Poul Hoffmann
Sangen om MariaUnitas Forlag
1973
142 sider
Bogen har altid ligget
levende og nærværende i min bevidsthed. Jeg kan vist godt sige ”altid”, for jeg
kan se den er udkommet i 1973, og jeg læste den første gang i 1975; anden gang
i 1976. Og så altså nu igen. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg i grunden ikke kunne
huske det ydre sujet mere klart, for jeg mente egentlig at huske, at jeg havde
læst den en 4-5 gange. Men ved eftersyn i mine protokoller, viste det sig at
være 42 år siden jeg sidst havde læst den! Tempus fugit!
Den holder sig levende i
ens bevidsthed, fordi Poul Hoffmann holder det evigt aktuelle fænomen kærlighed
levende i sin unikke og sædvanlige insisterende sammenblanding af den
menneskelige og guddommelige kærlighed som to sider af samme sag….. nej, dybest
set som et og det samme.
Maria og Michael, to unge
mennesker, schweitzer(inde) og dansker, mødes tilfældigt på en rejse i Israel,
og flammerne er omgående høje. Jeg kender ikke nogen, der som Poul Hoffmann kan
skrive så nænsomt poetisk erotisk, stort set uden at nævne en eneste legemsdel,
så at sige. Prosaisk snak mellem Maria og Michael går hånd i hånd med den mest
ophøjede diskussion om kærlighedens væsen, liv og død, evigheden, - ja, tid og
evighed væver sig konstant ind i hinanden. De er begge to gralssøgende, sådan
snakker de selv humoristisk om det, og sådan er det enten reelt set eller i
overført betydning; altså de er begge på en uhåndgribelig søgen efter noget
timeligt der kan vare evigt: Kærligheden.
Antagonisterne i historien
er det unge svenske par de møder undervejs og til dels slår følge med, Alice og
Göran. Selvfølgelig skal der være en modstander i historien sat op imod Maria
og Michaels sande og rene samtaler og tanker om kærligheden, som så sandelig
også får sit fysiske udtryk! I diskussionen med modstanderne får forfatteren
samtidig en god mulighed for at give modstanderne (Modstanderen) et ordentlig
hak i tuden.
Det er en let og letlæst
bog, som jeg læste højt for min kone, og hvor vi jævnligt kluklo, for
forfatteren kan fremkalde et herligt grin, hvor det er ønskeligt. Den gode og
desværre afdøde Poul Hoffmann, der har ydet så meget i dansk litteratur, kan
skrive som få, ja i virkeligheden som ingen. Det er vel også derfor jeg sikkert
har læst en 30 - 40 stykker af hans bøger, og ladet ham blive en af de
forfattere der har påvirket mig stærkest overhovedet. Ak, det er alt for spagt
udtrykt: I lange perioder, måske snarere i mange (ungdoms)år var han nærmest en
vedvarende og altid nærværende del af mig selv.