Peer Aarestrup
Kanas landRoman
DreamLitt
2018
96 sider
Har man først sat tænderne
i Peer Aarestrups nye fine og 5. roman, Kanas Land, vil man have mere. Bogen
fortælles i præsens, nutid, der bevirker, at man på det nærmeste bliver ét og
samtidig med den igangværende historie. I et stramt og letlæst sprog driver forfatteren
uden de store svinkeærinder læseren frem mod målet, afklaringen på den livsgåde,
som den prostituerede unge kvindes to tvillingesønner udgør for sig selv. Hvem
er vores/min far? De to drenge adskilles ved livets begyndelse, og aner intet
om hinandens eksistens, indtil de ved 18 års alderen ad tilfældighedens vej via
et avis foto og et foto i Halvor-familiens gemmer spores ind på hinanden.
Den ene tvilling, Halvor, vokser op hos sin
familie i Vejle med sin stedfar og mor og handicappede søster. Den gode, og for
sin søster omsorgsfulde og kærlige unge mand, redder en dag sin veninde og
klassekammerat fra druknedøden, men må i første omgang tale usandt om
hændelsen. Heltedåden foreviges med foto i avisen.
Den anden tvilling, Janus, bor med sin
forhutlede mor og en hund under kummerlige vilkår i København, hvor moderen
modtager kunder, der stort set altid banker hende. Han kommer dog til at vokse
op under gode og kærlige kår på børnehjemmet Kanas Land i Gentofte.
Halvors far udvikler sig i tyrannisk
retning, og kalder i et ubehersket og vredt øjeblik sin søn for en horeunge. Det
lykkes siden ad omstændelig vej Halvor at opspore sin tvillingebroder i
hovedstaden, men føler samtidig sin fars ildevarslende skygge som en følgesvend
på turen frem og tilbage.
Efter moderens død, og ikke lykkelige gensyn
med de sammenbragte drenge, synes man mod slutningen, at historien må gå mod en
uforløst og lidt småkedelig slutning. Lige da lader forfatteren med et en bombe
springe, der i ét forløser hele mysteriet, og afslører hvem der er faderen, og
dette som én, der har levet sit liv på en løgn. Drengene derimod står som sanddru
i deres higen efter at kende sandheden om deres livsskæbne, og foretager et
frontalopgør med den afslørede fader. Man havde godt nok anet et eller andet
undervejs, men det lå i det dunkle; en god forfatters trick, at lade læseren
hive efter klarhed i noget dunkelt fremsat. Hvad bliver det til?
Den skønne katarsis mod bogens slutning
renser så velgørende sjælen, så man både godter sig og griner og jubler på en
gang. Den viser noget af det en roman kan, når den er god. Så hvorfor holde sig
tilbage fra at kalde Aarestrups katarsis for genialt udtænkt?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar