Thorstein Thomsen: Sproget er et tog - en børnebogsforfatter om sit arbejde

Thorstein Thomsen
Sproget er et tog –
en raket, en fugl, en engel
- en børnebogsforfatter om sit arbejde

Dansklærerforeningen 2003, 132 sider

Der er ikke noget skønnere end at gøre et bogkup. I min studietid støvede jeg rundt i snesevis af københavnske antikvariater og gjorde kup. Sidste år så jeg i vinduet i en Røde Kors genbrugsbutik i den by jeg nu bor i Thorstein Thomsens bog, og blev fanget af undertitlen, ”en børnebogsforfatter om sit arbejde”. Efter et øjebliks bladren i bogen, var jeg klar over, at jeg havde gjort et kup. Et kup er bl.a. at man har ”narret” dem man har købt den af; de aner slet ikke, hvor meget bogen egentlig er værd (i kvalitet), og prisen står derfor slet ikke mål med indholdet - 15 kr.! Ha, man gnider sig i hænderne og fryder sig – så må man gi’ lidt til nødhjælpen med den anden hånd.


Skrevet efter læsningen:
I de indledende kapitler gør Thorstein Thomsen nogle formidabelt spændende iagttagelser om litteratur i al almindelighed - forudsætninger for at skrive, magien osv. Det er værd at bemærke, at han i bogen kun til dels skriver om børnelitteratur. Langt overvejende behandler han sprog og litteratur som sådan. Jeg troede slet ikke der fandtes den slags på dansk! På få sider formår den kvalitetsbevidste, klart skrivende og intellektuelt velafvejede forfatter med begejstring at give erfaringer, holdninger, tips, tekniske gennemgange af litteratur - såvel i teoretisk henseende som af faktisk eksisterende litteratur - videre til læseren, der sidder inspireret tilbage. Der er utallige ideer til ansporing og efterfølgelse for vordende forfattere. Bogen kan læses som en vejledning i skrivekunsten (både af voksen- og børnelitteratur), og ikke bare som Thorstein Thomsens egne oplevelser med arbejdet. Det er en bog ingen læsende og skrivende mennesker kan undvære!


Omkring midten af bogen kommer jeg til at tænke på, at den er udgivet af dansklærerforeningen. Men det ’lærer’-pædagogiske præger den ikke synderligt. Alle kan læse den med stort udbytte.
En strejftanke: Forfatteres skrivetips interesserer mig i det hele taget. Den slags er det jo næsten pinligt at skulle fortælle om til venner og bekendte. Sig mig, leger du forfatter? Men jeg tror man kan blive en meget bedre læser af at interessere sig for den tekniske/teoretiske side af forfatterhåndværket. Eller blot det at beskæftige sig med at bruge sproget. Jeg er for øjeblikket vildt optaget af en amr. hjemmeside (portal), http://www.myunicorn.com/authlink.html, hvor man kan studere en mængde (overvejende amerikanske) forfatteres hjemmesider. Rigtig mange af dem har en fane med skrivetips, skriveundervisning, og bøger de har læst, studeret og kan anbefale. Der er meget at hente. Jævnligt kan man læse deres beretninger om, hvordan deres skrive-dag går.


Børnebøger interesserer mig, mest sådan teoretisk. I børnebøger slipper man fantasien løs. Selvfølgelig bruger man også fantasien i al anden litteratur, men ikke, tror jeg, med opmærksomheden så udelt rettet mod det at fabulere, at fantasere. Det er som om børneuniverset er et særskilt univers. Det virker ikke på mig, som hvis man ville skrive en ”realistisk” voksen roman. Det er nok ikke den fulde og hele sandhed. Og børnebogsforfattere vil protestere: Så du tror det er blot og bar fantaseren derudaf? Eller: Som om børnebøger ikke kan være ’realistiske’osv. Måske har det jeg opfatter som det fantasirige, også noget at gøre med, at barndommen for den voksne står som ’det tabte land’. Det er en sakrosankt kasse med erindringer og oplevelser fjernt fra nutiden, der ikke må pilles ved.
Jeg læste f.eks. for godt 40 år siden en drengedetektivroman af Alfred Hitchcock om drenge i Los Angeles, der holdt til i deres hule på en ophuggerplads for udslidte biler. (I et sådant sceneri er virkelighed og fantasi nærmest i sig selv blandet sammen!) Disse helte satte efter nogle sande forbrydere. Jeg husker ikke så meget fra bogen, andet end nogle stemninger og få billeder: Hvordan de kører i en gammel spand af en bil på motorvejene, deres (u)hyggelige gemte hule-virksomhed på ophuggerpladsen. Det hele står i et specielt erindringens skær. Det kunne være sjovt at genlæse sådan en bog, men måske skulle man lade være. Ka være det bliver for prosaisk en oplevelse. Magien og ’skæret’ ville måske forsvinde og en skuffelse blive tilbage: Nå, var det egentlig ikke andet, den var jo slet ikke så god. (Tombe, DU har jo flyttet dig i livet, mand!)