Thorstein Thomsen: Sproget er et tog - en børnebogsforfatter om sit arbejde

Thorstein Thomsen
Sproget er et tog –
en raket, en fugl, en engel
- en børnebogsforfatter om sit arbejde

Dansklærerforeningen 2003, 132 sider

Der er ikke noget skønnere end at gøre et bogkup. I min studietid støvede jeg rundt i snesevis af københavnske antikvariater og gjorde kup. Sidste år så jeg i vinduet i en Røde Kors genbrugsbutik i den by jeg nu bor i Thorstein Thomsens bog, og blev fanget af undertitlen, ”en børnebogsforfatter om sit arbejde”. Efter et øjebliks bladren i bogen, var jeg klar over, at jeg havde gjort et kup. Et kup er bl.a. at man har ”narret” dem man har købt den af; de aner slet ikke, hvor meget bogen egentlig er værd (i kvalitet), og prisen står derfor slet ikke mål med indholdet - 15 kr.! Ha, man gnider sig i hænderne og fryder sig – så må man gi’ lidt til nødhjælpen med den anden hånd.


Skrevet efter læsningen:
I de indledende kapitler gør Thorstein Thomsen nogle formidabelt spændende iagttagelser om litteratur i al almindelighed - forudsætninger for at skrive, magien osv. Det er værd at bemærke, at han i bogen kun til dels skriver om børnelitteratur. Langt overvejende behandler han sprog og litteratur som sådan. Jeg troede slet ikke der fandtes den slags på dansk! På få sider formår den kvalitetsbevidste, klart skrivende og intellektuelt velafvejede forfatter med begejstring at give erfaringer, holdninger, tips, tekniske gennemgange af litteratur - såvel i teoretisk henseende som af faktisk eksisterende litteratur - videre til læseren, der sidder inspireret tilbage. Der er utallige ideer til ansporing og efterfølgelse for vordende forfattere. Bogen kan læses som en vejledning i skrivekunsten (både af voksen- og børnelitteratur), og ikke bare som Thorstein Thomsens egne oplevelser med arbejdet. Det er en bog ingen læsende og skrivende mennesker kan undvære!


Omkring midten af bogen kommer jeg til at tænke på, at den er udgivet af dansklærerforeningen. Men det ’lærer’-pædagogiske præger den ikke synderligt. Alle kan læse den med stort udbytte.
En strejftanke: Forfatteres skrivetips interesserer mig i det hele taget. Den slags er det jo næsten pinligt at skulle fortælle om til venner og bekendte. Sig mig, leger du forfatter? Men jeg tror man kan blive en meget bedre læser af at interessere sig for den tekniske/teoretiske side af forfatterhåndværket. Eller blot det at beskæftige sig med at bruge sproget. Jeg er for øjeblikket vildt optaget af en amr. hjemmeside (portal), http://www.myunicorn.com/authlink.html, hvor man kan studere en mængde (overvejende amerikanske) forfatteres hjemmesider. Rigtig mange af dem har en fane med skrivetips, skriveundervisning, og bøger de har læst, studeret og kan anbefale. Der er meget at hente. Jævnligt kan man læse deres beretninger om, hvordan deres skrive-dag går.


Børnebøger interesserer mig, mest sådan teoretisk. I børnebøger slipper man fantasien løs. Selvfølgelig bruger man også fantasien i al anden litteratur, men ikke, tror jeg, med opmærksomheden så udelt rettet mod det at fabulere, at fantasere. Det er som om børneuniverset er et særskilt univers. Det virker ikke på mig, som hvis man ville skrive en ”realistisk” voksen roman. Det er nok ikke den fulde og hele sandhed. Og børnebogsforfattere vil protestere: Så du tror det er blot og bar fantaseren derudaf? Eller: Som om børnebøger ikke kan være ’realistiske’osv. Måske har det jeg opfatter som det fantasirige, også noget at gøre med, at barndommen for den voksne står som ’det tabte land’. Det er en sakrosankt kasse med erindringer og oplevelser fjernt fra nutiden, der ikke må pilles ved.
Jeg læste f.eks. for godt 40 år siden en drengedetektivroman af Alfred Hitchcock om drenge i Los Angeles, der holdt til i deres hule på en ophuggerplads for udslidte biler. (I et sådant sceneri er virkelighed og fantasi nærmest i sig selv blandet sammen!) Disse helte satte efter nogle sande forbrydere. Jeg husker ikke så meget fra bogen, andet end nogle stemninger og få billeder: Hvordan de kører i en gammel spand af en bil på motorvejene, deres (u)hyggelige gemte hule-virksomhed på ophuggerpladsen. Det hele står i et specielt erindringens skær. Det kunne være sjovt at genlæse sådan en bog, men måske skulle man lade være. Ka være det bliver for prosaisk en oplevelse. Magien og ’skæret’ ville måske forsvinde og en skuffelse blive tilbage: Nå, var det egentlig ikke andet, den var jo slet ikke så god. (Tombe, DU har jo flyttet dig i livet, mand!)

Mari Strachan: Jorden nynner sin hemmelige sang (norsk) - For Aschehoug

Mari Strachan:
Jorden nynner sin hemmelige sang (norsk)
Aschehougs forlag (Norge)
316 sider

Bog-blog anmeldelse for Aschehoug

1)
Den engelske forfatterinde Mari Strachans debutroman er en hjertevarm historie om den 12 ½ årige pige, Gwenni, fra Wales i Vest England. Hun bor sammen med sin mor, far og den et år ældre storesøster, Bethan, i en lille by - samt med en kat og en papegøje, der bærer de herlige navne John Morris og Lloyd George. Hele historien fortælles i nutidsform af Gwenni. Hun er en kvik pige, der læser mange bøger og har den forunderlige evne om natten at kunne flyve op over sin hjemegn og se det hele fra oven. Det er noget hun fortæller ganske åbent om, og derfor synes hendes skole- og legekammerater foruden hendes storesøster, Bethan, der i væsen ligger langt fra Gwennis, selvfølgelig at hun er skør. Hendes mor forbyder hende at snakke om det og kommer med sit evindelige omkvæd til Gwenni: ”Ikke vær dum, Gwenni”. Gwennis flyveri, hvorunder hun også hører det som om jorden synger sin sang, fungerer ganske naturligt i bogen, det virker ikke mysti-fystisk eller er præget af okkulte eller nyreligiøse overtoner. Det er nærmest en uskyldig nobel færdighed hun er i besiddelse af.

I begyndelsen af bogen tænker man, at dette bliver en lang uskyldig og rosenrød beretning. Hele handlingen foregår i den lille by (der faktisk i modificeret form, har jeg senere læst, er forfatterens opvækstby), hvor vi stifter bekendtskab med hendes kammerater, diverse voksne bysbørn og andre familiemedlemmer. Gwenni deler mange tanker og oplevelser med sin bedste veninde, der altid har et overmåde rapt svar på læben til alt. Når Gwenni gengiver hendes synspunkter, der refereret til en voksen kan være meget pinlige, er morens typiske og mangfoldigt gentagne kommentar: Hun bør vaske sin mund. Svarene virker som taget fra en lidt svunden tid, og historien foregår da også i ’50-erne, hvilket vi efterhånden selv skønner (men ikke direkte får at vide) ud fra relateringer til 2. verdesnkrig.
Gwennis muntre og ligevægtige far går hver morgen til sit murer arbejde og moren passer hus og hjem. Hun kommer let til at skælde ud på Gwenni, og hendes ”nerver”, som det kaldes, viser sig at forværres tiltagende igennem bogen.
Vi følger Gwenni mange steder rundt i nærmiljøet, såsom over til hendes jævnaldrende venner på en gård i nærheden og i søndagsskolen. Med sin egen fine tone og humor farver Mari Strachan alle disse nærmiljø episoder. Hvert kapitel afsluttes med et eller andet lille raffinement, ofte en humoristisk pointe. Gwenni vil gerne gøre det gode, men kommer tit uheldigt af sted. Derfor ser hun sig ofte nødsaget til at bruge lyve-kors: Krydser fingrene alt imens hun er nødt til at fortælle noget der ikke er den fulde sandhed. Det er meget sympatisk fremstillet. I kirken kommer hun om søndagen under kirkegangen til at tabe sine medbragte mønter til kirkebøssen, så de triller ud over gulvet. I søndagsskolen anstiller hun sammen med de andre søndagsskolebørn, men dybsindigere end dem, betragtninger over sjælens eksistens, og kommer med raffinerede spørgsmål. Gwenni har også en sympatisk medlidenhed med den rævepels med hoved, som en af byens fine damer altid bærer omkring halsen. For har dyr ikke en også en sjæl? Spørgsmålet beskæftiger hende meget. Hun beslutter derfor at udfri dens forpinte sjæl af dens uværdige liv. Det kommer der en skrækkelig historie ud af. Men hun gør alt af god vilje. Alle disse episoder er præget af fin og finurlig humor.

På et tidspunkt erfarer vi så, at faren til hendes vennepar på gården er forsvundet. Senere hen, faktisk lige i midten af bogen, findes han myrdet. Nu spidses historien til, og det viser sig, at det ikke bare er en ”søndasgsskolehistorie”. Gwenni sætter sig ihærdigt for at opklare mordet på samme vis ”som de ægte efterforskere” (hun læser detektivromaner), vha. sin synske og flyvende kunnen, ikke mindst da hun mener de forkerte personer bliver anklaget og arresteret for mordet.
Gwennis mor får det parallelt med opklaringen af mordet værre og værre, må ha beroligende medicin, og ligger meget af tiden i sin seng med hovedet apatisk vendt ind mod muren.
På et tidspunkt beskæftiger børnene i skolen sig med øjenfarver og deres sammenhæng med det genetiske. Et forældrepar der begge har blå øjne kan således ikke få et barn med brune øjne. Gwennis kvikke og frække søster bliver komplet hysterisk og dybt bedrøvet, da hun erfarer om dette, for hun har brune øjne. Hun forlanger - i et velskrevet og gribende kapitel om sandhed og løgn - at få ren besked fra moderen, men denne har aldrig villet og vil ikke røbe hvem der er faderen. Men vi aner hun havde et perifert forhold til den myrdede under krigen. Faderen elsker dog søsteren, Bethan, som sit eget barn. Således viser det sig at fortidige begivenheder og fortielser får skæbnetunge konsekvenser helt ind i nutidens menneskelige relationer.

Moderen ender i romanens slutning med at blive indlagt efter at være gået helt fra koncepterne.
(Det virker som om forfatteren kender alle sådanne forhold fra sin egen personsfære?)Vi venter sådan set hele tiden på, at Gwenni selvfølgelig nok skal få opklaret mordet. Men det sker ikke! Og der er da heller ikke nogen happy ending i bogen. Gwenni er helt sikker på, at den der som den sidste er blevet fængslet for mordet, ikke er morderen. Bogens udgang giver én god grund til formelle overvejelser: Forfatteren vil ikke komme med letkøbte løsninger, for sådan forholder det sig heller ikke i det virkelige liv. Men et forsigtigt håb om moderens helse og familiens fremtid gives der dog.

-

Det er historien om en præpubertetspiges - drenge er stadig bare dumme - gryende opvågnen til voksenverdenen, fortalt med visdom, nænsom kærlighed og indsigt. Om værdien af bånd i familierelationer og et lillebysamfunds hemmeligheder, der pludselig kan afdækkes og få betydning i menneskers liv.

_

2)
Form og teknik:
Er dette en krimi?
Nej, for mordet efterforskes ikke som var det bogens store og altafgørende ledetråd.
Selvom der er elementer fra krimi genren. Af samme grund ser forfatteren det vel heller ikke som en nødvendighed, at mordet opklares. Det er rigtigt tænkt. Dog må det i et svagt øjeblik indrømmes, at man ikke bør underkende den fantastiske psykiske lettelse der for ens anspændte sind ville ligge i forløsningen, at morderen ville blive fundet.
Er det en børnebog? Nej. Men der er elementer deraf i den. Da vi ser det hele gennem den 12 ½ årige Gwennis briller, idet vi er med hende hele tiden i hendes følelsesliv, bliver det sanset og set som hun ville opleve det. Og det er Strachan eminent god til overbevisende at fremstille.

Hvad er fordele og ulemper ved at lade hele historien fortælles i præsens (nutidsform) af en jeg-fortæller? Fordelen er, at vi sammen med Gwenni her og nu oplever det hele som om det foregår i dette øjeblik. Ulempen er, at det er sværere at relatere til forhold der hører fortiden til. Historien må nødvendigvis hele tiden foregå gennem Gwennis bevidsthed. Vi kan ikke rigtig få afstand til reflekterende at sætte os ud over historien, træde tilbage et øjeblik, få en kommentar "udefra". Vi er på med jeg'et hele tiden.

Mari Strachan benytter en teknik med at vende tilbage til diverse ting og forhold i Gwennis univers, der går igen i hele romanen. Eksempler: ”Den typiske familiemave”, hun får altid ondt i maven/dårlig mave, når der er problemer i farvandet. - Ansigterne hun mener stirrer på hende i køkkentapetets mønster. – Toby-krusene på kaminhylden, der ryster og som hun forestiller sig lytter til samtaler!
De er med til at skabe en form for homogenitet i bogen. Det er denne her verdens afgrænsede rum det drejer sig om, den vi bevæger os i og genkender. Og den vender vi så tilbage til gang på gang.

3)
Ikke langt henne i historien, slog det mig, om forfatteren mon kunne have hentet lidt inspiration fra en anden forfatter, hvilket mange vel gør, og hvilket ville have været helt i orden. Derfor mailede jeg til hende, og spurgte, om hun havde læst Bella Chagalls (malerens kone) erindringer, fordi der er en del lighedspunkter. Det er vel ikke forkert at bringe et uddrag af korrespondancen:


I just wondered, if you could have got a little inspiration from Bella Chagall’s book Burning Light, because:

1) She also write in present time, which, as far as I remember, is not so common

2) A girl of approximately same age tells the story

3) There is something of the same fine humour

4) She refers to the adults and the adult world in the same way as you: ‘Mama says’... But of course, thats the way children talk

5) And the most funny thing: There is a peculiar similarity in some way in the same flying ability between Gwenni and Marc Chagall´s airy/flying people


Hun svarede bl.a. :

Thank you for your e-mail. I'm so delighted that you are reading The Earth Hums in B Flat: I love to think that this book - spoken by the child Gwenni in Welsh, written in English, translated into Norwegian - is being read by you in Denmark! I haven't read Bella Chagall's memoir of her childhood - I looked it up on Amazon when I received your e-mail from Lavinia Trevor, and will certainly read it as soon as I have finished the book, my second, that I am busy writing now (it has to be with my publisher by the end of June). I love so many of Marc Chagall's paintings - I know they are representative of Jewish folk culture, but for me so many of them are reminiscent of the folk culture of Wales, too. I suppose cultures all over the world have much in common, as does childhood the world over. So, thank you for suggesting Bella's book to me.