Litteraturens verden - expecting people -- Building the future - stone by stone, letter by letter!

Litteraturens verden - expecting people -- Building the future - stone by stone, letter by letter!
Ars longa, vita brevis

tirsdag den 9. august 2016

Biografi om danskers virke 40 år i Indien


Tine Elisabeth Larsen:
Gandhis ven
En biografi om Anne Marie Petersen
Om at følge sin egen vej, sine drømme og sit mål
Forlaget Vær i målet
2014
827 sider


Man tror det er løgn, men det er den skære sandhed, at den danske Indien-missionær, Anne Marie Petersen, i en 30 årig periode var hjertens god ven og fortrolig med Indiens store søn, Mahatma Gandhi. Aldrig havde jeg forestillet mig, at et så nært venskab bevidnet bl.a. gennem en større brevskrivning, med udveksling af betydningsfulde tanker i relation til skole, samfund, religion og kristendom, ikke for længst skulle være dokumenteret i mindste detaljer. Gandhi er en sand kristen i gerning, og næsten, men alligevel ikke, i tro. Han forblev hindu. Kristen var derimod den store og engang meget kendte evangelist og mystiker, Sadhu Sundar Singh, med hvem Anne Marie Petersen også var gode venner, ja nærmest tilhænger af.

   På over 800 sider, fremlægger Tine Elisabeth Larsen med stram systematik en mængde faktuelle emner i relation til hovedpersonen, der gør den mangesidede bog til meget mere end en spændende og velskrevet biografi om den grundtviggianske skoleleder og missionær Anne Marie Petersen. Hun grundlagde og fik med hjælp fra støttekredsen i Danmark bygget et pige-kostskolehjem, Seva Mandir, i Porto Novo på Indiens østkyst, syd for Madras (Chennai), og virkede i Indien fra 1909 til sin død i 1951! Grundstenen til ”Tjenestens Tempel” blev lagt af Gandhi i 1921.

    Qua den kronologiske fremlæggelse, føres vi kyndigt igennem Indiens historie i 1. halvdel af 1900-tallet, hvor den store friheds- og løsrivelseskamp foregik. De fleste kender til de vigtige saltmarcher, og til Gandhis mange sultestrejker i kampen for at opnå Indiens frihed – alt sammen her levende bevidnet gennem brevvekslinger. Bogen er også en historie om dansk og indisk mission, om det kvælende engelske imperieregime, samt om diverse personligheder i kredsen omkring Anne Marie Petersen, f.eks. om danske Esther Færing, der blev gift med den indiske læge Menon – også gode venner med Gandhi.

    Det kom til en stor strid i den danske Porto Novo mission om den kristne Menons engagement på Seva Mandir, fordi han i første omgang ikke ville lade sig døbe. Anne Marie førte i den forbindelse mange kampe med den hjemlige DMS, der til sidst førte til et brud, og hun førte med en fornyet støttekreds’ opbakning hjemmet videre. Hun førte også utallige kampe med det indiske skolevæsen og de engelske myndigheder – ja, ud fra en bestemt synsvinkel, kan hele hendes virke synes som en uafbrudt heltemodig og vedholdende kamp for at opnå sine mål, at pigehjemmet kunne bestå, og at Indiens fattige piger kunne få en skoleuddannelse helt præget efter indiske og ikke vestlige traditioner.

     Anne Marie Petersen elskede Indien – og de hende! - og levede og åndede for landet og dets ve og vel og for sine piger; hun var en varm, ualmindelig klarttænkende og velskrivende kvinde, modig, utroligt udholdende, og en stærk kristen personlighed. Hun sukkede og bad om at inderne måtte møde Jesus Kristus som deres frelser. Hun havde syn og kæmpede for, at Indiens kristne skulle rodfæstes i deres egen smukke og værdifulde nationale kultur – en holdning enestående for sin tid – og ikke dannes efter vesterlandsk tradition. Et enormt stridsemne med de hjemlige.

   Bogen er rigt illustreret, grundig dokumenteret, og bygger på en mængde breve fra diverse brevvekslinger, årsberetninger, blade og bøger. Forfatteren har et eksemplarisk overblik og giver særdeles fine indføringer i de mange sagsforhold. Et stiksords- og navneregister ville ikke have gjort bogen dårligere. – Bogen må blive et standartværk indenfor sin genre.



torsdag den 23. april 2015

Franz Werfel's apologi for sjælens liv

Franz Werfel
Kunstens kald
Gyldendals Uglebøger 1966
78 sider

En bog af den afdøde østrigske forf., katolik og humanist.
Det er en bog jeg jævnligt har taget frem og bare snuppet et par sider i et tilfældigt sted. Men desuden har jeg læst den 5 gange i løbet af mange år.
  Jeg bliver ikke træt af hans stilistisk flotte essays om henholdsvis realsindelaget, der alt for meget præger det moderne menneske, materialismen, de håndfaste målbare værdier, det der kan måles og vejes, og hvor overfor han stiller den rene lyksalighed i det andet essay. Åndsmennesket, de musiske, sjælelige lykkelig-gørende kræfter i menneskets bevidsthed, der rækker bagud til tradition og ur-kraften fra menneskets arkaiske tider.
  Han er ikke spor bange for at fremsætte store aksiomer, men
forfølger dem begrundende og påvisende derefter.
  Efter sigende blev han mødt af en regn af hånsord fra lytterne, da han holdt foredrag i studenterforeninger o.lign. i midten af 30'erne.
 


søndag den 18. januar 2015

To salmedigter mastodonter - Lars Busk Sørensen og Holger Lissner


Lars Busk Sørensen: Salmer til vor tid.  Unitas  2014, 273 sider.

Holger Lissner. Sangene synger i os. Salmer og sange.  Unitas 2014, 284 sider.

 

Kunstnere laver retrospektive udstillinger, musikere opsamlings cd’er. Disse to gamle mastodont digtere af salmer i klassisk form, er i deres livsaften tilgodeset med prægtige, digre værker i stift bind; bøgerne indledes med fremragende, ikke for lange forfatterforord, og afsluttes med alskens oversigter over versemål, komponister, kirkeårsplacering osv. Lissner tilknytter endog bagerst en info om hver enkelt af sine 99 her bragte såkaldte salmer og sange.  

   Begge nulevende digtere har været flittige og vedholdende som få, og kan deres kram. Noget af det mest nærliggende at sige om dem er, at de får digtningen til at lyde fuldstændig enkel og selvfølgelig; og at de kan forvalte store temaer med stram hånd. Som om stoffet bøjer sig villigt i deres hånd og ånd. Når man læser husflidsdigtere, kan man tydeligt se forskel.

  Læreren Lars Busk Sørensen startede først sent med at smede vers, her er dog 158 salmer med, ud af hans over 200 salmer store produktion. Præsten Holger Lissner har været længere undervejs. Begge er godt repræsenteret i salmebogen.

   Salmerne er heldigvis grupperet efter temaer såsom morgen/aften, påske, Guds omsorg, troens forår. Og af alskens kristelige begreber er der rigtig mange, frelse, kærlighed, tilgivelse osv.  Når så de rette folk kommer til, er formuleringskraften stor: Lissner: Trøst dem der forfærdes, ryst dem, der forhærdes – Hans advent gør krybben til trone. Busk: Kærlighedsrummet, evighed krummet ind i vort liv – Du elsker os, men enkeltvis.

   Til en salme hører en god melodi, hvis den skal blive fælleseje. Mange komponister har ydet fine bidrag. Alle melodier er bragt med noder og becifringer (Busk) eller desuden endog i fuld udskrevet sats (Lissner). De fleste er hos Busk af rytmiske komponister som Egmose, Brinch og Lindgren.  Lissner har flere klassiske melodier som fx af Gullichsen, Mads Høck – og Lissner himself.

   Separate salmeudgivelser er nok for et fåtal, men disse kan så glæde sig over dem i deres privatsfære eller forsøge at krydre menighedslivet med gode indspark.

    Jorden som et mis- og overforbrugt sted vi bør forvalte og passe godt på, er sammen med forundringen over galakse-skabernes Gud og den Gudsskabte kærligheds primat overfor (magt)misbrug, temaer jeg i hans smidige og lette sprogbrug hæftede mig mest ved hos Busk Sørensen. Men jeg savner  evighedshåbet? Har han intet? Bruger han overhovedet ordet Frelse?  Findes der i øvrigt  salmedigtere der taler mere med Gud end ham? Utrolig mange er i så henseende nemlig hans Du’er. ”Du som…osv”.

   Lissners evighedshåb er meget tydeligt, sammen med en mere klassisk teologi og en stor koncentration af emner og temaer – ofte inden for den enkelte salme. Mennesket i livets bølgedale af angst, skyld, død og svigt er set i relation til Guds tilgivelse og oprejsning ganske meget betonet.

   Jorden og dens Gudsskabte landskaber er hos begge mere til stede end i tidligere tids salmer.

onsdag den 7. januar 2015

Poul Hoffmann erindringer

Helge Hoffmann:
Vinden blæser hvorhen den vil.


Erindringssamtaler med Poul Hoffmann
Lohse, 2013
255 sider

Poul Hoffmanns veloplagte 6 lange såkaldte erindringssamtaler med sønnen Helge.
Med fyldigt billedmateriale, appendiks bestående af flere essays og noveller, samt slægtsbiografi og bibliografi.

Når far og søn kender hinanden og respekterer hinanden, om end holdningerne heldigvis kan være forskellige, kan der opstå noget fint i sådan en gennemgang af liv og værk. Her hører vi mere end nogensinde før om barndom, ungdom, uddannelse, ansættelser, mennesker han har truffet, er blevet påvirket af eller har påvirket. Bøger og rejser; hjemliv med leg og hund og vand; hvad han har tænkt og talt; holdninger og forhold til trosbevægelser og kirkesamfund  - med meget mere. Det kan man læse om her.

Poul Hoffmann har den største indsigt i kristendom, jødedom og islam. Hans judgement bygger på en usvigelig tillid til Bibelen som sandhedskilde. Ingen formår som han at hudflette den antikristelige tidsånd og give smag for den gudsskabte kærlighed, der rækker ind i evigheden. Ingen formår som han at give indtryk af at jorden er okkuperet (af død og djævel siden syndefaldet), og venter på sin - ikke undergang, men - forløsning!

tirsdag den 30. december 2014


Poul og Kirsten Hoffmann
Kirkelignelser
Doxa Foraget 1987
14 sider

En pjeceagtig lille fin ting med 5 refleksioner, bragt i DR 1 som ”Ved dagens begyndelse” over 5 dage i 1987.

 Her males med stor og generøs pensel af ægteparret Hoffmann. Nr. 1 hedder: Noas ark - ”Med kirken er det som med Noas ark”, hvor der ud fra en sammenligning af de mange forskellige dyr i arken påpeges, at de mange forskellige slags kristne i verden bør enes og støt og roligt sejle mod deres evighedsmål. ”Det er Kristus, der er garanten for, at kirkearken når frem til den nyskabte, evige verden,…”. ”Det betyder så til gengæld også, at de kan slappe af i arken.” Et befriende og vildt utraditionelt udsagn.

De efterfølgende kapitler hedder Katedralen, Pyramiden, Træet og Fædrelandet. Hoffmann’ernes beskrivelse af de mange slags kirkesamfund i verden og deres glade anerkendelse, respekt og kærlighed til dem alle, er dejlig læsning.

 ”Træet” -  har som rod selvfølgelig Jesus, hvorfra alt gror. Alt organisk, også kirker, gror og forgrenes naturligt nok. Sære, syge gevækster kan dog også skyde frem, sekter. Igen fryder de to forfattere sig over forskellighederne i alverdens kirker. ”De jublede alle sammen over alle de herligheder, de ejede i deres egen arv og tradition.” Ingen grund til misundelse, ingen grund til mindre- eller mereværd.

 
Man nupper let og med stort behag en lille morgenreflektion til sin krydderbolle, og glæder sig også selv over, at alle kristne ER ét! Det er ikke noget vi ved at trække os op i nakkehårene skal anstrenge os for at blive.

fredag den 26. december 2014

Bibelens patriarkhistorie og faraonernes sammestillet


Poul Hoffmann
Sfinxens smil
Logia 2006
187 sider

 

Poul Hoffmann er en fantastisk forfatter. Fantast vil nogen sige. Ingen, overhovedet ingen forfatter i Danmark  - og måske noget andet sted - ligner ham eller kan måle sig med ham i henseende til åndelig indsigt, klarsyn og bredde grundet på en usvigelig bibeltroskab (tro på at Bibelen er Gudsinspireret, mere end menneskeord).

At kunne forene antikkens gådefulde ægyptiske historie med den hebraiske patriarkhistorie på en overbevisende og uhyre interessant måde, skal der en omfattende viden, passion og stor intelligens til. Hoffmann gør det!

Keops (keops pyramidens navngiver) og Abraham, samtidige og frænder; Keops som dyrker af den eneste sande treenige Gud; jeg kan ikke gengive hovedindholdet nærmere. Poul Hoffmann forbinder ad mange før ikke sete veje på sandsynligste vis bibelens historie med pyramidefolkets, så Ægyptens  historie bliver en del af den bibelske Guds ledelseshistorie. Som altid ligger der omfattende litterær research bag Hoffmanns bøger, her for en gangs skyld ikke oplinet i en regulær litteraturliste. Poul Hoffmann skriver på baggrund af et langt livs fordybelse og vedvarende beskæftigelse med Mellemøstens historie, hvad hans mange romaner og fagbøger vidner om.

   Poul Hoffmann er født i 1928, lever stadig (dec. 14), men udgiver vist ikke offentligt mere. Han er altså sidst i 80’erne. Man kommer ikke kærligheden og himlen nærmere end i hans talrige bøger.

onsdag den 10. december 2014

Musiker vittigheder


Laif Møller Lauridsen
Humor efter noder
Jelling bogtrykkeris Forlag 1997
71 sider
 
Laif Møller Lauridsen er en kendt guitarist fra Vejle, der bl.a. har udgivet en masse cd’er i alle musikgenrer. Han er både en skattet musiklærer, solist og akkompagnatør. Ikke mindst har han gjort det godt i de populære musikgenrer. I en længere årrække var han akkompagnatør for den folkekære violinist Wandy Tworek. Og han har musiceret i en mængde sammenhænge med mange mennesker, og ofte i sene nattetimer spillet til bal og lign., hvor man måske ind imellem godt kan have brug for en lille humørboble for at holde modet oppe.

 Laif har her samlet en masse vitser fra sit lange musikerliv, enten hørt eller selv oplevet; nogle er ultrakorte, andre rummer en hel lille historie med fin pointe. Der er også lidt vovede vittigheder – hvad venter man af en musiker. En håndfuld vil nok aldrig blive husket. Alt i alt fik jeg mange, mange dejlige grin af den humørfulde læsning.

Fra en koncertanmeldelse: ”- For første gang i mit liv misundte jeg mine fødder – de sov!”

Eller ”Hvornår får man en bratchist til at spille tremolo? – Man skriver solo over en helnode!”

tirsdag den 9. december 2014

Daudets skønne causerier


Alphonse Daudet: Breve fra min mølle
Stig Vendelkærs Forlag, 1964
148 sider

Jeg plejer at kalde den for min ynglings bog. Fem gange har jeg læst Daudets: Breve fra min mølle, oversat af berømte og for længst afdøde Mogens Boisen, der selv beboede en vindmølle i Sønderjylland. Selv om man har læst en bog 5 gange, kan den mange steder godt føles som helt ny, som om man aldrig før har læst visse passager. Det er nu ikke så sært i dette tilfælde, for det er 16 siden jeg sidst har læst ”Breve fra min mølle”, kan jeg se.

  Den vidtberømte klassiker fra midten af 1800-tallet består af miniaturer på 4-5-6 sider. Bogen udkom oprindelig som føljetonbog i en parisisk avis. Afsnittende er en blanding af smukke, stemningsmættede betragtninger af det nære liv og fritvoksende personligheder i og omkring Daudets fingerede mølle i Provence (der findes en mølle i Provence, der tilskrives Daudet, men det var ikke denne han reelt ejede, hvis overhovedet nogen), hvor alt fra blæstens susen i træerne, agtpågivningen af den gamle ugle i møllen, hyrders og fårs lydelige optog o.lign. beskrives utrolig fint, og som om det opleves her og nu, altså skrevet i præsens. ”Da jeg åbnede min dør i morges…” eller ”I nat kunne jeg ikke sove. Mistralen var vred….”. I et afsnit besøger han den provencalske nationaldigter, Mistral i hans hjem. Så følger måske et afsnit med legender og folkelivsbetragtninger fra det provencalske bagland. Endvidere berettes om fx en skibskatastrofe og om forfatterens ophold på en fyrtårn-ø i Middelhavet ved Korsika blandt stovte, tavse, ensomme fyrtårnspassere.

 

Skæbneberetning går som en rød tråd igennem det hele. Fremstillingen præsenteres, som om forfatteren dovent ligger og lader tiden gå og udefra betragter alt der sker fra en fuldendt livsnyders stade:  Dagdrømmende ligger han i læ af et par træer i middagsheden, på et af møllens lofter eller lign.  Engang ”..havde jeg allerede valgt mit læsted mellem to klipper og drømt om at hvile her hele dagen…”. Natten kan antage et romantisk skær med et stænk af gys og frygt: ”Dagene er de levende væsners tid, men om natten lever tingene.” Der inddrages en masse destinationer og lokaliteter man selv kan slå efter og udforske hvor ligger, hvis man har lyst. Naturen og dens luner, scirokkoen, mistralen, bjergene og havet er meget nærværende. Forfatterens vandreture med sin Montaigne eller Plutark under armen understreger, at det er en kulturven der beretter historierne.

 

 

 

 

 

onsdag den 20. august 2014

Klar besked om engle

Dr. Will. W. Petersen
Fra englenes verden
Lohses Forlag
1948
54 sider

Det er anden gang jeg læser denne lille og fine - kristne - bog om engle. Mange tror på engle i dag, men ofte er det i en eller anden udgave, hvor man lægger sig efter at knytte en skytsengel til sig efter eget behov og dannet efter eget behovs
billede.
   Bogen her er dybt fortrolig med og tro over for den bibelske lære om engle. Vi kan fx bede til (om englebeskyttelse), men ikke tilbede engle.
   Den gennemgår i hovedtræk forekomster af engle i Bibelen, deres væsen og fremtræden, vinger eller ej; menneskers oplevelse med engle i traditionen (altså udenoms bibelsk); også med små kommentarer om jødisk og muslimsk trospraksis; behandler spørgsmålet om englehierakier -  serafer, keruber og ærkeengle, bl.a. gennemgås de kendte 4 ærkeengle Uriel, Mikael, Rafael og Gabriel.
   Forfatteren grunder sit studie på en del læst litteratur.

torsdag den 7. august 2014

Siegfried Lenz holder time - om Nolde


Siegfried Lenz: Tysktime
Gyldendals bogklub
1973
402 sider


Allerede fra første side var jeg solgt: Siegfried Lenz er en sprogets mester, meget præcis, minutiøs og måske omstændelig i sine beskrivelser  - og et afsindig klogt menneske. At man dog aldrig har læst noget af ham før. Og nu er han ældgammel (ak ja, så er han død - her i efteråret 2014, i Hamborg, omgivet af familien, forlød det) men skriver og udgiver stadig. Jeg har haft Tysktime stående i 30 år, men først for nylig, da jeg fandt ud af, at den fordækt handler om maleren Emil Nolde, og derfor foregår i marsken i Sydslesvig, blev det straks klart for mig, at den måtte jeg læse.

  Bogen er på 400 sider, og jeg blev kun mere og mere begejstret som bogen skred frem, indtil – side 300 ca. Så opstod et antiklimaks, der varede ved resten af bogen. Lenz skulle have sluttet bogen efter 300 sider. Selvom bogens komposition er flot lavet.

  Bogen blev vel, ligesom fx Martin A. Hansen’s Løgneren og Rifbjerg’s Den kroniske uskyld, - i sin tid – til analyse pusset på de små stakkels gymnasieelever.

  Jeg personen sidder i ungdomsfængsel på en ø i Elben lige efter 2. Verdenskrig (hvorfor, og at det er et fængsel, får vi at vide i sidste del af bogen) og skal som et straffearbejde skrive om ”Pligtens glæder”. Om det er det han bruger de 3 mdr. i enecelle på, eller om han skriver sit livs historie (vores historie), mener jeg forfatteren drillende lader stå lidt i det uvisse. Jeg blev ikke helt klar over det.

  Bogens miljøer veksler således mellem denne fange-ø og hjemstavnen ved digerne i Nordvesttyskland. I en lille by er hans far lokal landbetjent, og bor – og er vokset op - i samme landsby som Max Ludwig Nansen (Nolde – der altså ikke nævnes ved navn, ligesom bylokaliteterne er ændrede). Jeg har en teori om, at forfatteren har konstrueret ordet Nansen på denne måde: Emil Nolde hed jo i virkeligheden Hansen til efternavn, og det har Lenz sat sammen til N(olde)-ansen. AT det er Nolde det drejer sig om, må man selv gætte sig til, det er ikke noget forf. siger.

  Under 2. verdenskrig fik maleren (som han gennemgående kaldes i bogen) malerforbud.  Det kan han dog ikke overholde, og maler i stedet i hemmelighed en anden type billeder. I bogen kalder han dem ”usynlige billeder” (i virkeligheden kaldte han dem for umalede billeder). Bogens skrivende jeg person, med kælenavnene Siggi og Witt-Witt, er på konfliktkurs med politifaderen (hader ham), fordi denne, qua den myndighedsperson han er, skal og også sørger for at håndhæve malerforbudet.

  Bogens hovedkerne er netop konflikten mellem maleren og politibetjenten. Politibetjenten, Jens,  er den pligtopfyldende, lovlydige, grotesk blindt adlydende, paragraf-rytteriske, en-regel-er-en-regel-og-den-skal-holdes-menneske. Her overfor står maleren med sit åbne kunstnersind og varme menneskelighed, som Siggi (bogens skrivende jeg person) er gode venner med. Siggi lever en stor del af sit liv på malerens gård. Ufattelig humoristisk er det kapitel, hvor politibetjenten i dagene lige efter krigen stadig i en nærmest pligtopfyldende feberrus brænder malerens billeder af ved en gammel mølle. Her overbringer sønnen Siggi ham en meddelelse om, at man har ringet og meddelt, at en landskommisær og en engelsk general vil komme og se malerens billeder.  (Rehabilitering!)  Pligtskyldigst farer politi-Jens straks på sin cykel afsted til malerens gård, og står i stiveste uniform ret og gør honnør, da den fornemme bil ankommer. Han hilser også slesk på maleren (hvis værker han just brændte, og hvis værker honoratiorerne nu er her for at beundre) og bukker og skraber.

  Siegfried Lenz er eminent god til karakteriserende at beskrive mennesker, og har en formidabel skarp psykologisk iagttagelsesevne. Et par eks.:

”Vor læge var en kraftig, gammel mand, gangbesværet, rødhåret, en snøftende kæmpe, som erfaringen havde lært at bøje hovedet…..Han nøjedes aldrig med at konstatere en enkelt sygdom, mistænksom, som han var, gav han sin patient et udvalg på mindst to eller tre sygdomme.”

Den kære mand, ikke?

”På den korte vej fra døren og ind i opholdsstuen hvilede doktor Gripp sig to gange ved at læne sig mod væggen og bøje den i forvejen bøjede, svære nakke endnu dybere og knipsende med fingrende begyndte han at trække vejret rytmisk.”

  Sikke en iagttagelse:  Knipsende med fingrene! Den er der i sandhed ikke mange der ville kunne få med i en karakteriserende beskrivelse!

  Om politibetjenten, der er oprevet: ”Mens han telefonerede havde han knappet sin uniformsjakke, men nu knappede han den op igen,…”. Han ved ikke selv at han gør det, men vi ser det, fordi forf. lader os opleve det!

 Den bryske, videnskabselskende, elevforagtende biologilærer skal lære sine, citat: ”kvajpander”, at se i mikroskop:

”Så førte han glaspladen ind og bøjede sig over mikroskopet, lukkede det ene øje, hvormed hans ansigt fortrak sig til et voldsomt grin, famlede flere gange ved siden af, indtil han fandt den sorte skrue, drejede på skruen og fremskaffede skarphed, og med et ryk, så det knagede, rettede han sig op. Han mønstrede os. Triumferende. Formanende.”    

   Man ser for sig den selvgode, selvhvilende lærers gebærder ved mikroskopet og respektkrævende triumf over for de dorske elever.

   Som maler er det i øvrigt en fornøjelse at læse Lenz’ mange kyndige og virkelig udmærkede fagtekniske beskrivelser af maleriet.

  Lenz bruger ikke anførselstegn ved direkte tale. Og han er suveræn til alt det med tider. Man kunne forestille sig en samtale som: Om han måtte tage et stykke mere. Men ja, da, man skal ikke sådan holde sig tilbage. Han ville da heller ikke have haft noget imod….

Eller:

”Langsommere og langsommere, på tåspidserne hen ….. - rejse sig forsigtigt med ryggen mod væggen, nærmere hen til det brede vindue, bare ikke røre – hvad bestiller han derinde,… ”(side 208) – Hvad er det for en tid? Det er oplevelsestid!

  Der er kun ét årstal i bogen (side 301). 1954. Bogens fortæller står ved løsladelsen fra ungdomsfængslet: Nu røbes at han har stjålet billeder mange steder fra, for at sikre dem! (Redde dem fra tilintetgørelse!) Handlingen forgår vekslende i de to omtalte miljøer under og lige efter 2. Verdenskrig. Men hvorfor al den pædagogiske snik-snak efter krigen. Bogen burde være sluttet godt af her – som et mesterværk.

------

   Et par kuriosa:

  Nolde boede igennem mange år i sommerresidens nær havet få kilometer fra mit bardomshjem på Als (Elstrupskov og Elstrup). Min bror siger, at han kom i møllen hos min bedstedfar for at købe korn.

  På vejen her i vor by, Vejle, bor i øvrigt en kvinde, hvis bedstefars bror var Emil Nolde, og som jævnligt har besøgt ham på hans gård.

  Siegfried Lenz ville i sin tid gerne købe hus på Als i Høruphav lige ud til vandet, men byboerne i Høruphav nægtede ham lov til at købe det - de små fjolser.

   

onsdag den 16. juli 2014

Poul Joachim Stenders groteske og morsomme bardomserindringer

Poul Joachim Stender:
Røde hunde gør ikke -
Barndomserindringer.
Kristeligt Dagblads Forlag, 2014.
188 sider

Forfatteren lægger ud lige på og hårdt i disse vanvittige, morsomme, groteske og bizarre barndomserindringer. Stender får en turbulent start på livet. ”Jeg er undfanget efter en abort.” En åndssvag tvillingesøster sættes ud af spillet før fødslen – og genoptræder derpå jævnligt i historien som den præserverede søster, som familien opbevarer i et syltetøjsglas i kælderen. Senere er han under dåben ved at drukne i døbefonden, da gudmoderen under et epileptisk anfald går væk. Her ligger forfatteren så på bunden med fladtrykt næse mod et billede af ærkeenglen Gabriel. Sådan styrtes den rablende morsomme og groteske historie i gang, og det er stilen resten af bogen.   

   Poul Joachim Stender, præst, forfatter, rejseleder og provokatør, bl.a. bekendt for madopskrifter og kommentarer i Kristeligt Dagblad, og måske også for bogen ”I seng med Gud”, er opvokset på en skole i en lille sydsjællandsk by sammen med forældre og 4 søskende. Alle personer får liv i historien ved en spøjs personkarakteristik, der følger dem bogen igennem. Moderen læser og citerer digte uafbrudt, fx mens hun føder, og kan bogstaveligt vejre sygdom og blod; skoleinspektør-faderen spidser ideligt en flok blyanter, der altid ligger klar på bordet som missiler; en søster er ekspert i vortefjernelse (og væmmes derfor ved ”helliget vorde” udtrykket i Fader Vor, dem vil hun jo fjerne); forfatteren selv læser madopskrifter, og lærer dem uden af som digte.

   Nu rulles barndomserindringer en masse morsomt og rablende grotesk - men også poetisk og nænsomt - ud for læseren, så man får indtryk af, at forfatteren har haft en helt enestående barndom. Men set med de rigtige briller, har vi nok alle haft en sådan. Stender formår dog at omsætte drengens fantasier og oplevelser til et sammensurium af erindringer, der med den voksnes redigering tager sig ud som de gør, morsomt, grotesk, og lettere vanvittigt. Som sædvanlig hos Stender, fylder erotikken, der er lige på kanten, også godt op i hans tankegods, bl.a. i form af et amorøst forhold til hans lærerinde.

   Et par eksempler:

   En isvinter fryser skolens overfyldte lokumsspand til, og for at eleverne skal kunne komme på, stiller faderen den til langsom optøning på komfuret, glemmer alt om den, og det hele koger over – sådan! –

    ”Gud spillede en stor rolle i min familie.” Moderen lærer alle børnene at bede aftenbøn, hvorunder de hver gang skal nævne alle i den store familie med navns nævnelse, onkler, mostre og tanter. Efter morbrorens skilsmisse, glæder de sig over at kunne slette en tante fra listen – indtil han gifter sig igen.

   Poul Joachim Stender er en eminent god skribent, og han kan holde den burleske stil stort set hele vejen igennem. Selvom metoden ind i mellem kan virke lidt som en manér: En ganske almindelig beretning forvanskes mere og mere i bestræbelsen på at fremstille den morsomt og grotesk. Men bogen skal læses som den voksne mands omskrivning af dybt afsatte indtryk fra en barndom. De mangeartet sansede dagligdags foreteelser må for at finde et adækvat udtryk finde en ny form: Erindrings-digtningens.

mandag den 17. marts 2014

Lisbeth Smedegaard Andersens kunst pletskud

Lisbeth Smedegaard Andersen
Huset med de mange boliger
Ny dansk kirkekunst


Kristeligt Dagblads Forlag
2013
267 sider

Forfatteren har rejst land og rige rundt og debatterer 27 kunstneres værker i kirker, både maleri, skulptur og andre former. Desuden inddrages 6 andre kunstneres værker med relation til kirken. I 3 hovedkapitler om henholdsvis natur, historie og kunst stillet over for evangelium, samler hun alle hovedtendenser i nyere dansk kirkekunst. Alle de værker der diskuteres, bliver analyserende gennemgået, så man forstår hvad de udtrykker og skal sige, og der tages stilling til deres virkning. Der er placeret fine farvefoto plancher ved den relevante tekst. Der behandles værker af kunstnere som fx  Peter Brandes og Maja Lisa Engelhardt, der begge er bekendende kristne, som også fx Erik Heide, Per Kirkeby og nye, unge Simon Aaen er det (hun efterlyser nye, unge kirkekunstnere – kom så ud af busken!). Arne Haugen Sørensen og Bjørn Nørgaard  arbejder i høj grad ud fra den kirkelige tradition, mens andre i henseende til bekendelse står på en mere reserveret fløj som fx Thomas Kluge og Christian Lemmerz.  
Danmark er faktisk ret godt med, hvad moderne kunst i kirker angår, siger hun. Der er mange og gode værker i vore kirker, som både kan virke foryngende på fx et gammelt rum; som påvirker én og er vigtig i den nødvendige fornyelse;  som kan være med til at understøtte det evangeliske budskab på en tidssvarende måde; og vække til undren. Moderne kunst skal være farlig, have en religiøs forpligtigelse og ikke bare holde sig til det kendte. Ellers bliver den ligegyldig. Hun er både på vagt over for en feel-good religion og elfenbenstårns-teologi.
Den dugfriske bog om ny kirkekunst i Danmark er umådelig spændende læsning, og den sprænglærde teolog, kunsthistoriker og salmeforfatter leverer en fin progression igennem bogen. Faktuelle emner og historiske udviklingsforløb fremstilles enkelt, kyndigt og fængende. Og fra første til sidste side fører hun en sitrende vågen egen-dialog om kirkekunstens mål og funktion. En del teologers, filosoffers og kunstteoretikeres meninger af relevans for den aktuelle sammenhæng i teksten inddrages og kommenteres. Og hvor man dog bliver oplyst, hvad enten det er om Veronikas svededug, ikoner, figurativ og nonfigurativ kunst osv.  Et pletskud og et mesterværk! Skal den dame ikke snart have en æresdokter titel, med alle de vægtige bøger hun efterhånden har præsteret!
Smedegaard Andersen redegør fint for tendenser og udviklinger i kunsten, fx i introduktionen til et kapitel om tidligere tiders forkærlighed for menneskeskildringer. De blev i det sene 1900-tal set som illustrationer af motiver, men var nu blevet utidssvarende. Personskildringer iklædt gevandter som på Jesu tid var helt ut. Nu var det kunsten som værk og som moderne kunst, der også udtrykte sig anderledes end tidligere, som var det afgørende. Mennesskeskildringen afløstes i kirkekunsten af forkærlighed for natur symboler som fx brød, fisk og vinklaser. I de senere års kirkekunst er disse så forladt til fordel for et ikke naturefterlignende natursyn, der derimod vil sætte mennesket ind i en større sammenhæng, vise ærefrygt for naturens hellighed, påpege dens ubønhørlighed og kraft, harmoni og fred.
   På baggrund af en sådan intro diskuterer hun så over en del sider eksemplificerende John Körners  livstræ-altervæg i Østerhåb kirke. Her og i andre tilfælde har hun en kritisk afvisende holdning til kirkekunst, som hun finder problematisk, når den frigør sig af den kirkelige tradition og som her fx bare maler et træ som alterbillede. Mange steder i bogen sporer hun tendenser i tiden, såsom forkærligheden for det spirituelle, og en ikke konfessionel tro. Og har klare gode holdninger. Vi skal ikke vende tilbage til det som var, men dog øse af kilderne!     

Jeg savner en metodisk holdning i indledningen, hvor hun ville begrunde sine valg af værker, for bogen rummer ikke alt, og det burde hun gøre opmærksom på. Jeg kan i flæng nævne 3 kunstnere, der ikke er kommet med, bl.a. Adi Holzer, der har bedrevet rigtig meget kirkekunst. 

lørdag den 11. januar 2014

Annie Proulx's fantastiske øhistorie

Annie Proulx
Sidste nyt fra havnen

Centrum, 2001
378 sider

Min yndlingsbog, faktisk!  - Det har jeg i hvert fald for vane at sige.
Jeg har læst den tre gange over en ti års periode. Første gang var nok den stærkeste oplevelse. Tredje gang har man nok absorberet dens umiddelbare psykiske kraft, så den påvirkning den efterlader, ikke er så stærk som første gang. Og man bliver alt imens både ældre og mere erfaren.

Den halvfortabte sjæl, Quoyle, bosiddende i USA, bliver skilt – og konen dræbes i en trafikulykke. Med sine to preteen piger og en tante, drager han til New Foundland i Canada, hvor han finder sig selv, da han med tanten istandsætter deres slægts gamle, totalt forladte og ensomt beliggende hus langt, langt ude på en pynt ved havet. Slægten har et yderst dårligt ry som slagsbrødre, slyngler og særlinge.
   I byen langt derfra bliver han ansat på en lokalsprøjte, der ejes og køres af en gammel fisker.
Quoyle skal dække fiskeriefterretningerne fra havnen. Senere bliver han sat til at skrive om alle trafikulykker på øen. Der skal en med hver uge, ellers må de finde på en! – Der skal også skrives om en seksuel krimihistorie hver uge – gerne om de udbredte incest forhold i familierne (en ting forfatteren er blevet kritiseret for at have overdrevet uhørt meget).
   Bogens personer er for en stor del lidt til en side alle sammen. Det er disse karakterer og deres historier sat i forbindelse med det hårde vejrlig, den barske New Foundlandske natur og de iskolde farvande deromkring, der gør bogen spændende. En mængde indflettede historier og sagsforhold fra håndværk – skibsfart, fiskeri, skibsbygning, skibsforliser, bærplukning, farologi (fyrtårns viden), oliedrift (og forurening) osv osv - fra alle mulige sammenhænge om folk og episoder tilbage i tiden giver spændingsstof, og man oplever det med sine sanser, så man næsten kan lugte, føle, smage, se og høre det hele. Historierne bliver lyslevende. Det elementære, mulden, luften, vinden,  isvandet og ilden, udmales stærkt. Og de fundamentale værdier er hele tiden nærværende, såsom brændekløvning, kiste-ilægning, hjemlig fabrikation - arbejde, håndværk og hverdagsliv i alle aspekter.
    Annie Proulx (udtales pru) har en stor forkærlighed for opremsninger. Side 295: ”På gulvet bunker ad sammenfiltret fiskesnøre, trådt ned til et kompakt underlag, et rodsammen af træspåner, sand, regn, havvand, mudder, tang, uldtotter, afgnavede fåreknogler, grannåle, fiskeskæl og fiskeben, punkterede svømmeblærer, sælindvolde, blækspruttebrusk, glasskår, flængede klude, negleafklip, bark og blod.” Sådan!
    Under hver kapitel overskrift, fx 3, Kvælerknobet, er sat en lille sentens fra The Ashley book of Knots, således her: ”Et kvælerknob er godt til fastgøring af tovruller…Det bindes først løst og strammes derefter til.” – På denne måde kobles den historie der følger i kapitlet sammen med det fundamentale i knobbindings verdenen.  
   Annie Proulx har et meget personligt sprog, der gør brug af rammende og knappe sætninger, som passer godt til øens barske befolkning.  

   En formidabel god bog om mennesker og miljøer, som forfatteren velfortjent fik Pulitzerprisen for.   
  

søndag den 15. december 2013

Bønner


Gerhard Rasmussen
Morgen og aften
Unitas Forlag 1998
77 sider


Denne bog er ikke bare læst, men bedt!



    
Gerhard Rasmussen hjælper en til at formulere bønner morgen og aften, der både er dybt forankret i en klassisk kristendom, og som tager omsorgen for medmennesket og næsten med som en væsentlig del af det der bør ligge et kristent menneske på sinde. Det er ofte her vi svigter. Derfor er der også en bred vifte af ord om anger, tilgivelse, håb, tro, mod osv. Alt sammen formuleret i et klart sprogbrug og for hele familien ("vi"). Vi kommer godt rundt i hele det kristne univers. - Ikke noget med et halvt mystisk, selvbesværgende, dogmatisk set svagt, for ikke at sige nærmest ikke eksisterende trosindhold, som megen selvoptaget meditativ litteratur i dag er fuld af.

onsdag den 16. oktober 2013

Mala Naveen's norsk-indiske indvandrer historie

Mala Naveen:

Desiland 

Aschehoug (norsk)

2010

474 sider


Det er Mala Naveens debut roman fra 2010, og min udgave fra samme år er allerede 2. oplag. Og det forstår man godt, for den norsk-indiske journalist har godt fat om pennen. Hun er selv barn af indvandrerforældre fra Indien, og er både meget vidende, velskrivende og har en stor psykologisk indsigt i menneskenaturen.
   Derfor er bogen så overbevisende og troværdig i sine miljøskildringer. En mor og far (jeg undlader en mængde navne) lever i en lejlighed i Grønland, indvandrerforstaden i Oslo,
sammen med deres to voksne børn, en kvinde og en mand. Utallige sagsforhold og problematikker som en indvandrerfamilie står med, fremstilles levende. Savn og afsavn fra det gamle land og også i det nye; familie, venner, arbejde osv., alt skildres som set gennem en indvandrerfamilies briller.
   Alle familiens fire personer gennemgår alt som bogen folder sig ud skematisk sagt en udvikling fra krise, til modning og afklaring. Alle forsøger med et væmmeligt slidt udtryk at realisere sig selv. Faderen, fysioterapeut, har kontroverser og afskediges på arbejdet. Begynder at oversætte indiske digte, der vækker opmærksomhed selv i Indien. Moderen, rengøringsdame på en skole, indleder et lidt mere end platonisk forhold til en lærer. Skipper det siden. Datteren, forsøger sig som med ringe held som filmskaber. Finder tilbage til familiens kærlige favn efter fallit båd med film og kæreste. Broderen springer ud som bøsse, bliver fortabt (lost in India), men i bogens slutning genfundet af faderen. Men Norge opleves ikke som det nye fædreland: ”Føler du deg hjemme her, Dadi? Har Norge blitt ditt hjemland etter alle disse årene?” – ”Nei, det har det ikke.”   
   Bogens 68 kapitler foregår stort set skiftevis i Norge og i Indien (Mombay). Så der er også en del  direkte kommunikation mellem Norge og Indien. Fx i form af mails.
     Indisk sæd, skik og brug bliver meget nærværende for én. Diverse indiske navne på alt fra fester til mad, klæder og højtider indgår på naturlig vis i historien.
      Måske er bogen en anelse for lang. De mange indiske navne kan også virke lidt genstridige for en skandinavers hukommelse.     

Anmeldt for forlaget.

    

lørdag den 21. september 2013

Hans Anker Jørgensens moderne salmer

Hans Anker Jørgensen 
og Caroline Borello Lerche

Du siger det med blomster
Jazz- og popsalmer
Unitas Forlag
2013

Hans Anker Jørgensen kan gøre enhver tung tekst let at gå til. Med et ordvalg så lige ud af landevejen, som sagde det næsten sig selv. Men det ligefremme og naturlige er det sværeste at lave. Når rimsmeden (hans eget udtryk) i de 24 salmer tager alvorlige samfunds problemer og teologisk stof under bearbejdning, skal man lige læse næste og næste vers med. Stoffet fænger.     Taknemmelighed for alt det Gudgivne (”For kroppens fryd og livets bud må jeg hver morgen takke Gud”) og Gudsskabte (”hvor er her smukt, må hjertet synge på sin flugt, på vandretur i mark og lund, i bil en rosa aftenstund”) går hånd i hånd med bekymringen for vores svigtende ansvarlighed af samme og omsorgen for den svage (”Vi fik givet denne perle (=jorden) med dens luft og vand og muld til at mætte sultne maver og til at folde evner ud”).
    Finurlighed (”Har du lys i pæren: Gud er lysets kilde! Giv Gud alene æren”) og et uhøjtideligt  samtids dansk ordvalg er en af Hans Ankers specialiteter, der gør salmerne velgørende morsomme at synge. (”Syng i evighedens kor forskere fra CERN og Darwin, Ørsted og Niels Bohr”).
   Der er megen Jesus i salmerne, nogle i mere genkendelige gevandter (”Han gør sig selv til brød og vin, til evig hjertemedicin mod synden og mod døden”), men ofte i fornyende klæder (”Jesus selv er Guds replik imod frygtens retorik”). Og nogle salmer bruger Hans Ankers ny opfundne såkaldte bim-bam-bum rim, hvor ”bringer” fx kan rime på ”fanger”.
   24 såkaldte jazz- og popsalmer, de fleste tekster nye, en håndfuld gamle eller ny bearbejdede, men alle med nye velfungerende visemelodier i fuldt udskrevet klaversats samt becifringer af Caroline Borello Lerche. Og 15 af dem indspillet på medfølgende cd af diverse sangere og gode musikere, bl.a. Poul Dissing. De 5 forskellige sangere – foruden Ramløse og Annisse børne- og ungdomskor, fortolker stærkt og fint de forskellige genrer, blues, jazz, vise, pop, som  melodikomponisten har lagt sig efter. Melodien skal for hende være ”lige til”, evt. gå nye veje og overraske lidt. De sangbare og ligefremme melodier til trods demonstrerer solisternes udførsel dog samtidig en generel problematik ved rytmiske salmer: Genren lægger op til og er nærmest defineret ved friheder, som den stramt noterede melodi og fællessang ikke kan honorere. Her må man synge mere uniformt.
  Særdeles informative for- og efterord mm., det hele pakket ind i et lækkert layout og i et stort stift bind, byder på mulighed for mange stunders fordybelse.
   I ordvalg og teologi ligger salmerne langt fra de inderlige, intime lovsange fra fx højrefløjens unge.
Der er en vis distance i det teologiske ordvalg, så teksterne aldrig bliver flæbende eller sentimentale, men efter min mening også med en afsvækkelse af det fulde evangelium til følge.

    Måske kan en nutidig salme med mere klassisk teologi end der er i disse, vanskeligt af hjertet synges af alle. Står mere begrebstung bibelsk terminologi i vejen for budskabet? Er det mere på sin plads med Hans Ankers let fordøjelige vers, der til tider er på grænsen til det afværgende pjagtagtige, som for en almen dansker glider let og ubesværet ned: ”Du milde, mægtige mirakelmager” eller ”Du som er i himlen! Lad din vilje ske! Lad os bringe glæde! Lad os se dig le!” 

Hans Ole Bækgaard

Jeg kender dine gerninger

De syv menighedsbreve.
Bibelstudie
Lohse
2009
44 sider

En lille bog med det store indhold. Når man i studiekredsen sidder i gode venners lag om samtalen af væsentlige ting for tro og liv, læses først et stykke fra Bibelen og derpå  bogens afsnit med spørgsmål. Sang, bøn og kaffe er også vigtige ingredienser efter en god samtale og drøftelse af aftenens emne  - som her med et dyk ned i et afsnit fra udvalgte kapitler i Johannes Åbenbaring indeholdende de såkaldte menigheds breve.


Peer Aarestrups trilogi fuldført

Peer Louis Aarestrup

Den niende bro

306 sider
Forlaget Queenswood

I 2012 fuldførte Peer sin store triologi, som jeg læste mhp.
bl.a. en anmeldelse, men jeg ville læse den to gange for det sammes skyld. Det har jeg stadig i sinde og til gode.
Så der bør komme en ordentlig anmeldelse af den.
   Her kommer han vidt omkring og får afrundet hele historien. Via Paris og Sydamerika.

tirsdag den 6. august 2013

Henni Starup på Kreta tur


Henni Starup

Kretabilleder

Samleren 1987

132 sider

 


 
Billedkunstneren Henni Starup - de sidste 30 år bosiddende på Langeland - elsker Kreta, og har altid fundet stor inspiration til sine maleri i det kretensiske folkeliv. Men desuden skriver hun eminent godt; ikke så sært at hun ud over denne bog også har udgivet en roman.

   I Kretabilleder indfanger hun i stemningsbeskrivelser, person-, landskabs- , og folkelivskarakteristikker Kretas sjæl. Og vel at mærke med et distancerende spark til mange turisters forlorne Kreta-oplevelser. Det er det ægte, enkle, barske og frodige folkeliv hun fordyber sig i, det liv der leves i baglandet og ikke ved turist-kysterne. Hun ønsker at fortabe sig i små hengemte, nærmest unåelige landsbyer klinet op ad høje bjergsider. Vi kommer med på mange uvejsomme og vilde bjergture. Forfatteren har et sjældent fint registrerende sanseapparat, hvormed hun omsætter indtrykkene både til maleri og prosa. Henni Starup har mange gode venner blandt kretenserne, der ved hun elsker at komme med alle mulige ”umulige” steder for at se og opleve den hjertens kære befolkning af vinavlere, hyrder og andre ”almindelige” mennesker og deres hverdag. Her er en anden fællesskabsfølelse, en nærhed og et samliv der er tættere end danskernes, og virker meget sympatisk og tillokkende.

   Jeg har stornydt hendes udstrakte og formidable brug af analogier. En analogi som at en blå dør i et hvidt kretensisk hus sad som en skarnbasse i en flødeost, fornøjede jeg mig med glæde over.

   Ikke mindst i de indledende kapitler er der også mange fine beskrivelser, hvor hendes eget fag, maleriet, indgår.

   Bogens har knap 30 år på bagen, så et og andet kunne nok have ændret sig siden – men det kunne jo komme an på et selvsyn!

   I et langt slutkapitel gennemgås befolkningens og hendes egen oplevelse af alle påskens dage, der er uendeligt meget mere levende for menneskene på Kreta end de almindeligvis er for folk i Danmark.

   Fra første side sagde jeg til mig selv. Hold fast, hun skriver godt!  Og dermed læste bogen sig selv!

torsdag den 4. juli 2013

Corrie ten Boom: Skjulestedet

Corrie ten Boom
i samarbejde med Elisabeth og John Sherill
Skjulestedet
Scandinavia 2013
285 sider
 

 
Skjulestedet var en af den forrige generations mest læste kristne bøger, og fortjener at blive læst i dag for dens uafrystelige budskab om kristen næstekærligheds forvandlende magt og kraft.

Corrie ten Booms hjem var et gæstfrit og kringelkroget urmagerhjem i Haarlem ved Amsterdam, Holland. Den gudhengivne urmager-fader læser hver dag med hele familien samlet omkring sig et kapitel højt fra bibelen. Forældrene, fire søskende og et par mostre lever i de trange lokaler, hvor urenes hyggelige tikken akkompagnerer det borgerlige og gudfrygtelige liv.

Under nazibesættelsen forvandles hjemmet til et stort gennemgangshjem og ly for flygtende jøder. Skjulestedet er et hemmeligt rum bygget op bag Corries soveværelse, hvor de husede jøder hurtigt kan krybe i sikkerhed under razziaer. Ikke engang trænede Gestapo folk finder det, da hele familien arresteres, her iblandt  også en del ikke hjemmeboende familiemedlemmer.

Corries 4 måneders isolations fængsel, efterfølgende ophold i en hollandsk lejr, og  kreaturvognstur til og ca. 1 år lange ophold i koncentrationslejren Ravensbrück nord for Berlin, hvor 90.000. kvinder døde, er én lang beretning om ufattelige lidelser, ondskab og grusomhed.   

Corrie og søsteren Betsie, der dør i lejren, formår trods trængslerne at bevare modet, troen og en selvhengivende kærlighed til medfangerne. Det er bogens vigtige, overbevisende og altafgørende hovedbudskab - der præger den fra først til sidst - at det var Gud, der gav kraften til at elske, det var Jesu konkret oplevede nærvær der gav dem håb og trøst i mørket. Et stærkere kristent vidnesbyrd findes ikke!

Efter krigen beder en fangevogter fx Corrie om tilgivelse. Følelsen af had vælder frem i hende, men da hun med Guds hjælp rækker ham hånden, oplever hun en Gudgiven kraft af varme strømme gennem armen. 

Og da den 84 årige fader i fængslet får tilbudt frit lejde hjem imod at være naziregimet tro, siger han, at han altid vil tage imod den der kommer til hans dør! Han dør 10 dage efter i fængslet!
 

Fakta:

Corrie ten Boom døde i 1983, 91 år gammel i Californien, efter 5 års sygeleje med total lammelse og stumhed. Dem der kom for at trøste hende, gik selv trøstet bort! Rejste i langt over 60 lande, for at aflægge den glødende og hjertevarme beretning om sine oplevelser og Guds førelse. Besøgte på rejserne bl.a. fanger i fængsler. Bogen (1971) er fortalt til og skrevet af ægteparret Sherrill. I 1974 blev den filmatiseret. Den kan fx ses i fuld længde på You Tube. Her kan man også se diverse interviews med Corrie. Hjemmet i Haarlem er i dag museum.

torsdag den 2. maj 2013


Bertel Thomsen
Præsten der ikke kunne synge.
Lohse 2013
187 sider

En formidabelt godt fortalt, indsigtsfuld og veldisponeret biografi om præsten for flere af de danske udvandrermenigheder i USA i begyndelsen af 1900 tallet.

Gode biografier, som denne om præsten Jens Knudsen (ca. 1878 – 1944), er stærkt værdifulde i vores identitets forvirrede tid, fordi vi trænger til gode kristne forbilleder, der kan virke personligheds styrkende.

Jens Knudsen voksede op som fårehyrde i Vorgod i Vestjylland, hvorved han lærte alle naturens hemmeligheder såre godt at kende. Han følte tidligt et kald til at blive præst, men måtte gå forretningsvejen, og drev efter giftermålet en uhyre succesfuld forretningskæde på 16 virksomheder fra Faaborg, hvor flere af hans 8 børn blev født. Han var tidligt og også her virksom som afholdt søndagsskoleleder og prædikant. Det fortsatte kald drev ham dog til at sælge alt. Og turen til Amerika og siden erhvervelsen af en mangeårig præsteuddannelse for at kunne virke som præst blandt sine landsmænd i de nordlige stater North Dakota, South Dakota og Nebraska, er virkelig fængende læsning. Flere børn kom til, og barske vilkår måtte familien ”bede sig” igennem - med bønhørelse - for at kunne klare paragrafferne. Siden fik den Gudsnært levende og meget afholdte Jens Knudsen og hans kone 25 rige år i menighederne i omtalte stater, også en række år som højskolelærer, samt derefter et virke i selveste New York, i det fattige og kriminelle Brooklyn, og siden i Calgary, Canada.
  En vigtig bihistorie i bogen er datteren Siggi og hendes mand Gotthards tjeneste som præstepar, først i New Zealand, så en del år i Japan, og siden i krigstidens USA under yderst vanskelige kår blandt de forhadte japanere.
 Jens Knudsen sluttede sine virksomme år af som en igen meget afholdt og aktiv præst i Den Evangelisk Lutherske Frikirke i Martins kirken, Vodroffsvej i København (en menighed og kirke undertegnede selv med glæde for mange år siden var en del af). Han samlede her som alle steder en lydhør menighed omkring en stærk og enkel Kristus centreret forkyndelse, fik en gigantisk stor søndagsskoleundervisning etableret i sognet og holdt foredrag over diverse populære emner – men synge kunne han ikke. Dog elskede han musik, og gik i den grad i brechen for god kristen musik og sangs betydning i menigheden. – Man kunne blive ved. Der er så mange gode værdier i fremstillingen af præstens person og hans ydmyge og menneskekærlige ageren, som forfatteren, Bertel Thomsen, (barnebarn af præsten, viser det sig mod slutningen), præsenterer os for i denne fine bog, der meget kyndigt redegør for utallige sagsforhold, så man får en næsten selvfølgelig klangbund for alt der siden fremlægges. Bogens research hviler på et ganske imponerende bredt kildemateriale.
  Jens Knudsen ender sine dage i Vildbjerg i Vestjylland, hvor han – foruden utrætteligt stadig at virke på frivillig basis som præst - nærmest komisk på stilfærdig vis agerer som budbringer og rapportør til modstandsbevægelsen.      
  Jeg kunne for overblikkets skyld have ønsket mig Jens Knudsens navn klart skitseret på forsiden, og levnedsdataene ligeså i indledningen. 

fredag den 22. februar 2013

Anatole France - viddets og ironiens mester

Jens Bang
Anatole France
Forlaget Schultz Boghandel
København 1969
61 sider

Jeg greb skødesløst den lille bog om Anatole France (1844 - 1924) i reolen, (der ved nærmere eftersyn kun er udgivet i 750 nummererede eksemplarer) efter for et par dage siden at have trukket en af de bøger jeg har af ham ud et kort øjeblik, bladet lidt i den og sat den tilbage. Typisk. Så får man lige lyst til at gå tingene lidt nærmere efter.

Hvor er det vederkvægende at læse hans blændende velskrevne prosa. Jens Bang præsenterer denne viddets og ironiens mester med korte karakteristikker af hans bøger og ved at bringe velvalgte citater.
Hans stil er skøn læsning. Ikke sjældent sætter han sandheden op over for skønheden, hvor han ubetinget vælger den sidste. I hans godmodige drillende ironiske sprog - klart og gennemsigtigt, siger Jens Bang hans sprog er - lader han det ofte gå ud over kirken. Han var vist på Vatikanets sorte liste. Han er efter dem der indsnævrer friheden, efter hykleri og overtro. Hans sætninger er præcise og morsomt formulerede, mange er nærmest formet som en aforisme.
   Jeg må se at få læst hans 3 barndoms-erindringsbøger, den første skrev han som 40 årig og de næste to mange, mange år senere. Bl.a. er han i barndommen opfyldt af ønsket om at finde sine drømmes og fantasiers verden, det ukendte land. Hvor er mange af nutidens forfattere fattige i sprog og tanke stillet ved siden af en så vis og åndsfyldt gammel herre som Anatole France.
   Her lige et par citater:
"Det er som regel først, når folk bliver syge, at deres tanker vender sig mod de ophøjede ting. To gram sukker i urinen - og libertineren går til messe."    (Ha!)
"Lad os ikke tabe fortiden af syne. Det er kun gennem fortiden, man skaber fremtiden."
Der er ingen objektiv kritik:
"For at være oprigtig burde kritikeren sige: "Mine herrer, jeg vil nu tale lidt om mig selv i anledning af Shakespeare, i anledning af Racine eller Pascal..." ".