Peer Aarestrup: Asfaltblomstens duft.
Queenswood 2010
214 sider
Queenswood 2010
214 sider
Endnu engang må 2. Verdenskrig holde for i en meget heldig romandebut. Handlingen begynder dybt nede i Rusland, hvor bogens hovedproblematik om sandhed og ret allerede skitseres. Den danske købmand Emil Hagen må med familie flygte fra den kommunistiske revolution. Efter en dramatisk og blodig tur når sønnen Oscar København, hvor resten af denne gedigne københavnerroman i hovedsagen udspiller sig.
Oscar har på egen krop erfaret kommunismens svøbe og sympatiserer derfor med nazisterne, der vil dæmme op for denne. Under sin flugt bliver han forelsket og gift med en pige i Tyskland, som har mistet både brødre og far i krigen, men ellers egentlig ikke er nogen overbevist nazist. Her lægges grunden til endnu en hovedproblematik. Den om identitet, tilhørsforhold og vanskelighederne ved at være en fremmed i et folk, som også Knud Romer har beskrevet det i sin meget bemærkede roman.
Oscar og Gertrud bosætter sig i København, hvor børnene Carl, Thomas og Cæcilie vokser op. I begyndelsen af krigen rammes Oscar i deres lejlighed af et dødbringende vådeskud fra en nazipatruljes våben. Ironisk og uretfærdigt kunne man sige, for denne nazisympatisørs vedkommende, men symptomatisk, for hvem der er ven og fjende, er ikke altid og ikke hele tiden nødvendigvis klart defineret i krigens omskiftelige vilkår.
Resten af historien drejer sig om, hvordan børnene og moderen manøvrerer i krigens København, og det både på det ydre og indre plan. Her gennemspilles nemlig i stor stil både deres køns- og nationale/politiske identitet. Peer Aarestrup beskriver de forskellige kvarterer i det indre København levende og sanseligt. Denne afdækning af sin hjembys hemmeligheder og atmosfærer vidner om forfatterens egen fascination af den. Ordet ’duft’ passer rigtig godt ind i titlen. Duftene (lugtene) fra baggårdene, grønthandlerens tobak, de mugne opgange, Frederiksberg have osv. Der er stemninger og atmosfærer fra mange nærmiljøer.
Det ydre plans dulgte atmosfærer kunne modsvares af de tre børns spirende seksualitet og gryende kommen overens med, hvem de selv er. En nærmest incestuid badekarscene, hvor søskende- og venindeseksualitet mikses, vidner om hvor dybt forfatteren ønsker at portrættere sine personer. Per Aarestrups fine erotiske beskrivelser kunne i øvrigt lede tanken hen på hans slægtning, den berømte digter Emil Aarestrup (er romanens Emil (Hagen) en lille hilsen til denne?). Kun ved at disse ting beskrives ægte og levende, får man afdækket den virkelige bund for hvem og hvad et menneske er, og nogle af de komponenter der former det. Andre dybe erindringer fra samme boldgade kunne være en skolelærers forkærlighed for at afstraffe med spanskrør på den bare med bukserne trukket ned.
Efter Oscars død vrider de tre børn sig mellem magterne i en kamp for at finde deres folkelige og politiske identitet; en krig som sætter tingene på spidsen, og kræver sine ofre. Her tvinges man til at forholde sig til temaer som ret og sandhed, kærlighed, ondskab og løgn. Carl, nazisten, ender sit liv på østfronten, hvor Thomas vælger en anden vej, og Cæcilie støtter Thomas. Moderen, Gertrud, må se sig som kastebold mellem magterne. Hun er egentlig bare tysker, og eksemplificerer en person der diffust skal finde sig selv i et fremmed folk, hun er sig næppe helt bevidst om hun sympatiserer med nationalsocialismen, hvilket jo kunne være tilfældet, fordi hun er tysker, havde en mand der var sympatisør og af den brede befolkning qua hun er tysker slås i hartkorn med nazisterne. Tysker er lig med at være nazist. Her kan man finde en kommentar til nutidige forhold, idet romanen universelt peger på lignende vilkår som indvandrere må stå overfor i vores samfund.
To løse skitser noteret under læsningen:
Lurvethed, fornedrelse, medlidenhed går hånd i hånd i Nørrebrokvarterets beboeres dagligdag, kampen for at overleve og for menneskelig værdighed. I en baggård på Nørrebro udfoldes også ondskaben personificeret i Ondemadsen, der ender med at smide sit barn ud af vinduet.
Erotikken, romantikken, sanseligheden, drømmen, mystikken, rædselen og angsten går hånd i hånd. Håb, glæde og tidlig ungdoms erotiske sværmeri, fortylleri og forvirrethed præger midterdelen.
Romanen har ikke nogen happy ending, og der er mange ofre undervejs. Den ender åbent og kalder egentlig på en videreførelse. Hvad sker med den og den person? Som sådan en god anbefaling i sig selv at ville læse mere af denne velskrivende og seriøse forfatter, der med sin bog vægter store og betydningsfulde temaer sat ind i en historisk ramme.
Jeg opfatter bogen som et snapshot, hvor vi er dykket ned i krigstidens København. Denne aktualitetens virkning fremmer Peer Aarestrup fint ved at skrive i nutid, det er her og nu vi oplever det sammen med personerne. Og ved sit koncise og stramme sprogbrug. Kompositionen er i øvrigt raffineret i sin brug af forskydningen af flere tidsplaner.
I en bredere episk roman kunne karakteriseringen af personerne være foldet mere ud, således bemærkede jeg i flere afsnit i marginen, at her kunne forfatteren have vist i stedet for at forklare. Men længere bøger er ofte for snakkesagelige og mister prægnans. Det har denne i høj grad, og den formår på samme tid at holde sammen på mange temaer, få dem rullet ud, problematiseret og afrundet. At alle disse temaer er fremstået af denne egentlig ganske prosaisk berettende fremstilling, går først rigtig op for en ved rekapitulerinegn af det læste. Det er en stor kvalitet ved bogen, at den ud af ordenes aske kan rejse en fugl Føniks verden. Men det er vel det ord - og en god forfatter - kan og gør. Danner en verden i luftens og fantasiens rige. Her er det endog rigtig godt gået.
Resten af historien drejer sig om, hvordan børnene og moderen manøvrerer i krigens København, og det både på det ydre og indre plan. Her gennemspilles nemlig i stor stil både deres køns- og nationale/politiske identitet. Peer Aarestrup beskriver de forskellige kvarterer i det indre København levende og sanseligt. Denne afdækning af sin hjembys hemmeligheder og atmosfærer vidner om forfatterens egen fascination af den. Ordet ’duft’ passer rigtig godt ind i titlen. Duftene (lugtene) fra baggårdene, grønthandlerens tobak, de mugne opgange, Frederiksberg have osv. Der er stemninger og atmosfærer fra mange nærmiljøer.
Det ydre plans dulgte atmosfærer kunne modsvares af de tre børns spirende seksualitet og gryende kommen overens med, hvem de selv er. En nærmest incestuid badekarscene, hvor søskende- og venindeseksualitet mikses, vidner om hvor dybt forfatteren ønsker at portrættere sine personer. Per Aarestrups fine erotiske beskrivelser kunne i øvrigt lede tanken hen på hans slægtning, den berømte digter Emil Aarestrup (er romanens Emil (Hagen) en lille hilsen til denne?). Kun ved at disse ting beskrives ægte og levende, får man afdækket den virkelige bund for hvem og hvad et menneske er, og nogle af de komponenter der former det. Andre dybe erindringer fra samme boldgade kunne være en skolelærers forkærlighed for at afstraffe med spanskrør på den bare med bukserne trukket ned.
Efter Oscars død vrider de tre børn sig mellem magterne i en kamp for at finde deres folkelige og politiske identitet; en krig som sætter tingene på spidsen, og kræver sine ofre. Her tvinges man til at forholde sig til temaer som ret og sandhed, kærlighed, ondskab og løgn. Carl, nazisten, ender sit liv på østfronten, hvor Thomas vælger en anden vej, og Cæcilie støtter Thomas. Moderen, Gertrud, må se sig som kastebold mellem magterne. Hun er egentlig bare tysker, og eksemplificerer en person der diffust skal finde sig selv i et fremmed folk, hun er sig næppe helt bevidst om hun sympatiserer med nationalsocialismen, hvilket jo kunne være tilfældet, fordi hun er tysker, havde en mand der var sympatisør og af den brede befolkning qua hun er tysker slås i hartkorn med nazisterne. Tysker er lig med at være nazist. Her kan man finde en kommentar til nutidige forhold, idet romanen universelt peger på lignende vilkår som indvandrere må stå overfor i vores samfund.
To løse skitser noteret under læsningen:
Lurvethed, fornedrelse, medlidenhed går hånd i hånd i Nørrebrokvarterets beboeres dagligdag, kampen for at overleve og for menneskelig værdighed. I en baggård på Nørrebro udfoldes også ondskaben personificeret i Ondemadsen, der ender med at smide sit barn ud af vinduet.
Erotikken, romantikken, sanseligheden, drømmen, mystikken, rædselen og angsten går hånd i hånd. Håb, glæde og tidlig ungdoms erotiske sværmeri, fortylleri og forvirrethed præger midterdelen.
Romanen har ikke nogen happy ending, og der er mange ofre undervejs. Den ender åbent og kalder egentlig på en videreførelse. Hvad sker med den og den person? Som sådan en god anbefaling i sig selv at ville læse mere af denne velskrivende og seriøse forfatter, der med sin bog vægter store og betydningsfulde temaer sat ind i en historisk ramme.
Jeg opfatter bogen som et snapshot, hvor vi er dykket ned i krigstidens København. Denne aktualitetens virkning fremmer Peer Aarestrup fint ved at skrive i nutid, det er her og nu vi oplever det sammen med personerne. Og ved sit koncise og stramme sprogbrug. Kompositionen er i øvrigt raffineret i sin brug af forskydningen af flere tidsplaner.
I en bredere episk roman kunne karakteriseringen af personerne være foldet mere ud, således bemærkede jeg i flere afsnit i marginen, at her kunne forfatteren have vist i stedet for at forklare. Men længere bøger er ofte for snakkesagelige og mister prægnans. Det har denne i høj grad, og den formår på samme tid at holde sammen på mange temaer, få dem rullet ud, problematiseret og afrundet. At alle disse temaer er fremstået af denne egentlig ganske prosaisk berettende fremstilling, går først rigtig op for en ved rekapitulerinegn af det læste. Det er en stor kvalitet ved bogen, at den ud af ordenes aske kan rejse en fugl Føniks verden. Men det er vel det ord - og en god forfatter - kan og gør. Danner en verden i luftens og fantasiens rige. Her er det endog rigtig godt gået.
+(Custom).jpg)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar