Peer Aarestrup: Seks dage i juni.
Roman.
Dreamlitt, 2022
297 sider
Titlen ”Seks dage i juni” hentyder til den voldsomme lynkrig Israel blev kastet
ud i i 1967, da de blev overfaldet af deres arabiske naboer. Efter 6 dramatiske
dage, havde israelerne overtaget totalt, bl.a. erobret den gamle bydel i
Jerusalem, foruden hele Sinai halvøen og Golanhøjderne mod nord. At sætte et
hold danske kibbutz voluntører ind som en hoveddel af romanens aktører, skal
der en stram føring til af både krigens hændelser og personernes ageren midt i
hele krigsvirakken. Men Peer Aarestrup fører marionetterne med overbevisning,
så det bliver en både medrivende og bevægende historie, der måske lige såvel
kunne have haft undertitlen ’Krig og kærlighed’. Flere af personerne går igen
fra en tidligere roman, og identitetsproblematik er en væsentlig del af
romanens indhold. De spændende og nervepirrende faktuelle forhold vedr.
krigsførelsen, fremsætter forfatteren med stor overbevisning, så man opfatter
det, som var det noget han selv fandt på, og ikke i kernen noget der bygger på
hændelser, således som de rent faktisk fandt sted. – Romanen følges op af et
stærkt efterskrift, der tydeliggør Peer Aarestrups dybe optagethed af nationen
Israel, det jødiske folks bevægende historie i nyere tid, og
mellemøstproblematikken generelt. Det er en meget læseværdig bog.