Lawrence Durrel - Causeri

Lawrence Durrel
Alexandria kvartetten
Gyldendal

Alexandria kvartetten er de mest kendte af Lawrence Durrels bøger, 4 bøger der foregår i byen af samme navn og deromkring, og i et helt og aldeles anderledes ”rum”. Durrels univers vibrerer af sansemættet dekadent skønhed og patos. Han er en verdensmester i metaforer, og vel nærmest skaberen af udtrykket ”the spirit of place”. I bogen af samme navn med digte og rejse-essays, opponerer han fx imod Abu Simbel templets flytning (før Aswan dæmningen ville oversvømme det hele), fordi netop stedets stemning ikke ville være det samme derefter.

Alexandria kvartetten er et eksperiment, idet han heri afprøver sin ide om at lægge den dengang forholdsvis nyfremsatte relativitetsteori til grund for kvartetten. Alle 4 bøger foregår på samme tid, så at sige lagt oven på hinanden. Selvom der fremstilles et helt prosaisk univers med by, land og agerende personer, er der ikke en kontinuerlig handling i bøgerne i traditionel forstand. Personernes indbyrdes forhold vendes og drejes fra alle mulige perspektiver. Højst særprægede personligheder i en lige blanding af eksotiske ægyptere, engelske emperiefolk fra kolonialadministrationen, jøder, ludere, barberer, forretningsfolk, forfattere osv., udgør den enestående ramme for denne de kranke lidenskabers og passioners verden. (Fx er den græske, men i noget af sit liv i Alexandria bosiddende og engang reelt eksistrende forfatter, Gavafy, en helt central reference figur i værket - har læst hans digte på engelsk.)

Der findes hist og her veritable Durrel dyrkere, såsom Poul Elming, chef for Ålborg Symfoniorkester (2007): ”- Hvad har formet dit livssyn? – Det har Lawrence Durrels firebindsværk ”Alexandria Kvartetten”. Jeg læste bøgerne i slutningen af 1970’erne, mens jeg studerede…i Wiesbaden. Værket var svært at komme i gang med, men pludselig var jeg grebet, og kunne slet ikke slippe bøgerne igen. Romanen beskriver det samme hændelsesforløb set fra fire personers synsvinkler. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, og jeg har aldrig rigtig sluppet den påvirkning.” (Kristeligt Dgbl. 1.9.07). Jeg købte værket i 1980, kan jeg se, og har forløbig (kun) læst de to første bind.

Ikke desto mindre har Durrel påvirket mig meget. Nogle rejsebøger (eller måske rettere ’opholdsbøger’) fra hans længerevarende bosiddelser på fx Cypern og Rhodos viser Durrel fra hans suveræne side. Ingen overgår ham i beskrivelser af folk, kvinder, steder og stemninger.

Der er lavet, var det nu 3 eller netop 4, TV-udsendelser om Alexandria kvartetten, pyh, de er fra medio ’70-erne, og altså i sort hvid. Jeg så dem på mit lille Københavner-studenterhybel ca. ml. 1976-78, og jeg blev helt ude af mig selv af begejstring. Durrel bliver interviewet, og man ser hele tiden forskellige lokaliteter fra Alexandria og omegn, vilde heste der rides i ørkenen, et sindsygt mulddyr der trækker en overrislingspumpe osv. Sanse- og stemningsmættede indtryk fra hans bøgers verden, kommenteret fantastisk af ham selv, hvor man ser ham siddende i en palmehave på stedet. Ikke mindst virker de udsendelser så besættende, fordi Tørk Haxtausen, (dansker, død nu) hvis dybe, let nedtonede basstemme, der fik hver sætning til at lyde skæbnetungt på en besættende måde, var kommentator på udsendelserne. Kommentarerne var ikke hans egne, men oplæsninger af Durrel -udtalelser.Tørk Haxtausen havde så absolut og helt suverænt Danmarks smukkeste og mest betagende stemme. Jeg har aldrig kunnet genfinde disse udsendelser, heller ikke ved en forespørgsel hos DR, jeg vil spørge det engelske Durrel-selvskab om de kender dem, men jeg mener ikke de er oplistet på deres bibliografi. Meget underligt.

Den yoga- og buddistdyrkende (og kristendomskeptiske) Durrel var i mange år bosiddende i Sommiers, Sydfrankrig. En engelsk kosmopolit, der aldrig har boet fast i England, som han anså for et bornert land, men derimod elskede Middelhavslandene. Skrev også bl.a. fra Sydfrankrig sin Provence kvintet, der ikke er så kendt. Om hans relativitets eksperiment med Alexandria Kvartetten er lykkedes, er der delte meninger om. Hans stjerne er aftaget siden hans død i 1990,forud var gået en forhutlet periode med skuffelser over manglende anerkendelse (altså i den helt, helt store stil for hans senere værker), datterens selvmord, den sidste af hans 4 koners død, skiftende partnere, for meget trøstealkohol og sygdom. Jeg har skimtet flere store engelske biografier om ham igennem, kommet efter hans død, hvor hele denne sidste periode virker noget tragisk.