Peer Aarestrup
Diamantpigen
Queenswood
255 sider
198 kr. (tilbud dec. 2011 - jan. 2012)
Peer Aarestrup udgiver nu en fortrinlig velskrevet og spændende efterkrigstids- koldkrigstidsroman, Diamantpigen.
Den behandler mange vedkommende og væsentlige temaer som skyld, ondskab-godhed, kærlighed, had, identitet, nationalisme, historie- og familiebevidsthed, forbilleder, kristendom osv. Ja, den ligefrem emmer af budskaber, der har noget at sige ind i vor tid. (Den er 2. del af foreløbig 2 bøger, men kan godt læses uafhængigt af førstedelen, Asfaltblomstens duft).
Handlingen foregår hovedsagelig i København og på Kegnæs, appendikset til øen Als i Sønderjylland, hvor Haken-familien, der går videre fra bog ét, og Fatter og Mutter på Kegnæs, er centrale personer.
Haken familien består af moderen Gertrud, der har en besværlig tysk herkomst i bagagen, og derfor i krigens slutfase nær lynches, mistænkt for tysker-medløberi; og af datteren Cæcilie, som i årevis efter krigen, er præget af dens angst, ensomhed og brutalitet; og sønnen Thomas, attentatoverlevende fra krigens slutfase, og med en dunkel fortid som tysker- (læs nazi-)medløber og henretter, nu hærget af druk. Den usikre Cæcilie føder et barn, som hun får med sin hårde og brutale krigskæreste, Fyren, frihedskæmper, og også henretter, hvilket han på egen hånd fortsætter med længe efter krigsophør. Et had der aldrig vil stoppe.
Efter ulykkelige omstændigheder - hvorunder Cæcilie i lange tider havner i det belastende psykiatriske system, flytter (flygter) Gertrud, hendes tyske mor, til Als med Cæcilies barn, kaldet Vreden. Barnets far, Fyren, har Cæcilie totalt skippet. Trods danskerhadet mod hende i København, bliver Gertrud nu på Als en selvopofrende engel i en flygtningelejr for tyske flygtninge. Hun og Vreden bor hos deres gamle venner, udpræget dansksindede sønderjyder, der alligevel engang – ligesom nu - tog kærligt imod Gertrud og hendes afdøde – nazi-sympatiserende – mand, da de selv var flygtninge fra Tyskland efter 1. verdenskrig.
Vreden vokser godt til her, men bringes senere til København af sin mor. Hendes nye ven, Anders, dræbes i et opgør med Fyren, der må mange år i fængsel. Men under Vredens opvækst i København – han har skiftet navn til Emil (måske fordi vreden, følelsen vrede, stilles (efterhånden)) – dukker faderen dog op på mystisk vis i kulisserne.Vi følger Emil – altså tidligere Vreden, gennem opvæksten til hans 15. år med skolegang, Tivoliture, sygehusindlæggelse osv. i København og med flere afstikkere til den frodige og natur- og befolkningsmæssigt fint skildrede ø, Kegnæs, hvor han bl.a. firmes (katolsk konfirmation).Andre bipersoner ligger som en aura af opbakkere omkring bogens hovedbudskaber: skyld, ondskab-godhed og identitet.
Peer Aarestrup har begået et scoop af en bog, hvor han mesterligt under bogens fremmarch, støt og roligt breder den stemning af skyldsbevidsthed og indbyrdes mistænksomhed i personerne, der stammer fra krigstidens obskure forhold mennesker imellem. For den rumsterer hele tiden i hovedpersonernes liv og tanker. Thomas, besættelsesmagts-sympatisør og værnemager, og Fyren, der netop tager opgøret med værnemagere og tyskersympatisører, er modpoler. De er begge dræbere. Der var skurke og helte, der var bødler og opofrende personer. Men sandheden om mange agerende menneskers adfærd og identitet var - og er, når vi handler! - ikke altid ligetil. Derfor peger bogen stærkt på nødvendigheden af et opgør, ikke med knive og geværer, men med de bare hænder - bønnens foldede hænder. Bønnen om tilgivelse og ny begyndelse. Vi har alle skyld, og sjældent er tingene sort-hvide. Det viser sig i Aarestrups roman bl.a. ved at personers, især Fyrens, identitet tager en overraskende vending.
Forfatteren peger endvidere klart på, at det er den kristne tro, der formår at give os redskaberne til det rette opgør og til at gå ud i verden og virke videre. Mange bipersoner – fx borgmesteren i Sønderborg, Gertrud (”vi gør, hvad der er rigtigt”, side 85), Mutter og Fatter, Gertruds præstemand Hans, den tyskboende enkemand efter nazibødlernes virke, Cæcilies naboer, Brodersens holdning (de var kommunister) - viser i deres handlen det kristne sindelag, at opgive retten til at hade (et særdeles stærkt Aarestrup-udsagn!). Du skal tilgive, og trods ondskabens og hadets realitet gå ud og elske din næste, ligegyldigt hvem det er.
Forfatteren vedbliver, ikke mindst i de læremæssigt opsummerende slutkapitler, klart at pege på, at ondskab og godhed (kan være) nogle svært gennemskuelige eller grumsede størrelser.
Der er spændingsmomenter á la krimigenren i bogen med dramatiske følger, og forfatteren strammer langsomt spændingen mod slutningen, så læseren holdes i et fast greb, indtil nogle nærmere bestemte jernplader og Emils far, Fyren, klarer himlen til sidst, så man også som læser føler sig forløst. Emil kan træde fremtiden i møde med fortidens synder lagt bag sig.
Peer Aarestrup er tydeligvis en rigtig københavnerdreng, der synes at kende den indre bys kvarterer, med baggårdsmiljøer, snak i gården, latriner og koldt vand, rotter, slagsmål og larm, men også familiesammenhold, dejligt hjemliv og naboskab, som sin egen bukselomme.
Vi møder også kærligheden i mange afskygninger, herunder fremstillingen af seksualiteten i al dens brogethed. Men der er også i massevis af stemningsfulde miljøskildringer fra herligt hjemliv med duften af nybagt morgenbrød, mængder af marmelade og dejlig mad kildende i næsen. Det er i familiens gode rammer, at kærligheden og mennesket kan udfolde sig. Deri er bogen en vejviser ind i vor familieforholds-forvirrede tid.
Historien, den enkeltes, men også den enkelte set som en del af en nation og en tidsperiode - symboliseret fx i romanen ved 2 forskellige personers dagbøger, som Emil bliver betroet videreførelsen af - er med til at give mennesket identitet, når det heri får mulighed for at spejle sig i historiens/historiernes fortid og fremtid.
En pudsig og ikke almindelig brugt ting, er forfatterens jævnlige www.-henvisninger, der giver læseren mulighed for at søge refererende fakta oplysninger på internettet.
Diamantpigen
Queenswood
255 sider
198 kr. (tilbud dec. 2011 - jan. 2012)
Peer Aarestrup udgiver nu en fortrinlig velskrevet og spændende efterkrigstids- koldkrigstidsroman, Diamantpigen.
Den behandler mange vedkommende og væsentlige temaer som skyld, ondskab-godhed, kærlighed, had, identitet, nationalisme, historie- og familiebevidsthed, forbilleder, kristendom osv. Ja, den ligefrem emmer af budskaber, der har noget at sige ind i vor tid. (Den er 2. del af foreløbig 2 bøger, men kan godt læses uafhængigt af førstedelen, Asfaltblomstens duft).
Handlingen foregår hovedsagelig i København og på Kegnæs, appendikset til øen Als i Sønderjylland, hvor Haken-familien, der går videre fra bog ét, og Fatter og Mutter på Kegnæs, er centrale personer.
Haken familien består af moderen Gertrud, der har en besværlig tysk herkomst i bagagen, og derfor i krigens slutfase nær lynches, mistænkt for tysker-medløberi; og af datteren Cæcilie, som i årevis efter krigen, er præget af dens angst, ensomhed og brutalitet; og sønnen Thomas, attentatoverlevende fra krigens slutfase, og med en dunkel fortid som tysker- (læs nazi-)medløber og henretter, nu hærget af druk. Den usikre Cæcilie føder et barn, som hun får med sin hårde og brutale krigskæreste, Fyren, frihedskæmper, og også henretter, hvilket han på egen hånd fortsætter med længe efter krigsophør. Et had der aldrig vil stoppe.
Efter ulykkelige omstændigheder - hvorunder Cæcilie i lange tider havner i det belastende psykiatriske system, flytter (flygter) Gertrud, hendes tyske mor, til Als med Cæcilies barn, kaldet Vreden. Barnets far, Fyren, har Cæcilie totalt skippet. Trods danskerhadet mod hende i København, bliver Gertrud nu på Als en selvopofrende engel i en flygtningelejr for tyske flygtninge. Hun og Vreden bor hos deres gamle venner, udpræget dansksindede sønderjyder, der alligevel engang – ligesom nu - tog kærligt imod Gertrud og hendes afdøde – nazi-sympatiserende – mand, da de selv var flygtninge fra Tyskland efter 1. verdenskrig.
Vreden vokser godt til her, men bringes senere til København af sin mor. Hendes nye ven, Anders, dræbes i et opgør med Fyren, der må mange år i fængsel. Men under Vredens opvækst i København – han har skiftet navn til Emil (måske fordi vreden, følelsen vrede, stilles (efterhånden)) – dukker faderen dog op på mystisk vis i kulisserne.Vi følger Emil – altså tidligere Vreden, gennem opvæksten til hans 15. år med skolegang, Tivoliture, sygehusindlæggelse osv. i København og med flere afstikkere til den frodige og natur- og befolkningsmæssigt fint skildrede ø, Kegnæs, hvor han bl.a. firmes (katolsk konfirmation).Andre bipersoner ligger som en aura af opbakkere omkring bogens hovedbudskaber: skyld, ondskab-godhed og identitet.
Peer Aarestrup har begået et scoop af en bog, hvor han mesterligt under bogens fremmarch, støt og roligt breder den stemning af skyldsbevidsthed og indbyrdes mistænksomhed i personerne, der stammer fra krigstidens obskure forhold mennesker imellem. For den rumsterer hele tiden i hovedpersonernes liv og tanker. Thomas, besættelsesmagts-sympatisør og værnemager, og Fyren, der netop tager opgøret med værnemagere og tyskersympatisører, er modpoler. De er begge dræbere. Der var skurke og helte, der var bødler og opofrende personer. Men sandheden om mange agerende menneskers adfærd og identitet var - og er, når vi handler! - ikke altid ligetil. Derfor peger bogen stærkt på nødvendigheden af et opgør, ikke med knive og geværer, men med de bare hænder - bønnens foldede hænder. Bønnen om tilgivelse og ny begyndelse. Vi har alle skyld, og sjældent er tingene sort-hvide. Det viser sig i Aarestrups roman bl.a. ved at personers, især Fyrens, identitet tager en overraskende vending.
Forfatteren peger endvidere klart på, at det er den kristne tro, der formår at give os redskaberne til det rette opgør og til at gå ud i verden og virke videre. Mange bipersoner – fx borgmesteren i Sønderborg, Gertrud (”vi gør, hvad der er rigtigt”, side 85), Mutter og Fatter, Gertruds præstemand Hans, den tyskboende enkemand efter nazibødlernes virke, Cæcilies naboer, Brodersens holdning (de var kommunister) - viser i deres handlen det kristne sindelag, at opgive retten til at hade (et særdeles stærkt Aarestrup-udsagn!). Du skal tilgive, og trods ondskabens og hadets realitet gå ud og elske din næste, ligegyldigt hvem det er.
Forfatteren vedbliver, ikke mindst i de læremæssigt opsummerende slutkapitler, klart at pege på, at ondskab og godhed (kan være) nogle svært gennemskuelige eller grumsede størrelser.
Der er spændingsmomenter á la krimigenren i bogen med dramatiske følger, og forfatteren strammer langsomt spændingen mod slutningen, så læseren holdes i et fast greb, indtil nogle nærmere bestemte jernplader og Emils far, Fyren, klarer himlen til sidst, så man også som læser føler sig forløst. Emil kan træde fremtiden i møde med fortidens synder lagt bag sig.
Peer Aarestrup er tydeligvis en rigtig københavnerdreng, der synes at kende den indre bys kvarterer, med baggårdsmiljøer, snak i gården, latriner og koldt vand, rotter, slagsmål og larm, men også familiesammenhold, dejligt hjemliv og naboskab, som sin egen bukselomme.
Vi møder også kærligheden i mange afskygninger, herunder fremstillingen af seksualiteten i al dens brogethed. Men der er også i massevis af stemningsfulde miljøskildringer fra herligt hjemliv med duften af nybagt morgenbrød, mængder af marmelade og dejlig mad kildende i næsen. Det er i familiens gode rammer, at kærligheden og mennesket kan udfolde sig. Deri er bogen en vejviser ind i vor familieforholds-forvirrede tid.
Historien, den enkeltes, men også den enkelte set som en del af en nation og en tidsperiode - symboliseret fx i romanen ved 2 forskellige personers dagbøger, som Emil bliver betroet videreførelsen af - er med til at give mennesket identitet, når det heri får mulighed for at spejle sig i historiens/historiernes fortid og fremtid.
En pudsig og ikke almindelig brugt ting, er forfatterens jævnlige www.-henvisninger, der giver læseren mulighed for at søge refererende fakta oplysninger på internettet.
+(Custom).jpg)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar