C.S: Lewis' omvendelse

C.S: Lewis: Overvældet af glæde
Selvbiografi
Scandinavia
253 sider

Samt lidt causeri om Lewis i al almindelighed.

I
Ved begyndelsen af læsningen:

Er lige begyndt på C.S.Lewis’ selvbiografi 'Overvældet af glæde' (ham med bl.a. Narnia-serien), som jeg godt nok læste for ca. 30 år siden, men da på engelsk under titlen: Surprised by Joy.
Jeg opponerer mod den danske titel oversættelse, men er måske ikke skrap nok til det engelske? Lewis giftede sig meget sent i sit liv med Joy, som han vidste var dødssyg af kræft. Mon ikke han kendte hende, da han skrev den i 1955? Så kunne der jo sagtens ligge et ordspil gemt deri: Overrasket af både følelsen glæde og af kvinden ”Glæde”. Så bliver ”overvældet” ikke præcist nok.
Latterligt er forlagets eller oversætterens bemærkning i ”Om forfatteren” :”….vel nok sin tids mest indflydelsesrige forfatter.” Han var overhovetdet ikke kendt, slet ikke udenfor England, og først siden i større udstrækning gennem Narnia-serien, hvis berømmelse læner sig op af, at Tolkien (hans gode ven) fik berømmelse med sin Ringen. Typisk et forlags over-promovering af en foreliggende bog og forfatter, som en der er substans i.
Vores hjemlige og for længst afdøde Vagn Riisager (bl.a. litt. anmelder ved Kristeligt Dagblad), giver dog allerede i 1953 i sin Påskelilje og præstehat – Indtryk fra Englands kirke, på godt en sides penge en rammende karakteristik af denne forfatter med det helt store intellektuelle overskud, af en eller anden uni-kollega kaldet ”The real great man at Oxford”.
Lewis’ fremstilling af den første skole han som lille dreng gik i i England (kom selv fra Belfast, Irland), får mig til at tænke på kostskoleberetninger – fra andre læste bøger: F.eks. G.K. Chesterton: Erindringer, Kiplings: Lidt om mig selv, og skildringer i romaner som Ken Follets Farlige penge, John Irving: Indtil jeg finder dig (kæmpe underlig og fascinerende erindringsroman) og Charlotte Brontee: Jane Eyre. – Ofte er det opdiskning i lange baner af deprimerende oplevelser, snæversyn, dårlig mad, korporlig afstraffelse og elendig pædagogik.


II
Efter endt læsning:

Man oplever en slags god katarsis virkning, når man har læst en bog, og så får lov lige at sætte en mening og en oplevelse om den på print. Mærker den samme glød hos andre bogbloggere, når jeg læser deres (jeres) indlæg. Der er noget godt i at samle op og trække en rød linie i det man lige har læst.

Portrættet af C.S. Lewis’ fader fylder en hel del i bogen, en godhjertet og intelligent, men på mange måder håbløs figur. Vi følger Lewis’ udvikling gennem andre skoleforløb end det ovenfor nævnte, hvor flere lærere og kammerater får afgørende betydning for ham.
Lewis (1898-1963) bekender sig selv som romantiker, men har en skærende klar logisk argumentationsevne. Han fik tidlig stor interesse for den nordiske mytologi. Jeg har altid haft ham mistænkt for at beundre hele denne verden på afstand, altså haft på fornemmelsen, at han egtl. aldrig kunne tænke sig at sætte sin ben i fx Danmarks prosaiske jord. Og ganske rigtigt, så betoner han min sandten her åbenlyst dette selv.
Romantiske temaer kunne være hans vandringer, helst på egen hånd, så han kunne dagdrømme. Befandt sig ellers fortræffeligt i venners selvskab, bl.a. sammen med The Inklings (dvs. dem der skriver med blæk, altså i hånden), forfatterkollegaerne, der samledes en ugentlig eftermiddag på en pub (bl.a. Tolkien, hans gode ven), snakkede litteratur, røg pibe og drak ale.
Andre romantiske temaer jeg lige hitter: Sansen for landskabet. Det er helt forrykt fremherskende hos ham. Det være sig et tornekrat eller registreringen af et blidt bølgende engelsk bakkelandskab. Han kan lede i landskabet efter betydninger, noget han har mødt før, der udsiger noget i en ”toneart”, giver stemning. - Bøger, læsning ved kaminen med te. - Én sætning i en roman der kan ramme og få betydning for ham.
I en billedbiografi jeg har om Lewis, fortælles mere om eccentrikeren, såsom hans forkærlighed for at bade nøgen i sin sø i haven, og at han gerne smed de bøger væk, han havde læst - nu kunne han dem jo (han var berømt for at kunne citere efter hukommelsen).
Han havde i øvrigt den opfattelse, at en forfatters værker skulle stå alene, og ikke behøvede nogen udenomsforklarende bøger, essays og deslige, for at lukke op til dennes verden. Debatterede i en udgiven brevbog dette emne med E. M. W. Tillyard (The personal Heresy), fremragende litterat, der havde en anden mening. Jeg er så afgjort på opponentens parti. Jeg elsker alt udenoms forklarende, profilerende, omkring forfattere – biorgrafier, billedbiografier, essays, film, dagbøger, what so ever. Selvom en forfatters værk naturligvis skal kunne stå helt alene.

Overvældet af glæde er en lang rejse hjem, fra den kristendom han bekendte sig til som ganske ung, forlod, og først efter en lang, lang erkendelsesrejse finder tilbage til igen i beg. af 1930’erne, ikke mindst støttet af gode kristne venner. Glæden er et gennemgående tema i hele bogen. Han finder omsider ud af, at glæden ikke er en genstand men en person, ikke retter sig imod noget, men mod nogen. Til sidst overgiver han sig, om end meget, meget modvilligt, giver så at sige op, eller som kristne pænt ville sige, overgiver sig til Gud. Men det er herligt og typisk for Lewis, den absolutte måde han beskriver dette på. ”Jeg ved hvornår, men ikke hvordan, det sidste skridt blev taget. Jeg var på vej til Whipsnade en solrig morgen, da vi tog afsted troede jeg ikke på, at Jesus var Guds søn, og da vi nåede zoologisk gjorde jeg.” Jeg beundrer hans modige og ensomme vej mod kristendommen. På de engelske universiteter rådede der en grænseløs, selvtilstrækkelig ateisme og radikalisme. At tage bolden op og tænke tingene konsekvent igennem trods hån og let ironisk trækken på smilebåndene, det har min største respekt.
Lewis var for øvrigt ikke nogen sødladen kristen. Han brød sig absolut ikke om præster, orgelmusik (ak, siger organisten), kirkegang og salmer. ”Religion for mig burde handle om gode mænd i ensom bøn og i samtale mellem to eller tre personer om åndelige anliggender. Og det slørede, tidsspilde og besvær! Klokkerne, menneskemængden, paraplyerne, bekendtgørelserne, travlheden, at arrangere i evindeligehed. Salmer var (og er) yderst utålelige for mig. ” Osv.
Og så blev han alligevel en af de største kristne apologetikere i 1900-tallet. Han har et mangeartet og vidtstrakt forfatterskab bag sig. I Danmark var i mange år kun ’Fra djævelens blækhus’, om den ondes mangfoldige påhit for at drille og narre kristne fra troen, rigtig kendt. Siden er der kommet flere af hans bøger, fx Det er kristendom og En sorgens dagbog, skrevet, da han mistede sin Joy (jfr. omtale i del I). Den har i Danmark bl.a. gået som teaterstykke (Frits Helmut) og er kommet som film med Anthony Hopkins i hovedrollen som Lewis. Også fremragende biografier er oversat. Lewis døde desværre alt for tidligt i 1963.
Jeg elsker Lewis for bl.a. hans konsekvente og totalt usentimentale forhold til kristendommen. Var Gud virkelig til, havde han virkelig åbenbaret sig og sagt at han var Gud (ikke en gud), så VAR han den han sagde han var, ”Jeg er”, og så var fakta givet. Ikke så meget pjank. Sådan! Så var det bare at finde ud af, hvad han ville os. Hvor svært kan det egentlig være! – Det var selvfølgelig derfor han fandt glæden, da han ”fandt hjem”.