Canadas grand old man - Robertson Davies

Robertsen Davies. Ja, det er altså hans fulde navn, ikke noget med, at jeg vist har glemt fornavnet. Jeg læste hans Deptford trilogi - for ca 20 år siden. Han er (eller rettere -desværre - var) en stor forfatter. Man står nogle gange næsten afmægtig over for at skulle forklare, hvad en bog har betydet for en. Den første bog i serien satte afgørende præg på mit liv. Et stærkt udsagn, men Robertsen Davies er en troldmand med sproget. Jeg har for ikke så mange år siden prøvet at genlæse bogen. Denne gang efterlod den slet ikke så stærkt et indtryk. Det siger mig noget om, at man måske kan tappe en bogs energi, essens, åndelige indhold, kald det hvad du vil, og "omsætte" det i ens liv. Næste gang man kommer til den igen, er man kommet videre i livet, og bogens magi er ikke den samme. Derfor er det altid vanskeligt at anbefale en bog. Andre lades uberørt af det, der har været et jordskælv for en selv.

Læste i sommers Robertsen Davies formidable "En klog mand". Det er en fantastisk bog. Jeg prøver naturligvis med min efterhånden erhvervede alders-modenhed at aflure hans stil og skrivekunst. Han er uhyre intelligent. Han er en sand vismand, der hele tiden formulerer sig med utrolig stor kraft. Aldig dødvande. Breder emnerne roligt ud, som ringe i vandet. Stor episk bredde. Raffineret form. Lærdomstunge emner fremstilles i ubesværet lethed. (Jeg siger ikke at det har været let for ham.) Behagelig måde at øge persongalleriet. Stille og roligt føjes flere til. Ikke så mange på en gang, så man har svært ved at huske dem. Rammende personkarakteristikker. Essenser af indsigt og visdom i en uendelig strøm. Lækre formuleringer. Morsom og humoristisk. Men også dybt seriøs og alvorlig. Endelig ikke pjattet. Han er en af de forholdsvis få forfattere, der præger én med et stempel, som er varigt. Man har spist mad, der mætter, når man har læst ham.