Litteraturens verden - expecting people -- Building the future - stone by stone, letter by letter!

Litteraturens verden - expecting people -- Building the future - stone by stone, letter by letter!
Ars longa, vita brevis

onsdag den 3. april 2019

Fra medium til kristen personlighed


Myrna Grant
Rejsen
Ordet og Israels Forlag,
1982,
264 sider
 
Denne fantastiske beretning om den ungarske jødiske kvinde Rose Warmer, født 1909, er en utrolig stærk beretning om en velstillet ung kunstnerisk, sportsligt og sprogligt begavet kvinde, der via en tryg barndom over et forlist ægteskab og senere infiltrering i spiritistiske kredse (hvor hun bliver et søgt medium), ledes til tro på Jesus som frelser og Messias. Overordnet set er det en beretning om hendes store kærlighed til Jesus og til Bibelen som Guds åbenbarede ord. Historien fortælles i jeg-form, men er skrevet af Myrna Grant.

   I mellemkrigstiden i 30’erne oplever hun nazismens gradvist voksende tryk og forfærdelige forfølgelse af især jøder, men også af andre udsatte grupper, og hun er ivrigt optaget af at vidne for alle hun møder om sin frelser og dyrebare Herre. Da hun får muligheden for at immigrere til USA, vælger hun i stedet lidelsens vej med sit eget folk, jøderne. Den fører hende først i fængsel, dernæst til Auschwitz, hvorfra hun som slavearbejder senere videresendes til Gelsenkirchen / Essen i Ruhrområdet, hvor hun må arbejde 12 timer dagligt under ufattelige forhold til hun segner. Stort set uden mad og vand  overhovedet døgnet rundt, og uden pauser. Hun får dagligt pisk – med jerndupper i enden af pisken - fordi hun vælger at bede før morgenapellen, og dermed kommer sidst i opstillingen, uden derfor egentlig  at komme for sent.  Slavearbejderne må gå 10 km. til arbejdet i sko-lignende laser eller barfodet og hjem igen. Naziparolen hedder, at de skal arbejde, til de dør. På et tidspunkt ved ikke hun ikke, hvad hun selv hedder. Men det dyrebare Jesu-navne kan hun stadig påkalde. Og Bibelen, memoreret og underfuldt bogstavelig talt rakt hende på næsten uforklarlig vis, er hendes overlevelses-mad. De sover 500 kvinder i en dryppefugtig frostkold kælder, hvor en forstoppet kloak betyder, at urin og ekskrementer står 15 cm højt på dele af gulvet! 

   Så sendes hun for 3. gang i gods togvogne afsted på en lang rejse, der slutter i Bergen Belsen koncentrationslejren, og her ender hun med at ligge udmattet  og dødsberedt sammen med af bunkevis af døde mennesker i lejren. Hun regnede med hun skal dø – som hun allerede havde gjort det i årevis. Men Gud ville, hun skulle overleve. – Hun kommer årevis efter krigen omsider til Israel, hvor hun i mange år kørte rundt med kristen litteratur og evangeliserede blandt sit folk. Smerter efter alle lejrene fulgte hende hele livet.

 Hun døde 1986, har jeg læst på nettet, taget under kærlig pleje på et hjem i Haifa. Hun fik 36 gode år i sit elskede Israel. "Jeg er et levende bevis på, at Gud forbliver trofast mod sit folk."

mandag den 11. marts 2019

Sandhed og løgn i romanform


Peer Aarestrup
Kanas land
Roman
DreamLitt
2018
96 sider

Har man først sat tænderne i Peer Aarestrups nye fine og 5. roman, Kanas Land, vil man have mere. Bogen fortælles i præsens, nutid, der bevirker, at man på det nærmeste bliver ét og samtidig med den igangværende historie. I et stramt og letlæst sprog driver forfatteren uden de store svinkeærinder læseren frem mod målet, afklaringen på den livsgåde, som den prostituerede unge kvindes to tvillingesønner udgør for sig selv. Hvem er vores/min far? De to drenge adskilles ved livets begyndelse, og aner intet om hinandens eksistens, indtil de ved 18 års alderen ad tilfældighedens vej via et avis foto og et foto i Halvor-familiens gemmer spores ind på hinanden.

   Den ene tvilling, Halvor, vokser op hos sin familie i Vejle med sin stedfar og mor og handicappede søster. Den gode, og for sin søster omsorgsfulde og kærlige unge mand, redder en dag sin veninde og klassekammerat fra druknedøden, men må i første omgang tale usandt om hændelsen. Heltedåden foreviges med foto i avisen.

   Den anden tvilling, Janus, bor med sin forhutlede mor og en hund under kummerlige vilkår i København, hvor moderen modtager kunder, der stort set altid banker hende. Han kommer dog til at vokse op under gode og kærlige kår på børnehjemmet Kanas Land i Gentofte.

   Halvors far udvikler sig i tyrannisk retning, og kalder i et ubehersket og vredt øjeblik sin søn for en horeunge. Det lykkes siden ad omstændelig vej Halvor at opspore sin tvillingebroder i hovedstaden, men føler samtidig sin fars ildevarslende skygge som en følgesvend på turen frem og tilbage.

   Efter moderens død, og ikke lykkelige gensyn med de sammenbragte drenge, synes man mod slutningen, at historien må gå mod en uforløst og lidt småkedelig slutning. Lige da lader forfatteren med et en bombe springe, der i ét forløser hele mysteriet, og afslører hvem der er faderen, og dette som én, der har levet sit liv på en løgn. Drengene derimod står som sanddru i deres higen efter at kende sandheden om deres livsskæbne, og foretager et frontalopgør med den afslørede fader. Man havde godt nok anet et eller andet undervejs, men det lå i det dunkle; en god forfatters trick, at lade læseren hive efter klarhed i noget dunkelt fremsat. Hvad bliver det til?    

   Den skønne katarsis mod bogens slutning renser så velgørende sjælen, så man både godter sig og griner og jubler på en gang. Den viser noget af det en roman kan, når den er god. Så hvorfor holde sig tilbage fra at kalde Aarestrups katarsis for genialt udtænkt?  

  

torsdag den 21. februar 2019


Anthony Doerr
Alt det lys vi ikke ser
Politikens Forlag                                                                    
2014
558 sider

Den purunge franske Marie-Laure, der i Paris boede sammen med sin diamantkyndige og i museumet ansatte far, er nu havnet i sin meget indesluttede, men varmhjertede onkels hus i den lille kystby Saint Malo, hvor hun vha sin fars genialt konstruerede miniaturekopi af byen finder vej i denne  i ”blinde”, og også gør et vigtigt kurérarbejde ved at bringe meddelelser indbagt i bagerens brød. Marie Laure udgør i denne 2. verdenskrigs gribende historie den ene af protagonisterne i den store Pulitzer-prisbelønnede roman. Onklen formidler de hemmelige ”indbagte” meddelelser videre fra sin sender til modstandsbevægelsen.

   I hvert andet af de korte kapitler optræder så den purunge tyske Werner, der er kyndig i alt inden for elektronik og radioer, og indrulleret som menig i den tyske hær, og som opleder modstandsbevægelsernes hemmelige sendere. Han er opvokset med sin søster på børnehjem, en god og blød dreng, der må gøre sig hård i det grusomme naziopdragelses- og uddannelsessystem.

   De to protagonisters veje krydses kort mod slutningen af romanen, hvor alt mod krigsslutningen er i opløsning.

Doerr har et formidabelt stærkt sprog, er en superintelligent og meget dygtig forfatter, og man fanges straks ind af den skæbnetunge og nærmest uhyggelige historie, hvor der også er diverse sorte og hvide karakterer. Forfatteren har en stor svaghed for opremsninger og lakonisk sprogbrug.

   Doerr skilder formidabelt godt gode mennesker (Werner, Frederik), der kvases i det onde system, og som alligevel via en forelskelse (Werner i Marie Laure), får lov at vise det menneskelige adelsmærke, kærligheden. Hvor forkrøbler sådan et ondt nazisystem dog mennesker.

Historien er eminent godt spændt op over mange hundrede sider, og man forventer den helt store forløsende slutning, som dog efter min mening totalt udebliver. Man er nærmest både vred og skuffet efter endt læsning. Min kone og jeg læste den højt for hinanden.

   Der er også et gennemgående ”objekt” i historien, en diamant, der inddrager begge parter i begivenhederne, men heller ikke dette objekts historie får en tilfredsstillende slutløsning, synes jeg.

   Jeg kender andre romaner der benytter sig af samme slutningsform, og jeg bryder mig ikke om det. (Den røbes ikke klart her!)  - Og jeg kender også filmatiseringer af bøger med den type slutning, hvor instruktøren har taget sagen i egen hånd og ladt den ende ”godt”. -  Mennesker vil have, at en roman skal slutte godt (rimelig lykkeligt), og jeg mener generelt set en roman skal  holde sig på plads inden for sin form (den bryder altså denne mod slutningen).

lørdag den 19. januar 2019

Mestermaleren Paul Klee


Carola Giedion-Welcker
Paul Klee
-  I dagbogsnotater og breve
Thanning  og Appel, 1963
160 sider

Forfatteren har selv kendt den verdensberømte kunstner Paul Klee, en af den moderne kunsts helt store ikoner, og besøgte ham gentagne gange i hans hjem i Bern i Schweitz, bl.a. også kort før dennes død. Bogen er skrevet ca. 20 år efter dette møde. De fleste har set nogle Paul Klees sirlige og raffinerede billeder med hans helt egen forunderlige verden ”udpenslet” i de små malerier.

   Det er både en biografi og en gennemgang af Klees kunst, og det hele emmer af, at forfatteren både er formidabelt godt hjemme i alt om Klee, men også i alle de samtidige kunstneriske strømninger. Jeg lavede mange understregninger af skarpe udtalelser og iagttagelser af alt muligt om malerisk teknik og filosofi vedrørende Klee. Forfatteren er eminent til kort og præcist at indfange og i en essens beskrive et fænomen. Der er mange formuleringer jeg som kunstner glædede mig over.

   Jeg giver et eksempel: ”Metoden udvikledes ud fra Cèzannes rumligt svævende farve. Den malergeneration, der fulgte efter ham, følte sig ikke mere bundet til plein-air-maleriets naturgengivelse. Nu brugtes farven udelukkende til at give udtryk for det sjælelige…..”.

   Bogen er udkommet i en serie der rummer mange store personligheder, kunstnere, forfattere, religionsstiftere og den slags. Billederne er sort hvide, og der er både fotos af maleren selv og hans familie, venner o.lign., foruden et rigt udvalg af malerier der omhandles.

onsdag den 9. januar 2019

Bevægende personlighed

K. Grue-Sørensen
Comenius
G E C Gad 1961
102 sider

Den lille bog om pædagogikkens fader, tjekkiske Comenius, der levede i 1600-tallet, er en af de få bøger jeg læser igen og igen. Hans kærlighed til sine brødre, De Mähriske Brødre (forløbere for Hernhutterne), der var stærkt forfulgt under 30-års krigen, og hans idealistiske handlen og tænkning - og tro, betager og bevæger mig hver gang. Trods et stærkt omtumlet liv, skønt hans nærmeste døde omkring ham, og skønt hans store værker i flere omgange gik op i flammer, mistede han ikke modet, men så det som Guds prøvende førelse, og styrkede og støttede i stedet sine forfulgte brødre (og søstre) det bedste han kunne, som den hyrde han var for dem.
   Comenius' didaktiske principper er langt hen ad vejen grundprincipper vi bygger på i læring i dag. Hans pan-sofi, ideer om
samling af al viden til omfattende gavn for menneskeheden, betager ved sin idealisme, men er sakket bagud i aktualitet.

fredag den 6. juli 2018

Danske kalkmalerier glimrende præsenteret


Torben Svendrup

Når ræven vogter gæs

Reformationen i de danske kalkmalerier

Kristeligt Dagblads Forlag, 2017

352 sider

 
Der er en meget stor forskel på de kalkmalerier i de danske kirker, der er malet før og dem der er malet efter Reformationen i 1536 .

   Malerierne før, er set ud fra bondens enfoldige og jævne tankegang. Her er saft og kraft for alle pengene. Hele 80 % af den danske befolkning var bønder, der ikke kunne læse, og hvis sognepræst måske heller ikke kunne. Eller hvis han kunne, så havde han måske kun udvalgte dele af bibelen foruden diverse helgenskrifter tilgængelig til at bygge sin lære på. Kalkmalerierne var en lærebog for bonden, og billeder på kirkevæggen havde en enorm stærk virkning på middelaldermennesket. De eneste han måske så! Bonden havde brug for hjælp i sin hverdag: beskærmelse mod trolde, hekse og djævelen, og hjælp fra helgener af alle slags – fx for at høstudbyttet måtte blive godt. Han blev advaret mod utugt og alskens udskejelser i de særdeles meget udbredte helveds- og dommedagsscener, hvor mennesker må drage til helvede, måske jaget af en bevinget djævel. Der er megen frivolitet i form af bare bage mm., folk der rækker tunge, men ofte med en god portion  humor. Malerierne er afvekslende fra egn til egn og opfindsomme. I byernes større kirker og i klostrene var der dog mere korrekt teologi i malerierne, fordi der var en større bibelkundskab.

   Malerierne efter reformationen (især efter 1550) er ensrettede og stive og låst fast i en form og en forud fastlagt skabelon. Den sejrende Lutherdoms lære (og dermed også de nye magthaveres ideologi), prægede nu billederne. Der blev gjort op med de fede tiggermunke, bisper og de rige  - ofte et og det samme. De fik læst og påskrevet, fordi de prædikede et og levede noget andet. De to lutherske sakramenter, dåb og nadver blev fx illustreret. I stedet for de mange, elskede helgenscener, der var svære at få bugt med, fordi folk elskede dem, malede man nu profeter fra det gamle testamente. Alle sex-scener var væk.

   Bogen behandler tidsrummet 1450 – 1564. Der står ca. 1500 kirker tilbage fra Middelalderen, hvoraf 500 har bevaret kalkmalerier. De gamle malerier blev ikke overmalet efter Reformationen, som man kunne tro, først (måske) langt senere, og det mest pga. forfald.         

   Middelalderhistorikeren Torben Svendrup har begået et pragtværk med sin vidensmættede og store bog, der i høj grad også er Reformationens – før og efter - meget spændende konflikt- og spændingsfyldte historie. En historisk evolution fremfor revolution kalder han den. Forfatteren benytter ofte den metode først at ridse den historiske baggrund op, og derefter eksemplificere med kalkmalerier. Det er en force, at han gerne giver et godt forklarende bud på de også mange scener, der ikke umiddelbart er til at forstå. Bogens titel henfører fx til ræven (den fede, upålidelige og griske tiggermunk), der prædiker for gæssene (de uskyldige lægfolk). Maleriet giver i sig selv ikke denne forklaring fra sig.

   Et pragtværk af en billedbog med store billedgengivelser skal man desværre ikke forvente sig. Forfatterens egne farvefotos i ikke store gengivelser er dog mangfoldige. Der har ikke været penge til noget prægtigere! Man er med bogen formidabelt godt oplyst på historisk indsigt, men den er nok for omfattende på viden, i forhold til det ønske man har med at læse bogen, nemlig at se på kalkmalerier sat ind i en skitseret historisk præciseret tidsramme med dens åndelige strømninger.

lørdag den 16. juni 2018

Israelske mesternoveller


    
Amos Oz
Scener fra en landsby                                                                      
Gyldendals Bogklubber
250 sider
2011


Amos Oz' fine samling noveller, har alle den israelske landsby Tel Ilan som omdrejningspunkt (jeg synes nu den er noget større end en landsby med posthus, politistation, bibliotek osv.). Den enkelte novelle fortæller typisk om det ganske almindelige hverdagsliv i (lands)byen, som det berettes igennem nogle få personer, som fx den unge mand der forfølger den kvindelige postfunktionær, som også betjener kunderne på byens lille bibliotek. En person fra en novelle optræder gerne som en lille biperson i den næste. Det er med til at binde novellerne en smule sammen.  

    Amos Oz er lidt af en lurifaks. For han har det med at opstille en gåde, som i en anden krimi, såsom borgmesteren der leder efter sin kone. Men vi får aldrig at vide om han finder hende. Hele novellen går sådan set med at han leder efter hende, og vi er temmelig fokuseret på opklaringen: Hvor var hun så? Alt imens han lægger dette falske spor ud, fortæller han så alt det vi næsten ikke bider mærke i, men som i virkeligheden er novellens kød. Det er her det foregår. Det er et godt forfattertrick, og man kan fundere over, hvilken virkning det har.

   Har man først læst en 2 – 3 stykker af novellerne, aner man at sådan er de alle opbygget. Og sådan er det. Den næstsidste afviger en smule derfra, og den sidste er da helt på tværs af alle de andre. En lille og nærmest mytisk novelle med science fiction karakter. Jeg fatter faktisk ikke, hvad han vil med den. Dagligdagsbegivenhederne i alle de foregående sat op imod et endetids skrækscenarium? Men hvorfor? Hvad det gode hverdagsliv kan ende ud i, hvis vi ikke passer på hinanden?

 

onsdag den 28. marts 2018

Poul Hoffmanns evige kærlighed


Poul Hoffmann
Sangen om Maria
Unitas Forlag
1973
142 sider

Bogen har altid ligget levende og nærværende i min bevidsthed. Jeg kan vist godt sige ”altid”, for jeg kan se den er udkommet i 1973, og jeg læste den første gang i 1975; anden gang i 1976. Og så altså nu igen. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg i grunden ikke kunne huske det ydre sujet mere klart, for jeg mente egentlig at huske, at jeg havde læst den en 4-5 gange. Men ved eftersyn i mine protokoller, viste det sig at være 42 år siden jeg sidst havde læst den! Tempus fugit!

Den holder sig levende i ens bevidsthed, fordi Poul Hoffmann holder det evigt aktuelle fænomen kærlighed levende i sin unikke og sædvanlige insisterende sammenblanding af den menneskelige og guddommelige kærlighed som to sider af samme sag….. nej, dybest set som et og det samme.

Maria og Michael, to unge mennesker, schweitzer(inde) og dansker, mødes tilfældigt på en rejse i Israel, og flammerne er omgående høje. Jeg kender ikke nogen, der som Poul Hoffmann kan skrive så nænsomt poetisk erotisk, stort set uden at nævne en eneste legemsdel, så at sige. Prosaisk snak mellem Maria og Michael går hånd i hånd med den mest ophøjede diskussion om kærlighedens væsen, liv og død, evigheden, - ja, tid og evighed væver sig konstant ind i hinanden. De er begge to gralssøgende, sådan snakker de selv humoristisk om det, og sådan er det enten reelt set eller i overført betydning; altså de er begge på en uhåndgribelig søgen efter noget timeligt der kan vare evigt: Kærligheden.
 
Antagonisterne i historien er det unge svenske par de møder undervejs og til dels slår følge med, Alice og Göran. Selvfølgelig skal der være en modstander i historien sat op imod Maria og Michaels sande og rene samtaler og tanker om kærligheden, som så sandelig også får sit fysiske udtryk! I diskussionen med modstanderne får forfatteren samtidig en god mulighed for at give modstanderne (Modstanderen) et ordentlig hak i tuden.

Det er en let og letlæst bog, som jeg læste højt for min kone, og hvor vi jævnligt kluklo, for forfatteren kan fremkalde et herligt grin, hvor det er ønskeligt. Den gode og desværre afdøde Poul Hoffmann, der har ydet så meget i dansk litteratur, kan skrive som få, ja i virkeligheden som ingen. Det er vel også derfor jeg sikkert har læst en 30 - 40 stykker af hans bøger, og ladet ham blive en af de forfattere der har påvirket mig stærkest overhovedet. Ak, det er alt for spagt udtrykt: I lange perioder, måske snarere i mange (ungdoms)år var han nærmest en vedvarende og altid nærværende del af mig selv.  
 
 

søndag den 15. oktober 2017

Intro og indføring til to store kunstretninger

Kunstens Ismer:

 

 1)  Expressionismen

Walter Schwartz

Politikens Forlag, Kbh. 1965

63 sider

 

2) Fauvismen

Erik Clemmesen

Politikens Forlag 1963

63 sider

 
 
 
 
Efter en glimrende indføring til hver sin kunstretning, vises en længere serie helsides farveplancher af de mest kendte kunstnere inden for hver af kunstretningerne. Malerierne gennemgås på den modsatte side, så det er nemt at følge kommentarerne. 

lørdag den 23. september 2017

Frans af Assisi idealet på et menneske


Herman Hesse

Frans af Assisi                                                                       

Kristeligt Dagblads Forlag                                                 

2015

121 sider

 

I en del år var den tysk-schweiziske fatter og nobelprismodtager, Herman Hesse, obligatorisk læsestof i danskundervisningen for alle gymnasieelever. Hans tidlige lille, fine bog fra 1904 med samt et par tillægsskrifter om den kendte, skattede og elskelige 1100-tals italienske rigmandssøn, helgen og munkeordensstifter Frans af Assisi, er nu udkommet på dansk for første gang.

    Rigmandssønnen Frans oplevede en radikal omvendelse, der medførte et skift fra et liv i sus og dus til en from forsagelsens og efterfølgelsens vej.

    Frans blev efter sin omvendelse en fattig, ydmyg, kærlig, enfoldig efterfølger af evangeliets tjenerideal. Han talte og prædikede for fuglene, og var nært forbundet med naturen i al sin tanke og gerning. Han priste i sin berømte Solsang vandet, jorden, ilden, fuglene osv. Frans var fredselskende, ydmyg, kærlig og barmhjertig, blev stigmatiseret, og gjorde med sit væsen og væremåde alle hårde hjerter bløde. Frans’ enestående og fascinerende personlighed har betaget og været et ideal for utallige mennesker. Hele det biografiske materiale om ham, stammer i hovedsagen fra hans samtidige biograf Thomas af Celano.    

    Herman Hesse, der var psykoanalytisk og buddhistisk interesseret, beskæftigede sig livet igennem med Frans af Assisi, og fandt i ham et ideal på ”mennesket som sådan, afhængigt af enhver kristen dogmatik” (Fritz Wagner).

    Skikkelsen Frans lægger op til en enfoldig og troskyldig fremstilling, der ligner det sprog der bruges i helgenbiografier og legender. Dette sprog har både Hesse og vor egen danske katolske forfatter og helgenbiograf, Johs. Jørgensen, i sin sikkert berømteste af alle Frans biografier fuldt ud lagt sig så smukt efter.

    Hesses skrift fra 1904 afsluttes med 5 legender. Dertil føjes endnu et par af Hesses senere essays til, samt endelig et 30 siders langt faktaoplysende efterord af Fritz Wagner fra 1986 om Herman Hesse og Frans af Assisi-traditionen, men som også når rundt om hele den lange Frans tradition med omtale af fx den betydelige Assisi maler Giotto, og andre biografer, såsom Sabatier.  

mandag den 11. september 2017

Kvalitetsroman med gode værdier


Jan Karon

Præsten i Mitford

Lohses Forlag
1994
428 sider


En alle tiders fin bog om livet i en mindre amerikansk sydstatsby, Mitford, med cafeteria, politistation, kirker, sygehus, avis, antikvarboghandler, og alt hvad dertil normalt henhører. Hovedpersonen er den godt midaldrende ugifte og omsorgsfulde episkopale præst, Timothy, der lever og ånder for sine sognebørn.

Bogen er sådan en bog jeg elsker, med dramatiske og sindsoprivende hændelser ind i mellem, men ellers formidlet som en rolig fortællende og berettende historie med et ikke helt lille persongalleri. Jeg skrev alle personer op bagerst i bogen for at holde styr på dem.  Skønne samtaler og dagligdags byliv om folk der synes at komme hinanden meget ved, og en aldrende præsts overvejelser om alt fra syltning, hundemad og alderdomssvækkelse til kærlighed og præsteprædikener, er hovedingredienserne i romanen.

Det unikke ved denne bog er, at personerne på naturligste vis taler om og ræsonnerer over kristendom i hverdagen, som om alle mennesker var kristne. Præsten og hans venners indbyrdes opmuntring, hvor løftet om at bede om en sag og deres indbyrdes påmindelse til hinanden med rette bibelcitater, er her og der fuldstændig naturligt og totalt uopstyltet forekommende.
 
Man kender disse moraliserende lettere kvalmende romaner, hvor sentimental kristen propaganda er driveren bag det hele.  I modsætning dertil, er denne roman både på et meget højt kvalitetsniveau og fri for den slags, samt skrevet af en blændende god og succesrig amerikansk forfatterinde. (Trods fornavnet Jan er det en kvinde.) Bogen er udkommet i 1994 og er vist den første i hendes længere serie af Mitford romaner (New York Times bestselling author, kaldes hun på nettet.) Jan Karon har solgt bøger i oplag på mange millioner, og hun skriver stadig på fuld kraft, selv om hun er et stykke oppe i halvfjerdserne. Bare der kom flere af hendes bøger på dansk!

onsdag den 12. april 2017

Poesitænkeren Paul Valéry

Hans Sørensen:

Paul Valery -

En biografisk skitse

Athenæum 1944

48 sider


På 48 sider introducerer afdøde litteraturprofessor Hans Sørensen (-1998) os til den berømte og lidt særprægede franske poet og tænker, Paul Valery (der døde året efter at bogen udkom), der mest i allerede forgangne tider blev dyrket i litterære kredse i Frankrig.
  Jeg får nok aldrig læst en linje original poesi af ham, der siges at være af højst fortættet karakter, gennemarbejdet uendelig mange gange og meget dunkel (med vilje); eller noget af hans intellektuelt igen og igen gennemtænkte og kritisk ræsonnerende prosa.
  Bogen her er heller ikke nogen indføring i hans litterære værker, men en biografisk skitse, dog naturligvis med en grundig placering af hans litterære oeuvre.
   Forfattere som fx Stefan Zweig - i hans Verden af i går - og Andre Gide sætter umådelig stor pris på Valéry. Denne holdt sig helst i mange år af gangen uden for offentlighedens søgelys, isolerede sig, og gennemtænkte æstetiske problemer i rugende ensomhed. Interesserede sig ikke meget for den ydre verdens foreteelser, og lod i praktiske anliggende livet igennem andre tage affære for sig.
   Paul Valéry voksede op i den lille middelhavsby Séte, der ligger så ejendommeligt placeret på en stor tange strækkende sig ud i havet, og nærmest er blevet synonym med Valérys poetiske univers' inspirationskilde. Sol og vin og vand prægede hans modtagelige sind, og stort set alle indtryk og foreteelser blev intellektuelt endevendt. Et af hans berømte digte er Le Cimetiére Marin, kirkegården ved havet, har netop selvsamme Séte som udgangspunkt.
   Valéry ville gennem præcise undersøgelser af ordenes digteriske valører skabe magisk poesi, siger Hans Sørensen. Han siger også noget om, at hele Valérys tænkning egentlig går ud på at beskrive det digteriske undfangelses øjeblik, men stedet kan jeg naturligvis ikke lige genfinde.
   Valéry var både en tid ansat i krigsministeriet og blev siden professor i poetik ved Collége de France og medlem af det Franske Akademi.

  

tirsdag den 7. februar 2017

Gigant bog med Van Goghs breve

Vincent van Gogh

Å skrive livet
265 brev og 110 originale skisser 1872 - 1890
Aschehoug (norsk)
2014
1039 sider

Jeg er blok-anmelder for norsk Aschehough forlag.
 
Jeg troede ikke mine egne øjne! – Jeg var på besøg på Vincent van Gogh museet i Amsterdam, og sluttede af i den vel assorterede boghandel. Kiggede løseligt i alt muligt, alt sammen på engelsk, tysk, fransk, nederlandsk….som forventet. Og jeg læser endnu en bogtitel på ryggen af en gigantisk tyk og stor bog: Å skrive livet…. Sjovt nok, tænkte jeg, det lyder næsten som noget man umiddelbart forstår, faktisk som norsk. Lyder da som et sjovt engelsk! Kunne ikke få det til at stemme. Det ligner faktisk norsk….læser forsiden og…. gisp, hjælp, hold da op, det ER norsk! Ufatteligt.  - Ja, sådan var min indgang til denne fantastiske udgivelse. Måske den tykkeste bog i boghandelen.

   Jeg har alle de tre mindre bøger der på dansk er udgivet på vidt forskellige tidspunkter og af vidt forskellige mennesker, og som indeholder et lille udvalg af Van Goghs breve. Købte dem antikvarisk for en 20-30 år siden. De var alle utroligt svære at få fat på. Sjældne. De er alle klenodier for mig i dag. Van Goghs breve gjorde ved læsningen et meget, meget stort indtryk på mig.

   Derfor er det en bedrift i verdensklasse, at norsk Aschehoug har udgivet denne enorme bog med 265 af hans i alt 903 breve.

   Den første samlede udgivelse af alle brevene, er så sent som fra 2009, hvor de udkom på både engelsk, fransk og nederlandsk. Den norske udgave bygger på denne, og brevene er oversat fra de tre sprog.  Desuden er der en grundig, lang indledning, og en kort indføring i brevene. Endvidere er bogen forsynet med 110 originale skitser, og med fotografier og farvemalerier i indledningen.

Bogen er i tykt bind, med en lækker ret stor skrift, og med smukt farvet papir i den tydelige afsnitsdeling. Den har vundet sølv for årets smukkeste bog i Norge.

   Brevene dækker årene 1872-1890, det sidste skrevet få dage før hans død, og de er opstillet i kronologisk rækkefølge, og med tydelig deling for hvert nyt livsafsnit. For mig står Van Goghs breve som et af de største dokumenter i menneskets historie. De er meget velskrevne, og Van Goghs idealisme og kærlighed til mennesker og passionerede hengivenhed for kunsten, griber én og går lige til hjertet. Man kommer vidt omkring i hans breve, både topografisk set og i emner. Der er megen tale om maleriet, dets teknik, malere han beundrer, hans egen maleriske optagethed, materialer, farver, omtale af skitser og malerier han er i gang med osv; der er overvejelser om alt muligt: kærlighed, religiøse overvejelser, overvejelser af filosofisk karakter; der skrives om natur, familie og venner, finansielle forhold osv osv. Man får en kæmpe sympati og kærlighed til mennesket Vincent, der her lægger sin sjæl blot for os, og hvor vi følger ham på klods hold i hele hans maleriske karriere.

   Ikke så sært, at udgiverne mener at hans status i dag ikke bare hviler på hans malerier alene, men hviler lige meget på både malerierne, livshistorien og brevene.

   Denne sensationelt fine udgivelse må stå som en milepæl indenfor sin genre i hele norden.
  

fredag den 3. februar 2017

Aarestrup om Aarestrup


Peer Louis Aarestrup:
Vejen til Emil Aarestrup
Medieforlaget i Spinderihallerne (Vejle)
2016
316 sider
Nederst findes oversættelsen oversat til engelsk

(Nederst findes anmeldelsen oversat til engelsk af amerikanske Benedicte Aarestrup)



Peer Aarestrup har begået en aldeles fortræffelig og vel skrevet roman om en af Danmarks litterære national  klenodier, poeten og lægen Emil Aarestrup, der tillige er en af Peer Aarestrups  forfædre. Ud fra romanens titel, ”Vejen til Emil Aarestrup”, forventer man at få en indføring i dennes liv og en karakterisering af hans univers. Og man får så rigeligt netop begge dele.

   Emil Aarestrups søn, Carl, opsøger Emil Aarestrups ven, Edward Ludwig, i Brasilien, og beder ham skrive sin fars biografi, og så kører historien sådan set derfra. Det er lidt af en genistreg at lade en af bogens personer være den der skriver bogen om Emil Aarestrup, for så får man dobbelt valuta for pengene. Foruden Ludwigs researcharbejde med at samle stof til bogen hos forskellige personager og topografi-steder i bogen, er Ludwig jo også selv agerende og en del af handlingen, og er med i den samlede dialog om Emil Aarestrup. Det er morsomt at Peer Aarestrup mod slutningen af sin bog også lader forfatteren i romanen, Edward Ludwig, kalde sin bog for det samme som sin egen, ”Vejen til Emil Aarestrup”.

   En biografi om Emil Aarestrup ville blot kunne fremlægge diverse tørre sagsforhold og eventuelle  formodninger om det man ikke ved noget om. Men i romanen kan man ud over dette tilføre liv og glød, og tage sig friheder, der får historien til at hænge sammen.  

   I fem meget forskellige hovedafsnit, der hver indeholder mange behageligt små afsnit med overskrifter, skitseres så støt og roligt, og i et koncist og stramt sprogbrug, et billede af Emil Aarestrup, hvor vi i skildringerne kommer rundt i mange miljøer og flere egne af landet: Hans studentertids København, den henholdsvis ulykkelige og lykkelige embedstid i Nysted og Sakskøbing, og hans tid som stifts-fysikus i Odense (vel embedslæge for Fyn). Dertil er vi med i et ideligt rustikt rejseri. Og sluttelig rundes i eftermælet af med hans død.  Emil Aarestrup er en mand der blæser på alle forhindringer (side 91), sine venners ven, dygtig velpolstret, en mand der er glad for mad og stærke drikke, elsker kvinder og udtrykker det smukt i sin poesi, en dygtig og stræbsom læge, der møder megen triviel modstand i sit embede, en skattet læge og ven på diverse herregårde, utro ægtemand og en ægtemand der lever i et ikke lykkeligt ægteskab med sin Caroline. Hans digteriske frembringelser kommer kun videre end til skrivebordsskuffen, fordi vennen Chr. Winther gør opmærksom på den.

   Man fornemmer, at Peer Aarestrup kender Emil Aarestrups poesi til bunds. Ikke mindre end 44 gange citerer han Emils digte eller bringer dem i sin helhed i romanen, idet han meget af tiden bygger en handling op med en retning hen mod digtet. Dette er ganske enkelt mesterligt gjort. Og har krævet et suverænt overblik over Emils poetiske gesamt-værk.   

   Samtidig med romanens udgivelse har Peer Aarestrup i øvrigt på samme forlag som romanen er udkommet på, Medieforlaget i Spinderihallerne (Vejle), udgivet en bog med en række af Emil Aarestrups digte, som han sammen med sin nyligt afdøde ven, Jack Brøndum, har oversat til engelsk. En bog med mange års forberedelse bag sig, der bør få en god udbredelse som en diplomat for dansk kulturliv, og som burde uddeles i enhver kulturel udveksling i engelsksprogede sammenhænge. Digtene er meningsoversat og ikke på rim. Heldigvis, for det ville være en umulig opgave, og kræve en decideret gendigtning. Bogen kan måske ses som en kommentar eller et supplement til romanen eller omvendt? Projekterne klæder i hvert fald hinanden.

   Meget levende for mig står forfatterens beskrivelse af Emil Aarestrups deltagelse som læge i og omkring krigshandlingerne i 1849 i Fredericia og på baglandet Fyn.

   Her som overalt synes Peer Aarestrup at være godt inde i de samtidige faktuelle forhold; han lader en natpotte tømme ud fra åbent vindue i København, hestevognene rulle gennem pløre over det danske land og kirugerne forrette deres smertefulde indsats med amputation uden bedøvelse osv.     

    I romanen lader forfatteren os høre om eller møde diverse samtidige kendisser, såsom Kierkegaard, fru Heiberg, generaler og godsejere/grever,  og naturligvis digtervennen Chr. Winther, hvis veninde han selv begærer. Mon han virkelig har mødt H. C. Andersen i Odense, som han beskriver? Hvis ikke det er dokumenteret, så er det i hvert fald højst plausibelt.

   Levende står for mig beskrivelsen af Emil Aarestrups færden sammen med ynglingsdatteren Emma (han havde mange børn), hvis erotiske ungpige-aura og væsen han så fint beskriver.  Emil beskriver hende selv som en 15 års lang og smidig pige med et knipsk fodskifte. Og Peer følger trop: ”Hun er sprælsk, spænder sin smidige ryg…”. Begge har en god iagttagelsesevne mht. den kvindelige ynde. Ellers er det erotiske smagsfuldt og nærmest diskret behandlet, uagtet det almene kendskab til Emil Aarestrup som erotikkens poet. Det er ikke noget Peer Aarestrup tværer rundt i.  

   Man mærker der er lagt et kæmpearbejde i denne den 4. af Peer Aarestrups romaner, hvor forfatteren bare øser og øser af sin enorme biografiske viden om Emil Aarestrup, så bogen må få en standende plads i dansk Emil Aarestrup portrættering.



Engelsk oversættelse af min anmeldelse:

Deep Vellum

Review of the novel The Road to Emil Aarestrup (Vejen til Emil Aarestrup” (2016))

 

Peer Aarestrup has written a quite excellent and well-written novel about one of Denmark's national literary treasures, poet and doctor Emil Aarestrup, one of Peer Aarestrup’s ancestors. Based on the novel's title, The Road to Emil Aarestrup (“Vejen til Emil Aarestrup” 2016), one can expect to get an introduction to his life and a characterization of his universe. And one does get plenty of both.

In the book Emil Aarestrup’s son, Carl, pursues Emil Aarestrup’s friend, Edward Ludwig, in Brazil and asks him to write his father's biography. From this point on the story unfolds. It is a bit of an accomplishment to let one of the novel's characters narrate the story about Emil Aarestrup, a splendid bonus so to speak. Ludwig collects research throughout the book, meeting with various folks and topographies. He carries parts of the story in a continuous dialogue with Emil Aarestrup. And, it is an amusing twist towards the end of the story when Peer Aarestrup, the author of the book, empowers his protagonist Ludwig to title his book the same, “The Road to Emil Aarestrup.”

A biography of Emil Aarestrup could include much “dry matter”, but in a novel, the reader is transformed by life and glow. In the novel the author has freedom to create his story.

In five very different sections, each containing lovely smaller sections with headings written in tight, concise language, a sketch of Emil Aarestrup is drawn. In the depictions the reader enters scenes and corners of Copenhagen, as well as far bends of the Danish countryside. Emil Aarestrup’s college years in Copenhagen, the respectively melancholic and euphoric periods of his residencies in Nysted and Sakskøbing on Lolland, and as a district physician in Odense on Funen are unfolded to us.

Additionally, the reader travels alongside the story’s characters until the final days of the poets’ death. Emil Aarestrup, is a man who overcomes many obstacles. He is a friend, a hefty man whose love of food and drink, women and the art of medicine, are all beautifully depicted in his poetry……And also an infidel husband in a troubled marriage to his wife Caroline. His poetic creations only leaving his desk drawer when his friend Chr. Winther encourages him to have them published.

Clearly, Peer Aarestrup knows Emil Aarestrup’s poetry in depth. Countless times he quotes his ancestor’s poems or integrates them in the unfolding story. This is masterfully done and must have demanded a superior insight into the poetic works of Emil Aarestrup.

Concurrently with the novel's release Peer Aarestrup has published a book of Emil Aarestrup’s Poems In Translation in collaboration with the late Jack Brondum, a childhood friend of Peer Aarestrup. This publication may serve as a messenger for Danish cultural life in any cultural exchange within English-language context. The poems, originally written in rhyme, are translated to free form poems, allowing meaning and depth to remain intact.

Very vivid is Peer Aarestrup’s description of Emil Aarestrup’s involvement as a doctor during the war in 1849 in Fredericia and on Funen. Again, Peer Aarestrup’s proficiency and knowledge in regards to the historical facts is evident; he leaves a chamber pot drain from an open window in Copenhagen, a horse carriage is drawn through the mud of the Danish farmlands, and the surgeons conduct their painful amputations without anesthesia during the war.

In his novel, Peer Aarestrup invites the reader to meet various contemporary celebrities; Kierkegaard, Professor Heiberg, generals and lords, and of course, poet and friend Chr. Winther, whose lady friend he secretly desires. One wonders, did Emil Aarestrup really meet Hans Christian Andersen in Odense, or is this sweet fiction? Even if it is not documented, it certainly is plausible.

Emil Aarestrup had numerous children, his favorite, the daughter Emma, whose exotic girl-like sense and ways are described in such a lovely way. In Emil Aarestrup’s own words she was a fifteen year-old, lanky girl with quick moves – and, Peer Aarestrup adds, “She is frisky and buckles her flexible back…” Both authors, Emil and Peer Aarestrup, have powers when it comes to depicting female grace. The erotic details are treated tastefully, discreetly. Notwithstanding, Emil Aarestrup is known as the master of erotic poetry. Likewise, Peer Aarestrup does not flaunt here.

His fourth novel is quality work.

 

February 2017

Erik Linow

Book reviewer

Litteratursiden.dk
 








 
 
 


   
  

tirsdag den 9. august 2016

Biografi om danskers virke 40 år i Indien


Tine Elisabeth Larsen:
Gandhis ven
En biografi om Anne Marie Petersen
Om at følge sin egen vej, sine drømme og sit mål
Forlaget Vær i målet
2014
827 sider


Man tror det er løgn, men det er den skære sandhed, at den danske Indien-missionær, Anne Marie Petersen, i en 30 årig periode var hjertens god ven og fortrolig med Indiens store søn, Mahatma Gandhi. Aldrig havde jeg forestillet mig, at et så nært venskab bevidnet bl.a. gennem en større brevskrivning, med udveksling af betydningsfulde tanker i relation til skole, samfund, religion og kristendom, ikke for længst skulle være dokumenteret i mindste detaljer. Gandhi er en sand kristen i gerning, og næsten, men alligevel ikke, i tro. Han forblev hindu. Kristen var derimod den store og engang meget kendte evangelist og mystiker, Sadhu Sundar Singh, med hvem Anne Marie Petersen også var gode venner, ja nærmest tilhænger af.

   På over 800 sider, fremlægger Tine Elisabeth Larsen med stram systematik en mængde faktuelle emner i relation til hovedpersonen, der gør den mangesidede bog til meget mere end en spændende og velskrevet biografi om den grundtviggianske skoleleder og missionær Anne Marie Petersen. Hun grundlagde og fik med hjælp fra støttekredsen i Danmark bygget et pige-kostskolehjem, Seva Mandir, i Porto Novo på Indiens østkyst, syd for Madras (Chennai), og virkede i Indien fra 1909 til sin død i 1951! Grundstenen til ”Tjenestens Tempel” blev lagt af Gandhi i 1921.

    Qua den kronologiske fremlæggelse, føres vi kyndigt igennem Indiens historie i 1. halvdel af 1900-tallet, hvor den store friheds- og løsrivelseskamp foregik. De fleste kender til de vigtige saltmarcher, og til Gandhis mange sultestrejker i kampen for at opnå Indiens frihed – alt sammen her levende bevidnet gennem brevvekslinger. Bogen er også en historie om dansk og indisk mission, om det kvælende engelske imperieregime, samt om diverse personligheder i kredsen omkring Anne Marie Petersen, f.eks. om danske Esther Færing, der blev gift med den indiske læge Menon – også gode venner med Gandhi.

    Det kom til en stor strid i den danske Porto Novo mission om den kristne Menons engagement på Seva Mandir, fordi han i første omgang ikke ville lade sig døbe. Anne Marie førte i den forbindelse mange kampe med den hjemlige DMS, der til sidst førte til et brud, og hun førte med en fornyet støttekreds’ opbakning hjemmet videre. Hun førte også utallige kampe med det indiske skolevæsen og de engelske myndigheder – ja, ud fra en bestemt synsvinkel, kan hele hendes virke synes som en uafbrudt heltemodig og vedholdende kamp for at opnå sine mål, at pigehjemmet kunne bestå, og at Indiens fattige piger kunne få en skoleuddannelse helt præget efter indiske og ikke vestlige traditioner.

     Anne Marie Petersen elskede Indien – og de hende! - og levede og åndede for landet og dets ve og vel og for sine piger; hun var en varm, ualmindelig klarttænkende og velskrivende kvinde, modig, utroligt udholdende, og en stærk kristen personlighed. Hun sukkede og bad om at inderne måtte møde Jesus Kristus som deres frelser. Hun havde syn og kæmpede for, at Indiens kristne skulle rodfæstes i deres egen smukke og værdifulde nationale kultur – en holdning enestående for sin tid – og ikke dannes efter vesterlandsk tradition. Et enormt stridsemne med de hjemlige.

   Bogen er rigt illustreret, grundig dokumenteret, og bygger på en mængde breve fra diverse brevvekslinger, årsberetninger, blade og bøger. Forfatteren har et eksemplarisk overblik og giver særdeles fine indføringer i de mange sagsforhold. Et stiksords- og navneregister ville ikke have gjort bogen dårligere. – Bogen må blive et standartværk indenfor sin genre.



torsdag den 23. april 2015

Franz Werfel's apologi for sjælens liv

Franz Werfel
Kunstens kald
Gyldendals Uglebøger 1966
78 sider

En bog af den afdøde østrigske forf., katolik og humanist.
Det er en bog jeg jævnligt har taget frem og bare snuppet et par sider af et tilfældigt sted. Men desuden har jeg læst den 5 gange i løbet af mange år.
  Jeg bliver ikke træt af hans stilistisk flotte essays om henholdsvis realsindelaget, der alt for meget præger det moderne menneske, materialismen, de håndfaste målbare værdier, det der kan måles og vejes, og hvor overfor han stiller den rene lyksalighed i det andet essay. Åndsmennesket, de musiske, sjælelige lykkelig-gørende kræfter i menneskets bevidsthed, der rækker bagud til tradition og ur-kraften fra menneskets arkaiske tider.
  Han er ikke spor bange for at fremsætte store aksiomer, men
forfølger dem begrundende og påvisende derefter.
  Efter sigende blev han mødt af en regn af hånsord fra lytterne, da han holdt foredrag i studenterforeninger o.lign. i midten af 30'erne.
 


søndag den 18. januar 2015

To salmedigter mastodonter - Lars Busk Sørensen og Holger Lissner


Lars Busk Sørensen: Salmer til vor tid.  Unitas  2014, 273 sider.

Holger Lissner. Sangene synger i os. Salmer og sange.  Unitas 2014, 284 sider.

 

Kunstnere laver retrospektive udstillinger, musikere opsamlings cd’er. Disse to gamle mastodont digtere af salmer i klassisk form, er i deres livsaften tilgodeset med prægtige, digre værker i stift bind; bøgerne indledes med fremragende, ikke for lange forfatterforord, og afsluttes med alskens oversigter over versemål, komponister, kirkeårsplacering osv. Lissner tilknytter endog bagerst en info om hver enkelt af sine 99 her bragte såkaldte salmer og sange.  

   Begge nulevende digtere har været flittige og vedholdende som få, og kan deres kram. Noget af det mest nærliggende at sige om dem er, at de får digtningen til at lyde fuldstændig enkel og selvfølgelig; og at de kan forvalte store temaer med stram hånd. Som om stoffet bøjer sig villigt i deres hånd og ånd. Når man læser husflidsdigtere, kan man tydeligt se forskel.

  Læreren Lars Busk Sørensen startede først sent med at smede vers, her er dog 158 salmer med, ud af hans over 200 salmer store produktion. Præsten Holger Lissner har været længere undervejs. Begge er godt repræsenteret i salmebogen.

   Salmerne er heldigvis grupperet efter temaer såsom morgen/aften, påske, Guds omsorg, troens forår. Og af alskens kristelige begreber er der rigtig mange, frelse, kærlighed, tilgivelse osv.  Når så de rette folk kommer til, er formuleringskraften stor: Lissner: Trøst dem der forfærdes, ryst dem, der forhærdes – Hans advent gør krybben til trone. Busk: Kærlighedsrummet, evighed krummet ind i vort liv – Du elsker os, men enkeltvis.

   Til en salme hører en god melodi, hvis den skal blive fælleseje. Mange komponister har ydet fine bidrag. Alle melodier er bragt med noder og becifringer (Busk) eller desuden endog i fuld udskrevet sats (Lissner). De fleste er hos Busk af rytmiske komponister som Egmose, Brinch og Lindgren.  Lissner har flere klassiske melodier som fx af Gullichsen, Mads Høck – og Lissner himself.

   Separate salmeudgivelser er nok for et fåtal, men disse kan så glæde sig over dem i deres privatsfære eller forsøge at krydre menighedslivet med gode indspark.

    Jorden som et mis- og overforbrugt sted vi bør forvalte og passe godt på, er sammen med forundringen over galakse-skabernes Gud og den Gudsskabte kærligheds primat overfor (magt)misbrug, temaer jeg i hans smidige og lette sprogbrug hæftede mig mest ved hos Busk Sørensen. Men jeg savner  evighedshåbet? Har han intet? Bruger han overhovedet ordet Frelse?  Findes der i øvrigt  salmedigtere der taler mere med Gud end ham? Utrolig mange er i så henseende nemlig hans Du’er. ”Du som…osv”.

   Lissners evighedshåb er meget tydeligt, sammen med en mere klassisk teologi og en stor koncentration af emner og temaer – ofte inden for den enkelte salme. Mennesket i livets bølgedale af angst, skyld, død og svigt er set i relation til Guds tilgivelse og oprejsning ganske meget betonet.

   Jorden og dens Gudsskabte landskaber er hos begge mere til stede end i tidligere tids salmer.

onsdag den 7. januar 2015

Poul Hoffmann erindringer

Helge Hoffmann:
Vinden blæser hvorhen den vil.


Erindringssamtaler med Poul Hoffmann
Lohse, 2013
255 sider

Poul Hoffmanns veloplagte 6 lange såkaldte erindringssamtaler med sønnen Helge.
Med fyldigt billedmateriale, appendiks bestående af flere essays og noveller, samt slægtsbiografi og bibliografi.

Når far og søn kender hinanden og respekterer hinanden, om end holdningerne heldigvis kan være forskellige, kan der opstå noget fint i sådan en gennemgang af liv og værk. Her hører vi mere end nogensinde før om barndom, ungdom, uddannelse, ansættelser, mennesker han har truffet, er blevet påvirket af eller har påvirket. Bøger og rejser; hjemliv med leg og hund og vand; hvad han har tænkt og talt; holdninger og forhold til trosbevægelser og kirkesamfund  - med meget mere. Det kan man læse om her.

Poul Hoffmann har den største indsigt i kristendom, jødedom og islam. Hans judgement bygger på en usvigelig tillid til Bibelen som sandhedskilde. Ingen formår som han at hudflette den antikristelige tidsånd og give smag for den gudsskabte kærlighed, der rækker ind i evigheden. Ingen formår som han at give indtryk af at jorden er okkuperet (af død og djævel siden syndefaldet), og venter på sin - ikke undergang, men - forløsning!