Annie Proulx's fantastiske øhistorie

Annie Proulx

Sidste nyt fra havnen

Centrum, 2001

378 sider

Min yndlingsbog, faktisk!  - Det har jeg i hvert fald for vane at sige.

Jeg har læst den tre gange over en ti års periode. Første gang var nok den stærkeste oplevelse. Tredje gang har man nok absorberet dens umiddelbare psykiske kraft, så den påvirkning den efterlader, ikke er så stærk som første gang. Og man bliver alt imens både ældre og mere erfaren.

Den halvfortabte sjæl, Quoyle, bosiddende i USA, bliver skilt – og konen dræbes i en trafikulykke. Med sine to preteen piger og en tante, drager han til New Foundland i Canada, hvor han finder sig selv, da han med tanten istandsætter deres slægts gamle, totalt forladte og ensomt beliggende hus langt, langt ude på en pynt ved havet. Slægten har et yderst dårligt ry som slagsbrødre, slyngler og særlinge.

   I byen langt derfra bliver han ansat på en lokalsprøjte, der ejes og køres af en gammel fisker.

Quoyle skal dække fiskeriefterretningerne fra havnen. Senere bliver han sat til at skrive om alle trafikulykker på øen. Der skal en med hver uge, ellers må de finde på en! – Der skal også skrives om en seksuel krimihistorie hver uge – gerne om de udbredte incest forhold i familierne (en ting forfatteren er blevet kritiseret for at have overdrevet uhørt meget).

   Bogens personer er for en stor del lidt til en side alle sammen. Det er disse karakterer og deres historier sat i forbindelse med det hårde vejrlig, den barske New Foundlandske natur og de iskolde farvande deromkring, der gør bogen spændende. En mængde indflettede historier og sagsforhold fra håndværk – skibsfart, fiskeri, skibsbygning, skibsforliser, bærplukning, farologi (fyrtårns viden), oliedrift (og forurening) osv osv - fra alle mulige sammenhænge om folk og episoder tilbage i tiden giver spændingsstof, og man oplever det med sine sanser, så man næsten kan lugte, føle, smage, se og høre det hele. Historierne bliver lyslevende. Det elementære, mulden, luften, vinden,  isvandet og ilden, udmales stærkt. Og de fundamentale værdier er hele tiden nærværende, såsom brændekløvning, kiste-ilægning, hjemlig fabrikation - arbejde, håndværk og hverdagsliv i alle aspekter.

    Annie Proulx (udtales pru) har en stor forkærlighed for opremsninger. Side 295: ”På gulvet bunker ad sammenfiltret fiskesnøre, trådt ned til et kompakt underlag, et rodsammen af træspåner, sand, regn, havvand, mudder, tang, uldtotter, afgnavede fåreknogler, grannåle, fiskeskæl og fiskeben, punkterede svømmeblærer, sælindvolde, blækspruttebrusk, glasskår, flængede klude, negleafklip, bark og blod.” Sådan!

    Under hver kapitel overskrift, fx 3, Kvælerknobet, er sat en lille sentens fra The Ashley book of Knots, således her: ”Et kvælerknob er godt til fastgøring af tovruller…Det bindes først løst og strammes derefter til.” – På denne måde kobles den historie der følger i kapitlet sammen med det fundamentale i knobbindings verdenen.  

   Annie Proulx har et meget personligt sprog, der gør brug af rammende og knappe sætninger, som passer godt til øens barske befolkning.  

   En formidabel god bog om mennesker og miljøer, som forfatteren velfortjent fik Pulitzerprisen for.   
  

Bønner

Gerhard Rasmussen
Morgen og aften
Unitas Forlag 1998
77 sider

Denne bog er ikke bare læst, men bedt!

    
Gerhard Rasmussen hjælper en til at formulere bønner morgen og aften, der både er dybt forankret i en klassisk kristendom, og som tager omsorgen for medmennesket og næsten med som en væsentlig del af det der bør ligge et kristent menneske på sinde. Det er ofte her vi svigter. Derfor er der også en bred vifte af ord om anger, tilgivelse, håb, tro, mod osv. Alt sammen formuleret i et klart sprogbrug og for hele familien ("vi"). Vi kommer godt rundt i hele det kristne univers. - Ikke noget med et halvt mystisk, selvbesværgende, dogmatisk set svagt, for ikke at sige nærmest ikke eksisterende trosindhold, som megen selvoptaget meditativ litteratur i dag er fuld af.

Mala Naveen's norsk-indiske indvandrer historie

Mala Naveen:

Desiland 

Aschehoug (norsk)

2010

474 sider

Det er Mala Naveens debut roman fra 2010, og min udgave fra samme år er allerede 2. oplag. Og det forstår man godt, for den norsk-indiske journalist har godt fat om pennen. Hun er selv barn af indvandrerforældre fra Indien, og er både meget vidende, velskrivende og har en stor psykologisk indsigt i menneskenaturen.

   Derfor er bogen så overbevisende og troværdig i sine miljøskildringer. En mor og far (jeg undlader en mængde navne) lever i en lejlighed i Grønland, indvandrerforstaden i Oslo,

sammen med deres to voksne børn, en kvinde og en mand. Utallige sagsforhold og problematikker som en indvandrerfamilie står med, fremstilles levende. Savn og afsavn fra det gamle land og også i det nye; familie, venner, arbejde osv., alt skildres som set gennem en indvandrerfamilies briller.

   Alle familiens fire personer gennemgår alt som bogen folder sig ud skematisk sagt en udvikling fra krise, til modning og afklaring. Alle forsøger med et væmmeligt slidt udtryk at realisere sig selv. Faderen, fysioterapeut, har kontroverser og afskediges på arbejdet. Begynder at oversætte indiske digte, der vækker opmærksomhed selv i Indien. Moderen, rengøringsdame på en skole, indleder et lidt mere end platonisk forhold til en lærer. Skipper det siden. Datteren, forsøger sig som med ringe held som filmskaber. Finder tilbage til familiens kærlige favn efter fallit båd med film og kæreste. Broderen springer ud som bøsse, bliver fortabt (lost in India), men i bogens slutning genfundet af faderen. Men Norge opleves ikke som det nye fædreland: ”Føler du deg hjemme her, Dadi? Har Norge blitt ditt hjemland etter alle disse årene?” – ”Nei, det har det ikke.”   

   Bogens 68 kapitler foregår stort set skiftevis i Norge og i Indien (Mombay). Så der er også en del  direkte kommunikation mellem Norge og Indien. Fx i form af mails.

     Indisk sæd, skik og brug bliver meget nærværende for én. Diverse indiske navne på alt fra fester til mad, klæder og højtider indgår på naturlig vis i historien.

      Måske er bogen en anelse for lang. De mange indiske navne kan også virke lidt genstridige for en skandinavers hukommelse.     

Anmeldt for forlaget.

    

Hans Anker Jørgensens moderne salmer

Hans Anker Jørgensen 

og Caroline Borello Lerche

Du siger det med blomster

Jazz- og popsalmer

Unitas Forlag

2013

Hans Anker Jørgensen kan gøre enhver tung tekst let at gå til. Med et ordvalg så lige ud af landevejen, som sagde det næsten sig selv. Men det ligefremme og naturlige er det sværeste at lave. Når rimsmeden (hans eget udtryk) i de 24 salmer tager alvorlige samfunds problemer og teologisk stof under bearbejdning, skal man lige læse næste og næste vers med. Stoffet fænger.     Taknemmelighed for alt det Gudgivne (”For kroppens fryd og livets bud må jeg hver morgen takke Gud”) og Gudsskabte (”hvor er her smukt, må hjertet synge på sin flugt, på vandretur i mark og lund, i bil en rosa aftenstund”) går hånd i hånd med bekymringen for vores svigtende ansvarlighed af samme og omsorgen for den svage (”Vi fik givet denne perle (=jorden) med dens luft og vand og muld til at mætte sultne maver og til at folde evner ud”).

    Finurlighed (”Har du lys i pæren: Gud er lysets kilde! Giv Gud alene æren”) og et uhøjtideligt  samtids dansk ordvalg er en af Hans Ankers specialiteter, der gør salmerne velgørende morsomme at synge. (”Syng i evighedens kor forskere fra CERN og Darwin, Ørsted og Niels Bohr”).

   Der er megen Jesus i salmerne, nogle i mere genkendelige gevandter (”Han gør sig selv til brød og vin, til evig hjertemedicin mod synden og mod døden”), men ofte i fornyende klæder (”Jesus selv er Guds replik imod frygtens retorik”). Og nogle salmer bruger Hans Ankers ny opfundne såkaldte bim-bam-bum rim, hvor ”bringer” fx kan rime på ”fanger”.

   24 såkaldte jazz- og popsalmer, de fleste tekster nye, en håndfuld gamle eller ny bearbejdede, men alle med nye velfungerende visemelodier i fuldt udskrevet klaversats samt becifringer af Caroline Borello Lerche. Og 15 af dem indspillet på medfølgende cd af diverse sangere og gode musikere, bl.a. Poul Dissing. De 5 forskellige sangere – foruden Ramløse og Annisse børne- og ungdomskor, fortolker stærkt og fint de forskellige genrer, blues, jazz, vise, pop, som  melodikomponisten har lagt sig efter. Melodien skal for hende være ”lige til”, evt. gå nye veje og overraske lidt. De sangbare og ligefremme melodier til trods demonstrerer solisternes udførsel dog samtidig en generel problematik ved rytmiske salmer: Genren lægger op til og er nærmest defineret ved friheder, som den stramt noterede melodi og fællessang ikke kan honorere. Her må man synge mere uniformt.

  Særdeles informative for- og efterord mm., det hele pakket ind i et lækkert layout og i et stort stift bind, byder på mulighed for mange stunders fordybelse.

   I ordvalg og teologi ligger salmerne langt fra de inderlige, intime lovsange fra fx højrefløjens unge.

Der er en vis distance i det teologiske ordvalg, så teksterne aldrig bliver flæbende eller sentimentale, men efter min mening også med en afsvækkelse af det fulde evangelium til følge.

    Måske kan en nutidig salme med mere klassisk teologi end der er i disse, vanskeligt af hjertet synges af alle. Står mere begrebstung bibelsk terminologi i vejen for budskabet? Er det mere på sin plads med Hans Ankers let fordøjelige vers, der til tider er på grænsen til det afværgende pjagtagtige, som for en almen dansker glider let og ubesværet ned: ”Du milde, mægtige mirakelmager” eller ”Du som er i himlen! Lad din vilje ske! Lad os bringe glæde! Lad os se dig le!” 

Hans Ole Bækgaard

Jeg kender dine gerninger

De syv menighedsbreve.

Bibelstudie

Lohse

2009

44 sider

En lille bog med det store indhold. Når man i studiekredsen sidder i gode venners lag om samtalen af væsentlige ting for tro og liv, læses først et stykke fra Bibelen og derpå  bogens afsnit med spørgsmål. Sang, bøn og kaffe er også vigtige ingredienser efter en god samtale og drøftelse af aftenens emne  - som her med et dyk ned i et afsnit fra udvalgte kapitler i Johannes Åbenbaring indeholdende de såkaldte menigheds breve.

Peer Aarestrups trilogi fuldført

Peer Louis Aarestrup

Den niende bro

306 sider
Forlaget Queenswood

I 2012 fuldførte Peer sin store triologi, som jeg læste mhp.
bl.a. en anmeldelse, men jeg ville læse den to gange for det sammes skyld. Det har jeg stadig i sinde og til gode.
Så der bør komme en ordentlig anmeldelse af den.
   Her kommer han vidt omkring og får afrundet hele historien. Via Paris og Sydamerika.

Henni Starup på Kreta tur

Henni Starup

Kretabilleder

Samleren 1987

132 sider

 

 

Billedkunstneren Henni Starup - de sidste 30 år bosiddende på Langeland - elsker Kreta, og har altid fundet stor inspiration til sine maleri i det kretensiske folkeliv. Men desuden skriver hun eminent godt; ikke så sært at hun ud over denne bog også har udgivet en roman.

   I Kretabilleder indfanger hun i stemningsbeskrivelser, person-, landskabs- , og folkelivskarakteristikker Kretas sjæl. Og vel at mærke med et distancerende spark til mange turisters forlorne Kreta-oplevelser. Det er det ægte, enkle, barske og frodige folkeliv hun fordyber sig i, det liv der leves i baglandet og ikke ved turist-kysterne. Hun ønsker at fortabe sig i små hengemte, nærmest unåelige landsbyer klinet op ad høje bjergsider. Vi kommer med på mange uvejsomme og vilde bjergture. Forfatteren har et sjældent fint registrerende sanseapparat, hvormed hun omsætter indtrykkene både til maleri og prosa. Henni Starup har mange gode venner blandt kretenserne, der ved hun elsker at komme med alle mulige ”umulige” steder for at se og opleve den hjertens kære befolkning af vinavlere, hyrder og andre ”almindelige” mennesker og deres hverdag. Her er en anden fællesskabsfølelse, en nærhed og et samliv der er tættere end danskernes, og virker meget sympatisk og tillokkende.

   Jeg har stornydt hendes udstrakte og formidable brug af analogier. En analogi som at en blå dør i et hvidt kretensisk hus sad som en skarnbasse i en flødeost, fornøjede jeg mig med glæde over.

   Ikke mindst i de indledende kapitler er der også mange fine beskrivelser, hvor hendes eget fag, maleriet, indgår.

   Bogens har knap 30 år på bagen, så et og andet kunne nok have ændret sig siden – men det kunne jo komme an på et selvsyn!

   I et langt slutkapitel gennemgås befolkningens og hendes egen oplevelse af alle påskens dage, der er uendeligt meget mere levende for menneskene på Kreta end de almindeligvis er for folk i Danmark.

   Fra første side sagde jeg til mig selv. Hold fast, hun skriver godt!  Og dermed læste bogen sig selv!

Corrie ten Boom: Skjulestedet

Corrie ten Boom

i samarbejde med Elisabeth og John Sherill

Skjulestedet

Scandinavia 2013

285 sider

 

 

Skjulestedet var en af den forrige generations mest læste kristne bøger, og fortjener at blive læst i dag for dens uafrystelige budskab om kristen næstekærligheds forvandlende magt og kraft.

Corrie ten Booms hjem var et gæstfrit og kringelkroget urmagerhjem i Haarlem ved Amsterdam, Holland. Den gudhengivne urmager-fader læser hver dag med hele familien samlet omkring sig et kapitel højt fra bibelen. Forældrene, fire søskende og et par mostre lever i de trange lokaler, hvor urenes hyggelige tikken akkompagnerer det borgerlige og gudfrygtelige liv.

Under nazibesættelsen forvandles hjemmet til et stort gennemgangshjem og ly for flygtende jøder. Skjulestedet er et hemmeligt rum bygget op bag Corries soveværelse, hvor de husede jøder hurtigt kan krybe i sikkerhed under razziaer. Ikke engang trænede Gestapo folk finder det, da hele familien arresteres, her iblandt  også en del ikke hjemmeboende familiemedlemmer.

Corries 4 måneders isolations fængsel, efterfølgende ophold i en hollandsk lejr, og  kreaturvognstur til og ca. 1 år lange ophold i koncentrationslejren Ravensbrück nord for Berlin, hvor 90.000. kvinder døde, er én lang beretning om ufattelige lidelser, ondskab og grusomhed.   

Corrie og søsteren Betsie, der dør i lejren, formår trods trængslerne at bevare modet, troen og en selvhengivende kærlighed til medfangerne. Det er bogens vigtige, overbevisende og altafgørende hovedbudskab - der præger den fra først til sidst - at det var Gud, der gav kraften til at elske, det var Jesu konkret oplevede nærvær der gav dem håb og trøst i mørket. Et stærkere kristent vidnesbyrd findes ikke!

Efter krigen beder en fangevogter fx Corrie om tilgivelse. Følelsen af had vælder frem i hende, men da hun med Guds hjælp rækker ham hånden, oplever hun en Gudgiven kraft af varme strømme gennem armen. 

Og da den 84 årige fader i fængslet får tilbudt frit lejde hjem imod at være naziregimet tro, siger han, at han altid vil tage imod den der kommer til hans dør! Han dør 10 dage efter i fængslet!

 

Fakta:

Corrie ten Boom døde i 1983, 91 år gammel i Californien, efter 5 års sygeleje med total lammelse og stumhed. Dem der kom for at trøste hende, gik selv trøstet bort! Rejste i langt over 60 lande, for at aflægge den glødende og hjertevarme beretning om sine oplevelser og Guds førelse. Besøgte på rejserne bl.a. fanger i fængsler. Bogen (1971) er fortalt til og skrevet af ægteparret Sherrill. I 1974 blev den filmatiseret. Den kan fx ses i fuld længde på You Tube. Her kan man også se diverse interviews med Corrie. Hjemmet i Haarlem er i dag museum.

Bertel Thomsen

Præsten der ikke kunne synge.

Lohse 2013

187 sider

En formidabelt godt fortalt, indsigtsfuld og veldisponeret biografi om præsten for flere af de danske udvandrermenigheder i USA i begyndelsen af 1900 tallet.

Gode biografier, som denne om præsten Jens Knudsen (ca. 1878 – 1944), er stærkt værdifulde i vores identitets forvirrede tid, fordi vi trænger til gode kristne forbilleder, der kan virke personligheds styrkende.

Jens Knudsen voksede op som fårehyrde i Vorgod i Vestjylland, hvorved han lærte alle naturens hemmeligheder såre godt at kende. Han følte tidligt et kald til at blive præst, men måtte gå forretningsvejen, og drev efter giftermålet en uhyre succesfuld forretningskæde på 16 virksomheder fra Faaborg, hvor flere af hans 8 børn blev født. Han var tidligt og også her virksom som afholdt søndagsskoleleder og prædikant. Det fortsatte kald drev ham dog til at sælge alt. Og turen til Amerika og siden erhvervelsen af en mangeårig præsteuddannelse for at kunne virke som præst blandt sine landsmænd i de nordlige stater North Dakota, South Dakota og Nebraska, er virkelig fængende læsning. Flere børn kom til, og barske vilkår måtte familien ”bede sig” igennem - med bønhørelse - for at kunne klare paragrafferne. Siden fik den Gudsnært levende og meget afholdte Jens Knudsen og hans kone 25 rige år i menighederne i omtalte stater, også en række år som højskolelærer, samt derefter et virke i selveste New York, i det fattige og kriminelle Brooklyn, og siden i Calgary, Canada.

  En vigtig bihistorie i bogen er datteren Siggi og hendes mand Gotthards tjeneste som præstepar, først i New Zealand, så en del år i Japan, og siden i krigstidens USA under yderst vanskelige kår blandt de forhadte japanere.

 Jens Knudsen sluttede sine virksomme år af som en igen meget afholdt og aktiv præst i Den Evangelisk Lutherske Frikirke i Martins kirken, Vodroffsvej i København (en menighed og kirke undertegnede selv med glæde for mange år siden var en del af). Han samlede her som alle steder en lydhør menighed omkring en stærk og enkel Kristus centreret forkyndelse, fik en gigantisk stor søndagsskoleundervisning etableret i sognet og holdt foredrag over diverse populære emner – men synge kunne han ikke. Dog elskede han musik, og gik i den grad i brechen for god kristen musik og sangs betydning i menigheden. – Man kunne blive ved. Der er så mange gode værdier i fremstillingen af præstens person og hans ydmyge og menneskekærlige ageren, som forfatteren, Bertel Thomsen, (barnebarn af præsten, viser det sig mod slutningen), præsenterer os for i denne fine bog, der meget kyndigt redegør for utallige sagsforhold, så man får en næsten selvfølgelig klangbund for alt der siden fremlægges. Bogens research hviler på et ganske imponerende bredt kildemateriale.

  Jens Knudsen ender sine dage i Vildbjerg i Vestjylland, hvor han – foruden utrætteligt stadig at virke på frivillig basis som præst - nærmest komisk på stilfærdig vis agerer som budbringer og rapportør til modstandsbevægelsen.      

  Jeg kunne for overblikkets skyld have ønsket mig Jens Knudsens navn klart skitseret på forsiden, og levnedsdataene ligeså i indledningen. 

Anatole France - viddets og ironiens mester

Jens Bang
Anatole France
Forlaget Schultz Boghandel
København 1969
61 sider

Jeg greb skødesløst den lille bog om Anatole France (1844 - 1924) i reolen, (der ved nærmere eftersyn kun er udgivet i 750 nummererede eksemplarer) efter for et par dage siden at have trukket en af de bøger jeg har af ham ud et kort øjeblik, bladet lidt i den og sat den tilbage. Typisk. Så får man lige lyst til at gå tingene lidt nærmere efter.

Hvor er det vederkvægende at læse hans blændende velskrevne prosa. Jens Bang præsenterer denne viddets og ironiens mester med korte karakteristikker af hans bøger og ved at bringe velvalgte citater.
Hans stil er skøn læsning. Ikke sjældent sætter han sandheden op over for skønheden, hvor han ubetinget vælger den sidste. I hans godmodige drillende ironiske sprog - klart og gennemsigtigt, siger Jens Bang hans sprog er - lader han det ofte gå ud over kirken. Han var vist på Vatikanets sorte liste. Han er efter dem der indsnævrer friheden, efter hykleri og overtro. Hans sætninger er præcise og morsomt formulerede, mange er nærmest formet som en aforisme.
   Jeg må se at få læst hans 3 barndoms-erindringsbøger, den første skrev han som 40 årig og de næste to mange, mange år senere. Bl.a. er han i barndommen opfyldt af ønsket om at finde sine drømmes og fantasiers verden, det ukendte land. Hvor er mange af nutidens forfattere fattige i sprog og tanke stillet ved siden af en så vis og åndsfyldt gammel herre som Anatole France.
   Her lige et par citater:
"Det er som regel først, når folk bliver syge, at deres tanker vender sig mod de ophøjede ting. To gram sukker i urinen - og libertineren går til messe."    (Ha!)
"Lad os ikke tabe fortiden af syne. Det er kun gennem fortiden, man skaber fremtiden."
Der er ingen objektiv kritik:
"For at være oprigtig burde kritikeren sige: "Mine herrer, jeg vil nu tale lidt om mig selv i anledning af Shakespeare, i anledning af Racine eller Pascal..." ".

Autisme som roman emne

Karen Kingsbury
Sluppet fri

Scandinavia
361 sider
2011


”Sluppet fri” er en lang, velskrevet, godt komponeret og sine steder meget spændende roman af den kristne succesromanforfatter, Karen Kingsbury (*1963). Hun har skrevet 40 romaner og er udkommet i et oplag på 13 mill. bøger. Hovedemnet er autisme, men det er en bog der kan læses af alle mennesker i alle aldre.


Ella går på en high school i Atlanta, og skal være stjerne i årets musical. Hendes kæreste og hans kammerater, stærke fodboldspillere, mobber drengen Holden, 18 år, fysisk meget grimt, og hun slår snart op. Holden er autist med afvigende vaner. Når han bliver vred eller frustreret, lægger han sig ned og laver 30 armbøjninger. Hans kommunikation med omverdenen består i at vise dem et af sine kort fra et kortspil med sigende udsagn på. Han ser aldrig direkte på nogen, taler overhovedet ikke, og tåler ikke fysisk berøring. Men han elsker musik, og den har en forunderlig virkning på ham. Den løser noget i ham, og bliver i sidste ende den der også endeligt forløser ham og hele historien.

Holdens forældre oplevede det frygtelige, at han trak sig ind i sig selv som 3 årig. Hans far har ikke vekslet et ord med ham siden, og flygter fortvivlet til sit arbejde som rejefisker i Alaska. Holden forlanger hver eftermiddag gennem 10 år, at moderen viser samme film for ham om hans og hans venindes (det er faktisk Ella, som han har båret i sit hjerte siden, men det ved hun - og han - slet ikke på nuværende tidspunkt) bardoms oplevelser før de fyldte tre år, da de sang og dansede sammen.

Pigen Ella fra high school får Holden med i musicalen, hvor han langsomt, men forunderligt forvandles fra stum til sangstjerne, synger hovedpartiet og begynder at tale ganske få ord. Ellas forældre har været venner med Holdens engang, det gik langsomt i vasken ved hans sygdom.

Også den venlige dreng Michael fra skolen bliver mobbet for at spille fløjte, og ender med at hænge sig.

Mindesamværet som Ella står for, bliver et vendepunkt i selvopgørets tegn. Ella taler for at mobningen må stoppe og tilgivelse, kærlighed og respekten for det enkelte menneske træde i stedet.

Kristen tro og handlen står utrolig stærkt i bogen, og Karen Kingsbury arbejder hele tiden på, at evangelisk kristendom bliver vigtig for ethvert menneske. Bøn har en stor og central plads i bogen. (Holdens mor bad 15 år for hans helbredelse.) Og dette uden at det ender i samme moralske morads som i mange af fortidens kvalmende teologi-romaner. Kristendommen virker naturlig og ægte i denne dygtige forfatters univers, der på sin store hjemmeside bekender sig til en filosofi om litteraturen som en livsforvandlende fiktion. Og jeg skal love for det opfyldes i bogen. Holdens forældre er kristne, men sunket ned i stille fortvivlelse, og alt i Ellas forældres liv gik mod konkurs, da de mistede forbindelsen til Holdens forældre - og kristendommen. Mod romanens slutning sker afgørende forandringer med rigtig mange personer. Det er forandringen med Holden, autisten, der bliver den årsag til at mange forandres. Dramalæreren finder tilbage til det at bede. De to tidligere forældrevennepar finder hinanden igen og får i Kristus en ny livsretning, ligesom Ella selv. Hendes tidligere kæreste standser med at mobbe. Dramaholdet ender faktisk med at holde bøn før undervisningen. Det bliver en stormende musical succes, hvor Holden og Ella tæt til hinanden henrykker alle.

Forfatteren taler i et inspirerende efterkapitel om hendes ide til romanen, der i omridset udspringer af en virkelig autists historie. Hun spreder mange faktuelle oplysninger om autisme over hele bogen, som hun har sat sig grundigt ind i, og taler i efterskriftet om autismens mangeartethed, og betoner, at udfaldet i bogen med Holdens gradvise helbredelse, langt fra er alle autister beskåret.

Toni Liversage biografi om krimi forfatteren D. Sayers

Toni Liversage: Dorothy Sayers - En biografi

Rosenkilde og Bahnhof 2011
146 sider

Mange danskere har læst en eller flere bøger af den berømte engelske krimiforfatter Dorothy S. Sayers’ succesromaner om Peter Wimsey. Toni Liversages nye letlæste biografi er en udmærket, om end ikke den første danske, introduktion til personen og hele forfatterskabet.

Dorothy Sayers (1893- 1957) er formodentlig en af de kvinder, der har ladet flest mennesker slå ihjel – nemlig de begåede mord som helten, arostokrat-detektiven, Lord Peter Wimsey i hendes 11 krimier skal opklare. Hendes verdensry, og status som en af foregangs-kvinderne indenfor krimigenren i det hele taget, hviler på disse bøger, som hun skrev over en 20-årig periode, for derefter at stoppe brat. De er både udgivet på dansk i samtiden og genudgivet, 4 af dem fx. bare inden for de sidste 2 år.

Sayers var en af de første universitetsuddannede kvinder i England, en fascinerende personlighed med en sjælden intellektuel formåen og et stort mod; stærk, beslutsom, hurtig, myndig, humoristisk og utålelig overfor fx. bornert og hyklerisk kristendom - samt slet arbejde. Og i besiddelse af en eminent sproglig udtryksformåen. Hendes ry for at være ikke-køn modsiges dog af den smukke unge kvindebuste med et selvbevidst og kløgtigt udtryk på biografiens forside. Krimien ”De ni klokkeslag”, der gjorde hende berømt sågar langt ind i klokkenistkredse for dens tekniske saglighed, er den kendteste af alle hendes bøger, og solgte straks 100.000. eksemplarer i England. Hun var i øvrigt i krimiforfatter-klub med bl.a. Agatha Christie og G. K. Chesterton.

I slutningen af 30’erne begyndte hun med begejstring at skrive kirkespil, der blev flittigt opført i domkirkerne. På BBC’s opfordring fulgtes disse op af 12 radio-hørespil for børn om bibelske emner, som blev utrolig meget aflyttede. De blev både genudsendt mange gange i årenes løb og kom i bogform (oversæt dem til dansk!). Her insisterede hun på en personbeskrivelse af Jesus som en karsk, usentimental ”flamme (der) skar gennem Judæa”.

I de senere år er der kommet flere betydningsfulde biografier og ikke mindst 4 bind med breve (som også Toni Liversage øser flittigt af), der kaster nyt lys over mennesket Dorythy Sayers. Hun havde i sine yngre dage flere stormfulde kærlighedsforhold til mænd, insisterede på seksuel afholdenhed før ægteskabet, men det gik galt med Bill White, der blev far til hendes søn - og sit livs hemmelighed. Først i de senere år fik sønnen, som hun dog havde kontakt med hele livet, at vide at hun var hans biologiske mor. Sayers senere ægteskab med den alkoholiserede A. O. Flemimg blev ikke-lykkeligt og stærkt konfliktfyldt. Hun døde af et hjerteslag og fald fra en trappe, 64 år gammel i 1957.

D. Sayers redelige, sandhedssøgende, kompromiløse, men yderst intellektuelle tilgang til kristendommen gør sig også gældende i bogen The Mind of the Maker (essays om det kreative skabersind – burde oversættes til dansk!) og i bogen Christian Letters to a Postchristian World (samling af trosrelaterede essays samlet og udg. efter hendes død – omtales mærkeligt nok ikke i Liversages biografi). Sayers var højt agtet i vide kredse for sin anderledes og ikke gængse fremstilling af kristentroen. På hendes mindeplade står der: Kun det kristne arbejde er godt, som er godt udført.

Peer Aarestrup

Peer Aarestrup
Diamantpigen
Queenswood
255 sider
198 kr. (tilbud dec. 2011 - jan. 2012)


Peer Aarestrup udgiver nu en fortrinlig velskrevet og spændende efterkrigstids- koldkrigstidsroman, Diamantpigen.

Den behandler mange vedkommende og væsentlige temaer som skyld, ondskab-godhed, kærlighed, had, identitet, nationalisme, historie- og familiebevidsthed, forbilleder, kristendom osv. Ja, den ligefrem emmer af budskaber, der har noget at sige ind i vor tid. (Den er 2. del af foreløbig 2 bøger, men kan godt læses uafhængigt af førstedelen, Asfaltblomstens duft).

Handlingen foregår hovedsagelig i København og på Kegnæs, appendikset til øen Als i Sønderjylland, hvor Haken-familien, der går videre fra bog ét, og Fatter og Mutter på Kegnæs, er centrale personer.

Haken familien består af moderen Gertrud, der har en besværlig tysk herkomst i bagagen, og derfor i krigens slutfase nær lynches, mistænkt for tysker-medløberi; og af datteren Cæcilie, som i årevis efter krigen, er præget af dens angst, ensomhed og brutalitet; og sønnen Thomas, attentatoverlevende fra krigens slutfase, og med en dunkel fortid som tysker- (læs nazi-)medløber og henretter, nu hærget af druk. Den usikre Cæcilie føder et barn, som hun får med sin hårde og brutale krigskæreste, Fyren, frihedskæmper, og også henretter, hvilket han på egen hånd fortsætter med længe efter krigsophør. Et had der aldrig vil stoppe.

Efter ulykkelige omstændigheder - hvorunder Cæcilie i lange tider havner i det belastende psykiatriske system, flytter (flygter) Gertrud, hendes tyske mor, til Als med Cæcilies barn, kaldet Vreden. Barnets far, Fyren, har Cæcilie totalt skippet. Trods danskerhadet mod hende i København, bliver Gertrud nu på Als en selvopofrende engel i en flygtningelejr for tyske flygtninge. Hun og Vreden bor hos deres gamle venner, udpræget dansksindede sønderjyder, der alligevel engang – ligesom nu - tog kærligt imod Gertrud og hendes afdøde – nazi-sympatiserende – mand, da de selv var flygtninge fra Tyskland efter 1. verdenskrig.

Vreden vokser godt til her, men bringes senere til København af sin mor. Hendes nye ven, Anders, dræbes i et opgør med Fyren, der må mange år i fængsel. Men under Vredens opvækst i København – han har skiftet navn til Emil (måske fordi vreden, følelsen vrede, stilles (efterhånden)) – dukker faderen dog op på mystisk vis i kulisserne.Vi følger Emil – altså tidligere Vreden, gennem opvæksten til hans 15. år med skolegang, Tivoliture, sygehusindlæggelse osv. i København og med flere afstikkere til den frodige og natur- og befolkningsmæssigt fint skildrede ø, Kegnæs, hvor han bl.a. firmes (katolsk konfirmation).Andre bipersoner ligger som en aura af opbakkere omkring bogens hovedbudskaber: skyld, ondskab-godhed og identitet.

Peer Aarestrup har begået et scoop af en bog, hvor han mesterligt under bogens fremmarch, støt og roligt breder den stemning af skyldsbevidsthed og indbyrdes mistænksomhed i personerne, der stammer fra krigstidens obskure forhold mennesker imellem. For den rumsterer hele tiden i hovedpersonernes liv og tanker. Thomas, besættelsesmagts-sympatisør og værnemager, og Fyren, der netop tager opgøret med værnemagere og tyskersympatisører, er modpoler. De er begge dræbere. Der var skurke og helte, der var bødler og opofrende personer. Men sandheden om mange agerende menneskers adfærd og identitet var - og er, når vi handler! - ikke altid ligetil. Derfor peger bogen stærkt på nødvendigheden af et opgør, ikke med knive og geværer, men med de bare hænder - bønnens foldede hænder. Bønnen om tilgivelse og ny begyndelse. Vi har alle skyld, og sjældent er tingene sort-hvide. Det viser sig i Aarestrups roman bl.a. ved at personers, især Fyrens, identitet tager en overraskende vending.

Forfatteren peger endvidere klart på, at det er den kristne tro, der formår at give os redskaberne til det rette opgør og til at gå ud i verden og virke videre. Mange bipersoner – fx borgmesteren i Sønderborg, Gertrud (”vi gør, hvad der er rigtigt”, side 85), Mutter og Fatter, Gertruds præstemand Hans, den tyskboende enkemand efter nazibødlernes virke, Cæcilies naboer, Brodersens holdning (de var kommunister) - viser i deres handlen det kristne sindelag, at opgive retten til at hade (et særdeles stærkt Aarestrup-udsagn!). Du skal tilgive, og trods ondskabens og hadets realitet gå ud og elske din næste, ligegyldigt hvem det er.
Forfatteren vedbliver, ikke mindst i de læremæssigt opsummerende slutkapitler, klart at pege på, at ondskab og godhed (kan være) nogle svært gennemskuelige eller grumsede størrelser.

Der er spændingsmomenter á la krimigenren i bogen med dramatiske følger, og forfatteren strammer langsomt spændingen mod slutningen, så læseren holdes i et fast greb, indtil nogle nærmere bestemte jernplader og Emils far, Fyren, klarer himlen til sidst, så man også som læser føler sig forløst. Emil kan træde fremtiden i møde med fortidens synder lagt bag sig.

Peer Aarestrup er tydeligvis en rigtig københavnerdreng, der synes at kende den indre bys kvarterer, med baggårdsmiljøer, snak i gården, latriner og koldt vand, rotter, slagsmål og larm, men også familiesammenhold, dejligt hjemliv og naboskab, som sin egen bukselomme.

Vi møder også kærligheden i mange afskygninger, herunder fremstillingen af seksualiteten i al dens brogethed. Men der er også i massevis af stemningsfulde miljøskildringer fra herligt hjemliv med duften af nybagt morgenbrød, mængder af marmelade og dejlig mad kildende i næsen. Det er i familiens gode rammer, at kærligheden og mennesket kan udfolde sig. Deri er bogen en vejviser ind i vor familieforholds-forvirrede tid.

Historien, den enkeltes, men også den enkelte set som en del af en nation og en tidsperiode - symboliseret fx i romanen ved 2 forskellige personers dagbøger, som Emil bliver betroet videreførelsen af - er med til at give mennesket identitet, når det heri får mulighed for at spejle sig i historiens/historiernes fortid og fremtid.
En pudsig og ikke almindelig brugt ting, er forfatterens jævnlige www.-henvisninger, der giver læseren mulighed for at søge refererende fakta oplysninger på internettet.

Pat Conroy: Savannah

Pat Conroy:
Savannah
Gyldendal 1990
603 sider


Forsnak – der kan springes over.
Det er alt for længe siden jeg har afsluttet en bog, jeg tror faktisk aldrig nogensinde der er gået så lang tid mellem to boglæsninger i mine 40 læsende år. Der er ikke nogen grund, andet end at jeg har været optaget af andre ting. Et halvt år har jeg været om at læse denne bog. Jeg har levet intenst og meget længe med den. På den måde kommer den også til at betyde meget mere i ens liv end en bog man styrter igennem på en dag og så fuld fart på med den næste. Denne her har sat sig!

Anmeldelse:
En pige skrev på en netside, at hun havde læst Pat Conroys bog Savannah mindst 5 gange, og den gav hende noget nyt hver gang. Så MÅTTE jeg læse den. Det ER en fantastisk bog og Pat Conroy en helt formidabel forfatter. Utallige gange er jeg stoppet op og sagt: Fantastisk godt skrevet.

Det er en sydstatsfamiliekrønike, der foregår i den lille by Colleton i området omkring de større byer Savannah og Charleston i South Carolina. Tom Wingo er søn af en rejefisker. Han bor med sin tvillingsøster, Savannah (bogens titel og hovedperson – på sin vis), storebror Luke og mor Lila og faren i et hus på en ø – forbundet til fastlandet - i det uhyre deltaområde med masser af kanaler, vand og lave sumpområder lige ud til kysten. Hermed er der dog ikke lagt op til en hyggelig familieskildring. Faderen, krigsveteran fra 2. Verdenskrig, er særdeles voldelig, og tæsker børnene og konen. Over 600 sider oprulles et væld af begivenheder, der mere og mere lader læseren ræsonnere, hvilken tragedie hele familiens liv har været. Men det er ikke lutter sørgelige beretninger. Tværtimod er der et væld af humoristiske, barokke, skrupskøre og hyle morsomme skildringer af alle de trakasserier og besynderlige foreteelser denne fortumlede familie kommer ud for. Der er også mange meget fine personkarakteristikker og menneskeskildringer, og et udviklet, men overskueligt persongalleri.

Tom, falleret sportslærer og falleret ægtemand, er rejst til New York, for at hjælpe sin søster Savannah, der er blevet en kendt digter, som er indlagt efter at have skåret sine pulsårer over. Hun har siden barndommen hørt stemmer. Tom opsøger hendes psykiater, dr. Helen Lowenstein, jøde, mor – sønnen bliver Tom sportslærer for - og hustru. Tom og dr. Lowenstein ender med at have et elskovsforhold sammen, selvom deres bekendtskab startes og meget af tiden er meget stormombrust. Alt det Tom beretter til dr. Helen Lowenstein, udgør bogens beretninger om familien i South Carolina. Disse kapitler veksler en stor del af bogen med Toms oplevelser i New York med Helen mm.

Den stolte sydstatsfamilie Wingo (moderen) kæmper med hat og briller for overfor omverdenen at holde på værdigheden og give udtryk for at alt er OK udadtil. Moderen, Lila, der elsker sin børn, og på visse områder har det godt med sin voldelige mand (f.eks. på det seksuelle), prøver forgæves at arbejde sig op i hjembyen Colletons hieraki. Faderens voldelige fremfærd forsøger hun med al magt, koste hvad det vil – bl.a. en af årsagerne til Savannahs sygdom finder vi ud af – at skjule udadtil. Dette kommer til de mest barokke situationer. Under moderens og børnenes lange ophold i en storby, forsøger en gigantisk stor og rå indianer gentagne gange at voldtage moderen Lila. En fryd gennemstrømmer en, da hævnen kommer: Tom’s glas med sorte enker (giftedderkopper) gør det af med manden (tror vi da). Men Lila sagde, at ingen nogensinde måtte nævne noget om dette for nogen - så ville faderen ikke kendes ved hende mere.

I Colleton kommer Tom i skolen op at slås med en af byens upper-class drenge, der afstedkommer pinagtige historier i byen. Hans mor tvinger ham til at gå op til den forurettede og sige undskyld, selvom det slet ikke var hans skyld, det var den anden begyndte. Men moderen må ikke gøre et skidt indtryk på den forurette drengs mor, for det er i de fine cirkler Lily prøver at komme ind. Hold på formerne!


Faderen bedriver alle mulige slags forretninger, der uafbrudt mislykkes. En gang køber han en cirkusløve, der senere bliver familiens redning. På et tidspunkt bryder nemlig forfatteren sin beretning af og lader over en del sider Savannah berette en myte hun har skrevet. Om en truende begivenhed der nærmer sig, og hvor der til sidst sker frygtelige ting. Hvorfor, spørger man sig selv, dog dette underlige indskud? Indtil! Og så skal jeg love for at man i det efterfølgende, bliver revet med ind i en begivenhed af nærmest kataklysmisk format, hvor ens hævnfølelse får fuld valuta for pengene: Faderen er på vandet i sin båd efter rejer, og Lily med børn er hjemme. Pludselig braser 3 mænd ind i huset (undslupne fanger, den ene den føromtalte store indianer). De voldtager hele familien (Luke, den ældste søn, er dog ikke hjemme), Savannah, moren og Tom (anal voldtægt). Imidlertid kommer Luke tilfældigt hjem, aner uråd, OG henter løven i sit bur, lukker døren op til huset og lader den øve en frygtelig hævn, den flår alle tre mand i stykker, river struben op på indianeren osv. MEN moderen vil ikke at dette kommer nogen for øre! Hvis faderen får det at høre, vil han ikke have noget med hende at gøre mere. Hun beordrer alle spor slettet og de 3 døde begravet i skoven. Kan sådanne begivenheder lægges låg på? Naturligvis ikke. Det er selvfølgelig derfor Savannah bliver sindssyg.

Forfatteren leverer blandt mange fine portrætter fx en skildring af den kære bedstefar (farens far), der elsker Jesus og snakker med ham hele tiden, bærer/triller (på hjul) rundt med sit kors i byen, og som olding står på vandski 50 km. for at få sit kørekort tilbage.

Herlig er også beretningen om de tre søskendes redning af deres elskede by-marsvin, som de tilbage-stjæler fra et zoo i Miami.

Den aller sidste del af historien lades stå hen her, men det er hverken en happy ending eller det modsatte. Visse sår læges og andre heles aldrig. Moderen bliver fx skilt fra faderen og gift med byens matador. Luke bliver skudt som en slags guerilla-frihedskæmper for området. Tom vender fra sit forhold med psykiateren Lowenstein tilbage til sin kone. Savannah kommer nok på højkant igen (på genialeste vis lader Pat Conroy hende først direkte optræde i historien første gang 10 sider før slut, alt foregående har været Toms beretninger om familien - hvor hun altså også indgår). Faderen har siddet i fængsel, men vender tilbage til familiens skød (moderen er der dog ikke) efter at Tom har fået sagt ham sandheden om, hvad der var skyld i hans forkvaklede barndom, nemlig en blanding af faderens vold og moderens læggen låg på alt der kunne skade ens omdømme udadtil.
Historiens hovedbudskab er: Kan der komme noget godt ud af en morale der hedder: Sig det ikke til nogen og modtag din ufortjente straf! Hold kæft og bøj dig? – Nej, det skaber selvfølgelig kun syge mennesker.

Overbevisende debut

Peer Aarestrup: Asfaltblomstens duft.
Queenswood 2010
214 sider

Endnu engang må 2. Verdenskrig holde for i en meget heldig romandebut. Handlingen begynder dybt nede i Rusland, hvor bogens hovedproblematik om sandhed og ret allerede skitseres. Den danske købmand Emil Hagen må med familie flygte fra den kommunistiske revolution. Efter en dramatisk og blodig tur når sønnen Oscar København, hvor resten af denne gedigne københavnerroman i hovedsagen udspiller sig.

Oscar har på egen krop erfaret kommunismens svøbe og sympatiserer derfor med nazisterne, der vil dæmme op for denne. Under sin flugt bliver han forelsket og gift med en pige i Tyskland, som har mistet både brødre og far i krigen, men ellers egentlig ikke er nogen overbevist nazist. Her lægges grunden til endnu en hovedproblematik. Den om identitet, tilhørsforhold og vanskelighederne ved at være en fremmed i et folk, som også Knud Romer har beskrevet det i sin meget bemærkede roman.

Oscar og Gertrud bosætter sig i København, hvor børnene Carl, Thomas og Cæcilie vokser op. I begyndelsen af krigen rammes Oscar i deres lejlighed af et dødbringende vådeskud fra en nazipatruljes våben. Ironisk og uretfærdigt kunne man sige, for denne nazisympatisørs vedkommende, men symptomatisk, for hvem der er ven og fjende, er ikke altid og ikke hele tiden nødvendigvis klart defineret i krigens omskiftelige vilkår.

Resten af historien drejer sig om, hvordan børnene og moderen manøvrerer i krigens København, og det både på det ydre og indre plan. Her gennemspilles nemlig i stor stil både deres køns- og nationale/politiske identitet. Peer Aarestrup beskriver de forskellige kvarterer i det indre København levende og sanseligt. Denne afdækning af sin hjembys hemmeligheder og atmosfærer vidner om forfatterens egen fascination af den. Ordet ’duft’ passer rigtig godt ind i titlen. Duftene (lugtene) fra baggårdene, grønthandlerens tobak, de mugne opgange, Frederiksberg have osv. Der er stemninger og atmosfærer fra mange nærmiljøer.

Det ydre plans dulgte atmosfærer kunne modsvares af de tre børns spirende seksualitet og gryende kommen overens med, hvem de selv er. En nærmest incestuid badekarscene, hvor søskende- og venindeseksualitet mikses, vidner om hvor dybt forfatteren ønsker at portrættere sine personer. Per Aarestrups fine erotiske beskrivelser kunne i øvrigt lede tanken hen på hans slægtning, den berømte digter Emil Aarestrup (er romanens Emil (Hagen) en lille hilsen til denne?). Kun ved at disse ting beskrives ægte og levende, får man afdækket den virkelige bund for hvem og hvad et menneske er, og nogle af de komponenter der former det. Andre dybe erindringer fra samme boldgade kunne være en skolelærers forkærlighed for at afstraffe med spanskrør på den bare med bukserne trukket ned.

Efter Oscars død vrider de tre børn sig mellem magterne i en kamp for at finde deres folkelige og politiske identitet; en krig som sætter tingene på spidsen, og kræver sine ofre. Her tvinges man til at forholde sig til temaer som ret og sandhed, kærlighed, ondskab og løgn. Carl, nazisten, ender sit liv på østfronten, hvor Thomas vælger en anden vej, og Cæcilie støtter Thomas. Moderen, Gertrud, må se sig som kastebold mellem magterne. Hun er egentlig bare tysker, og eksemplificerer en person der diffust skal finde sig selv i et fremmed folk, hun er sig næppe helt bevidst om hun sympatiserer med nationalsocialismen, hvilket jo kunne være tilfældet, fordi hun er tysker, havde en mand der var sympatisør og af den brede befolkning qua hun er tysker slås i hartkorn med nazisterne. Tysker er lig med at være nazist. Her kan man finde en kommentar til nutidige forhold, idet romanen universelt peger på lignende vilkår som indvandrere må stå overfor i vores samfund.

To løse skitser noteret under læsningen:
Lurvethed, fornedrelse, medlidenhed går hånd i hånd i Nørrebrokvarterets beboeres dagligdag, kampen for at overleve og for menneskelig værdighed. I en baggård på Nørrebro udfoldes også ondskaben personificeret i Ondemadsen, der ender med at smide sit barn ud af vinduet.

Erotikken, romantikken, sanseligheden, drømmen, mystikken, rædselen og angsten går hånd i hånd. Håb, glæde og tidlig ungdoms erotiske sværmeri, fortylleri og forvirrethed præger midterdelen.

Romanen har ikke nogen happy ending, og der er mange ofre undervejs. Den ender åbent og kalder egentlig på en videreførelse. Hvad sker med den og den person? Som sådan en god anbefaling i sig selv at ville læse mere af denne velskrivende og seriøse forfatter, der med sin bog vægter store og betydningsfulde temaer sat ind i en historisk ramme.
Jeg opfatter bogen som et snapshot, hvor vi er dykket ned i krigstidens København. Denne aktualitetens virkning fremmer Peer Aarestrup fint ved at skrive i nutid, det er her og nu vi oplever det sammen med personerne. Og ved sit koncise og stramme sprogbrug. Kompositionen er i øvrigt raffineret i sin brug af forskydningen af flere tidsplaner.
I en bredere episk roman kunne karakteriseringen af personerne være foldet mere ud, således bemærkede jeg i flere afsnit i marginen, at her kunne forfatteren have vist i stedet for at forklare. Men længere bøger er ofte for snakkesagelige og mister prægnans. Det har denne i høj grad, og den formår på samme tid at holde sammen på mange temaer, få dem rullet ud, problematiseret og afrundet. At alle disse temaer er fremstået af denne egentlig ganske prosaisk berettende fremstilling, går først rigtig op for en ved rekapitulerinegn af det læste. Det er en stor kvalitet ved bogen, at den ud af ordenes aske kan rejse en fugl Føniks verden. Men det er vel det ord - og en god forfatter - kan og gør. Danner en verden i luftens og fantasiens rige. Her er det endog rigtig godt gået.

Brunonia Barry: Søstrene i Salem

-
-

-
-
-

Brunonia Barry:
Søstrene I Salem
Den grimme ælling
Lydbog (410 sider)
2006
Forsnak
En bog der har fyldt virkelig meget; den har været længe undervejs, betydet meget og er af pænt omfang. Jeg har stået i strygerummet og læst (hørt) bogen (og altså strøget og strøget) med Louise Herberts lækre oplæserstemme. Bogen har været afleveret og genlånt flere gange, fordi så mange ting har taget opmærksomheden fra tiden til at læse bøger. Desto større er det aftryk den har afsat, set i forhold til de bøger man evt. styrter igennem på en dag eller to. Så er de jo også hurtigt ude af sindet igen. Denne har fyldt dejlig meget.
Det er en af den type bøger jeg stor-elsker både pga. sproget, stedet den foregår og handlingen. Den fængede lige fra første linie. Der er nogle forfattere der kan skrive, så næsten hver sætning virker stærkt på ens forestillingsevne. Det er Brunonia Barrys første roman, og hun er blevet berømt på den. Men hun kender vel at mærke håndværket til bunds i forvejen, der er ikke mange der på det blotte talent rammer en fuldtræffer første gang. Hun udgav endda først bogen på eget forlag, og da den blev opdaget, blev hun tilbudt 2 millioner (dollars altså) for rettighederne for den af et kendt forlag.

Handling
Pigen Tawner Whitney er kommet tilbage til Salem fra California, hvor hun har været indlagt på en psykiatrisk afdeling. Hendes grandtante Eva, der har den specielle familiearvede evne at kunne læse i kniplinger, som det hedder, altså spå ved at læse mønstrene i kniplingerne (en kunst der efter sigende ene og alene står for forfatterens regning), og som hun har haft et meget nært forhold til og boet hos, findes kort efter druknet. Den lokale betjent, Rafferty, undersøger omstændighederne, og Tawner og ham opbygger efterhånden et kærestelignende forhold.
Denne nutidige handling (foregår tildels i 1996, siger forf.) berettes i 3. person. Ind imellem er der flash back kapitler som Tawner fortæller i 1. person (”jeg”). Det er en historie om barndommens og ungdommens tid med skolegang og skolekærester, en voldelig (og seksuelt udnyttende viser det sig efterhånden) stedfader og en mor der meget af tiden passer sig selv på familiens lille ø ud for Salem, hvor hun bor. Søsteren Lindley får et tragisk endeligt, da hun kommer hjem fra kostskole og tvillingesøsteren Tawner har overtaget kæresten Jack. Det sætter spor hos den følsomme Tawner, en person der hurtigt vækker ens sympati.

Bogen har et overskueligt persongalleri. Jeg personen Tawner fortæller som sagt. Forholdsvis få personer er hovedaktører. En af romanens store styrker: Personerne er stærkt og virkelig godt karakteriseret. Der er meget dialog. Og beretninger om hvad personerne tænker og gør. Det er det der udgør den stramme linie i bogen. Således er der f.eks. ikke meget naturbeskrivelse.

Salem er også en by med mange konfessioner og kirker. Disse er skeptiske overfor en suspekt lokal sekt, calvinisterne (efter Tawners stedfader Cal, der lægger navn til sekten), der har sorte elementer i sig. Bogens slutfase drejer sig netop om calvisternes dramatiske afbrænding af huset Tawner har arvet efter Eva, og hvor hun og en gravid pige opholder sig. Udfaldet skal ikke afsløres.

Byen Salem
Den bredt, varmt og fint fortalte historie forgår i den lille, men af alle amerikanere kendte by Salem lidt nord for Bosten. Salem er kendt for sine hekseprocesser i 1600-tallet. Byens berømte grundlægger, Conan, står som statue på torvet. Salem er en gammel søfarts- og fiskerby med en del småøer ud for sig, hvor også en del af handlingen udspiller sig.
Byen Salem er også kendt for sit kniplingshåndværk. Hvert kapitel indledes med et citat fra - den fiktive, idet Brunonia Barry lader grandtante Eva afsløres som forfatter sidst i bogen - ”Kniplingelæserens Håndbog”, der sætter det kommende kapitel i relief. (Heri ligner den en anden bog, min ynglingsbog over alle, Sidste nyt fra havnen af Annie Proulx, der i øvrigt også foregår i maritime omgivelser på Nova Scotia på vestsiden af Canada. Hvert kapitel har her en overskrift fra en bog om reb-binding).
Salem prøver at profitere så meget som muligt af bogen. Der er lavet kort man kan tage på tur efter, over de mange steder i byen der kan genkendes i bogen; der er pakker med hotelweekender med litterært indhold (også Nathanael Hawthorne og Arthur Miller stammer fra byen); man har lavet en spå-kniplinge-bod; og forlaget har lavet en dokumentarfilm, der kan ses på hjemmesiden om bogen.
Det er blevet sagt, at Salem indgår som en væsentlig karakter i bogen. Det er i høj grad en ”a sense of place”-bog. Man har diskuteret andre kendte bøger der har haft samme opblomstrende betydning for en mindre by, såsom John Berendts ”Savannah”.

Roman teknik
Den type romaner, der foregår på en nærmere angivet mindre lokalitet, der eksisterer i virkeligheden, har optaget mig en del i henseende til roman teori. Hvad gør man, hvis man vil skrive en roman om det sted hvor man bor eller om en eller anden kendt og navngiven lokalitet? Man kan jo ikke sådan åbenlyst skrive om sine medmennesker i ens samtid. Hvis man lader faktisk eksisterende personer optræde i romanen i større stil, kaldes det en nøgleroman, og navnene er så i hvert fald dækkede. Visse forfattere kommer om ved det ved at henlægge handlingen til en anden tidsperiode, evt. gøre den til en ren historisk roman. En tredje mulighed er at bruge fiktive personer i en by eller egn, hvor evt. kun topografiske ting er genkendelige og alle personer fiktive. Det er det Brunonia Barry gør. Folk fra hele USA valfarter ikke desto mindre til Salem for at gå i romanens fodspor. Man har simpelthen for det sammes skyld gjort det til en turistattraktion, som byen drager stor økonomisk og publicitymæssig fordel af.

Bogen fyldte mig med glæde og gjorde mig - hel! Om end det måske er et lidt underligt og noget Jung’sk-agtigt udtryk i den forbindelse, så var det egtl. det der faldt mig ind ved eftertanke, og det er skam sandt nok.

Det kristne billed-sprog

Erik A. Nielsen
Kristendommens retorik
Den kristne digtnings billedformer
Gyldendal 2009
544 sider


Erik A. Nielsen vil med sin allerede ret bemærkede bog imødegå og genindvinde det kæmpe traditionstab vi befinder os midt i, idet den almene dansker bliver mindre og mindre bekendt med kristendommens og bibelens univers.
Og dermed også med hele den vesterlandske kulturs sproglige billedbrug fra Antikken og frem til moderne tid. Et sigende eksempel på det er en nylig bragt artikel i Kristeligt Dagblad om nye danske altertavler uden kristne symboler, der i stedet er erstattet af en sol eller tegn for de fire årstider o.lign., fordi folk ikke ville forstå den gamle kristne symbolik i fx. korset.

Mange af os, der er vokset op i kristne sammenhænge med bibellæsning og samtalen om bibelske emner, er måske ikke særlig bevidste om, hvor stort et fond af billeder, symboler og metaforer fra den verden vi tit forholdsvis ureflekteret benytter os af og er fortrolige med.
I bogen bruges et stort antal sproglige billedeksempler såsom træet, hjertet, skyggen, drømmen osv., hentet fra talrige Bibelske skriftsteder og danske salmer, men også fra anden religiøs litteratur.

Del 1: Hermeneutisk
Det er forfatterens tese, at kristendommen ikke bare har, men er en hermeneutik, og dens budskab verdensfortolkende. Det er fremmed, ny tale ind i det velkendte (kaldet horisontbruddet).
Indtil nu har man ment, at kristendommen blot er en fortsættelse af den antikke retoriske tradition (veltalenhed). Men den tilføjer mysteriet, den indre synskraft, det man kan se med lukkede øjne. Og troen er forudsætningen for fortolkning.
Der sker en betydningsudvikling, en stigning, fra GT til NT. Jesus peger fx i Johs. 6 på sig selv som det brød de skal spise og blive mætte af, og viser tilbage til mannaspisningen i GT. Jesus åndeliggør - her og gennemgående i evangelierne - denne stigning i betydning.

Del 2: Eksegetisk
Den i tidligere tider meget anvendte firefoldige udlægning af skriften er grundlaget for 2. delen.
Til den bogstavelige, sansede, tilstand føjes den allegoriske (fænomenets betydning). Allegorien (sindbilledet) er betydningernes transportarbejder indenfor sproget. Den tropologiske, moralske, tilstand går på virkningen i ens liv, og den anagogiske (eller eskatalogiske, læren om de sidste ting) placerer jeg’et i helheden.
De østerlandske vismænd i Grundtvigs Dejlig er den himmelblå, der ledtes af stjernen, ”fandt dog stjernen der igen” (i Betlehem), men der er her talt allegorisk om Jesus. Jesu ”stjerne”, (ord), skal lyse for vor fod (det moralske aspekt), v. 16: ”Han sidder nu deroppe…hos Gud Faders højre hånd” (eskatologiske).
Der sker en udvikling og stigning i indsigt og klarsyn i denne anskuelsesmåde, og der er kun anvendt ganske dagligdags sprog og billeder. I Paradiset vil alle billeder være forsvundet, for da er der ikke behov for dem mere, da er vi i en evig ubrudt skuen!
Der sker lange rækker af betydningsforvandlinger fra GT til NT og videre ind i f.eks. vores gudstjenestefejring. GT’s Salme 118 skildrer en syngende og takkende rituel festprocessionen der bevæger sig gennem tempelgården mod alteret. Gud besejrede fjenderne ved udgangen af Ægypten. Jøderne på salmistens tid genopførte i ritualiseret form symbolsk denne historie. Og kulten åndeliggør og almengør, siger Erik Nielsen. Betydningsforvandlingerne fejres derfor hos os, når vi i kirken læser denne tekst palmesøndag, og den frelsende indgriben i en kultisk aktualisering (Nielsen) universaliseres, så den for os kommer til at dreje sig om Jesu død, opstandelse og sejr.

Professor Erik A. Nielsens bog har vakt stor opsigt, bla. på sidste års bogmesse i Forum; i en radioudsendelse med forfatteren; i et stort portræt interview med ham i Kristleligt Dagblad; og så er den er udkommet i bogklub (Samleren). Erik A. Nielsen, gift med Margrethe Auken, har før gjort sig bemærket med bøger der bevæger sig i krydsfeltet mellem hans eget fag, dansk litteratur, og teologi. Det er en sprogligt og æstetisk spændende rejse at begive sig ind i hans erkendelsesunivers og formulerings formåen, hvor han i et velgørende poetisk og kraftfuldt sprog formulerer teologiske emner man ofte før har hørt, på nye måder. Det er en spræng lærd og ikke letlæst bog, med utrolig mange emner og begreber der jfr. bogens afsnit progressivt bygges op og gennemgås. Et eks. blandt utallige: Der redegøres grundigt for Grundtvig som en analogisk (sideordnet) skrivende og tænkende forf. i stedet for en logisk. Begreber udredes og defineres altid indledningsvis særdeles fint etymologisk (om ords oprindelse). Fx et ord som paradigme.
Kristendommens retorik er blot første af 4 tænkte bind, som i sidste ende skal kunne bruges som et ikonografisk opslagsværk under emneord.

Bogen har overalt fået de fornemst tænkelige anmeldelser. Johs. Christensen ( Jyllands Posten) skriver f.eks.: ”..uomgængeligt storværk i dansk litteraturforskning, tekstteori og teologi…. skælsættende og epokegørende inden for samtlige de videnområder, som det dækker!...den mest betagende medrivende og lærerige bog nogensinde på sit område”. Det må dog stå helt for egen regning, når Politikens Lars Sandbeck konkluderer at bogen ”utvetydeligt og (forhåbentlig) endegyldigt får gendrevet den moderne myte om, at bibelfundamentalisme er oprindelig og autentisk”, en myte der videre siger at videnskabelig bibelkritik er et moderne fænomen. ”Det forholder sig faktisk stik modsat”, siger han. Det er ikke noget han kan uddrage ved læsning af bogen, for den støtter i den grad læren om Helligånden som inspirator for de mennesker der skrev de bibelske skrifter. Og forsvarer en uadskillelighed mellem GT og NT, for vil man ellers ikke underkende ”den kristne Helligånds dybe samviden med Guds planer igennem frelseshistorien?”. Erik A. Nielsen retter netop mange gange en skarp kritik mod nyere og moderne rationalistisk bibelvidenskab. Det er vederkvægende at høre den slags toner fra samtidig humanistisk videnskab.

Bogens ”skabte viden” kan være med til at skabe sammenhæng, mening og helhed i en ofte fragmentarisk oplevet verden. Åbne op for nye rigdomme og perspektiver i det at se videre ud og ind i tilværelsens forunderlige synlige og metafysiske/åndelige sammenhænge. Kun ved at generobre eller fastholde indsigten i kristendommens billedbrug, dens koder, er troens verden i bred målestok tilgængelig for os. Vi skal være under stadig forvandling og fornyelse i både sanser og ånd, det forfatteren kalder en poetisk teologi, hvor forkyndelse, poesi og livsførelse glider over i hinanden.

Benjamin Franklins Selvbiografi - fra det gamle Amerika

Benjamin Franklin
Selvbiografi
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
1958, 252 sider

Benjamin Franklin’s (1707 – 1790) selvbiografi er skrevet sent i livet og nu genudgivet på dansk. Jeg har den dog i en udgave fra 1958, som jeg nok har været i gang med at læse de sidste 20 år. Ansporet af nye anmeldelser af bogen har jeg nu læst den til ende.

Det der fascinerer en når man læser hans ganske prosaiske beretning om sit liv og dåd er, at han besad en masse gode evner som han alle udfoldede. Franklin var en stor amerikaner fra 1700-tallet, der var med i forreste front på mange områder. Han var oprindelig bogtrykkeruddannet, og brugte derfor ofte muligheden for selv at udgive bøger og brochurer om emner der optog ham af politisk, moralsk og videnskabeligt indhold. Politisk set var han medlem af den lovgivende forsamling i Philadelfia; fremsatte gerne udkast til forbedringer af love og havde guvernørers og de højeste myndigheders bevågenhed.

Franklin var en af denne verdens intelligenteste mennesker, et poly-geni og en utrættelig idealist, der i en tidlig alder bl.a. opstillede en serie leveregler for sig selv. Den retskafne og myre flittige Franklin, der altid havde et øje for en praktisk forbedring og vurderede nytten (dette ord af alle, det nyttige) i ethvert forehavende, tog en mangel som en udfordring, og prøvede at afbøde den til menneskets gavn…...og nytte. Han var en driftig mand, og en handlingens og dådens mand.

En avisartikel omtaler ham som fritænker og deist. Det kan man vist ikke slutte ved læsning af bogen, hvor jeg synes han fremstiller sig selv som et oprigtigt gudfrygtigt og troende kristen-menneske.
Først og fremmest er han vel kendt for sine banebrydende forsøg med elektricitet. Alle skolebørn lærer om hans foranstaltninger med måling af lyns elektriske udladninger. Det var Franklin der først hævdede og påviste at lyn udleder elektricitet, selvom alle lærde til at begynde med grinede af hans formodning.

I en bogklubomtale af bogen remses følgende karakteristika op om ham: Selvlært journalist, forfatter, videnskabsmand, politiker, diplomat, revolutionsleder, universitetsgrundlægger, opfinder, Founding Father, bogtrykker, borgerretsforkæmper, statsmand, avisudgiver, biblioteksgrundlægger, brandværnsstifter, ambassadør, postmester, drageflyver, atlet, kemiker, filosof og Pennsylvanias præsident.

Jeg har altid haft en vis svaghed for kombinationen af idealistiske og polygeniale mennesker. Albert Schweitzer, Theofrastus Bombastus von Hohenheim (også kaldet Paracelsus) og Heinrich Schliemann (bl.a. Trojas finder), er mennesker af den type der lige falder mig ind.
Sidst i bogen er tilføjet et lille prosaskrift af ham, der i sin ordsprogsagtige form får en til at tænke på Ordsprogenes Bog i GT. I begyndelsen forekom det mig lidt snusfornuftigt, men efterhånden fik jeg sympati for alle de bevingede ordsprog og mundheld den gode mand dog kunne ryste ud af ærmet.

Bogen er fint illustreret af den kendte professor Aksel Jørgensen, der var så uheldig at stille træskoene mens han var i gang med netop dette projekt. Derfor er ikke alle de tænkte ill. med.
Ind i mellem kedede jeg mig en kende over hans dagligdagsberetninger og den jævne berettende stil. Egentlig lidt underligt at bogen skulle være så berømt som det siges den er. Men selvfølgelig interessant som et eks. på en af de større selvbiografier fra tidligere tider.

Kresten Drejergaard "Fra røverdal til englesal"

Kresten Drejergaard
Fra røverdal til englesal
Eggersens Forlag 1994
111 sider


Forsnak
Jeg elsker at ankomme til et lejet sommerhus, og finde al mulig slags lekture, som udlejeren har deponeret i sit sommerhus, evt. fordi der ikke er plads derhjemme, eller det er kasseret, eller fordi han har været på loppemarked for at erhverve bøger til sommerhuset, eller som diverse lejere måske har efterladt eller glemt. Det er skønt at rode i bøger, ofte af lidt bedagede og mere eller mindre kendte forfattere. Jeg får en forfærdelig lyst til og et behov for at kende alle forfatterne, hvem var denne og hin obskure engelske, eller var det nu amerikanske eller australske forfatter. Hjem og se på nettet.
I sommerhuse finder man gamle knaldromaner der foregår til søs, krimier, klassikere, engelsk- eller tysksproget og måske svensk- og norsksproget litteratur; eller gamle og totalt udrangerede tredjeklasses romancer a la Morten Korch. Ejeren eller en tidligere ejer, har i den nedenfor omtalte - "nyere" og særdeles lødige - bog skrevet ”fået af moster Edith”. Og der er en dedikation fra forfatteren ”Til Edith med venlig hilsen..” osv. Sjovt at rende over sådanne bøgers forunderlige og uforudsigelige færd igennem denne verden.

Bogen
I det lejede sommerhus bibliotek faldt jeg over Kresten Drejergaards lille og fine ”Fra røverdal til englesal”, udgivet 1994. Året efter - ser jeg på nettet - blev han biskop i Odense. Undertitlen ” – sytten artikler om troens forhold til det virkelige liv”, angiver indholdet.

Drejergaard var præst i Asperup, Nordvestfyn i en del år forinden han blev biskop. Fra denne tid stammer de causerende 17 kapitler. Det er skønt at læse om den lille bys kirke- og folkemiljø, uden at det på nogen måde bliver idyllisk. Drejergaard kommer med lune, vid, kyndighed og skarphed godt omkring i sognet. Han tager ofte udgangspunkt i eller beretter om hændelser og sogneliv, for i tilknytning dertil at debattere mere teologisk relaterede emner. Da han første gang kommer til Asperup for at bese præstegården før indflytningen og lige slår et smut indenom den lille købmand, hilser denne ham med: Hvad laver sådan en idiot her? Uvidende om at det er byens kommende højvelbårenhed. De bliver dog hurtigt gode venner. Her bliver præsten fremover opdateret om alt nyt i byen og her nupper han engang imellem en stille øl.

Drejergaard er en kernegod grundtvigianer, med vel nuancerede synspunkter, der på en let måde præsenteres for læseren. Den kirkelige grundtvigianisme ses i realistisk lys som for nedadgående i tilknytning til landbykulturens forfald. Grundtvigianismens deroute følger dette forfald bl.a. som et resultat af det grundtvigskes traditionelle tætte sammenknytning mellem folkelighed og kirkelighed, men vurderes positivt i nyt – hårdt tilkæmpet - lys. Drejergaard kender og elsker sin salmebog som få, og øser gavmildt fra skatkisten. I artiklen ”Gak, orme-sæk, og sov”, der behandler en kendt Kingo salme, viser han at Kingo ikke, når han synger om døden, flæber i forgængeligheden, men i stedet lyst priser Gud i en tak for livet! Forfatteren kommer omkring emner som reinkarnation, liturgi/ritualer, begravelser, Jomfru Maria, grundtvigianisme kontra vækkelseskristendom mm.

Den bedste anbefaling er vel, at man meget godt kan tænke sig at læse bogen igen. Den har mange fine pointer og varme menneskeportrætter.