Alle tiders Beethoven

Peter Dürrfeld

Bethoven – Den symfoniske mester

Kristeligt Dagblads Forlag

2020, 287 sider

  Beethoven har meget at sige nutidens mennesker. I en tid, hvor ikke mindst en hel del unge har identitetsproblemer, kan man fx hos ham hente et moralsk kompas til styrkelse af ens selvværd, selvopfattelse og i det at blive bevidst om sin bestemmelse.

   Ludwig van Beethoven, som man sammen med Bach og Mozart kunne rubricere som verdens største musikalske genier til alle tider, var lige fra sin tidlige ungdom fuldstændig bevidst om sin begavelse mht. det at komponere musik. Ret tidligt i livet blev han bevidst om, at han med sine store evner havde en opgave her i tilværelsen. Han følte det som en mission og et kald at skulle skrive musik til menneskeheden. Derpå arbejdede han utrætteligt, bl.a. ved unikke studier af Mozart og den ellers halvt glemte Bach. Desuden ved ustandseligt at dygtiggøre sig gennem en hel fantastisk arbejdspræstation og iver hele livet. Han påberåber sig Gud i sin beslutning om at leve fuldt og helt for sin kunst og sin skaben. Og dette under bøn til Gud om, at det må lykkes. Velvidende om sit format, leflede han aldrig for autoriteter, men hvilede fuldstændig i den store personlige integritet, hans evner gav ham.

   Under min læsning af bogen, ser jeg budskaber, som især de unge kan spejle sig i og forhåbentlig få mod af, også selv om man ikke er et geni.

    Gud har kaldet dig til en bestemmelse med dit liv. Lad det udfolde sig under indtrykket af, at du skal (for)blive den du er, ikke være nogen anden og ikke blive til noget uopnåeligt. Du skal blive den du er! Her kunne jeg have lyst til at citere Paulus. ”Lad ikke nogen ringeagte dig, fordi du er ung” (sagt til Timotheus). Hvil i, at du har værdi netop som den du er. Vær flittig og arbejd med det der bliver dit virke. Bed Gud om at lede dig i dine fortsæt.

    Jeg har arbejdet med børn og unge i diverse sammenhænge i mindst 40 år, og oplever, at selvværdet hos mange i dag er i bund, og psykiske lidelser og problemer er langt mere udbredt end for år tilbage. Så ved læsningen af – evt. bare relevante dele af - en sådan monografi (hvor både Beethovens liv og værk er kædet sammen), er her en mulighed for at blive mere reflekteret over sit eget liv, og måske blive opmuntret til den videre færden.

    Beethoven viede sig fuldstændig til at skabe sin musik, så der fx ikke blev plads til en familie i hans liv, og han revolutionerede og fornyede alle genrer han arbejdede med. Hvor Mozart nedskrev det fuldendte værk, efter at have dannet det i sit hoved, måtte Beethoven kæmpe helt vildt med stoffet, således som det afspejler sig i hans mange gnidrede skitsebøger. Visse af de større værker måtte han kæmpe med i 5 år. Han blev betragtet som både gal og genial. Den tanke kunne man få, når man kunne høre ham i enrum råbe og hyle og stampe i gulvet for at få tingene til at lystre. I de sidste 30 år af sit liv blev han tiltagende mere og mere døv. I et berømt skrift fra allerede 25 år før sin død, overvejer han, om det i det hele taget er værd at leve længere. Folk synes jo det er vanvittigt, og griner af, at en komponist ikke kan høre! Bl.a. derfor var han en vrissen, gnaven, krakilsk og egenrådig herre, der skræmte folk væk.   

      Det er for sine instrumentale værker Beethoven er mest berømt, og det vokale (sanglige) udtryk, voldte ham altid stort besvær at få til at makke ret. Alligevel anså han sit sene og i alle henseender gigantiske korværk, Missa Solemnis (højtidelig messe), som sin største komposition overhovedet. I denne ”kristne” musik, er det som hans livslange kamp med at finde troen bliver til et brændpunkt. Musikken er vanvittig krævende for sangerne, så værket kun vanskeligt og ikke ofte live-opføres, men hellere indspilles ”lidt ad gangen”. I credo satsen gentages i det næsten uendelige ”jeg tror”. I ”et resurrexit” (og han genopstod), er det som om musikken måber, og det personlige udtryk her er meget stærkt. I Agnus Dei satsen, om Guds lam, Jesus, synger bassen knugende langsomt.   

   Det tog ham 5 år at fuldføre værket, og dette under stor legemlig svaghed, men han bad ved begyndelsen: ”Gud vil oplyse mig, således at jeg trods mine svage kræfter kan yde mit bidrag til den stor dag” (værket var bestilt til en biskoppelig  udnævnelse).

    Kristeligt Dagblads musikanmelder, Peter Dürrfeldts eminente og super velfortalte bog skrevet i anledning af 250 året for Beethovens fødsel, formår både at give et fængende omrids og en meget personlig karakteristik af hele hans produktion, og parallelt hermed føre os igennem Beethovens blot 56 årige brogede livsforløb, så ens appetit bliver vækket til megen videre lytning af dennes musik.

   

Tom Buk-Swienty:

Det ensomme hjerte                                                  

Politikens Forlag 2019

490 sider

Underoverskrift:
Fortællingen om en musikalsk soldats utrolige odyssé gennem 2. verdenskrig og hans drøm om at blive dansker.

En fuldstændig fantastisk livslang (mit udtrykspåhit) eller total livsomfattende beretning om den tyske ikke nazist, Hans Horn, der efter endt studentereksamen i hjembyen Kiel, og som efter at have gået igennem ild og vand i en grum rekruttid, indrulleres i hæren, og sendes til Østfronten i 2. Verdenskrig som tysk infanterist. Og som siden hen i en ny periode som ret ny medicinstuderende, der ikke engang endnu kan tage en puls eller måle et blodtryk, på ny sendes til Østfronten som læge, hvor de fx skar (amputerede) en 40 – 80 ben af lemlæstede soldater om dagen!

Vi følger ham fra vugge i 1921 til grav i 1989, hvor han dør af bugspytkirtelkræft kun 68 år gammel i sit sommerhus ved Flensborg, efter at have skiftet nationalitet og derefter virket i DK som afholdt praktiserende læge, sidst i mange år i Padborg, i en 40 års tid.

Hele historien berettes af forfatteren Tom Buk-Swienty; og dette på baggrund af læsningen af Hans Horns gigantisk omfangsrige efterladte dagsbogsmateriale (og mangfoldige samtaler med pårørende omkring ham), der sent blev bragt for lyset, og som handler om alt fra trakasserier i skolen, musikundervisningen i cello, hans første brandert, moderens utroskab med en musikstudent, og alle mulige emner, mange barske, fra barndoms- og ungdomsårene i 30’ernes Kiel. Små kår og afsavn var der mange af.

På Østfronten oplever han de mest voldsomme og grufulde ting.  Beretninger om blod og flænset menneskekød og hjerneudflydende masse, ”flyder” der i rigelig mængde af. Fænomener som ondskab, smerte, frygt, fornedrelse, henrettelser, selvmord, sejrsrus, afsavn, længsel, osv. osv. gennemsyrer ikke mindst det lange afsnit af bogen, hvor Horns dagbog får lov ubeskåret og i direkte tale helt for sig selv at berette om hans oplevelser fra krigen som rekrut. Hvad et menneske dog kan komme ud for! Der er et utal –  sagt igen – af forfærdelige oplevelser, der med syvtommersøm gør det rasende evident for én, hvor vanvittig og afskyelig krig er! Bare et eks.: På vejen til fronten, ser Horn en flok tyske læger, der er korsfæstet på et plankeværk af russerne, efter først at have fået øjnene stukket ud, kønsdelene skåret af, og siden henrettet (sikkert) med bajonetter.

Hans Horn længes bare efter afslutningen på krigen, men bliver nødt til at følge trop, og overlever mirakuløst efter mangfoldige gange at have stået over for døden: Fx blev de på tilbageflugten af en flok tjekkiske partisaner stillet op af en mur for at skulle skydes. Kun en amerikansk soldats indgriben hindrede dette i allersidste sekund.

Horn bliver forelsket i Grelein under medicinstudiet, og efter en graviditet bliver de hurtigt gift og får et barn. Alle tre overlever krigen, og flytter siden til Danmark, hvor han i et ellers meget tilbagetrukket liv, dygtigt spiller på cello i mangfoldige musikalske sammenhænge.

Hele tiden giver forfatteren os sideløbende eller mingelerende med Horn-beretningen, i kortform et overblik over samtidshistorien, som virker meget mere spændende at læse i sammenhæng med Horns historie, end hvis man skulle læse en murstenstyk historisk fremstilling. Her leveres i øvrigt også en mængde fakta, som f.eks., at tyskerne i krigens senere måneder mistede 350.000. mand – hver måned!

Bogen er rigt illustreret med de frygteligste malerier/akvareller, som han selv har malet. Han var en fantastisk god kunstner, og kom sikkert af med lidt af sine hærgende natlige mareridtsoplevelser ved at male. Hans Horn fortalte kun yderst lidt og få om sine krigsoplevelser; fx vidste hans børn stort set intet om dem. De fandt hans dagbøger med tusindvis af sider efter hans død, som de overgav til forfatteren. Faktisk skrev han 3 udgaver af sine dagbøger, en tysk og 2 danske.

En del af forfatterens store fortjeneste i denne super velfortalte historie, er efter min mening ikke mindst hans fremstilling af det glade (hm...) vanvid, og den blinde autoritetstro efterfølgelse, hvormed uhyre mange nazister fulgte Der Führer i hans værste forskruede og frembrølede dagsordener, og hvorledes også de virkelig mange ikke-nazister var fanget i at måtte adlyde, for angivere og eksekutions eskadroner vogtede overalt på at henrette én ved mindste afvigende trofasthed mod regimet.

Det er en af de stærkeste, mest grufulde, bevægende - og nødvendige - bøger jeg nogensinde har læst.