Aravind Adiga: Den hvide tiger

Aravind Adiga: Den hvide tiger
Politikens forlag, 2008,
259 sider

Indisk roman, som forfatteren velfortjent har fået Booker prisen for. Man flyver af sted over siderne i den letlæste og velfortalte roman, der har et godt drive, et flydende, hamrende godt, stærkt og præcist sprog. Adiga er en sprogkunstner.

Handling
Årrrh, Indien er vel nok en slyngelstat, hvor korruption, magtmisbrug, kynisme, brutalitet og undertrykkelse - næsten - synes at være naturskabte menneskelige vilkår. Hovedpersonen og jeg-fortælleren er ’Den hvide tiger’, der vokser op i en familie under fattige forhold i landsbyen Laxmangarh i Nordøstindien. Hans tuberkuløse far, rickshawfører (og ”trækæsel”), dør en ynkelig død, med blodet løbende ud af munden, bragt til hospitalet af hans to sønner - men der er ingen læger på hospitalet! Et resultat af politikersvindel! Det er derfor man siger, årrrh, for sådanne paradokser og urimeligheder er bogen fuld af. Navnet ’Den hvide tiger’, får Balram Halwai, også kaldet Munna, fortælleren, da han, kvik som han er, i skolen kan svare på, hvad det sjældneste dyr i skoven er.
Munna vil for alt i verden ud af dette undertrykkelsens og fattigdommens helvede – Mørket (med stort M), som han tilbagevendende kalder disse forhold. Mirakuløst ender han med at blive chauffør for en rig familie. Rigmandssønnen flytter med sin kone til Delhi, og Munna flytter med som deres privatchauffør. De rykker ind i en luksus lejlighed i et velhaverkvarter på 13. etage. Alle tjenestefolk og chauffører bor dog i kælderen, altså under jorden. De får aldrig dagslyset at se gennem vinduer. En lystavle med brummer aktiveres som kaldesignal, når herskabet vil have betjening. ”Landmus”, som chaufførkollegaerne kalder Munna, installerer sig i et mørkt enerum under et moskitonet, hvor det vrimler med kakerlakker. I boligblokken bor herskabet øverst og tjenerne nederst - Indien symbolsk fremstillet! Den sociale indignation koger hele tiden under bogens humoristiske overflade, og vi hører allerede ret tidligt om en fremtidig tragedie, affødt af disse urimeligheder: Munna skærer halsen over på sin fordrukne og forsumpede, men i øvrigt til dels godhjertede arbejdsgiver, en person i krise og i tvivl om berettigelsen af sin sociale status, hvis kone er stukket af til Amerika, efter at hun i fuldskab har kørt et barn ihjel. (”Var det ikke en hund?”, spørger hendes mand, da de ser sig tilbage - og fortsætter uden at vende om.) Efterfølgende tvinges Munna via herskabets advokat og lidt fiksfakserier til på skrift at tilstå, at det er ham der har kørt barnet ihjel. Munna oplever, og ser også andre komme ud for en mængde af den slags uretfærdigheder, og er dybt oprørt, men må finde sig i det……..indtil. Ja, for han har tit lyst til at gøre oprør mod dette system, og en skønne dag kommer hævnens time.

Budskab
Hovedtemaet i fortællingen er den endeløse og uretfærdige kamp mellem klasserne.
Man kunne citere Adigo selv: ”….verdenshistorien er historien om en ti tusinde år lang psykologisk krig mellem rige og fattige.” S. 205.
Munna har været i en sådan krig, og har vundet, men dette er kun sket gennem nye forbrydelser – mord og tyveri. ”Jeg har sejret! Jeg er brudt ud af hønseburet!”. Side 258.

I romanens behagelige form får man en masse at vide om det indiske samfund. De enorme forskelle mellem rig og fattig, forhold der både er komplicerede, traditionsvundne og næsten ikke til at få ryddet op i, bærer brænde til indignationens bål.
Kastesystemet er åbenbart mere indviklet, end en vesterlænding lige kan gennemskue. Man har før hørt at det er vanskeligt at forstå. Jeg dannede mig en opfattelse af det under forfatterens forklaring:
Der forventes en bestemt ageren af de forskellige kaster. Bolsjebagernes kaste (Munna Halwai’s), må fx. forventes at være gode til at bage bolsjer. – (Et selvopfundet eksempel - kan springes over: Der er en hierarkisk strid om social status på alle niveauer imellem de forskellige samfundslag. En overtjener hundser, slår og kuer en undertjener, sådan er det, det accepteres bare. Hvis undertjenerens position forbedres, så bytter han måske social rang med overtjenerens, og handler på samme vis mod undersåtten som denne før mod ham. Disse forhold accepteres som naturgivne. Skæbnen? Sådan er det bare. Den nye undertjener anerkender det, bukker og skraber. Og den nye overtjener indtager selvfølgeligt sin nye status. Sådan er det bare. Begge går med på den vogn. Man ligger som man har redt? Er det mon bare indisk logik, skabt af hinduismen?)


Form og teknik - generelt set i bøger - og i Den hvide tiger
Generelt:
Det er spændende at gøre sig - spredte - iagttagelser om , hvordan en bog er skruet sammen. Skille den lidt ad. Se, hvad det er for byggeklodser og ”trick” forfatteren bruger. Der er fordele ved under læsningen at have en lille iagttager kiggende over skulderen: Hvordan gør han egentlig det her, hvad er det for et sprog, en form osv. Overvejelser omkring disse ting kan være medhjælper i tydningen af bogen. Men kan springes over, hvis man bare ønsker at vide lidt om, hvad en bog handler om. Og disse betragtninger er bestemt ikke systematiske. Kun, hvad der popper op under og efter læsningen.

-
’Den hvide tiger’:
- er skrevet som en brevroman (mail). Munna skriver de forskellige kapitler om natten, stilet til den kinesiske premierminister, som forventes snart at komme til Indien. Med denne form får Aravind Adiga lejlighed til på en finurlig og elegant direkte måde at forklare mange oplysende forhold ved det indiske samfund, som det er af interesse for os at kende til. Dernæst formes en rammehistorie, hvor fortælleren både er i handlingen, men fra tid til anden kan træde ud af den og betragte det hele lidt udefra. Han dagligdags snakker således i brevindledningerne og afslutninger lidt på frihjul, og henvender sig til modtageren: ”Hr. premierminister Jiabao”. Eftersom fortælleren er et ret ensomt menneske, er det rart med en direkte medvider at fortælle til. En slags forløser, hvor han gennem det at fortælle, lettes for sin skyld. Endelig er det skønt, når sprogrytmen i hvert nyt brevs (kapitels) indledning brydes i forhold til den øvrige tekst. Musikeren kommer op i én: Når man improviserer, kan man havne i et hængedynd, man ikke kan komme ud af. Hvordan bryde rytmen, finde en ny vej, lade en ny ide føre videre osv. I indledningerne skifter sproget rytme: Ga da gung, ga da gung bliver til, mana da, mana da.

-

Bogens landsby, Laxmangarh, hvor Munna vokser op, eksisterer faktisk, og har rigtignok også et stort sort fort, men ligger i Vestindien og ikke i Østindien, hvor historien foregår. Adiga forlægger lokaliteten for ikke at skulle tage hensyn til faktiske stedlige forhold.
-

Der er interessante lighedspunkter mellem bøgerne Adigas ’Den hvide tiger’ og ’De små tings Gud’ af Arundhati Roy, der begge er indiske romaner: 1 ) De foregår begge (til dels) i et indisk landsbymiljø. 2) Konflikten hos Adiga mellem de rige (godsejere) og fattige (fra diverse kaster), og hos Roy mellem dem der har magt og de kasteløse. 3) Brutaliteten fra magthaveres side (folk tæves ihjel). 4) Konflikten mellem de politiske grupperinger (naxalitter (kommunister)) og regeringen (godsejere og rige). 5) Den althærgende korruption. 6) Mord sidst i bogen. Hos Roy myrdes den fattige/kasteløse. Hos Adiga den rige/godsejeren.

-

Det er elegant formmæssigt at introducere, hvilket drama der vil løbe af stabelen mod slutningen, og derefter gradvist, stille og roligt fortsætte med at bygge spændingen op mod det fatale klimaks til et point of no return.