Ole Sarvig:
Midtvejs i det 20. århundrede
Gyldendals Uglebøger
Det kan vi bestemt ikke sige vi er længere, vel. Men bogen er på en måde tidløs. Dens indkredsning af det moderne menneskes ensomhed og identitetsløshed i de europæiske byer (skrevet 1954), matcher meget vel hans øvrige forfatterskab. Hans skriftlige sprog minder meget om den manende, men følsomme mundtlige fremstilling man husker, hvis man har hørt ham live. - Poul Borums: Samtaler med Ole Sarvig giver i endnu højere grad præcision og uddybning af temaer i hans forfatterskab. - Krisens billedbog og kriminalromanen De sovende er andre bøger jeg har læst. - Sarvig var også kunstanmelder, og hans sprog, der seismografisk registrerer stemninger og atmosfære, er vel skærpet godt derigennem.
Jeg husker tydeligt den dag i 1981, da jeg i min Københavner-studentertid chokeret hørte, at han var død under mystiske omstændigheder dagen før. Har man nogensinde fået klarlagt, om han faldt eller lod sig falde ud af det åbne vindue på 3. sal - og døde deraf?
+(Custom).jpg)
Jeg var sammen med hans ven, Svend Wiig Hansen, den morgen. Det var selvmordet, der rystede Wiig.
SvarSletdette ville jeg gerne vide mere om, da jeg netop skriver en artikel om Ole Sarvig. Var der tale om selvmord - eller alligevel ikke ?
SvarSlet