Tom Buk-Swienty:
Det ensomme hjerte
Politikens Forlag 2019
Underoverskrift:
Fortællingen om en musikalsk soldats utrolige odyssé gennem 2. verdenskrig og hans drøm om at blive dansker.
Politikens Forlag 2019
490 sider
Underoverskrift:
Fortællingen om en musikalsk soldats utrolige odyssé gennem 2. verdenskrig og hans drøm om at blive dansker.
En fuldstændig fantastisk livslang (mit udtrykspåhit) eller total
livsomfattende beretning om den tyske ikke nazist, Hans Horn, der efter
endt studentereksamen i hjembyen Kiel, og som efter at have gået igennem ild og
vand i en grum rekruttid, indrulleres i hæren, og sendes til Østfronten i 2.
Verdenskrig som tysk infanterist. Og som siden hen i en ny periode som ret ny
medicinstuderende, der ikke engang endnu kan tage en puls eller måle et
blodtryk, på ny sendes til Østfronten som læge, hvor de fx skar (amputerede) en
40 – 80 ben af lemlæstede soldater om dagen!
Vi følger ham fra vugge i
1921 til grav i 1989, hvor han dør af bugspytkirtelkræft kun 68 år gammel i sit
sommerhus ved Flensborg, efter at have skiftet nationalitet og derefter virket
i DK som afholdt praktiserende læge, sidst i mange år i Padborg, i en 40 års
tid.
Hele historien berettes
af forfatteren Tom Buk-Swienty; og dette på baggrund af læsningen af Hans Horns
gigantisk omfangsrige efterladte dagsbogsmateriale (og mangfoldige samtaler med pårørende omkring ham), der sent blev bragt for
lyset, og som handler om alt fra trakasserier i skolen, musikundervisningen i
cello, hans første brandert, moderens utroskab med en musikstudent, og alle
mulige emner, mange barske, fra barndoms- og ungdomsårene i 30’ernes Kiel. Små
kår og afsavn var der mange af.
På Østfronten oplever han
de mest voldsomme og grufulde ting.
Beretninger om blod og flænset menneskekød og hjerneudflydende masse,
”flyder” der i rigelig mængde af. Fænomener som ondskab,
smerte, frygt, fornedrelse, henrettelser, selvmord, sejrsrus, afsavn, længsel,
osv. osv. gennemsyrer ikke mindst det lange afsnit af bogen, hvor Horns dagbog
får lov ubeskåret og i direkte tale helt for sig selv at berette om hans
oplevelser fra krigen som rekrut. Hvad et menneske dog kan komme ud for! Der er
et utal – sagt igen – af forfærdelige oplevelser, der med syvtommersøm gør det
rasende evident for én, hvor vanvittig og afskyelig krig er! Bare et eks.: På
vejen til fronten, ser Horn en flok tyske læger, der er korsfæstet på et
plankeværk af russerne, efter først at have fået øjnene stukket ud, kønsdelene
skåret af, og siden henrettet (sikkert) med bajonetter.
Hans Horn længes bare
efter afslutningen på krigen, men bliver nødt til at følge trop, og overlever
mirakuløst efter mangfoldige gange at have stået over for døden: Fx blev de på
tilbageflugten af en flok tjekkiske partisaner stillet op af en mur for at
skulle skydes. Kun en amerikansk soldats indgriben hindrede dette i allersidste
sekund.
Horn bliver forelsket i
Grelein under medicinstudiet, og efter en graviditet bliver de hurtigt gift og
får et barn. Alle tre overlever krigen, og flytter siden til Danmark, hvor han
i et ellers meget tilbagetrukket liv, dygtigt spiller på cello i mangfoldige
musikalske sammenhænge.
Hele tiden giver
forfatteren os sideløbende eller mingelerende med Horn-beretningen, i kortform
et overblik over samtidshistorien, som virker meget mere spændende at læse i
sammenhæng med Horns historie, end hvis man skulle læse en murstenstyk
historisk fremstilling. Her leveres i øvrigt også en mængde fakta, som f.eks.,
at tyskerne i krigens senere måneder mistede 350.000. mand – hver måned!
Bogen er rigt illustreret
med de frygteligste malerier/akvareller, som han selv har malet. Han var en
fantastisk god kunstner, og kom sikkert af med lidt af sine hærgende natlige
mareridtsoplevelser ved at male. Hans Horn fortalte kun yderst lidt og få
om sine krigsoplevelser; fx vidste hans børn stort set intet om dem. De fandt
hans dagbøger med tusindvis af sider efter hans død, som de overgav til
forfatteren. Faktisk skrev han 3 udgaver af sine dagbøger, en tysk og 2 danske.
En del af forfatterens
store fortjeneste i denne super velfortalte historie, er efter min mening ikke
mindst hans fremstilling af det glade (hm...) vanvid, og den blinde autoritetstro
efterfølgelse, hvormed uhyre mange nazister fulgte Der Führer i hans værste
forskruede og frembrølede dagsordener, og hvorledes også de virkelig mange
ikke-nazister var fanget i at måtte adlyde, for angivere og eksekutions
eskadroner vogtede overalt på at henrette én ved mindste afvigende trofasthed
mod regimet.
Det er en af de
stærkeste, mest grufulde, bevægende - og nødvendige - bøger jeg nogensinde har
læst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar