget. Jeg var på vej til Whipsnade en solrig morgen, da vi tog afsted troede jeg ikke på, at Jesus var Guds søn, og da vi nåede zoologisk gjorde jeg.” Jeg beundrer hans modige og ensomme vej mod kristendommen. På de engelske universiteter rådede der en grænseløs, selvtilstrækkelig ateisme og radikalisme. At tage bolden op og tænke tingene konsekvent igennem trods hån og let ironisk trækken på smilebåndene, det har min største respekt.
Lewis var for øvrigt ikke nogen sødladen kristen. Han brød sig absolut ikke om præster, orgelmusik (ak, siger organisten), kirkegang og salmer. ”Religion for mig burde handle om gode mænd i ensom bøn og i samtale mellem to eller tre personer om åndelige anliggender. Og det slørede, tidsspilde og besvær! Klokkerne, menneskemængden, paraplyerne, bekendtgørelserne, travlheden, at arrangere i evindeligehed. Salmer var (og er) yderst utålelige for mig. ” Osv.
Og så blev han alligevel en af de største kristne apologetikere i 1900-tallet. Han har et mangeartet og vidtstrakt forfatterskab bag sig. I Danmark var i mange år kun ’Fra djævelens blækhus’, om den ondes mangfoldige påhit for at drille og narre kristne fra troen, rigtig kendt. Siden er der kommet flere af hans bøger, fx Det er kristendom og En sorgens dagbog, skrevet, da han mistede sin Joy (jfr. omtale i del I). Den har i Danmark bl.a. gået som teaterstykke (Frits Helmut) og er kommet som film med Anthony Hopkins i hovedrollen som Lewis. Også fremragende biografier er oversat. Lewis døde desværre alt for tidligt i 1963.
Jeg elsker Lewis for bl.a. hans konsekvente og totalt usentimentale forhold til kristendommen. Var Gud virkelig til, havde han virkelig åbenbaret sig og sagt at han var Gud (ikke en gud), så VAR han den han sagde han var, ”Jeg er”, og så var fakta givet. Ikke så meget pjank. Sådan! Så var det bare at finde ud af, hvad han ville os. Hvor svært kan det egentlig være! – Det var selvfølgelig derfor han fandt glæden, da han ”fandt hjem”.

lørdag den 23. januar 2010

Adriaan van Dis - Hårdt identitetsarbejde


Adrian van Dis: Huset i klitterne
Gyldendal
221 sider

Der er for få bøger oversat af denne intelligente forfatter, hvor man ikke læser mange linier, før man stopper op og tænker: "Der er indhold i dette her!" Lækre sætninger og fine iagttagelser i mikrokosmos'et.
Romanen foregår dels i Holland, dels i eftermindet fra et langt kolonialherrefolks, hollændernes, ophold i Indonesien. Indonesien var engang Hollandsk koloni. Da familien, mor, 3 døtre og en lille søn, samt en kommende mand til den ene af døtrene, lige efter krigen vender hjem til Holland, prøver de at bygger en tilværelse op i deres nyerhvervede hus i klitterne ved havet. Bogens mandlige hovedperson ser tilbage på sin opvækst fuld af hårde disciplinære afstraffelser og opdragelsesmetoder, hvor faderen brugte rem og linial til korporlig "disciplinering", for at hærde og gøre sønnen til en ordentlig mand. Hans ene søster dør i bogens begyndelse af kræft, og en anden i bogens slutning af ditto, efter at hun er immigreret til Canada, hvor moderen og hans søster fra Holland samt han selv besøger hende og familien ved hendes sygeleje.
I Indonesien interneredes familien i en lejr af japanerne, der havde besat landet. Og de mange hårdhændede oplevelser der, samt mange andre episoder fra familiens tid i Indonesien, og oplevelser fra hans opvækst i Holland, hvorunder faderen dør mens han er ung teenager, danner baggrunden for det arbejde han ihærdigt gør sig for at stykke et billede af familiens og dermed sin egen identitet sammen.

Stemnings seismografen Ole Sarvig



Ole Sarvig:
Midtvejs i det 20. århundrede
Gyldendals Uglebøger

Det kan vi bestemt ikke sige vi er længere, vel. Men bogen er på en måde tidløs. Dens indkredsning af det moderne menneskes ensomhed og identitetsløshed i de europæiske byer (skrevet 1954), matcher meget vel hans øvrige forfatterskab. Hans skriftlige sprog minder meget om den manende, men følsomme mundtlige fremstilling man husker, hvis man har hørt ham live. - Poul Borums: Samtaler med Ole Sarvig giver i endnu højere grad præcision og uddybning af temaer i hans forfatterskab. - Krisens billedbog og kriminalromanen De sovende er andre bøger jeg har læst. - Sarvig var også kunstanmelder, og hans sprog, der seismografisk registrerer stemninger og atmosfære, er vel skærpet godt derigennem.
Jeg husker tydeligt den dag i 1981, da jeg i min Københavner-studentertid chokeret hørte, at han var død under mystiske omstændigheder dagen før. Har man nogensinde fået klarlagt, om han faldt eller lod sig falde ud af det åbne vindue på 3. sal - og døde deraf?

Jørgen Leth's erindringer - ikke mindst erotiske


Jørgen Leth: Det uperfekte menneske
Gyldendal 1996
365 sider

De meget omtalte og forkætrede erindringer af manden med den magiske kommentatorstemme fra Tour de France fra for år tilbage. Han blev jo decideret "sat af holdet", ho, som følge af hans frivole erotiske beretninger i denne hans første erindringsbog.
Jeg synes godt om hans koncentrerede sprog, der virker rent og skarpt. Jævnligt skriver han som vi kender hans mundtlige, næsten magiske, korte opremsende sætningstyper fra Touren. Man tænker dog en del gange, om han mon i det hele taget har redigeret på bogen under skriveprocessen, for han gentager ting som han allerede har sagt før, som om de bliver fremsagt for første gang.
Barndommens cykelbane-verden i Århus, ungdomsårenes journalistuddannelse og diverse ansættelser på forskellige aviser, de mange rejser ofte til eksotiske egne (Sudan, Sydamerika fx.) og den modne mands filmskabelser - det sammen med de fire koner (var det ikke det beskedne antal?) "på skift" foruden mange udenomserotiske forbindelser (forblindelser), udgør bogens hovedindhold.
Og så kommer den egentlige grund til, at så mange som tilfældet nok er, har læst bogen. De afsnit virker som små stærke røde streger midt i et langt manuscript. De fylder ikke så gevaldig meget i bogen, men træder frem som ildsøjler. Ikke mindst fordi jeg synes man her oplever en helt anden Jørgen Leth end i det meste af den øvrige nøgterne og usvulstige tekst: En infantil provokerende glæde ved i stærke vendinger at berette om usyret og saftig sex, og det helst med så unge piger som muligt. Side 318: "Hendes kusse boede godt i krydset mellem hendes velformede ben, hendes røv var ekstraordinært fast og flot." Og kapitlet "Kokkens datter" lyder i sig selv, når man efterhånden kender Jørgen Leth, som en optakt til et nyt erotisk eventyr, hvad det så sandelig også er. Hun er 17 år, siger hun selv. Side 308: "Jeg mærker efter om hendes kusse er våd. Det er den, hun er klar, og jeg kan tage hende uden forspil. Hun venter altid på, hvad jeg har lyst til. Hun indtager en stilling på knæ på sengen. En slags venteposition." Osv. Jeg undlader at komme med de efterfølgende endnu mere åbenhjertige sengekantsbeskrivelser - eller var det i øvrigt ikke i hans svømmepøl det foregik. Senere viser det sig faktisk, at jomfruen kun er 16 år. Jamen hildemænd dog! Kokken/forældrene aner selvfølgelig ingenting, for hun går jo bare til sprogundervisning hos Leth: Så kapitlets triumferende slutsætning, tænkt af det stakkels intetanende fædrene ophav lyder: "Og så kan hun måske også lære lidt engelsk."
Som en dokumentar over, hvad vi menneskens børn dog alt kan hitte på i den retning, er det sikkert berettiget at tage det med på denne måde. Ellers ville det vel have været for civiliseret, ud fra den definition Oscar Wilde engang har fremsat: Et primitivt menneske er et civiliseret menneske uden låg på.

fredag den 22. januar 2010

Canadas grand old man - Robertson Davies


Robertsen Davies. Ja, det er altså hans fulde navn, ikke noget med, at jeg vist har glemt fornavnet. Jeg læste hans Deptford trilogi - for ca 20 år siden. Han er (eller rettere -desværre - var) en stor forfatter. Man står nogle gange næsten afmægtig over for at skulle forklare, hvad en bog har betydet for en. Den første bog i serien satte afgørende præg på mit liv. Et stærkt udsagn, men Robertsen Davies er en troldmand med sproget. Jeg har for ikke så mange år siden prøvet at genlæse bogen. Denne gang efterlod den slet ikke så stærkt et indtryk. Det siger mig noget om, at man måske kan tappe en bogs energi, essens, åndelige indhold, kald det hvad du vil, og "omsætte" det i ens liv. Næste gang man kommer til den igen, er man kommet videre i livet, og bogens magi er ikke den samme. Derfor er det altid vanskeligt at anbefale en bog. Andre lades uberørt af det, der har været et jordskælv for en selv.

Læste i sommers Robertsen Davies formidable "En klog mand". Det er en fantastisk bog. Jeg prøver naturligvis med min efterhånden erhvervede alders-modenhed at aflure hans stil og skrivekunst. Han er uhyre intelligent. Han er en sand vismand, der hele tiden formulerer sig med utrolig stor kraft. Aldig dødvande. Breder emnerne roligt ud, som ringe i vandet. Stor episk bredde. Raffineret form. Lærdomstunge emner fremstilles i ubesværet lethed. (Jeg siger ikke at det har været let for ham.) Behagelig måde at øge persongalleriet. Stille og roligt føjes flere til. Ikke så mange på en gang, så man har svært ved at huske dem. Rammende personkarakteristikker. Essenser af indsigt og visdom i en uendelig strøm. Lækre formuleringer. Morsom og humoristisk. Men også dybt seriøs og alvorlig. Endelig ikke pjattet. Han er en af de forholdsvis få forfattere, der præger én med et stempel, som er varigt. Man har spist mad, der mætter, når man har læst ham.