Siegfried
Lenz: Tysktime
Gyldendals
bogklub
1973
402 sider
Allerede fra
første side var jeg solgt: Siegfried Lenz er en sprogets mester, meget præcis, minutiøs
og måske omstændelig i sine beskrivelser
- og et afsindig klogt menneske. At man dog aldrig har læst noget af ham
før. Og nu er han ældgammel (ak ja, så er han død - her i efteråret 2014, i Hamborg, omgivet af familien, forlød det) men skriver og udgiver stadig. Jeg har haft
Tysktime stående i 30 år, men først for nylig, da jeg fandt ud af, at den fordækt
handler om maleren Emil Nolde, og derfor foregår i marsken i Sydslesvig, blev
det straks klart for mig, at den måtte jeg læse.
Bogen er på 400 sider, og jeg blev kun mere
og mere begejstret som bogen skred frem, indtil – side 300 ca. Så opstod et
antiklimaks, der varede ved resten af bogen. Lenz skulle have sluttet bogen
efter 300 sider. Selvom bogens komposition er flot lavet.
Bogen blev vel, ligesom fx Martin A. Hansen’s
Løgneren og Rifbjerg’s Den kroniske uskyld, - i sin tid – til analyse pusset på
de små stakkels gymnasieelever.
Jeg personen sidder i ungdomsfængsel på en ø
i Elben lige efter 2. Verdenskrig (hvorfor, og at det er et fængsel, får vi at
vide i sidste del af bogen) og skal som et straffearbejde skrive om ”Pligtens
glæder”. Om det er det han bruger de 3 mdr. i enecelle på, eller om han skriver
sit livs historie (vores historie), mener jeg forfatteren drillende lader stå
lidt i det uvisse. Jeg blev ikke helt klar over det.
Bogens miljøer veksler således mellem denne fange-ø
og hjemstavnen ved digerne i Nordvesttyskland. I en lille by er hans far lokal
landbetjent, og bor – og er vokset op - i samme landsby som Max Ludwig Nansen
(Nolde – der altså ikke nævnes ved navn, ligesom bylokaliteterne er ændrede). Jeg
har en teori om, at forfatteren har konstrueret ordet Nansen på denne måde:
Emil Nolde hed jo i virkeligheden Hansen til efternavn, og det har Lenz sat
sammen til N(olde)-ansen. AT det er Nolde det drejer sig om, må man selv gætte
sig til, det er ikke noget forf. siger.
Under 2. verdenskrig fik maleren (som han gennemgående
kaldes i bogen) malerforbud. Det kan han
dog ikke overholde, og maler i stedet i hemmelighed en anden type billeder. I
bogen kalder han dem ”usynlige billeder” (i virkeligheden kaldte han dem for
umalede billeder). Bogens skrivende jeg person, med kælenavnene Siggi og
Witt-Witt, er på konfliktkurs med politifaderen (hader ham), fordi denne, qua
den myndighedsperson han er, skal og også sørger for at håndhæve malerforbudet.
Bogens hovedkerne er netop konflikten mellem
maleren og politibetjenten. Politibetjenten, Jens, er den pligtopfyldende, lovlydige, grotesk blindt
adlydende, paragraf-rytteriske, en-regel-er-en-regel-og-den-skal-holdes-menneske.
Her overfor står maleren med sit åbne kunstnersind og varme menneskelighed, som
Siggi (bogens skrivende jeg person) er gode venner med. Siggi lever en stor del
af sit liv på malerens gård. Ufattelig humoristisk er det kapitel, hvor
politibetjenten i dagene lige efter krigen stadig i en nærmest pligtopfyldende
feberrus brænder malerens billeder af ved en gammel mølle. Her overbringer
sønnen Siggi ham en meddelelse om, at man har ringet og meddelt, at en
landskommisær og en engelsk general vil komme og se malerens billeder. (Rehabilitering!) Pligtskyldigst farer politi-Jens straks på sin
cykel afsted til malerens gård, og står i stiveste uniform ret og gør honnør,
da den fornemme bil ankommer. Han hilser også slesk på maleren (hvis værker han
just brændte, og hvis værker honoratiorerne nu er her for at beundre) og bukker
og skraber.
Siegfried Lenz er eminent god til karakteriserende
at beskrive mennesker, og har en formidabel skarp psykologisk iagttagelsesevne.
Et par eks.:
”Vor læge var en kraftig, gammel
mand, gangbesværet, rødhåret, en snøftende kæmpe, som erfaringen havde lært at
bøje hovedet…..Han nøjedes aldrig med at konstatere en enkelt sygdom,
mistænksom, som han var, gav han sin patient et udvalg på mindst to eller tre
sygdomme.”
Den kære
mand, ikke?
”På den korte vej fra døren og ind i
opholdsstuen hvilede doktor Gripp sig to gange ved at læne sig mod væggen og
bøje den i forvejen bøjede, svære nakke endnu dybere og knipsende med fingrende
begyndte han at trække vejret rytmisk.”
Sikke en iagttagelse: Knipsende med fingrene! Den er der i sandhed
ikke mange der ville kunne få med i en karakteriserende beskrivelse!
Om politibetjenten, der er oprevet: ”Mens han telefonerede havde han knappet sin
uniformsjakke, men nu knappede han den op igen,…”. Han ved ikke selv at han
gør det, men vi ser det, fordi forf. lader os opleve det!
Den bryske, videnskabselskende, elevforagtende
biologilærer skal lære sine, citat: ”kvajpander”, at se i mikroskop:
”Så førte han glaspladen ind og
bøjede sig over mikroskopet, lukkede det ene øje, hvormed hans ansigt fortrak
sig til et voldsomt grin, famlede flere gange ved siden af, indtil han fandt
den sorte skrue, drejede på skruen og fremskaffede skarphed, og med et ryk, så
det knagede, rettede han sig op. Han mønstrede os. Triumferende.
Formanende.”
Man ser for sig den selvgode, selvhvilende
lærers gebærder ved mikroskopet og respektkrævende triumf over for de dorske
elever.
Som maler er det i øvrigt en fornøjelse at
læse Lenz’ mange kyndige og virkelig udmærkede fagtekniske beskrivelser af
maleriet.
Lenz bruger ikke anførselstegn ved direkte
tale. Og han er suveræn til alt det med tider. Man kunne forestille sig en
samtale som: Om han måtte tage et stykke mere. Men ja, da, man skal ikke sådan
holde sig tilbage. Han ville da heller ikke have haft noget imod….
Eller:
”Langsommere og langsommere, på tåspidserne
hen ….. - rejse sig forsigtigt med ryggen mod væggen, nærmere hen til det brede
vindue, bare ikke røre – hvad bestiller han derinde,… ”(side 208) – Hvad er det for en
tid? Det er oplevelsestid!
Der er kun ét årstal i bogen (side 301).
1954. Bogens fortæller står ved løsladelsen fra ungdomsfængslet: Nu røbes at
han har stjålet billeder mange steder fra, for at sikre dem! (Redde dem fra
tilintetgørelse!) Handlingen forgår vekslende i de to omtalte miljøer under og
lige efter 2. Verdenskrig. Men hvorfor al den pædagogiske snik-snak efter
krigen. Bogen burde være sluttet godt af her – som et mesterværk.
------
Et par kuriosa:
Nolde boede i beg. af 1900-tallet igennem mange år i sommerresidens
nær havet få kilometer fra mit bardomshjem på Als (Elstrupskov og Elstrup). Min
bror siger, at han kom i møllen hos min bedstedfar for at købe korn.
På vejen her i vor by, Vejle, bor i øvrigt en
kvinde, hvis bedstefars bror var Emil Nolde, og som jævnligt har besøgt ham på hans gård.
Siegfried Lenz ville i sin tid gerne købe hus
på Als i Høruphav lige ud til vandet, men byboerne i Høruphav nægtede ham lov
til at købe det - de små fjolser.
Fra englenes verden
+(Custom).jpg)
