Elias Canetti - Erindringer, bind 2

Elias Canetti
Faklen i øret
Livshistorie 1921-31
(Bd. 2 (af 3 bind))
Samlerens Bogklub
327 sider

Biografier generelt
Jeg bryster mig gerne af, at jeg var stærkt optaget af genren selvbiografier og biografier årtier før den blev så populær, som den nu efterhånden har været i en del år. Jeg har en let nedladende holdning til de mængder af fremstormende erindrere, der partout vil sætte deres navne på verdenskortet. Fortræffelige politikere, sportsfolk, modefolk og alverdens andre oplysere, der har haft en vis offentlig berøringsflade, lægger sig vældigt efter trenden med autobiografering. Vel, så længe nogen vil læse det, har det nok sin værdi. Men hvor forekommer meget af det som det rene pjat ved siden af verdenslitteraturens yppigste frembringelser af slagsen.

Elias Canetti har ikke fået nobelprisen med urette. Hans forholdsvis lille forfatterskab skal stilles i forhold dets store kvaliteter. Erindringsbøgerne er fuldendt prosalitteratur, og ikke mindst en æstetisk nydelse af de helt sjældne. Den berømmede oversætter, Karsten Sand Iversen, har formidlet de tre bøger til dansk i 1988. Jøden Canetti (1905-94), døde blot 6 år senere.

Canetti er en iagttager af alle menneskelige fænomener, og man tiltror ham lige gerne at ville berette om indtryk han gør sig af et tilfældigt broget caféliv, som sit møde og bekendtskaber med de kendteste repræsentanter for verdenslitteraturen, såsom Brecht og Babel. Faktisk er det netop sådan han gør.

Han karakteriser en Berliner-digters/venindes og egen attitude sådan: ”Hvad vi havde til fælles var en umættelig interesse for mennesker af ENHVER slags.” (Fremhævningen er hans egen.) Et andet sted siger han: ”Jeg har altid gerne lyttet, når mennesker fortæller om sig selv,…”. Canetti kan skrive lange prosaafsnit om dagligdags emner, der dog virker meget præcise, og som skrevet i et fortættet sprog. Man kan faktisk være i tvivl, om det er hans fabelagtige indkredsen af det menneskelige eller stilen i beretningen, der betager en.

I ’Faklen i øret’ kommer vi igennem meget Wiener-liv, følger hans studenterperiode (kemi, tog senere dr. graden i faget, for siden aldrig at gøre brug af den), hører om studiekammerater, (platoniske)venindeforhold, pensionatliv, lærere, moderen og broderen, såvel som om hans åndelige sysler og om politiske samtidsbegivenheder. Ligeledes om hans oplevelser og indtryk fra et forholdsvis kort ophold i Berlin. Canetti er en utrættelig udæsker af det menneskelige. Han er ikke bleg for at involvere sig i alle mulige, man havde nær sagt, prosaiske sammenhænge, såsom med tvivlsomme cafe-gæster (som viste sig at være forbrydere, der senere fik lange fængselsstraffe). Han brugte et helt år på, startende alfabetisk med a,b, c osv., at stadfæste menneskelige egenskaber i forskellige karakterer og figurer: Bogmennesket, Dødsfjenden, Samleren, Ødelanden osv. Han kalder det selv ”det rigeste, mest udsvævende år i mit liv.” Bogen rummer også hans lange beskrivelsesforløb af optøjer i Wien, betragtninger der blev en inspirationskilde til hans senere berømte værk om massen, Masse og magt (udkommet i 2 bind i Dk.) – som jeg ikke har læst.

Bedst som man synes stilen bliver for filosofisk, smutter han over i en letlæst prosastil behandlende dagligdags emner, som var det en knaldroman, men uden trivialitet. Under læsningen måtte jeg jævnligt sænke bogen og sige til mig selv over en sides læst stof: Fremragende, ganske enkelt, fremragende!
Som f.eks. det lange afsnit om hans snørklede bekendtskab med en totalt lam, intelligent filosofistuderende ung mand, der kun kunne vende en bogside med tungen. En bjergtaget person af ham betaler en berømt filosofiprofessor for at komme i hans hjem og give ham privatundervisning. Han stiler mod doktorgraden. Han kommer dog ikke videre, fordi han, ganske enkelt (dog ikke sådan sagt) savner sex. Herligt er beretningen om professoren, der sætter sig ind på en lusket cafe, antræffer 3 piger, forklarer dem om den uhjælpelige, smukke og trængende unge mand, og deres beredvillighed og senere opfølgning på alt dette.

Canetti er en skarp iagttager, registrator og omsætter af alt ”det menneskelige” til litteratur. Disse kvaliteter går også igen i hans Stemmerne fra Marrakesh, som jeg læste forrige år. Her sidder han gerne på hotellets udendørs bar og betragter og ser folk an. Man står i menneskekundskabslære hos ham i et væk!