Doktordisputats om Etiopiens kirke (2003)

Anmeldelsen af den teologiske disputats, er skrevet - til en avis - allerede i 2003, men for hurtigt at få lidt fyld på bloggen, og fordi det er et ukendt, men spændende emne (for nogle!), tages den med.

Aa. Finn Rønne:
Kontinuitet og forandring
Akademisk
532 sider

Dansk doktordisputats om
etiopisk kirke- og missionshistorie, 2002.


Etiopien er et mægtigt og uhyre fascinerende land, der er 28 gange så stort som Danmark. Ejendommeligt, at det land vi nu sender missionærer til, oprindeligt blev kristnet mange hundrede år før vort eget.
En mindre region i det sydlige Etiopien, Kambaataa-Hadiyya, har været genstand for en dansk teologs indgående missionshistoriske forskning. Dette er mundet ud i en stor doktordisputats på 532 sider om emnet.

Doktoranden, Aa. Finn Rønne, født 1959, er til daglig lærer på DBI, Dansk Bibelinstitut, i København. Rønne kan nu med stolthed vifte med sin nyerhvervede doktorring, for med den svulmende murstenskrabat af en bog, ”Kontinuitet og forandring - Opkomsten og udviklingen af protestantisk kristendom i Kambaataa-Hadiyya, Etiopien 1928 til 1974”, er der gjort en mægtig indsats i dansk missionshistorisk forskning. Til trods for – behageligt for en dansk læser - at den er skrevet på dansk, bør en så fortjenstfuld forskningsindsats bemærkes langt ud over landets grænser. Enhver med interesse for mission og afrikansk missionshistorie bør læse i hvert fald dele af den. Bogen rummer f.eks. mange del-emner, der med udbytte kan studeres for sig. Forfatteren håber da også at bogen, der skal oversættes til engelsk, i den etiopiske kirke vil blive brugt som deres kirkehistorie.
Det har taget Finn Aa. Rønne sammenlagt 6 1/2 år at skrive afhandlingen, fordelt over ca. 10 år, indeholdende flere perioder med intense studier forskellige steder i verden. Bogen har gjort hele vejen fra speciale over besvarelse af prisopgave, senere omarbejdet til en ph.d. afhandling, for endelig at munde ud i en dr. teol. afhandling. Glædeligt for DBI, at man fra instituttets side nu har erhvervet den første ”rigtige” disputats ved et dansk universitet – om end det er på et teologisk set vel nok forholdsvis ”blødt” område som missionshistorie.
De første 55 sider af bogen går med at hvæsse knivene, før man rigtig går i gang med denne mange retters middag. Metode, materiale, afgrænsning osv. er alle vigtige begreber, der nobelt afklares, før man går til de 4 hoveddele.
Bagerst i bogen overvældes man af en svulmende litteraturliste på ikke mindre end 50 !! sider, heraf en god del upublicerede kilder. Blandt disse er ikke mindst Rønnes eget arkiv, herunder ca. 100 interviews, hvori indgår endnu flere etiopiske personer, bemærkelsesværdigt. Det har krævet store ressourcer blot at få dem sprogligt omsat til et forståeligt dansk, hvilket delvis er sket via tolke. Det er formodentlig ikke mindst gennem inddragelsen af dette vægtige feltarbejde, at bogen har kunnet munde ud i en disputats.

Et af afhandlingens hovedsynspunkter er, at opkomsten og udviklingen af protestantisk kristendom i Kamaataa-Hadiyya ikke er foregået på trods af den gamle etiopisk-ortodokse kirke, men i forlængelse af denne, som en følge af den ”gødning” for kristendom, der dermed i løbet af en århundrede lang historisk udvikling allerede var sket i befolkningen.
I flere bølger i landets historie har det sydlige Etiopien været udsat for erobring og dominans fra en nordfra kommende veluddannet amharisk befolkning. Dominansen har tillige været knyttet sammen med den ældgamle etiopisk-ortodokse kirke, der også havde vundet udbredelse i Sydetiopien – kirken har i sig selv haft flere op- og nedture i historiens forløb. De veluddannede grupperinger blev til magtfaktorer og kom til at udgøre en myndighedselite i Kambaataa-Hadiyya. Myndigheder, som den derværende befolkning, der udgjordes af mange meget forskellige familieklaner, ofte oplevede som undertrykkende.
Den protestantiske kristendom, der jo kom udenlands fra, oplevedes derfor som en befrier fra undertrykkelsen. Mange brød båndene til tidligere religiøse tilhørsforhold, enten det var til den ortodokse kirke, til Kittoosa-kulten (en forløber for protestantisk kristendom), eller til den traditionelle religion (besættelseskult). Idet man gik over til den protestantiske kristendom, fik man også mulighed for uddannelse i boglige færdigheder. Man tørstede efter at lære at læse og skrive, for at få del i den modernitet, der efterhånden også gjorde sig gældende i Sydetiopien. Vekselvirkningen mellem at se sig som værende en del af et lokalsamfund og samtidig opleve sig som en del af en større verden, var en del af moderniteten. Afhandlingen, der både er en historisk, teologisk og sociologisk undersøgelse, gør i store dele af bogen brug af begrebssættet mikrokosmos~makrokosmos til at sætte fokus på sådanne forhold.
Protestantisk kristendom udgjordes af de missionerende organisationer, der kom fra Europa og USA. De var delt i 2 hovedfløje. Det som adskilte de to retninger, var hovedsagelig spørgsmålet om enten barne- eller voksendåb (troendes dåb). Også økonomiske forhold gjorde sig gældende. Hos den ene part lønnedes de etiopiske evangelister af missionsorganisationerne (de nordeuropæiske). Hos den anden, SIM (USA), gik man ind for, at lokale ansatte skulle lønnes helt af den lokale menighed. Men også holdningen til alkohol og polygami var af stor betydning for den store splittelse indenfor protestantisk kristendom i 40erne og 50erne, der først startede som en konflikt, derpå udviklede sig til en stor krise, og til sidst resulterede i for altid at dele kirken i Kambaataa-Hadiyya i to.

Afhandlingen er præget af et enkelt og ligefremt sprogbrug, og i store dele af bogen er stoffet levende fremstillet. Den megen organisationshistorie-problematik er derimod ren ørkenvandring.
Spændende er fremstillingen af den store kristne personlighed Abbiyyo og hans betydningsfulde virksomhed. Spændende er også de mange aspekter af det for os så fremmedartede, men vigtige etiopiske klantilhørsforhold, man får indblik i, og som f.eks. afstedkommer, at en hel gruppe mennesker af gangen almindeligvis går over til kristendommen. Dette fremfor hin enkelte, som den individualistiske tænkemåde - vi vesterlændinge i så mange henseender forkludrer så meget med i Afrika - lægger op til.
Bedst som man tror, at forfatteren i det sidste kap. ”Afslutning og perspektivering” blot vil sammenfatte det læste, fører han kækt en anden forskers teori på banen. Heri spejler han derpå alt det allerede fremførte, så slutningen præges af ny erkendelse, og ikke bare bliver en kedsommelig opsummering af det, læseren i forvejen allerede stod i begreb med hastigt at glemme igen.