Litteraturens verden - expecting people -- Building the future - stone by stone, letter by letter!

Litteraturens verden - expecting people -- Building the future - stone by stone, letter by letter!
Ars longa, vita brevis

mandag den 12. december 2011

Peer Aarestrup








Peer Aarestrup
Diamantpigen

Queenswood
255 sider
198 kr. (tilbud dec. 2011 - jan. 2012)


Peer Aarestrup udgiver nu en fortrinlig velskrevet og spændende efterkrigstids- koldkrigstidsroman, Diamantpigen.

Den behandler mange vedkommende og væsentlige temaer som skyld, ondskab-godhed, kærlighed, had, identitet, nationalisme, historie- og familiebevidsthed, forbilleder, kristendom osv. Ja, den ligefrem emmer af budskaber, der har noget at sige ind i vor tid. (Den er 2. del af foreløbig 2 bøger, men kan godt læses uafhængigt af førstedelen, Asfaltblomstens duft).

Handlingen foregår hovedsagelig i København og på Kegnæs, appendikset til øen Als i Sønderjylland, hvor Haken-familien, der går videre fra bog ét, og Fatter og Mutter på Kegnæs, er centrale personer.

Haken familien består af moderen Gertrud, der har en besværlig tysk herkomst i bagagen, og derfor i krigens slutfase nær lynches, mistænkt for tysker-medløberi; og af datteren Cæcilie, som i årevis efter krigen, er præget af dens angst, ensomhed og brutalitet; og sønnen Thomas, attentatoverlevende fra krigens slutfase, og med en dunkel fortid som tysker- (læs nazi-)medløber og henretter, nu hærget af druk. Den usikre Cæcilie føder et barn, som hun får med sin hårde og brutale krigskæreste, Fyren, frihedskæmper, og også henretter, hvilket han på egen hånd fortsætter med længe efter krigsophør. Et had der aldrig vil stoppe.

Efter ulykkelige omstændigheder - hvorunder Cæcilie i lange tider havner i det belastende psykiatriske system, flytter (flygter) Gertrud, hendes tyske mor, til Als med Cæcilies barn, kaldet Vreden. Barnets far, Fyren, har Cæcilie totalt skippet. Trods danskerhadet mod hende i København, bliver Gertrud nu på Als en selvopofrende engel i en flygtningelejr for tyske flygtninge. Hun og Vreden bor hos deres gamle venner, udpræget dansksindede sønderjyder, der alligevel engang – ligesom nu - tog kærligt imod Gertrud og hendes afdøde – nazi-sympatiserende – mand, da de selv var flygtninge fra Tyskland efter 1. verdenskrig.

Vreden vokser godt til her, men bringes senere til København af sin mor. Hendes nye ven, Anders, dræbes i et opgør med Fyren, der må mange år i fængsel. Men under Vredens opvækst i København – han har skiftet navn til Emil (måske fordi vreden, følelsen vrede, stilles (efterhånden)) – dukker faderen dog op på mystisk vis i kulisserne.Vi følger Emil – altså tidligere Vreden, gennem opvæksten til hans 15. år med skolegang, Tivoliture, sygehusindlæggelse osv. i København og med flere afstikkere til den frodige og natur- og befolkningsmæssigt fint skildrede ø, Kegnæs, hvor han bl.a. firmes (katolsk konfirmation).Andre bipersoner ligger som en aura af opbakkere omkring bogens hovedbudskaber: skyld, ondskab-godhed og identitet.

Peer Aarestrup har begået et scoop af en bog, hvor han mesterligt under bogens fremmarch, støt og roligt breder den stemning af skyldsbevidsthed og indbyrdes mistænksomhed i personerne, der stammer fra krigstidens obskure forhold mennesker imellem. For den rumsterer hele tiden i hovedpersonernes liv og tanker. Thomas, besættelsesmagts-sympatisør og værnemager, og Fyren, der netop tager opgøret med værnemagere og tyskersympatisører, er modpoler. De er begge dræbere. Der var skurke og helte, der var bødler og opofrende personer. Men sandheden om mange agerende menneskers adfærd og identitet var - og er, når vi handler! - ikke altid ligetil. Derfor peger bogen stærkt på nødvendigheden af et opgør, ikke med knive og geværer, men med de bare hænder - bønnens foldede hænder. Bønnen om tilgivelse og ny begyndelse. Vi har alle skyld, og sjældent er tingene sort-hvide. Det viser sig i Aarestrups roman bl.a. ved at personers, især Fyrens, identitet tager en overraskende vending.

Forfatteren peger endvidere klart på, at det er den kristne tro, der formår at give os redskaberne til det rette opgør og til at gå ud i verden og virke videre. Mange bipersoner – fx borgmesteren i Sønderborg, Gertrud (”vi gør, hvad der er rigtigt”, side 85), Mutter og Fatter, Gertruds præstemand Hans, den tyskboende enkemand efter nazibødlernes virke, Cæcilies naboer, Brodersens holdning (de var kommunister) - viser i deres handlen det kristne sindelag, at opgive retten til at hade (et særdeles stærkt Aarestrup-udsagn!). Du skal tilgive, og trods ondskabens og hadets realitet gå ud og elske din næste, ligegyldigt hvem det er.
Forfatteren vedbliver, ikke mindst i de læremæssigt opsummerende slutkapitler, klart at pege på, at ondskab og godhed (kan være) nogle svært gennemskuelige eller grumsede størrelser.

Der er spændingsmomenter á la krimigenren i bogen med dramatiske følger, og forfatteren strammer langsomt spændingen mod slutningen, så læseren holdes i et fast greb, indtil nogle nærmere bestemte jernplader og Emils far, Fyren, klarer himlen til sidst, så man også som læser føler sig forløst. Emil kan træde fremtiden i møde med fortidens synder lagt bag sig.

Peer Aarestrup er tydeligvis en rigtig københavnerdreng, der synes at kende den indre bys kvarterer, med baggårdsmiljøer, snak i gården, latriner og koldt vand, rotter, slagsmål og larm, men også familiesammenhold, dejligt hjemliv og naboskab, som sin egen bukselomme.

Vi møder også kærligheden i mange afskygninger, herunder fremstillingen af seksualiteten i al dens brogethed. Men der er også i massevis af stemningsfulde miljøskildringer fra herligt hjemliv med duften af nybagt morgenbrød, mængder af marmelade og dejlig mad kildende i næsen. Det er i familiens gode rammer, at kærligheden og mennesket kan udfolde sig. Deri er bogen en vejviser ind i vor familieforholds-forvirrede tid.

Historien, den enkeltes, men også den enkelte set som en del af en nation og en tidsperiode - symboliseret fx i romanen ved 2 forskellige personers dagbøger, som Emil bliver betroet videreførelsen af - er med til at give mennesket identitet, når det heri får mulighed for at spejle sig i historiens/historiernes fortid og fremtid.
En pudsig og ikke almindelig brugt ting, er forfatterens jævnlige www.-henvisninger, der giver læseren mulighed for at søge refererende fakta oplysninger på internettet.

fredag den 17. juni 2011

Pat Conroy: Savannah







Pat Conroy:
Savannah

Gyldendal 1990
603 sider


Forsnak – der kan springes over.
Det er alt for længe siden jeg har afsluttet en bog, jeg tror faktisk aldrig nogensinde der er gået så lang tid mellem to boglæsninger i mine 40 læsende år. Der er ikke nogen grund, andet end at jeg har været optaget af andre ting. Et halvt år har jeg været om at læse denne bog. Jeg har levet intenst og meget længe med den. På den måde kommer den også til at betyde meget mere i ens liv end en bog man styrter igennem på en dag og så fuld fart på med den næste. Denne her har sat sig!

Anmeldelse:
En pige skrev på en netside, at hun havde læst Pat Conroys bog Savannah mindst 5 gange, og den gav hende noget nyt hver gang. Så MÅTTE jeg læse den. Det ER en fantastisk bog og Pat Conroy en helt formidabel forfatter. Utallige gange er jeg stoppet op og sagt: Fantastisk godt skrevet.

Det er en sydstatsfamiliekrønike, der foregår i den lille by Colleton i området omkring de større byer Savannah og Charleston i South Carolina. Tom Wingo er søn af en rejefisker. Han bor med sin tvillingsøster, Savannah (bogens titel og hovedperson – på sin vis), storebror Luke og mor Lila og faren i et hus på en ø – forbundet til fastlandet - i det uhyre deltaområde med masser af kanaler, vand og lave sumpområder lige ud til kysten. Hermed er der dog ikke lagt op til en hyggelig familieskildring. Faderen, krigsveteran fra 2. Verdenskrig, er særdeles voldelig, og tæsker børnene og konen. Over 600 sider oprulles et væld af begivenheder, der mere og mere lader læseren ræsonnere, hvilken tragedie hele familiens liv har været. Men det er ikke lutter sørgelige beretninger. Tværtimod er der et væld af humoristiske, barokke, skrupskøre og hyle morsomme skildringer af alle de trakasserier og besynderlige foreteelser denne fortumlede familie kommer ud for. Der er også mange meget fine personkarakteristikker og menneskeskildringer, og et udviklet, men overskueligt persongalleri.

Tom, falleret sportslærer og falleret ægtemand, er rejst til New York, for at hjælpe sin søster Savannah, der er blevet en kendt digter, som er indlagt efter at have skåret sine pulsårer over. Hun har siden barndommen hørt stemmer. Tom opsøger hendes psykiater, dr. Helen Lowenstein, jøde, mor – sønnen bliver Tom sportslærer for - og hustru. Tom og dr. Lowenstein ender med at have et elskovsforhold sammen, selvom deres bekendtskab startes og meget af tiden er meget stormombrust. Alt det Tom beretter til dr. Helen Lowenstein, udgør bogens beretninger om familien i South Carolina. Disse kapitler veksler en stor del af bogen med Toms oplevelser i New York med Helen mm.

Den stolte sydstatsfamilie Wingo (moderen) kæmper med hat og briller for overfor omverdenen at holde på værdigheden og give udtryk for at alt er OK udadtil. Moderen, Lila, der elsker sin børn, og på visse områder har det godt med sin voldelige mand (f.eks. på det seksuelle), prøver forgæves at arbejde sig op i hjembyen Colletons hieraki. Faderens voldelige fremfærd forsøger hun med al magt, koste hvad det vil – bl.a. en af årsagerne til Savannahs sygdom finder vi ud af – at skjule udadtil. Dette kommer til de mest barokke situationer. Under moderens og børnenes lange ophold i en storby, forsøger en gigantisk stor og rå indianer gentagne gange at voldtage moderen Lila. En fryd gennemstrømmer en, da hævnen kommer: Tom’s glas med sorte enker (giftedderkopper) gør det af med manden (tror vi da). Men Lila sagde, at ingen nogensinde måtte nævne noget om dette for nogen - så ville faderen ikke kendes ved hende mere.

I Colleton kommer Tom i skolen op at slås med en af byens upper-class drenge, der afstedkommer pinagtige historier i byen. Hans mor tvinger ham til at gå op til den forurettede og sige undskyld, selvom det slet ikke var hans skyld, det var den anden begyndte. Men moderen må ikke gøre et skidt indtryk på den forurette drengs mor, for det er i de fine cirkler Lily prøver at komme ind. Hold på formerne!


Faderen bedriver alle mulige slags forretninger, der uafbrudt mislykkes. En gang køber han en cirkusløve, der senere bliver familiens redning. På et tidspunkt bryder nemlig forfatteren sin beretning af og lader over en del sider Savannah berette en myte hun har skrevet. Om en truende begivenhed der nærmer sig, og hvor der til sidst sker frygtelige ting. Hvorfor, spørger man sig selv, dog dette underlige indskud? Indtil! Og så skal jeg love for at man i det efterfølgende, bliver revet med ind i en begivenhed af nærmest kataklysmisk format, hvor ens hævnfølelse får fuld valuta for pengene: Faderen er på vandet i sin båd efter rejer, og Lily med børn er hjemme. Pludselig braser 3 mænd ind i huset (undslupne fanger, den ene den føromtalte store indianer). De voldtager hele familien (Luke, den ældste søn, er dog ikke hjemme), Savannah, moren og Tom (anal voldtægt). Imidlertid kommer Luke tilfældigt hjem, aner uråd, OG henter løven i sit bur, lukker døren op til huset og lader den øve en frygtelig hævn, den flår alle tre mand i stykker, river struben op på indianeren osv. MEN moderen vil ikke at dette kommer nogen for øre! Hvis faderen får det at høre, vil han ikke have noget med hende at gøre mere. Hun beordrer alle spor slettet og de 3 døde begravet i skoven. Kan sådanne begivenheder lægges låg på? Naturligvis ikke. Det er selvfølgelig derfor Savannah bliver sindssyg.

Forfatteren leverer blandt mange fine portrætter fx en skildring af den kære bedstefar (farens far), der elsker Jesus og snakker med ham hele tiden, bærer/triller (på hjul) rundt med sit kors i byen, og som olding står på vandski 50 km. for at få sit kørekort tilbage.

Herlig er også beretningen om de tre søskendes redning af deres elskede by-marsvin, som de tilbage-stjæler fra et zoo i Miami.

Den aller sidste del af historien lades stå hen her, men det er hverken en happy ending eller det modsatte. Visse sår læges og andre heles aldrig. Moderen bliver fx skilt fra faderen og gift med byens matador. Luke bliver skudt som en slags guerilla-frihedskæmper for området. Tom vender fra sit forhold med psykiateren Lowenstein tilbage til sin kone. Savannah kommer nok på højkant igen (på genialeste vis lader Pat Conroy hende først direkte optræde i historien første gang 10 sider før slut, alt foregående har været Toms beretninger om familien - hvor hun altså også indgår). Faderen har siddet i fængsel, men vender tilbage til familiens skød (moderen er der dog ikke) efter at Tom har fået sagt ham sandheden om, hvad der var skyld i hans forkvaklede barndom, nemlig en blanding af faderens vold og moderens læggen låg på alt der kunne skade ens omdømme udadtil.
Historiens hovedbudskab er: Kan der komme noget godt ud af en morale der hedder: Sig det ikke til nogen og modtag din ufortjente straf! Hold kæft og bøj dig? – Nej, det skaber selvfølgelig kun syge mennesker.