Litteraturens verden - expecting people -- Building the future - stone by stone, letter by letter!

Litteraturens verden - expecting people -- Building the future - stone by stone, letter by letter!
Ars longa, vita brevis

lørdag den 23. september 2017

Frans af Assisi idealet på et menneske


Herman Hesse

Frans af Assisi                                                                       

Kristeligt Dagblads Forlag                                                 

2015

121 sider

 

I en del år var den tysk-schweiziske fatter og nobelprismodtager, Herman Hesse, obligatorisk læsestof i danskundervisningen for alle gymnasieelever. Hans tidlige lille, fine bog fra 1904 med samt et par tillægsskrifter om den kendte, skattede og elskelige 1100-tals italienske rigmandssøn, helgen og munkeordensstifter Frans af Assisi, er nu udkommet på dansk for første gang.

    Rigmandssønnen Frans oplevede en radikal omvendelse, der medførte et skift fra et liv i sus og dus til en from forsagelsens og efterfølgelsens vej.

    Frans blev efter sin omvendelse en fattig, ydmyg, kærlig, enfoldig efterfølger af evangeliets tjenerideal. Han talte og prædikede for fuglene, og var nært forbundet med naturen i al sin tanke og gerning. Han priste i sin berømte Solsang vandet, jorden, ilden, fuglene osv. Frans var fredselskende, ydmyg, kærlig og barmhjertig, blev stigmatiseret, og gjorde med sit væsen og væremåde alle hårde hjerter bløde. Frans’ enestående og fascinerende personlighed har betaget og været et ideal for utallige mennesker. Hele det biografiske materiale om ham, stammer i hovedsagen fra hans samtidige biograf Thomas af Celano.    

    Herman Hesse, der var psykoanalytisk og buddhistisk interesseret, beskæftigede sig livet igennem med Frans af Assisi, og fandt i ham et ideal på ”mennesket som sådan, afhængigt af enhver kristen dogmatik” (Fritz Wagner).

    Skikkelsen Frans lægger op til en enfoldig og troskyldig fremstilling, der ligner det sprog der bruges i helgenbiografier og legender. Dette sprog har både Hesse og vor egen danske katolske forfatter og helgenbiograf, Johs. Jørgensen, i sin sikkert berømteste af alle Frans biografier fuldt ud lagt sig så smukt efter.

    Hesses skrift fra 1904 afsluttes med 5 legender. Dertil føjes endnu et par af Hesses senere essays til, samt endelig et 30 siders langt faktaoplysende efterord af Fritz Wagner fra 1986 om Herman Hesse og Frans af Assisi-traditionen, men som også når rundt om hele den lange Frans tradition med omtale af fx den betydelige Assisi maler Giotto, og andre biografer, såsom Sabatier.  

mandag den 11. september 2017

Kvalitetsroman med gode værdier


Jan Karon

Præsten i Mitford

Lohses Forlag
1994
428 sider


En alle tiders fin bog om livet i en mindre amerikansk sydstatsby, Mitford, med cafeteria, politistation, kirker, sygehus, avis, antikvarboghandler, og alt hvad dertil normalt henhører. Hovedpersonen er den godt midaldrende ugifte og omsorgsfulde episkopale præst, Timothy, der lever og ånder for sine sognebørn.

Bogen er sådan en bog jeg elsker, med dramatiske og sindsoprivende hændelser ind i mellem, men ellers formidlet som en rolig fortællende og berettende historie med et ikke helt lille persongalleri. Jeg skrev alle personer op bagerst i bogen for at holde styr på dem.  Skønne samtaler og dagligdags byliv om folk der synes at komme hinanden meget ved, og en aldrende præsts overvejelser om alt fra syltning, hundemad og præsteprædikener, er hovedingredienserne i romanen.

Det unikke ved denne bog er, at personerne på naturligste vis taler om og ræsonnerer over kristendom i hverdagen, som om alle mennesker var kristne. Præsten og hans venners indbyrdes opmuntring, hvor løftet om at bede om en sag og deres indbyrdes påmindelse til hinanden med rette bibelcitater, er her og der fuldstændig naturligt og totalt uopstyltet forekommende.
 
Man kender disse moraliserende lettere kvalmende romaner, hvor sentimental kristen propaganda er driveren bag det hele.  I modsætning dertil, er denne roman både på et meget højt kvalitetsniveau og fri for den slags, samt skrevet af en blændende god og succesrig amerikansk forfatterinde. (Trods fornavnet Jan er det en kvinde.) Bogen er udkommet i 1994 og er vist den første i hendes længere serie af Mitford romaner (New York Times bestselling author, kaldes hun på nettet.) Jan Karon har solgt bøger i oplag på mange millioner, og hun skriver stadig på fuld kraft, selv om hun er et stykke oppe i halvfjerdserne. Bare der kom flere af hendes bøger på dansk!

onsdag den 12. april 2017

Poesitænkeren Paul Valéry

Hans Sørensen:

Paul Valery -

En biografisk skitse

Athenæum 1944

48 sider


På 48 sider introducerer afdøde litteraturprofessor Hans Sørensen (-1998) os til den berømte og lidt særprægede franske poet og tænker, Paul Valery (der døde året efter at bogen udkom), der mest i allerede forgangne tider blev dyrket i litterære kredse i Frankrig.
  Jeg får nok aldrig læst en linje original poesi af ham, der siges at være af højst fortættet karakter, gennemarbejdet uendelig mange gange og meget dunkel (med vilje); eller noget af hans intellektuelt igen og igen gennemtænkte og kritisk ræsonnerende prosa.
  Bogen her er heller ikke nogen indføring i hans litterære værker, men en biografisk skitse, dog naturligvis med en grundig placering af hans litterære oeuvre.
   Forfattere som fx Stefan Zweig - i hans Verden af i går - og Andre Gide sætter umådelig stor pris på Valéry. Denne holdt sig helst i mange år af gangen uden for offentlighedens søgelys, isolerede sig, og gennemtænkte æstetiske problemer i rugende ensomhed. Interesserede sig ikke meget for den ydre verdens foreteelser, og lod i praktiske anliggende livet igennem andre tage affære for sig.
   Paul Valéry voksede op i den lille middelhavsby Séte, der ligger så ejendommeligt placeret på en stor tange strækkende sig ud i havet, og nærmest er blevet synonym med Valérys poetiske univers' inspirationskilde. Sol og vin og vand prægede hans modtagelige sind, og stort set alle indtryk og foreteelser blev intellektuelt endevendt. Et af hans berømte digte er Le Cimetiére Marin, kirkegården ved havet, har netop selvsamme Séte som udgangspunkt.
   Valéry ville gennem præcise undersøgelser af ordenes digteriske valører skabe magisk poesi, siger Hans Sørensen. Han siger også noget om, at hele Valérys tænkning egentlig går ud på at beskrive det digteriske undfangelses øjeblik, men stedet kan jeg naturligvis ikke lige genfinde.
   Valéry var både en tid ansat i krigsministeriet og blev siden professor i poetik ved Collége de France og medlem af det Franske Akademi.

  

tirsdag den 7. februar 2017

Gigant bog med Van Goghs breve

Vincent van Gogh

Å skrive livet
265 brev og 110 originale skisser 1872 - 1890
Aschehoug (norsk)
2014
1039 sider

Jeg er blok-anmelder for norsk Aschehough forlag.
 
Jeg troede ikke mine egne øjne! – Jeg var på besøg på Vincent van Gogh museet i Amsterdam, og sluttede af i den vel assorterede boghandel. Kiggede løseligt i alt muligt, alt sammen på engelsk, tysk, fransk, nederlandsk….som forventet. Og jeg læser endnu en bogtitel på ryggen af en gigantisk tyk og stor bog: Å skrive livet…. Sjovt nok, tænkte jeg, det lyder næsten som noget man umiddelbart forstår, faktisk som norsk. Lyder da som et sjovt engelsk! Kunne ikke få det til at stemme. Det ligner faktisk norsk….læser forsiden og…. gisp, hjælp, hold da op, det ER norsk! Ufatteligt.  - Ja, sådan var min indgang til denne fantastiske udgivelse. Måske den tykkeste bog i boghandelen.

   Jeg har alle de tre mindre bøger der på dansk er udgivet på vidt forskellige tidspunkter og af vidt forskellige mennesker, og som indeholder et lille udvalg af Van Goghs breve. Købte dem antikvarisk for en 20-30 år siden. De var alle utroligt svære at få fat på. Sjældne. De er alle klenodier for mig i dag. Van Goghs breve gjorde ved læsningen et meget, meget stort indtryk på mig.

   Derfor er det en bedrift i verdensklasse, at norsk Aschehoug har udgivet denne enorme bog med 265 af hans i alt 903 breve.

   Den første samlede udgivelse af alle brevene, er så sent som fra 2009, hvor de udkom på både engelsk, fransk og nederlandsk. Den norske udgave bygger på denne, og brevene er oversat fra de tre sprog.  Desuden er der en grundig, lang indledning, og en kort indføring i brevene. Endvidere er bogen forsynet med 110 originale skitser, og med fotografier og farvemalerier i indledningen.

Bogen er i tykt bind, med en lækker ret stor skrift, og med smukt farvet papir i den tydelige afsnitsdeling. Den har vundet sølv for årets smukkeste bog i Norge.

   Brevene dækker årene 1872-1890, det sidste skrevet få dage før hans død, og de er opstillet i kronologisk rækkefølge, og med tydelig deling for hvert nyt livsafsnit. For mig står Van Goghs breve som et af de største dokumenter i menneskets historie. De er meget velskrevne, og Van Goghs idealisme og kærlighed til mennesker og passionerede hengivenhed for kunsten, griber én og går lige til hjertet. Man kommer vidt omkring i hans breve, både topografisk set og i emner. Der er megen tale om maleriet, dets teknik, malere han beundrer, hans egen maleriske optagethed, materialer, farver, omtale af skitser og malerier han er i gang med osv; der er overvejelser om alt muligt: kærlighed, religiøse overvejelser, overvejelser af filosofisk karakter; der skrives om natur, familie og venner, finansielle forhold osv osv. Man får en kæmpe sympati og kærlighed til mennesket Vincent, der her lægger sin sjæl blot for os, og hvor vi følger ham på klods hold i hele hans maleriske karriere.

   Ikke så sært, at udgiverne mener at hans status i dag ikke bare hviler på hans malerier alene, men hviler lige meget på både malerierne, livshistorien og brevene.

   Denne sensationelt fine udgivelse må stå som en milepæl indenfor sin genre i hele norden.
  

fredag den 3. februar 2017

Aarestrup om Aarestrup


Peer Louis Aarestrup:
Vejen til Emil Aarestrup
Medieforlaget i Spinderihallerne (Vejle)
2016
316 sider
Nederst findes oversættelsen oversat til engelsk

(Nederst findes anmeldelsen oversat til engelsk af amerikanske Benedicte Aarestrup)



Peer Aarestrup har begået en aldeles fortræffelig og vel skrevet roman om en af Danmarks litterære national  klenodier, poeten og lægen Emil Aarestrup, der tillige er en af Peer Aarestrups  forfædre. Ud fra romanens titel, ”Vejen til Emil Aarestrup”, forventer man at få en indføring i dennes liv og en karakterisering af hans univers. Og man får så rigeligt netop begge dele.

   Emil Aarestrups søn, Carl, opsøger Emil Aarestrups ven, Edward Ludwig, i Brasilien, og beder ham skrive sin fars biografi, og så kører historien sådan set derfra. Det er lidt af en genistreg at lade en af bogens personer være den der skriver bogen om Emil Aarestrup, for så får man dobbelt valuta for pengene. Foruden Ludwigs researcharbejde med at samle stof til bogen hos forskellige personager og topografi-steder i bogen, er Ludwig jo også selv agerende og en del af handlingen, og er med i den samlede dialog om Emil Aarestrup. Det er morsomt at Peer Aarestrup mod slutningen af sin bog også lader forfatteren i romanen, Edward Ludwig, kalde sin bog for det samme som sin egen, ”Vejen til Emil Aarestrup”.

   En biografi om Emil Aarestrup ville blot kunne fremlægge diverse tørre sagsforhold og eventuelle  formodninger om det man ikke ved noget om. Men i romanen kan man ud over dette tilføre liv og glød, og tage sig friheder, der får historien til at hænge sammen.  

   I fem meget forskellige hovedafsnit, der hver indeholder mange behageligt små afsnit med overskrifter, skitseres så støt og roligt, og i et koncist og stramt sprogbrug, et billede af Emil Aarestrup, hvor vi i skildringerne kommer rundt i mange miljøer og flere egne af landet: Hans studentertids København, den henholdsvis ulykkelige og lykkelige embedstid i Nysted og Sakskøbing, og hans tid som stifts-fysikus i Odense (vel embedslæge for Fyn). Dertil er vi med i et ideligt rustikt rejseri. Og sluttelig rundes i eftermælet af med hans død.  Emil Aarestrup er en mand der blæser på alle forhindringer (side 91), sine venners ven, dygtig velpolstret, en mand der er glad for mad og stærke drikke, elsker kvinder og udtrykker det smukt i sin poesi, en dygtig og stræbsom læge, der møder megen triviel modstand i sit embede, en skattet læge og ven på diverse herregårde, utro ægtemand og en ægtemand der lever i et ikke lykkeligt ægteskab med sin Caroline. Hans digteriske frembringelser kommer kun videre end til skrivebordsskuffen, fordi vennen Chr. Winther gør opmærksom på den.

   Man fornemmer, at Peer Aarestrup kender Emil Aarestrups poesi til bunds. Ikke mindre end 44 gange citerer han Emils digte eller bringer dem i sin helhed i romanen, idet han meget af tiden bygger en handling op med en retning hen mod digtet. Dette er ganske enkelt mesterligt gjort. Og har krævet et suverænt overblik over Emils poetiske gesamt-værk.   

   Samtidig med romanens udgivelse har Peer Aarestrup i øvrigt på samme forlag som romanen er udkommet på, Medieforlaget i Spinderihallerne (Vejle), udgivet en bog med en række af Emil Aarestrups digte, som han sammen med sin nyligt afdøde ven, Jack Brøndum, har oversat til engelsk. En bog med mange års forberedelse bag sig, der bør få en god udbredelse som en diplomat for dansk kulturliv, og som burde uddeles i enhver kulturel udveksling i engelsksprogede sammenhænge. Digtene er meningsoversat og ikke på rim. Heldigvis, for det ville være en umulig opgave, og kræve en decideret gendigtning. Bogen kan måske ses som en kommentar eller et supplement til romanen eller omvendt? Projekterne klæder i hvert fald hinanden.

   Meget levende for mig står forfatterens beskrivelse af Emil Aarestrups deltagelse som læge i og omkring krigshandlingerne i 1849 i Fredericia og på baglandet Fyn.

   Her som overalt synes Peer Aarestrup at være godt inde i de samtidige faktuelle forhold; han lader en natpotte tømme ud fra åbent vindue i København, hestevognene rulle gennem pløre over det danske land og kirugerne forrette deres smertefulde indsats med amputation uden bedøvelse osv.     

    I romanen lader forfatteren os høre om eller møde diverse samtidige kendisser, såsom Kierkegaard, fru Heiberg, generaler og godsejere/grever,  og naturligvis digtervennen Chr. Winther, hvis veninde han selv begærer. Mon han virkelig har mødt H. C. Andersen i Odense, som han beskriver? Hvis ikke det er dokumenteret, så er det i hvert fald højst plausibelt.

   Levende står for mig beskrivelsen af Emil Aarestrups færden sammen med ynglingsdatteren Emma (han havde mange børn), hvis erotiske ungpige-aura og væsen han så fint beskriver.  Emil beskriver hende selv som en 15 års lang og smidig pige med et knipsk fodskifte. Og Peer følger trop: ”Hun er sprælsk, spænder sin smidige ryg…”. Begge har en god iagttagelsesevne mht. den kvindelige ynde. Ellers er det erotiske smagsfuldt og nærmest diskret behandlet, uagtet det almene kendskab til Emil Aarestrup som erotikkens poet. Det er ikke noget Peer Aarestrup tværer rundt i.  

   Man mærker der er lagt et kæmpearbejde i denne den 4. af Peer Aarestrups romaner, hvor forfatteren bare øser og øser af sin enorme biografiske viden om Emil Aarestrup, så bogen må få en standende plads i dansk Emil Aarestrup portrættering.



Engelsk oversættelse af min anmeldelse:

Deep Vellum

Review of the novel The Road to Emil Aarestrup (Vejen til Emil Aarestrup” (2016))

 

Peer Aarestrup has written a quite excellent and well-written novel about one of Denmark's national literary treasures, poet and doctor Emil Aarestrup, one of Peer Aarestrup’s ancestors. Based on the novel's title, The Road to Emil Aarestrup (“Vejen til Emil Aarestrup” 2016), one can expect to get an introduction to his life and a characterization of his universe. And one does get plenty of both.

In the book Emil Aarestrup’s son, Carl, pursues Emil Aarestrup’s friend, Edward Ludwig, in Brazil and asks him to write his father's biography. From this point on the story unfolds. It is a bit of an accomplishment to let one of the novel's characters narrate the story about Emil Aarestrup, a splendid bonus so to speak. Ludwig collects research throughout the book, meeting with various folks and topographies. He carries parts of the story in a continuous dialogue with Emil Aarestrup. And, it is an amusing twist towards the end of the story when Peer Aarestrup, the author of the book, empowers his protagonist Ludwig to title his book the same, “The Road to Emil Aarestrup.”

A biography of Emil Aarestrup could include much “dry matter”, but in a novel, the reader is transformed by life and glow. In the novel the author has freedom to create his story.

In five very different sections, each containing lovely smaller sections with headings written in tight, concise language, a sketch of Emil Aarestrup is drawn. In the depictions the reader enters scenes and corners of Copenhagen, as well as far bends of the Danish countryside. Emil Aarestrup’s college years in Copenhagen, the respectively melancholic and euphoric periods of his residencies in Nysted and Sakskøbing on Lolland, and as a district physician in Odense on Funen are unfolded to us.

Additionally, the reader travels alongside the story’s characters until the final days of the poets’ death. Emil Aarestrup, is a man who overcomes many obstacles. He is a friend, a hefty man whose love of food and drink, women and the art of medicine, are all beautifully depicted in his poetry……And also an infidel husband in a troubled marriage to his wife Caroline. His poetic creations only leaving his desk drawer when his friend Chr. Winther encourages him to have them published.

Clearly, Peer Aarestrup knows Emil Aarestrup’s poetry in depth. Countless times he quotes his ancestor’s poems or integrates them in the unfolding story. This is masterfully done and must have demanded a superior insight into the poetic works of Emil Aarestrup.

Concurrently with the novel's release Peer Aarestrup has published a book of Emil Aarestrup’s Poems In Translation in collaboration with the late Jack Brondum, a childhood friend of Peer Aarestrup. This publication may serve as a messenger for Danish cultural life in any cultural exchange within English-language context. The poems, originally written in rhyme, are translated to free form poems, allowing meaning and depth to remain intact.

Very vivid is Peer Aarestrup’s description of Emil Aarestrup’s involvement as a doctor during the war in 1849 in Fredericia and on Funen. Again, Peer Aarestrup’s proficiency and knowledge in regards to the historical facts is evident; he leaves a chamber pot drain from an open window in Copenhagen, a horse carriage is drawn through the mud of the Danish farmlands, and the surgeons conduct their painful amputations without anesthesia during the war.

In his novel, Peer Aarestrup invites the reader to meet various contemporary celebrities; Kierkegaard, Professor Heiberg, generals and lords, and of course, poet and friend Chr. Winther, whose lady friend he secretly desires. One wonders, did Emil Aarestrup really meet Hans Christian Andersen in Odense, or is this sweet fiction? Even if it is not documented, it certainly is plausible.

Emil Aarestrup had numerous children, his favorite, the daughter Emma, whose exotic girl-like sense and ways are described in such a lovely way. In Emil Aarestrup’s own words she was a fifteen year-old, lanky girl with quick moves – and, Peer Aarestrup adds, “She is frisky and buckles her flexible back…” Both authors, Emil and Peer Aarestrup, have powers when it comes to depicting female grace. The erotic details are treated tastefully, discreetly. Notwithstanding, Emil Aarestrup is known as the master of erotic poetry. Likewise, Peer Aarestrup does not flaunt here.

His fourth novel is quality work.

 

February 2017

Erik Linow

Book reviewer

Litteratursiden.dk
 








 
 
 


   
  

tirsdag den 9. august 2016

Biografi om danskers virke 40 år i Indien


Tine Elisabeth Larsen:
Gandhis ven
En biografi om Anne Marie Petersen
Om at følge sin egen vej, sine drømme og sit mål
Forlaget Vær i målet
2014
827 sider


Man tror det er løgn, men det er den skære sandhed, at den danske Indien-missionær, Anne Marie Petersen, i en 30 årig periode var hjertens god ven og fortrolig med Indiens store søn, Mahatma Gandhi. Aldrig havde jeg forestillet mig, at et så nært venskab bevidnet bl.a. gennem en større brevskrivning, med udveksling af betydningsfulde tanker i relation til skole, samfund, religion og kristendom, ikke for længst skulle være dokumenteret i mindste detaljer. Gandhi er en sand kristen i gerning, og næsten, men alligevel ikke, i tro. Han forblev hindu. Kristen var derimod den store og engang meget kendte evangelist og mystiker, Sadhu Sundar Singh, med hvem Anne Marie Petersen også var gode venner, ja nærmest tilhænger af.

   På over 800 sider, fremlægger Tine Elisabeth Larsen med stram systematik en mængde faktuelle emner i relation til hovedpersonen, der gør den mangesidede bog til meget mere end en spændende og velskrevet biografi om den grundtviggianske skoleleder og missionær Anne Marie Petersen. Hun grundlagde og fik med hjælp fra støttekredsen i Danmark bygget et pige-kostskolehjem, Seva Mandir, i Porto Novo på Indiens østkyst, syd for Madras (Chennai), og virkede i Indien fra 1909 til sin død i 1951! Grundstenen til ”Tjenestens Tempel” blev lagt af Gandhi i 1921.

    Qua den kronologiske fremlæggelse, føres vi kyndigt igennem Indiens historie i 1. halvdel af 1900-tallet, hvor den store friheds- og løsrivelseskamp foregik. De fleste kender til de vigtige saltmarcher, og til Gandhis mange sultestrejker i kampen for at opnå Indiens frihed – alt sammen her levende bevidnet gennem brevvekslinger. Bogen er også en historie om dansk og indisk mission, om det kvælende engelske imperieregime, samt om diverse personligheder i kredsen omkring Anne Marie Petersen, f.eks. om danske Esther Færing, der blev gift med den indiske læge Menon – også gode venner med Gandhi.

    Det kom til en stor strid i den danske Porto Novo mission om den kristne Menons engagement på Seva Mandir, fordi han i første omgang ikke ville lade sig døbe. Anne Marie førte i den forbindelse mange kampe med den hjemlige DMS, der til sidst førte til et brud, og hun førte med en fornyet støttekreds’ opbakning hjemmet videre. Hun førte også utallige kampe med det indiske skolevæsen og de engelske myndigheder – ja, ud fra en bestemt synsvinkel, kan hele hendes virke synes som en uafbrudt heltemodig og vedholdende kamp for at opnå sine mål, at pigehjemmet kunne bestå, og at Indiens fattige piger kunne få en skoleuddannelse helt præget efter indiske og ikke vestlige traditioner.

     Anne Marie Petersen elskede Indien – og de hende! - og levede og åndede for landet og dets ve og vel og for sine piger; hun var en varm, ualmindelig klarttænkende og velskrivende kvinde, modig, utroligt udholdende, og en stærk kristen personlighed. Hun sukkede og bad om at inderne måtte møde Jesus Kristus som deres frelser. Hun havde syn og kæmpede for, at Indiens kristne skulle rodfæstes i deres egen smukke og værdifulde nationale kultur – en holdning enestående for sin tid – og ikke dannes efter vesterlandsk tradition. Et enormt stridsemne med de hjemlige.

   Bogen er rigt illustreret, grundig dokumenteret, og bygger på en mængde breve fra diverse brevvekslinger, årsberetninger, blade og bøger. Forfatteren har et eksemplarisk overblik og giver særdeles fine indføringer i de mange sagsforhold. Et stiksords- og navneregister ville ikke have gjort bogen dårligere. – Bogen må blive et standartværk indenfor sin genre.



torsdag den 23. april 2015

Franz Werfel's apologi for sjælens liv

Franz Werfel
Kunstens kald
Gyldendals Uglebøger 1966
78 sider

En bog af den afdøde østrigske forf., katolik og humanist.
Det er en bog jeg jævnligt har taget frem og bare snuppet et par sider i et tilfældigt sted. Men desuden har jeg læst den 5 gange i løbet af mange år.
  Jeg bliver ikke træt af hans stilistisk flotte essays om henholdsvis realsindelaget, der alt for meget præger det moderne menneske, materialismen, de håndfaste målbare værdier, det der kan måles og vejes, og hvor overfor han stiller den rene lyksalighed i det andet essay. Åndsmennesket, de musiske, sjælelige lykkelig-gørende kræfter i menneskets bevidsthed, der rækker bagud til tradition og ur-kraften fra menneskets arkaiske tider.
  Han er ikke spor bange for at fremsætte store aksiomer, men
forfølger dem begrundende og påvisende derefter.
  Efter sigende blev han mødt af en regn af hånsord fra lytterne, da han holdt foredrag i studenterforeninger o.lign. i midten af 30'erne.
 


søndag den 18. januar 2015

To salmedigter mastodonter - Lars Busk Sørensen og Holger Lissner


Lars Busk Sørensen: Salmer til vor tid.  Unitas  2014, 273 sider.

Holger Lissner. Sangene synger i os. Salmer og sange.  Unitas 2014, 284 sider.

 

Kunstnere laver retrospektive udstillinger, musikere opsamlings cd’er. Disse to gamle mastodont digtere af salmer i klassisk form, er i deres livsaften tilgodeset med prægtige, digre værker i stift bind; bøgerne indledes med fremragende, ikke for lange forfatterforord, og afsluttes med alskens oversigter over versemål, komponister, kirkeårsplacering osv. Lissner tilknytter endog bagerst en info om hver enkelt af sine 99 her bragte såkaldte salmer og sange.  

   Begge nulevende digtere har været flittige og vedholdende som få, og kan deres kram. Noget af det mest nærliggende at sige om dem er, at de får digtningen til at lyde fuldstændig enkel og selvfølgelig; og at de kan forvalte store temaer med stram hånd. Som om stoffet bøjer sig villigt i deres hånd og ånd. Når man læser husflidsdigtere, kan man tydeligt se forskel.

  Læreren Lars Busk Sørensen startede først sent med at smede vers, her er dog 158 salmer med, ud af hans over 200 salmer store produktion. Præsten Holger Lissner har været længere undervejs. Begge er godt repræsenteret i salmebogen.

   Salmerne er heldigvis grupperet efter temaer såsom morgen/aften, påske, Guds omsorg, troens forår. Og af alskens kristelige begreber er der rigtig mange, frelse, kærlighed, tilgivelse osv.  Når så de rette folk kommer til, er formuleringskraften stor: Lissner: Trøst dem der forfærdes, ryst dem, der forhærdes – Hans advent gør krybben til trone. Busk: Kærlighedsrummet, evighed krummet ind i vort liv – Du elsker os, men enkeltvis.

   Til en salme hører en god melodi, hvis den skal blive fælleseje. Mange komponister har ydet fine bidrag. Alle melodier er bragt med noder og becifringer (Busk) eller desuden endog i fuld udskrevet sats (Lissner). De fleste er hos Busk af rytmiske komponister som Egmose, Brinch og Lindgren.  Lissner har flere klassiske melodier som fx af Gullichsen, Mads Høck – og Lissner himself.

   Separate salmeudgivelser er nok for et fåtal, men disse kan så glæde sig over dem i deres privatsfære eller forsøge at krydre menighedslivet med gode indspark.

    Jorden som et mis- og overforbrugt sted vi bør forvalte og passe godt på, er sammen med forundringen over galakse-skabernes Gud og den Gudsskabte kærligheds primat overfor (magt)misbrug, temaer jeg i hans smidige og lette sprogbrug hæftede mig mest ved hos Busk Sørensen. Men jeg savner  evighedshåbet? Har han intet? Bruger han overhovedet ordet Frelse?  Findes der i øvrigt  salmedigtere der taler mere med Gud end ham? Utrolig mange er i så henseende nemlig hans Du’er. ”Du som…osv”.

   Lissners evighedshåb er meget tydeligt, sammen med en mere klassisk teologi og en stor koncentration af emner og temaer – ofte inden for den enkelte salme. Mennesket i livets bølgedale af angst, skyld, død og svigt er set i relation til Guds tilgivelse og oprejsning ganske meget betonet.

   Jorden og dens Gudsskabte landskaber er hos begge mere til stede end i tidligere tids salmer.

onsdag den 7. januar 2015

Poul Hoffmann erindringer

Helge Hoffmann:
Vinden blæser hvorhen den vil.


Erindringssamtaler med Poul Hoffmann
Lohse, 2013
255 sider

Poul Hoffmanns veloplagte 6 lange såkaldte erindringssamtaler med sønnen Helge.
Med fyldigt billedmateriale, appendiks bestående af flere essays og noveller, samt slægtsbiografi og bibliografi.

Når far og søn kender hinanden og respekterer hinanden, om end holdningerne heldigvis kan være forskellige, kan der opstå noget fint i sådan en gennemgang af liv og værk. Her hører vi mere end nogensinde før om barndom, ungdom, uddannelse, ansættelser, mennesker han har truffet, er blevet påvirket af eller har påvirket. Bøger og rejser; hjemliv med leg og hund og vand; hvad han har tænkt og talt; holdninger og forhold til trosbevægelser og kirkesamfund  - med meget mere. Det kan man læse om her.

Poul Hoffmann har den største indsigt i kristendom, jødedom og islam. Hans judgement bygger på en usvigelig tillid til Bibelen som sandhedskilde. Ingen formår som han at hudflette den antikristelige tidsånd og give smag for den gudsskabte kærlighed, der rækker ind i evigheden. Ingen formår som han at give indtryk af at jorden er okkuperet (af død og djævel siden syndefaldet), og venter på sin - ikke undergang, men - forløsning!

tirsdag den 30. december 2014


Poul og Kirsten Hoffmann
Kirkelignelser
Doxa Foraget 1987
14 sider

En pjeceagtig lille fin ting med 5 refleksioner, bragt i DR 1 som ”Ved dagens begyndelse” over 5 dage i 1987.

 Her males med stor og generøs pensel af ægteparret Hoffmann. Nr. 1 hedder: Noas ark - ”Med kirken er det som med Noas ark”, hvor der ud fra en sammenligning af de mange forskellige dyr i arken påpeges, at de mange forskellige slags kristne i verden bør enes og støt og roligt sejle mod deres evighedsmål. ”Det er Kristus, der er garanten for, at kirkearken når frem til den nyskabte, evige verden,…”. ”Det betyder så til gengæld også, at de kan slappe af i arken.” Et befriende og vildt utraditionelt udsagn.

De efterfølgende kapitler hedder Katedralen, Pyramiden, Træet og Fædrelandet. Hoffmann’ernes beskrivelse af de mange slags kirkesamfund i verden og deres glade anerkendelse, respekt og kærlighed til dem alle, er dejlig læsning.

 ”Træet” -  har som rod selvfølgelig Jesus, hvorfra alt gror. Alt organisk, også kirker, gror og forgrenes naturligt nok. Sære, syge gevækster kan dog også skyde frem, sekter. Igen fryder de to forfattere sig over forskellighederne i alverdens kirker. ”De jublede alle sammen over alle de herligheder, de ejede i deres egen arv og tradition.” Ingen grund til misundelse, ingen grund til mindre- eller mereværd.

 
Man nupper let og med stort behag en lille morgenreflektion til sin krydderbolle, og glæder sig også selv over, at alle kristne ER ét! Det er ikke noget vi ved at trække os op i nakkehårene skal anstrenge os for at blive.

fredag den 26. december 2014

Bibelens patriarkhistorie og faraonernes sammestillet


Poul Hoffmann
Sfinxens smil
Logia 2006
187 sider

 

Poul Hoffmann er en fantastisk forfatter. Fantast vil nogen sige. Ingen, overhovedet ingen forfatter i Danmark  - og måske noget andet sted - ligner ham eller kan måle sig med ham i henseende til åndelig indsigt, klarsyn og bredde grundet på en usvigelig bibeltroskab (tro på at Bibelen er Gudsinspireret, mere end menneskeord).

At kunne forene antikkens gådefulde ægyptiske historie med den hebraiske patriarkhistorie på en overbevisende og uhyre interessant måde, skal der en omfattende viden, passion og stor intelligens til. Hoffmann gør det!

Keops (keops pyramidens navngiver) og Abraham, samtidige og frænder; Keops som dyrker af den eneste sande treenige Gud; jeg kan ikke gengive hovedindholdet nærmere. Poul Hoffmann forbinder ad mange før ikke sete veje på sandsynligste vis bibelens historie med pyramidefolkets, så Ægyptens  historie bliver en del af den bibelske Guds ledelseshistorie. Som altid ligger der omfattende litterær research bag Hoffmanns bøger, her for en gangs skyld ikke oplinet i en regulær litteraturliste. Poul Hoffmann skriver på baggrund af et langt livs fordybelse og vedvarende beskæftigelse med Mellemøstens historie, hvad hans mange romaner og fagbøger vidner om.

   Poul Hoffmann er født i 1928, lever stadig (dec. 14), men udgiver vist ikke offentligt mere. Han er altså sidst i 80’erne. Man kommer ikke kærligheden og himlen nærmere end i hans talrige bøger.

onsdag den 10. december 2014

Musiker vittigheder


Laif Møller Lauridsen
Humor efter noder
Jelling bogtrykkeris Forlag 1997
71 sider
 
Laif Møller Lauridsen er en kendt guitarist fra Vejle, der bl.a. har udgivet en masse cd’er i alle musikgenrer. Han er både en skattet musiklærer, solist og akkompagnatør. Ikke mindst har han gjort det godt i de populære musikgenrer. I en længere årrække var han akkompagnatør for den folkekære violinist Wandy Tworek. Og han har musiceret i en mængde sammenhænge med mange mennesker, og ofte i sene nattetimer spillet til bal og lign., hvor man måske ind imellem godt kan have brug for en lille humørboble for at holde modet oppe.

 Laif har her samlet en masse vitser fra sit lange musikerliv, enten hørt eller selv oplevet; nogle er ultrakorte, andre rummer en hel lille historie med fin pointe. Der er også lidt vovede vittigheder – hvad venter man af en musiker. En håndfuld vil nok aldrig blive husket. Alt i alt fik jeg mange, mange dejlige grin af den humørfulde læsning.

Fra en koncertanmeldelse: ”- For første gang i mit liv misundte jeg mine fødder – de sov!”

Eller ”Hvornår får man en bratchist til at spille tremolo? – Man skriver solo over en helnode!”

tirsdag den 9. december 2014

Daudets skønne causerier


Alphonse Daudet: Breve fra min mølle
Stig Vendelkærs Forlag, 1964
148 sider

Jeg plejer at kalde den for min ynglings bog. Fem gange har jeg læst Daudets: Breve fra min mølle, oversat af berømte og for længst afdøde Mogens Boisen, der selv beboede en vindmølle i Sønderjylland. Selv om man har læst en bog 5 gange, kan den mange steder godt føles som helt ny, som om man aldrig før har læst visse passager. Det er nu ikke så sært i dette tilfælde, for det er 16 siden jeg sidst har læst ”Breve fra min mølle”, kan jeg se.

  Den vidtberømte klassiker fra midten af 1800-tallet består af miniaturer på 4-5-6 sider. Bogen udkom oprindelig som føljetonbog i en parisisk avis. Afsnittende er en blanding af smukke, stemningsmættede betragtninger af det nære liv og fritvoksende personligheder i og omkring Daudets fingerede mølle i Provence (der findes en mølle i Provence, der tilskrives Daudet, men det var ikke denne han reelt ejede, hvis overhovedet nogen), hvor alt fra blæstens susen i træerne, agtpågivningen af den gamle ugle i møllen, hyrders og fårs lydelige optog o.lign. beskrives utrolig fint, og som om det opleves her og nu, altså skrevet i præsens. ”Da jeg åbnede min dør i morges…” eller ”I nat kunne jeg ikke sove. Mistralen var vred….”. I et afsnit besøger han den provencalske nationaldigter, Mistral i hans hjem. Så følger måske et afsnit med legender og folkelivsbetragtninger fra det provencalske bagland. Endvidere berettes om fx en skibskatastrofe og om forfatterens ophold på en fyrtårn-ø i Middelhavet ved Korsika blandt stovte, tavse, ensomme fyrtårnspassere.

 

Skæbneberetning går som en rød tråd igennem det hele. Fremstillingen præsenteres, som om forfatteren dovent ligger og lader tiden gå og udefra betragter alt der sker fra en fuldendt livsnyders stade:  Dagdrømmende ligger han i læ af et par træer i middagsheden, på et af møllens lofter eller lign.  Engang ”..havde jeg allerede valgt mit læsted mellem to klipper og drømt om at hvile her hele dagen…”. Natten kan antage et romantisk skær med et stænk af gys og frygt: ”Dagene er de levende væsners tid, men om natten lever tingene.” Der inddrages en masse destinationer og lokaliteter man selv kan slå efter og udforske hvor ligger, hvis man har lyst. Naturen og dens luner, scirokkoen, mistralen, bjergene og havet er meget nærværende. Forfatterens vandreture med sin Montaigne eller Plutark under armen understreger, at det er en kulturven der beretter historierne.

 

 

 

 

 

onsdag den 20. august 2014

Klar besked om engle

Dr. Will. W. Petersen
Fra englenes verden
Lohses Forlag
1948
54 sider

Det er anden gang jeg læser denne lille og fine - kristne - bog om engle. Mange tror på engle i dag, men ofte er det i en eller anden udgave, hvor man lægger sig efter at knytte en skytsengel til sig efter eget behov og dannet efter eget behovs
billede.
   Bogen her er dybt fortrolig med og tro over for den bibelske lære om engle. Vi kan fx bede til (om englebeskyttelse), men ikke tilbede engle.
   Den gennemgår i hovedtræk forekomster af engle i Bibelen, deres væsen og fremtræden, vinger eller ej; menneskers oplevelse med engle i traditionen (altså udenoms bibelsk); også med små kommentarer om jødisk og muslimsk trospraksis; behandler spørgsmålet om englehierakier -  serafer, keruber og ærkeengle, bl.a. gennemgås de kendte 4 ærkeengle Uriel, Mikael, Rafael og Gabriel.
   Forfatteren grunder sit studie på en del læst litteratur.

torsdag den 7. august 2014

Siegfried Lenz holder time - om Nolde


Siegfried Lenz: Tysktime
Gyldendals bogklub
1973
402 sider


Allerede fra første side var jeg solgt: Siegfried Lenz er en sprogets mester, meget præcis, minutiøs og måske omstændelig i sine beskrivelser  - og et afsindig klogt menneske. At man dog aldrig har læst noget af ham før. Og nu er han ældgammel (ak ja, så er han død - her i efteråret 2014, i Hamborg, omgivet af familien, forlød det) men skriver og udgiver stadig. Jeg har haft Tysktime stående i 30 år, men først for nylig, da jeg fandt ud af, at den fordækt handler om maleren Emil Nolde, og derfor foregår i marsken i Sydslesvig, blev det straks klart for mig, at den måtte jeg læse.

  Bogen er på 400 sider, og jeg blev kun mere og mere begejstret som bogen skred frem, indtil – side 300 ca. Så opstod et antiklimaks, der varede ved resten af bogen. Lenz skulle have sluttet bogen efter 300 sider. Selvom bogens komposition er flot lavet.

  Bogen blev vel, ligesom fx Martin A. Hansen’s Løgneren og Rifbjerg’s Den kroniske uskyld, - i sin tid – til analyse pusset på de små stakkels gymnasieelever.

  Jeg personen sidder i ungdomsfængsel på en ø i Elben lige efter 2. Verdenskrig (hvorfor, og at det er et fængsel, får vi at vide i sidste del af bogen) og skal som et straffearbejde skrive om ”Pligtens glæder”. Om det er det han bruger de 3 mdr. i enecelle på, eller om han skriver sit livs historie (vores historie), mener jeg forfatteren drillende lader stå lidt i det uvisse. Jeg blev ikke helt klar over det.

  Bogens miljøer veksler således mellem denne fange-ø og hjemstavnen ved digerne i Nordvesttyskland. I en lille by er hans far lokal landbetjent, og bor – og er vokset op - i samme landsby som Max Ludwig Nansen (Nolde – der altså ikke nævnes ved navn, ligesom bylokaliteterne er ændrede). Jeg har en teori om, at forfatteren har konstrueret ordet Nansen på denne måde: Emil Nolde hed jo i virkeligheden Hansen til efternavn, og det har Lenz sat sammen til N(olde)-ansen. AT det er Nolde det drejer sig om, må man selv gætte sig til, det er ikke noget forf. siger.

  Under 2. verdenskrig fik maleren (som han gennemgående kaldes i bogen) malerforbud.  Det kan han dog ikke overholde, og maler i stedet i hemmelighed en anden type billeder. I bogen kalder han dem ”usynlige billeder” (i virkeligheden kaldte han dem for umalede billeder). Bogens skrivende jeg person, med kælenavnene Siggi og Witt-Witt, er på konfliktkurs med politifaderen (hader ham), fordi denne, qua den myndighedsperson han er, skal og også sørger for at håndhæve malerforbudet.

  Bogens hovedkerne er netop konflikten mellem maleren og politibetjenten. Politibetjenten, Jens,  er den pligtopfyldende, lovlydige, grotesk blindt adlydende, paragraf-rytteriske, en-regel-er-en-regel-og-den-skal-holdes-menneske. Her overfor står maleren med sit åbne kunstnersind og varme menneskelighed, som Siggi (bogens skrivende jeg person) er gode venner med. Siggi lever en stor del af sit liv på malerens gård. Ufattelig humoristisk er det kapitel, hvor politibetjenten i dagene lige efter krigen stadig i en nærmest pligtopfyldende feberrus brænder malerens billeder af ved en gammel mølle. Her overbringer sønnen Siggi ham en meddelelse om, at man har ringet og meddelt, at en landskommisær og en engelsk general vil komme og se malerens billeder.  (Rehabilitering!)  Pligtskyldigst farer politi-Jens straks på sin cykel afsted til malerens gård, og står i stiveste uniform ret og gør honnør, da den fornemme bil ankommer. Han hilser også slesk på maleren (hvis værker han just brændte, og hvis værker honoratiorerne nu er her for at beundre) og bukker og skraber.

  Siegfried Lenz er eminent god til karakteriserende at beskrive mennesker, og har en formidabel skarp psykologisk iagttagelsesevne. Et par eks.:

”Vor læge var en kraftig, gammel mand, gangbesværet, rødhåret, en snøftende kæmpe, som erfaringen havde lært at bøje hovedet…..Han nøjedes aldrig med at konstatere en enkelt sygdom, mistænksom, som han var, gav han sin patient et udvalg på mindst to eller tre sygdomme.”

Den kære mand, ikke?

”På den korte vej fra døren og ind i opholdsstuen hvilede doktor Gripp sig to gange ved at læne sig mod væggen og bøje den i forvejen bøjede, svære nakke endnu dybere og knipsende med fingrende begyndte han at trække vejret rytmisk.”

  Sikke en iagttagelse:  Knipsende med fingrene! Den er der i sandhed ikke mange der ville kunne få med i en karakteriserende beskrivelse!

  Om politibetjenten, der er oprevet: ”Mens han telefonerede havde han knappet sin uniformsjakke, men nu knappede han den op igen,…”. Han ved ikke selv at han gør det, men vi ser det, fordi forf. lader os opleve det!

 Den bryske, videnskabselskende, elevforagtende biologilærer skal lære sine, citat: ”kvajpander”, at se i mikroskop:

”Så førte han glaspladen ind og bøjede sig over mikroskopet, lukkede det ene øje, hvormed hans ansigt fortrak sig til et voldsomt grin, famlede flere gange ved siden af, indtil han fandt den sorte skrue, drejede på skruen og fremskaffede skarphed, og med et ryk, så det knagede, rettede han sig op. Han mønstrede os. Triumferende. Formanende.”    

   Man ser for sig den selvgode, selvhvilende lærers gebærder ved mikroskopet og respektkrævende triumf over for de dorske elever.

   Som maler er det i øvrigt en fornøjelse at læse Lenz’ mange kyndige og virkelig udmærkede fagtekniske beskrivelser af maleriet.

  Lenz bruger ikke anførselstegn ved direkte tale. Og han er suveræn til alt det med tider. Man kunne forestille sig en samtale som: Om han måtte tage et stykke mere. Men ja, da, man skal ikke sådan holde sig tilbage. Han ville da heller ikke have haft noget imod….

Eller:

”Langsommere og langsommere, på tåspidserne hen ….. - rejse sig forsigtigt med ryggen mod væggen, nærmere hen til det brede vindue, bare ikke røre – hvad bestiller han derinde,… ”(side 208) – Hvad er det for en tid? Det er oplevelsestid!

  Der er kun ét årstal i bogen (side 301). 1954. Bogens fortæller står ved løsladelsen fra ungdomsfængslet: Nu røbes at han har stjålet billeder mange steder fra, for at sikre dem! (Redde dem fra tilintetgørelse!) Handlingen forgår vekslende i de to omtalte miljøer under og lige efter 2. Verdenskrig. Men hvorfor al den pædagogiske snik-snak efter krigen. Bogen burde være sluttet godt af her – som et mesterværk.

------

   Et par kuriosa:

  Nolde boede igennem mange år i sommerresidens nær havet få kilometer fra mit bardomshjem på Als (Elstrupskov og Elstrup). Min bror siger, at han kom i møllen hos min bedstedfar for at købe korn.

  På vejen her i vor by, Vejle, bor i øvrigt en kvinde, hvis bedstefars bror var Emil Nolde, og som jævnligt har besøgt ham på hans gård.

  Siegfried Lenz ville i sin tid gerne købe hus på Als i Høruphav lige ud til vandet, men byboerne i Høruphav nægtede ham lov til at købe det - de små fjolser.

   

onsdag den 16. juli 2014

Poul Joachim Stenders groteske og morsomme bardomserindringer

Poul Joachim Stender:
Røde hunde gør ikke -
Barndomserindringer.
Kristeligt Dagblads Forlag, 2014.
188 sider

Forfatteren lægger ud lige på og hårdt i disse vanvittige, morsomme, groteske og bizarre barndomserindringer. Stender får en turbulent start på livet. ”Jeg er undfanget efter en abort.” En åndssvag tvillingesøster sættes ud af spillet før fødslen – og genoptræder derpå jævnligt i historien som den præserverede søster, som familien opbevarer i et syltetøjsglas i kælderen. Senere er han under dåben ved at drukne i døbefonden, da gudmoderen under et epileptisk anfald går væk. Her ligger forfatteren så på bunden med fladtrykt næse mod et billede af ærkeenglen Gabriel. Sådan styrtes den rablende morsomme og groteske historie i gang, og det er stilen resten af bogen.   

   Poul Joachim Stender, præst, forfatter, rejseleder og provokatør, bl.a. bekendt for madopskrifter og kommentarer i Kristeligt Dagblad, og måske også for bogen ”I seng med Gud”, er opvokset på en skole i en lille sydsjællandsk by sammen med forældre og 4 søskende. Alle personer får liv i historien ved en spøjs personkarakteristik, der følger dem bogen igennem. Moderen læser og citerer digte uafbrudt, fx mens hun føder, og kan bogstaveligt vejre sygdom og blod; skoleinspektør-faderen spidser ideligt en flok blyanter, der altid ligger klar på bordet som missiler; en søster er ekspert i vortefjernelse (og væmmes derfor ved ”helliget vorde” udtrykket i Fader Vor, dem vil hun jo fjerne); forfatteren selv læser madopskrifter, og lærer dem uden af som digte.

   Nu rulles barndomserindringer en masse morsomt og rablende grotesk - men også poetisk og nænsomt - ud for læseren, så man får indtryk af, at forfatteren har haft en helt enestående barndom. Men set med de rigtige briller, har vi nok alle haft en sådan. Stender formår dog at omsætte drengens fantasier og oplevelser til et sammensurium af erindringer, der med den voksnes redigering tager sig ud som de gør, morsomt, grotesk, og lettere vanvittigt. Som sædvanlig hos Stender, fylder erotikken, der er lige på kanten, også godt op i hans tankegods, bl.a. i form af et amorøst forhold til hans lærerinde.

   Et par eksempler:

   En isvinter fryser skolens overfyldte lokumsspand til, og for at eleverne skal kunne komme på, stiller faderen den til langsom optøning på komfuret, glemmer alt om den, og det hele koger over – sådan! –

    ”Gud spillede en stor rolle i min familie.” Moderen lærer alle børnene at bede aftenbøn, hvorunder de hver gang skal nævne alle i den store familie med navns nævnelse, onkler, mostre og tanter. Efter morbrorens skilsmisse, glæder de sig over at kunne slette en tante fra listen – indtil han gifter sig igen.

   Poul Joachim Stender er en eminent god skribent, og han kan holde den burleske stil stort set hele vejen igennem. Selvom metoden ind i mellem kan virke lidt som en manér: En ganske almindelig beretning forvanskes mere og mere i bestræbelsen på at fremstille den morsomt og grotesk. Men bogen skal læses som den voksne mands omskrivning af dybt afsatte indtryk fra en barndom. De mangeartet sansede dagligdags foreteelser må for at finde et adækvat udtryk finde en ny form: Erindrings-digtningens.

mandag den 17. marts 2014

Lisbeth Smedegaard Andersens kunst pletskud

Lisbeth Smedegaard Andersen
Huset med de mange boliger
Ny dansk kirkekunst


Kristeligt Dagblads Forlag
2013
267 sider

Forfatteren har rejst land og rige rundt og debatterer 27 kunstneres værker i kirker, både maleri, skulptur og andre former. Desuden inddrages 6 andre kunstneres værker med relation til kirken. I 3 hovedkapitler om henholdsvis natur, historie og kunst stillet over for evangelium, samler hun alle hovedtendenser i nyere dansk kirkekunst. Alle de værker der diskuteres, bliver analyserende gennemgået, så man forstår hvad de udtrykker og skal sige, og der tages stilling til deres virkning. Der er placeret fine farvefoto plancher ved den relevante tekst. Der behandles værker af kunstnere som fx  Peter Brandes og Maja Lisa Engelhardt, der begge er bekendende kristne, som også fx Erik Heide, Per Kirkeby og nye, unge Simon Aaen er det (hun efterlyser nye, unge kirkekunstnere – kom så ud af busken!). Arne Haugen Sørensen og Bjørn Nørgaard  arbejder i høj grad ud fra den kirkelige tradition, mens andre i henseende til bekendelse står på en mere reserveret fløj som fx Thomas Kluge og Christian Lemmerz.  
Danmark er faktisk ret godt med, hvad moderne kunst i kirker angår, siger hun. Der er mange og gode værker i vore kirker, som både kan virke foryngende på fx et gammelt rum; som påvirker én og er vigtig i den nødvendige fornyelse;  som kan være med til at understøtte det evangeliske budskab på en tidssvarende måde; og vække til undren. Moderne kunst skal være farlig, have en religiøs forpligtigelse og ikke bare holde sig til det kendte. Ellers bliver den ligegyldig. Hun er både på vagt over for en feel-good religion og elfenbenstårns-teologi.
Den dugfriske bog om ny kirkekunst i Danmark er umådelig spændende læsning, og den sprænglærde teolog, kunsthistoriker og salmeforfatter leverer en fin progression igennem bogen. Faktuelle emner og historiske udviklingsforløb fremstilles enkelt, kyndigt og fængende. Og fra første til sidste side fører hun en sitrende vågen egen-dialog om kirkekunstens mål og funktion. En del teologers, filosoffers og kunstteoretikeres meninger af relevans for den aktuelle sammenhæng i teksten inddrages og kommenteres. Og hvor man dog bliver oplyst, hvad enten det er om Veronikas svededug, ikoner, figurativ og nonfigurativ kunst osv.  Et pletskud og et mesterværk! Skal den dame ikke snart have en æresdokter titel, med alle de vægtige bøger hun efterhånden har præsteret!
Smedegaard Andersen redegør fint for tendenser og udviklinger i kunsten, fx i introduktionen til et kapitel om tidligere tiders forkærlighed for menneskeskildringer. De blev i det sene 1900-tal set som illustrationer af motiver, men var nu blevet utidssvarende. Personskildringer iklædt gevandter som på Jesu tid var helt ut. Nu var det kunsten som værk og som moderne kunst, der også udtrykte sig anderledes end tidligere, som var det afgørende. Mennesskeskildringen afløstes i kirkekunsten af forkærlighed for natur symboler som fx brød, fisk og vinklaser. I de senere års kirkekunst er disse så forladt til fordel for et ikke naturefterlignende natursyn, der derimod vil sætte mennesket ind i en større sammenhæng, vise ærefrygt for naturens hellighed, påpege dens ubønhørlighed og kraft, harmoni og fred.
   På baggrund af en sådan intro diskuterer hun så over en del sider eksemplificerende John Körners  livstræ-altervæg i Østerhåb kirke. Her og i andre tilfælde har hun en kritisk afvisende holdning til kirkekunst, som hun finder problematisk, når den frigør sig af den kirkelige tradition og som her fx bare maler et træ som alterbillede. Mange steder i bogen sporer hun tendenser i tiden, såsom forkærligheden for det spirituelle, og en ikke konfessionel tro. Og har klare gode holdninger. Vi skal ikke vende tilbage til det som var, men dog øse af kilderne!     

Jeg savner en metodisk holdning i indledningen, hvor hun ville begrunde sine valg af værker, for bogen rummer ikke alt, og det burde hun gøre opmærksom på. Jeg kan i flæng nævne 3 kunstnere, der ikke er kommet med, bl.a. Adi Holzer, der har bedrevet rigtig meget kirkekunst.