Arundhati Roy: De små tings Gud (roman)

Arundhati Roy: De små tings Gud
Munksgaard – Rosinante
329 sider

Denne indiske roman har en bouquet som en god rødvin: Smagen breder sig mere og mere efter drikningen.
De små tings Gud er Arundhati Roy’s eneste roman. ’De små ting’ er f.eks. den uundgåelige kærlighedens dragning mellem to elskende, som går på kryds og tværs af fordomme, konventioner, bud og tabuer. Det er ikke i verdensbegivenheder, men i de små mellemmenneskelige forhold, tingene er af betydning for individet. Arundhati Roy fik Bookerprisen for bogen i 1997. Siden har hun f.eks. manifesteret sig politisk som taler ved demonstrationer imod imperialisme både i udlandet og i Indien.

Man aner ikke ved begyndelsen af bogens fredsommelige indledning, at den har en grufuld slutning, men der lægges jævnligt op til det med hentydninger til, hvad man har i vente et eller andet sted i bogens fremtid. Det spænder i sig selv forventningerne.

Handling:
I den lille by Ayemenem i delstaten Kerala, Sydvest Indien, hvor befolkningen er forholdsvis godt uddannet, levestandarten relativt stor, og 20 % af befolkningen kristne, vender kvinden Rahel hjem efter 23 års fravær. Hendes familie har på stedet haft en fabrik der producerede pickles. Slægtshistorien i flere led indeholder bl.a. en syrisk-ortodoks biskop i byen. Som barn voksede Rahel op her med sin tvillingbror Estha, moderen Ammu (hvis mand er død), en grandtante, en bedstemor og bedstefar (der tævede sin kone med en messinglampe), og broderen Chacko, der er leder af fabrikken, men i øvrigt kommunist, og som via en speciel (bag)indgang i sit hus modtager piger fra fabrikken til (tvungent) seksuelt samkvem.
Hans tidligere engelske kone kommer efter aftale til byen med deres fælles barn, Sophie Mol, efter konens nuværende mands død.
Den attraktive unge kvinde Emmu forelsker sig i den endnu yngre Velutha, der er af lav kaste. Det er en katastrofe, fordi her brydes eklatant tabuet om adskillelse mellem de rørlige og urørlige. De elsker 13 nætter i træk på en lille ø på den anden side af floden, inden det bliver opdaget og resulterer i bogens uhyggelige slutning. Samtidig drukner Sophie Mol, der sammen med hendes legekammerater Rahel og Estha sejler over floden, over til det forladte hus på øen, hvor de træffer Velutha, som er en kærlig legeonkel for dem, og en fantastisk håndværker, der som betroet arbejder på fabrikken kan reparere og fikse alt, skønt kasteløs. Den uhyggelige slutning skal ikke afsløres her, men ender med Ammus bortvisning og hendes søn Esthas ditto til en anden egn. De to søskende, Estha og Rahel, mødes først 23 år senere i Ayemenem, og genoplever deres barndoms rædsel. Tæt omslynget for at holde angsten på afstand, har de ved den lejlighed et incestuøst samkvem.
Det er grundlæggende en historie om magt og afmagt, og kærlighed på trods af hvad den kan koste. Det allersidste kapitel er en udpensling af Ammus og Veluthas fysiske forening.

Form og teknik:
Det er en meget stærk roman. Arundhata Roy er nærmest genial i sin måde at bygge formen op på. På en video har jeg et interview med forfatteren John Irving, der fortæller, at han ikke kan skrive en roman uden at kende slutningen og overordnet have hele handlingen i hovedet. I hans roman, ”Indtil jeg finder dig”, er den fortløbende handling dog forholdsmæssig einfach, hvorimod Roys komposition er særdeles indviklet. Så hvis HUN ville sige sådan, kunne jeg forstå det! Der skiftes både mellem et nutidigt og et fortidigt plan, og dernæst byttes der tidsmæssigt helt rundt på tingene, så f.eks. forhold der vil komme til at foregå i fremtiden, præsenteres i nutidsform, og evt. først ”løber af stablen” i næste kapitel. Jeg har grundet over, hvad der opnås ved dette: Vi forberedes allerede nu på den kommende begivenhed, så vi foretager en slags bedømmelse eller har en forudfattethed af de begivenheder der først siden kommer. Et ret sofistikeret kompositorisk trick.

Det er en roman med betydelige kvaliteter – jeg havde lyst til at skrive en fremragende roman, men det er jo temmelig gængs sprogbrug. Hun er en sprogets mester, en sarkasmens behersker og ynder, også en betydelig humorist, samt en enorm leger og tryllerske med sproget på mange ledder, f.eks. i tvillinge-søskendeparrets idelige brug af læsen bagvendt: tdnevgab nesæl – der som bekendt resulterer i det rene vola pyk sprog, selvom der kommer noget nyt sjovt ud af det. Hun indfører diverse ord/begreber/metaforer, f.eks. ’de kakifarvede coca-cola-underbukser’ - eller hvad de nu hed), som sammenkædes med fortrolige forhold/viden børnene imellem, og bruger dem efterfølgende mange gange i bogen. Et træk der kompositorisk er meget vigtigt at få med. Jeg tænker der vil blive skrevet doktor afhandlinger over denne bog. Den rummer meget stof at tage fat i.

Roy skifter hyppigt sprogbrug de forskellige kapitler imellem. Nogle gange bruges et nærmest mytisk eller magisk manende og opremsende sprog:
En krage med en knust vinge.
En knyttet kyllingeklo.
E Nugle(ikke Ousa) nedsunket i kvalmende syltetøj.
En tristlig drejen.Og ingen til at hjælpe.

(Ordene E Nugle er ikke fejlskrivning, men børnenes leg med ordene En Ugle).

Andre gange er der bare en letlæst fremadskridende handling. Det er meget lettere og mere bekvemt at læse. Det mytiske er ret opbremsende og man tygger ordene langsomt. I længden en smule irriterende.

Dette fører mig lige over i en lovprisning af Jan Bredsdorffs geniale oversættelse. Det må have kostet utrolige kræfter at få det så fint på plads.

De indiske navne kan vække lidt besvær, men mængden klinger ud, og antallet af navne bliver efterhånden stabilt. Men man kunne generelt set med fordel i højere grad bagest i romaner lave en personliste. Har man glemt et navn, er det jævnligt svært at få personen placeret ret i sammenhængen.

De mange indiske gloser burde selvfølgelig have været oversat: Mundu, avial, dhobie osv. osv. De er dejlige at få præsenteret, men jeg måtte selv google en masse for at få en forklaring.

Dette her er litteratur på højeste kvalitetsniveau. Jeg forstår udmærket det har taget hende nogle år at skrive den, og at hun måske nærmest hermed (i hvert fald for en længere periode) er udskrevet.

Jeg har med vilje overhovedet ikke læst, hvad andre siger om bogen. Det gør det meget spændende nu bagefter at researche lidt i det. Muligvis har andre en helt anden opfattelse af bogen. Det får mig til at tænke på, at man som anmelder af en bog ikke har andet end sine egne smagsløg at hælde sig til. Er der jævnligt totalt divergerende opfattelser hos f.eks. avisanmeldere, bør det ikke få en til at rynke på næsen, men respektere det som eneres nybryder-konklusioner. Hellere forskellighed end leflen for hvad der er trendy.