Poul og Kirsten Hoffmann

Kirkelignelser
Doxa Foraget 1987
14 sider

En pjeceagtig lille fin ting med 5 refleksioner, bragt i DR 1 som ”Ved dagens begyndelse” over 5 dage i 1987.

 Her males med stor og generøs pensel af ægteparret Hoffmann. Nr. 1 hedder: Noas ark - ”Med kirken er det som med Noas ark”, hvor der ud fra en sammenligning af de mange forskellige dyr i arken påpeges, at de mange forskellige slags kristne i verden bør enes og støt og roligt sejle mod deres evighedsmål. ”Det er Kristus, der er garanten for, at kirkearken når frem til den nyskabte, evige verden,…”. ”Det betyder så til gengæld også, at de kan slappe af i arken.” Et befriende og vildt utraditionelt udsagn.

De efterfølgende kapitler hedder Katedralen, Pyramiden, Træet og Fædrelandet. Hoffmann’ernes beskrivelse af de mange slags kirkesamfund i verden og deres glade anerkendelse, respekt og kærlighed til dem alle, er dejlig læsning.

 ”Træet” -  har som rod selvfølgelig Jesus, hvorfra alt gror. Alt organisk, også kirker, gror og forgrenes naturligt nok. Sære, syge gevækster kan dog også skyde frem, sekter. Igen fryder de to forfattere sig over forskellighederne i alverdens kirker. ”De jublede alle sammen over alle de herligheder, de ejede i deres egen arv og tradition.” Ingen grund til misundelse, ingen grund til mindre- eller mereværd.

Man nupper let og med stort behag en lille morgenreflektion til sin krydderbolle, og glæder sig også selv over, at alle kristne ER ét! Det er ikke noget vi ved at trække os op i nakkehårene skal anstrenge os for at blive.
------------------------------------------------
Ha, da jeg skal til at omtale Kirkelignelserne nu her i jan. 2019, ser jeg, at jeg allerede har anmeldt dem tidligere. Og det er da ganske udmærket gjort, og svarer faktisk meget godt til indhold og stemning! (Smiley)
 

Bibelens patriarkhistorie og faraonernes sammestillet

Poul Hoffmann

Sfinxens smil
Logia 2006
187 sider

 

Poul Hoffmann er en fantastisk forfatter. Fantast vil nogen sige. Ingen, overhovedet ingen forfatter i Danmark  - og måske noget andet sted - ligner ham eller kan måle sig med ham i henseende til åndelig indsigt, klarsyn og bredde grundet på en usvigelig bibeltroskab (tro på at Bibelen er Gudsinspireret, mere end menneskeord).

At kunne forene antikkens gådefulde ægyptiske historie med den hebraiske patriarkhistorie på en overbevisende og uhyre interessant måde, skal der en omfattende viden, passion og stor intelligens til. Hoffmann gør det!

Keops (keops pyramidens navngiver) og Abraham, samtidige og frænder; Keops som dyrker af den eneste sande treenige Gud; jeg kan ikke gengive hovedindholdet nærmere. Poul Hoffmann forbinder ad mange før ikke sete veje på sandsynligste vis bibelens historie med pyramidefolkets, så Ægyptens  historie bliver en del af den bibelske Guds ledelseshistorie. Som altid ligger der omfattende litterær research bag Hoffmanns bøger, her for en gangs skyld ikke oplinet i en regulær litteraturliste. Poul Hoffmann skriver på baggrund af et langt livs fordybelse og vedvarende beskæftigelse med Mellemøstens historie, hvad hans mange romaner og fagbøger vidner om.

   Poul Hoffmann er født i 1928, lever stadig (dec. 14), men udgiver vist ikke offentligt mere. Han er altså sidst i 80’erne. Man kommer ikke kærligheden og himlen nærmere end i hans talrige bøger.

Musiker vittigheder

Laif Møller Lauridsen

Humor efter noder
Jelling bogtrykkeris Forlag 1997
71 sider
 
Laif Møller Lauridsen er en kendt guitarist fra Vejle, der bl.a. har udgivet en masse cd’er i alle musikgenrer. Han er både en skattet musiklærer, solist og akkompagnatør. Ikke mindst har han gjort det godt i de populære musikgenrer. I en længere årrække var han akkompagnatør for den folkekære violinist Wandy Tworek. Og han har musiceret i en mængde sammenhænge med mange mennesker, og ofte i sene nattetimer spillet til bal og lign., hvor man måske ind imellem godt kan have brug for en lille humørboble for at holde modet oppe.

 Laif har her samlet en masse vitser fra sit lange musikerliv, enten hørt eller selv oplevet; nogle er ultrakorte, andre rummer en hel lille historie med fin pointe. Der er også lidt vovede vittigheder – hvad venter man af en musiker. En håndfuld vil nok aldrig blive husket. Alt i alt fik jeg mange, mange dejlige grin af den humørfulde læsning.

Fra en koncertanmeldelse: ”- For første gang i mit liv misundte jeg mine fødder – de sov!”

Eller ”Hvornår får man en bratchist til at spille tremolo? – Man skriver solo over en helnode!”

Daudets skønne causerier

Alphonse Daudet: Breve fra min mølle

Stig Vendelkærs Forlag, 1964
148 sider

 

Jeg plejer at kalde den for min ynglings bog. Fem gange har jeg læst Daudets: Breve fra min mølle, oversat af berømte og for længst afdøde Mogens Boisen, der selv beboede en vindmølle i Sønderjylland. Selv om man har læst en bog 5 gange, kan den mange steder godt føles som helt ny, som om man aldrig før har læst visse passager. Det er nu ikke så sært i dette tilfælde, for det er 16  år siden jeg sidst har læst ”Breve fra min mølle”, kan jeg se.

  Den vidtberømte klassiker fra midten af 1800-tallet består af miniaturer på 4-5-6 sider. Bogen udkom oprindelig som føljetonbog i en parisisk avis. Afsnittende er en blanding af smukke, stemningsmættede betragtninger af det nære liv og fritvoksende personligheder i og omkring Daudets fingerede mølle i Provence (der findes en mølle i Provence, der tilskrives Daudet, men det var ikke denne han reelt ejede, hvis overhovedet nogen), hvor alt fra blæstens susen i træerne, agtpågivningen af den gamle ugle i møllen, hyrders og fårs lydelige optog o.lign. beskrives utrolig fint, og som om det opleves her og nu, altså skrevet i præsens. ”Da jeg åbnede min dør i morges…” eller ”I nat kunne jeg ikke sove. Mistralen var vred….”. I et afsnit besøger han den provencalske nationaldigter, Mistral i hans hjem. Så følger måske et afsnit med legender og folkelivsbetragtninger fra det provencalske bagland. Endvidere berettes om fx en skibskatastrofe og om forfatterens ophold på en fyrtårn-ø i Middelhavet ved Korsika blandt stovte, tavse, ensomme fyrtårnspassere.

 

Skæbneberetning går som en rød tråd igennem det hele. Fremstillingen præsenteres, som om forfatteren dovent ligger og lader tiden gå og udefra betragter alt der sker fra en fuldendt livsnyders stade:  Dagdrømmende ligger han i læ af et par træer i middagsheden, på et af møllens lofter eller lign.  Engang ”..havde jeg allerede valgt mit læsted mellem to klipper og drømt om at hvile her hele dagen…”. Natten kan antage et romantisk skær med et stænk af gys og frygt: ”Dagene er de levende væsners tid, men om natten lever tingene.” Der inddrages en masse destinationer og lokaliteter man selv kan slå efter og udforske hvor ligger, hvis man har lyst. Naturen og dens luner, scirokkoen, mistralen, bjergene og havet er meget nærværende. Forfatterens vandreture med sin Montaigne eller Plutark under armen understreger, at det er en kulturven der beretter historierne.

----------------------------------

Februar 2019 har jeg så genlæst den endnu engang - altså åbenbart for 6. gang. Og jeg kan fuldt ud nikke genkendende til alt jeg har skrevet ovenfor. Det er en nydelse at læse den gode Daudets små poetiske "breve". Det er simpelthen verdenslitteratur.

 

Klar besked om engle

Dr. Will. W. Petersen
Fra englenes verden
Lohses Forlag
1948
54 sider

Det er anden gang jeg læser denne lille og fine - kristne - bog om engle. Mange tror på engle i dag, men ofte er det i en eller anden udgave, hvor man lægger sig efter at knytte en skytsengel til sig efter eget behov og dannet efter eget behovs
billede.
   Bogen her er dybt fortrolig med og tro over for den bibelske lære om engle. Vi kan fx bede til (om englebeskyttelse), men ikke tilbede engle.
   Den gennemgår i hovedtræk forekomster af engle i Bibelen, deres væsen og fremtræden, vinger eller ej; menneskers oplevelse med engle i traditionen (altså udenoms bibelsk); også med små kommentarer om jødisk og muslimsk trospraksis; behandler spørgsmålet om englehierakier -  serafer, keruber og ærkeengle, bl.a. gennemgås de kendte 4 ærkeengle Uriel, Mikael, Rafael og Gabriel.
   Forfatteren grunder sit studie på en del læst litteratur.

Siegfried Lenz holder time - om Nolde

Siegfried Lenz: Tysktime

Gyldendals bogklub
1973
402 sider

Allerede fra første side var jeg solgt: Siegfried Lenz er en sprogets mester, meget præcis, minutiøs og måske omstændelig i sine beskrivelser  - og et afsindig klogt menneske. At man dog aldrig har læst noget af ham før. Og nu er han ældgammel (ak ja, så er han død - her i efteråret 2014, i Hamborg, omgivet af familien, forlød det) men skriver og udgiver stadig. Jeg har haft Tysktime stående i 30 år, men først for nylig, da jeg fandt ud af, at den fordækt handler om maleren Emil Nolde, og derfor foregår i marsken i Sydslesvig, blev det straks klart for mig, at den måtte jeg læse.

  Bogen er på 400 sider, og jeg blev kun mere og mere begejstret som bogen skred frem, indtil – side 300 ca. Så opstod et antiklimaks, der varede ved resten af bogen. Lenz skulle have sluttet bogen efter 300 sider. Selvom bogens komposition er flot lavet.

  Bogen blev vel, ligesom fx Martin A. Hansen’s Løgneren og Rifbjerg’s Den kroniske uskyld, - i sin tid – til analyse pusset på de små stakkels gymnasieelever.

  Jeg personen sidder i ungdomsfængsel på en ø i Elben lige efter 2. Verdenskrig (hvorfor, og at det er et fængsel, får vi at vide i sidste del af bogen) og skal som et straffearbejde skrive om ”Pligtens glæder”. Om det er det han bruger de 3 mdr. i enecelle på, eller om han skriver sit livs historie (vores historie), mener jeg forfatteren drillende lader stå lidt i det uvisse. Jeg blev ikke helt klar over det.

  Bogens miljøer veksler således mellem denne fange-ø og hjemstavnen ved digerne i Nordvesttyskland. I en lille by er hans far lokal landbetjent, og bor – og er vokset op - i samme landsby som Max Ludwig Nansen (Nolde – der altså ikke nævnes ved navn, ligesom bylokaliteterne er ændrede). Jeg har en teori om, at forfatteren har konstrueret ordet Nansen på denne måde: Emil Nolde hed jo i virkeligheden Hansen til efternavn, og det har Lenz sat sammen til N(olde)-ansen. AT det er Nolde det drejer sig om, må man selv gætte sig til, det er ikke noget forf. siger.

  Under 2. verdenskrig fik maleren (som han gennemgående kaldes i bogen) malerforbud.  Det kan han dog ikke overholde, og maler i stedet i hemmelighed en anden type billeder. I bogen kalder han dem ”usynlige billeder” (i virkeligheden kaldte han dem for umalede billeder). Bogens skrivende jeg person, med kælenavnene Siggi og Witt-Witt, er på konfliktkurs med politifaderen (hader ham), fordi denne, qua den myndighedsperson han er, skal og også sørger for at håndhæve malerforbudet.

  Bogens hovedkerne er netop konflikten mellem maleren og politibetjenten. Politibetjenten, Jens,  er den pligtopfyldende, lovlydige, grotesk blindt adlydende, paragraf-rytteriske, en-regel-er-en-regel-og-den-skal-holdes-menneske. Her overfor står maleren med sit åbne kunstnersind og varme menneskelighed, som Siggi (bogens skrivende jeg person) er gode venner med. Siggi lever en stor del af sit liv på malerens gård. Ufattelig humoristisk er det kapitel, hvor politibetjenten i dagene lige efter krigen stadig i en nærmest pligtopfyldende feberrus brænder malerens billeder af ved en gammel mølle. Her overbringer sønnen Siggi ham en meddelelse om, at man har ringet og meddelt, at en landskommisær og en engelsk general vil komme og se malerens billeder.  (Rehabilitering!)  Pligtskyldigst farer politi-Jens straks på sin cykel afsted til malerens gård, og står i stiveste uniform ret og gør honnør, da den fornemme bil ankommer. Han hilser også slesk på maleren (hvis værker han just brændte, og hvis værker honoratiorerne nu er her for at beundre) og bukker og skraber.

  Siegfried Lenz er eminent god til karakteriserende at beskrive mennesker, og har en formidabel skarp psykologisk iagttagelsesevne. Et par eks.:

”Vor læge var en kraftig, gammel mand, gangbesværet, rødhåret, en snøftende kæmpe, som erfaringen havde lært at bøje hovedet…..Han nøjedes aldrig med at konstatere en enkelt sygdom, mistænksom, som han var, gav han sin patient et udvalg på mindst to eller tre sygdomme.”

Den kære mand, ikke?

”På den korte vej fra døren og ind i opholdsstuen hvilede doktor Gripp sig to gange ved at læne sig mod væggen og bøje den i forvejen bøjede, svære nakke endnu dybere og knipsende med fingrende begyndte han at trække vejret rytmisk.”

  Sikke en iagttagelse:  Knipsende med fingrene! Den er der i sandhed ikke mange der ville kunne få med i en karakteriserende beskrivelse!

  Om politibetjenten, der er oprevet: ”Mens han telefonerede havde han knappet sin uniformsjakke, men nu knappede han den op igen,…”. Han ved ikke selv at han gør det, men vi ser det, fordi forf. lader os opleve det!

 Den bryske, videnskabselskende, elevforagtende biologilærer skal lære sine, citat: ”kvajpander”, at se i mikroskop:

”Så førte han glaspladen ind og bøjede sig over mikroskopet, lukkede det ene øje, hvormed hans ansigt fortrak sig til et voldsomt grin, famlede flere gange ved siden af, indtil han fandt den sorte skrue, drejede på skruen og fremskaffede skarphed, og med et ryk, så det knagede, rettede han sig op. Han mønstrede os. Triumferende. Formanende.”    

   Man ser for sig den selvgode, selvhvilende lærers gebærder ved mikroskopet og respektkrævende triumf over for de dorske elever.

   Som maler er det i øvrigt en fornøjelse at læse Lenz’ mange kyndige og virkelig udmærkede fagtekniske beskrivelser af maleriet.

  Lenz bruger ikke anførselstegn ved direkte tale. Og han er suveræn til alt det med tider. Man kunne forestille sig en samtale som: Om han måtte tage et stykke mere. Men ja, da, man skal ikke sådan holde sig tilbage. Han ville da heller ikke have haft noget imod….

Eller:

”Langsommere og langsommere, på tåspidserne hen ….. - rejse sig forsigtigt med ryggen mod væggen, nærmere hen til det brede vindue, bare ikke røre – hvad bestiller han derinde,… ”(side 208) – Hvad er det for en tid? Det er oplevelsestid!

  Der er kun ét årstal i bogen (side 301). 1954. Bogens fortæller står ved løsladelsen fra ungdomsfængslet: Nu røbes at han har stjålet billeder mange steder fra, for at sikre dem! (Redde dem fra tilintetgørelse!) Handlingen forgår vekslende i de to omtalte miljøer under og lige efter 2. Verdenskrig. Men hvorfor al den pædagogiske snik-snak efter krigen. Bogen burde være sluttet godt af her – som et mesterværk.

------

   Et par kuriosa:

  Nolde boede i beg. af 1900-tallet igennem mange år i sommerresidens nær havet få kilometer fra mit bardomshjem på Als (Elstrupskov og Elstrup). Min bror siger, at han kom i møllen hos min bedstedfar for at købe korn.

  På vejen her i vor by, Vejle, bor i øvrigt en kvinde, hvis bedstefars bror var Emil Nolde, og som jævnligt har besøgt ham på hans gård.

  Siegfried Lenz ville i sin tid gerne købe hus på Als i Høruphav lige ud til vandet, men byboerne i Høruphav nægtede ham lov til at købe det - de små fjolser.

   

Poul Joachim Stenders groteske og morsomme bardomserindringer

Poul Joachim Stender:
Røde hunde gør ikke -
Barndomserindringer.
Kristeligt Dagblads Forlag, 2014.
188 sider

Forfatteren lægger ud lige på og hårdt i disse vanvittige, morsomme, groteske og bizarre barndomserindringer. Stender får en turbulent start på livet. ”Jeg er undfanget efter en abort.” En åndssvag tvillingesøster sættes ud af spillet før fødslen – og genoptræder derpå jævnligt i historien som den præserverede søster, som familien opbevarer i et syltetøjsglas i kælderen. Senere er han under dåben ved at drukne i døbefonden, da gudmoderen under et epileptisk anfald går væk. Her ligger forfatteren så på bunden med fladtrykt næse mod et billede af ærkeenglen Gabriel. Sådan styrtes den rablende morsomme og groteske historie i gang, og det er stilen resten af bogen.   

   Poul Joachim Stender, præst, forfatter, rejseleder og provokatør, bl.a. bekendt for madopskrifter og kommentarer i Kristeligt Dagblad, og måske også for bogen ”I seng med Gud”, er opvokset på en skole i en lille sydsjællandsk by sammen med forældre og 4 søskende. Alle personer får liv i historien ved en spøjs personkarakteristik, der følger dem bogen igennem. Moderen læser og citerer digte uafbrudt, fx mens hun føder, og kan bogstaveligt vejre sygdom og blod; skoleinspektør-faderen spidser ideligt en flok blyanter, der altid ligger klar på bordet som missiler; en søster er ekspert i vortefjernelse (og væmmes derfor ved ”helliget vorde” udtrykket i Fader Vor, dem vil hun jo fjerne); forfatteren selv læser madopskrifter, og lærer dem uden af som digte.

   Nu rulles barndomserindringer en masse morsomt og rablende grotesk - men også poetisk og nænsomt - ud for læseren, så man får indtryk af, at forfatteren har haft en helt enestående barndom. Men set med de rigtige briller, har vi nok alle haft en sådan. Stender formår dog at omsætte drengens fantasier og oplevelser til et sammensurium af erindringer, der med den voksnes redigering tager sig ud som de gør, morsomt, grotesk, og lettere vanvittigt. Som sædvanlig hos Stender, fylder erotikken, der er lige på kanten, også godt op i hans tankegods, bl.a. i form af et amorøst forhold til hans lærerinde.

   Et par eksempler:

   En isvinter fryser skolens overfyldte lokumsspand til, og for at eleverne skal kunne komme på, stiller faderen den til langsom optøning på komfuret, glemmer alt om den, og det hele koger over – sådan! –

    ”Gud spillede en stor rolle i min familie.” Moderen lærer alle børnene at bede aftenbøn, hvorunder de hver gang skal nævne alle i den store familie med navns nævnelse, onkler, mostre og tanter. Efter morbrorens skilsmisse, glæder de sig over at kunne slette en tante fra listen – indtil han gifter sig igen.

   Poul Joachim Stender er en eminent god skribent, og han kan holde den burleske stil stort set hele vejen igennem. Selvom metoden ind i mellem kan virke lidt som en manér: En ganske almindelig beretning forvanskes mere og mere i bestræbelsen på at fremstille den morsomt og grotesk. Men bogen skal læses som den voksne mands omskrivning af dybt afsatte indtryk fra en barndom. De mangeartet sansede dagligdags foreteelser må for at finde et adækvat udtryk finde en ny form: Erindrings-digtningens.

Lisbeth Smedegaard Andersens kunst pletskud

Lisbeth Smedegaard Andersen

Huset med de mange boliger

Ny dansk kirkekunst

Kristeligt Dagblads Forlag

2013

267 sider

Forfatteren har rejst land og rige rundt og debatterer 27 kunstneres værker i kirker, både maleri, skulptur og andre former. Desuden inddrages 6 andre kunstneres værker med relation til kirken. I 3 hovedkapitler om henholdsvis natur, historie og kunst stillet over for evangelium, samler hun alle hovedtendenser i nyere dansk kirkekunst. Alle de værker der diskuteres, bliver analyserende gennemgået, så man forstår hvad de udtrykker og skal sige, og der tages stilling til deres virkning. Der er placeret fine farvefoto plancher ved den relevante tekst. Der behandles værker af kunstnere som fx  Peter Brandes og Maja Lisa Engelhardt, der begge er bekendende kristne, som også fx Erik Heide, Per Kirkeby og nye, unge Simon Aaen er det (hun efterlyser nye, unge kirkekunstnere – kom så ud af busken!). Arne Haugen Sørensen og Bjørn Nørgaard  arbejder i høj grad ud fra den kirkelige tradition, mens andre i henseende til bekendelse står på en mere reserveret fløj som fx Thomas Kluge og Christian Lemmerz.  

Danmark er faktisk ret godt med, hvad moderne kunst i kirker angår, siger hun. Der er mange og gode værker i vore kirker, som både kan virke foryngende på fx et gammelt rum; som påvirker én og er vigtig i den nødvendige fornyelse;  som kan være med til at understøtte det evangeliske budskab på en tidssvarende måde; og vække til undren. Moderne kunst skal være farlig, have en religiøs forpligtigelse og ikke bare holde sig til det kendte. Ellers bliver den ligegyldig. Hun er både på vagt over for en feel-good religion og elfenbenstårns-teologi.

Den dugfriske bog om ny kirkekunst i Danmark er umådelig spændende læsning, og den sprænglærde teolog, kunsthistoriker og salmeforfatter leverer en fin progression igennem bogen. Faktuelle emner og historiske udviklingsforløb fremstilles enkelt, kyndigt og fængende. Og fra første til sidste side fører hun en sitrende vågen egen-dialog om kirkekunstens mål og funktion. En del teologers, filosoffers og kunstteoretikeres meninger af relevans for den aktuelle sammenhæng i teksten inddrages og kommenteres. Og hvor man dog bliver oplyst, hvad enten det er om Veronikas svededug, ikoner, figurativ og nonfigurativ kunst osv.  Et pletskud og et mesterværk! Skal den dame ikke snart have en æresdokter titel, med alle de vægtige bøger hun efterhånden har præsteret!

Smedegaard Andersen redegør fint for tendenser og udviklinger i kunsten, fx i introduktionen til et kapitel om tidligere tiders forkærlighed for menneskeskildringer. De blev i det sene 1900-tal set som illustrationer af motiver, men var nu blevet utidssvarende. Personskildringer iklædt gevandter som på Jesu tid var helt ut. Nu var det kunsten som værk og som moderne kunst, der også udtrykte sig anderledes end tidligere, som var det afgørende. Mennesskeskildringen afløstes i kirkekunsten af forkærlighed for natur symboler som fx brød, fisk og vinklaser. I de senere års kirkekunst er disse så forladt til fordel for et ikke naturefterlignende natursyn, der derimod vil sætte mennesket ind i en større sammenhæng, vise ærefrygt for naturens hellighed, påpege dens ubønhørlighed og kraft, harmoni og fred.

   På baggrund af en sådan intro diskuterer hun så over en del sider eksemplificerende John Körners  livstræ-altervæg i Østerhåb kirke. Her og i andre tilfælde har hun en kritisk afvisende holdning til kirkekunst, som hun finder problematisk, når den frigør sig af den kirkelige tradition og som her fx bare maler et træ som alterbillede. Mange steder i bogen sporer hun tendenser i tiden, såsom forkærligheden for det spirituelle, og en ikke konfessionel tro. Og har klare gode holdninger. Vi skal ikke vende tilbage til det som var, men dog øse af kilderne!     

Jeg savner en metodisk holdning i indledningen, hvor hun ville begrunde sine valg af værker, for bogen rummer ikke alt, og det burde hun gøre opmærksom på. Jeg kan i flæng nævne 3 kunstnere, der ikke er kommet med, bl.a. Adi Holzer, der har bedrevet rigtig meget kirkekunst. 

Annie Proulx's fantastiske øhistorie

Annie Proulx

Sidste nyt fra havnen

Centrum, 2001

378 sider

Min yndlingsbog, faktisk!  - Det har jeg i hvert fald for vane at sige.

Jeg har læst den tre gange over en ti års periode. Første gang var nok den stærkeste oplevelse. Tredje gang har man nok absorberet dens umiddelbare psykiske kraft, så den påvirkning den efterlader, ikke er så stærk som første gang. Og man bliver alt imens både ældre og mere erfaren.

Den halvfortabte sjæl, Quoyle, bosiddende i USA, bliver skilt – og konen dræbes i en trafikulykke. Med sine to preteen piger og en tante, drager han til New Foundland i Canada, hvor han finder sig selv, da han med tanten istandsætter deres slægts gamle, totalt forladte og ensomt beliggende hus langt, langt ude på en pynt ved havet. Slægten har et yderst dårligt ry som slagsbrødre, slyngler og særlinge.

   I byen langt derfra bliver han ansat på en lokalsprøjte, der ejes og køres af en gammel fisker.

Quoyle skal dække fiskeriefterretningerne fra havnen. Senere bliver han sat til at skrive om alle trafikulykker på øen. Der skal en med hver uge, ellers må de finde på en! – Der skal også skrives om en seksuel krimihistorie hver uge – gerne om de udbredte incest forhold i familierne (en ting forfatteren er blevet kritiseret for at have overdrevet uhørt meget).

   Bogens personer er for en stor del lidt til en side alle sammen. Det er disse karakterer og deres historier sat i forbindelse med det hårde vejrlig, den barske New Foundlandske natur og de iskolde farvande deromkring, der gør bogen spændende. En mængde indflettede historier og sagsforhold fra håndværk – skibsfart, fiskeri, skibsbygning, skibsforliser, bærplukning, farologi (fyrtårns viden), oliedrift (og forurening) osv osv - fra alle mulige sammenhænge om folk og episoder tilbage i tiden giver spændingsstof, og man oplever det med sine sanser, så man næsten kan lugte, føle, smage, se og høre det hele. Historierne bliver lyslevende. Det elementære, mulden, luften, vinden,  isvandet og ilden, udmales stærkt. Og de fundamentale værdier er hele tiden nærværende, såsom brændekløvning, kiste-ilægning, hjemlig fabrikation - arbejde, håndværk og hverdagsliv i alle aspekter.

    Annie Proulx (udtales pru) har en stor forkærlighed for opremsninger. Side 295: ”På gulvet bunker ad sammenfiltret fiskesnøre, trådt ned til et kompakt underlag, et rodsammen af træspåner, sand, regn, havvand, mudder, tang, uldtotter, afgnavede fåreknogler, grannåle, fiskeskæl og fiskeben, punkterede svømmeblærer, sælindvolde, blækspruttebrusk, glasskår, flængede klude, negleafklip, bark og blod.” Sådan!

    Under hver kapitel overskrift, fx 3, Kvælerknobet, er sat en lille sentens fra The Ashley book of Knots, således her: ”Et kvælerknob er godt til fastgøring af tovruller…Det bindes først løst og strammes derefter til.” – På denne måde kobles den historie der følger i kapitlet sammen med det fundamentale i knobbindings verdenen.  

   Annie Proulx har et meget personligt sprog, der gør brug af rammende og knappe sætninger, som passer godt til øens barske befolkning.  

   En formidabel god bog om mennesker og miljøer, som forfatteren velfortjent fik Pulitzerprisen for.