Anne-Marie Finch: At miste sin mor (anmeldelse fra 2002)

Anne-Marie Finch
At miste sin mor
Unitas Forlag
155 sider

Da 3.g’eren Anne-Marie mistede sin mor, der døde af kræft, fandt hun kun teoretiske beskrivelser af sorgen og dens udslag i psykologibøger. Den udformning af en historie fra det virkelige liv hun så meget manglede, har hun her helt ukunstlet skrevet selv. (Siden er der kommet flere lign. bøger om børn, der mister forældre og omvendt.)
En stærk, følsom og enkel beretning om sin elskede mors lange sygdom og død, og Anne-Maries egen efterfølgende sorgforløb, der strækker sig over ca. 1½ år. Hele perioden omfatter årene 1996-99, som vi får præsenteret i dagbogsstil, der er rekonstrueret, og hovedsagelig nedfældet på et refugieophold på Løgumkloster Højskole. På den måde følger vi i tid og med velvalgte kap. inddelinger hele udviklingen, og ser det alligevel i forfatterens klarere lys i tiden derefter. Det er altså ikke en roman, men læses som et fint og bevægende stykke virkelighedsprosa.
I forordet og i de sidste kap. i bogen ridser hun praktisk op, hvad hun havde af behov, oplevelsen af svigt af samme, og giver ideer og råd til andre unge og deres omgivelser.
Åh, hvor man dog selv lever med i hendes kampe af had, raseri, vrede og afmagt over for dødens ubønhørlige knibetang. Der går næppe en side, uden at Anne-Marie græder, græder, græder: ”Jeg gik i seng og græd helt hysterisk. Jeg ville dø. Jeg kunne ikke mere.” ”Jeg skreg og hadede, jeg truede og hadede, jeg græd og hadede. Jeg bare skreg og skreg og skreg.”
Men mage til brav pige skal man lede længe efter: Da hendes far var fuldstændig handlingslammet af sorg, tog hun, selv udpumpet for kræfter, resolut sagerne i sine hænder.
Hun involverer sig uden forbehold med egen hjælp i et så uromantisk forhold som sin hjemmeliggende mors afføringsproblemer. Når en uforstående skolelærer småligt kritiserer i stedet for at opmuntre, og i klassen kækt fordrer en klassedebat om det ømme emne, døden – man kunne, undskyld, have sparket ham bagi – så formår hun at gå og smække med døren. Og hun står mål til velmenende menneskers ”må jeg kondolere” – øv, hvorfor kunne de ikke bare have givet hende et kærligt knus i stedet for en klam frase.
Men hov, man kender sig selv så godt, hvor kan man selv i sådanne situationer være en kejtet torsk. Selv Anne-Marie – der i øvrigt holder foredrag om sorg og tab – må erkende, at hun også nu selv kan føle sig usikker over for en sorgramt. En af de problematikker hun erfarent og viseligt tager fat om sidst i bogen.
Vi lever igennem forløbet med i forfatterens møde og interaktion med en hel del forskellige mennesker, lige fra den nærmeste familie, veninder, kærester, lærere, psykolog til hjemmesygeplejersker, læger og bedemand. Anne-Marie er en kernesund og udadvendt pige, der elsker at spille teater og synge solo. Hun prøver næsten desperat i svære perioder, trods ulyst, at leve et normalt liv. Shiner sig op til en fest, går en tur i biografen med en veninde osv. Sammen med moderen lo hun meget, og hvor velgørende, da hun sidst i bogen på ½ års afstand af moderens død omsider skimter en anelse lys i tunnelen og igen kan le, og pludselig umiddelbart finder sig lykkelig for sin far og nye, søde hundehvalp.
Bogen er ikke skrevet ud fra nogen decideret kristen synsvinkel, men dens præcise situationsbeskrivelser og menneskekærlige iagttagelser kan lære enhver en masse om at forholde sig til især sorgramte unge.