Litteraturens verden - expecting people -- Building the future - stone by stone, letter by letter!

Litteraturens verden - expecting people -- Building the future - stone by stone, letter by letter!
Ars longa, vita brevis

fredag den 6. marts 2020


Tom Buk-Swienty:

Det ensomme hjerte                                                  
Politikens Forlag 2019

490 sider




Underoverskrift:
Fortællingen om en musikalsk soldats utrolige odyssé gennem 2. verdenskrig og hans drøm om at blive dansker.

En fuldstændig fantastisk livslang (mit udtrykspåhit) eller total livsomfattende beretning om den tyske ikke nazist, Hans Horn, der efter endt studentereksamen i hjembyen Kiel, og som efter at have gået igennem ild og vand i en grum rekruttid, indrulleres i hæren, og sendes til Østfronten i 2. Verdenskrig som tysk infanterist. Og som siden hen i en ny periode som ret ny medicinstuderende, der ikke engang endnu kan tage en puls eller måle et blodtryk, på ny sendes til Østfronten som læge, hvor de fx skar (amputerede) en 40 – 80 ben af lemlæstede soldater om dagen!

Vi følger ham fra vugge i 1921 til grav i 1989, hvor han dør af bugspytkirtelkræft kun 68 år gammel i sit sommerhus ved Flensborg, efter at have skiftet nationalitet og derefter virket i DK som afholdt praktiserende læge, sidst i mange år i Padborg, i en 40 års tid.

Hele historien berettes af forfatteren Tom Buk-Swienty; og dette på baggrund af læsningen af Hans Horns gigantisk omfangsrige efterladte dagsbogsmateriale (og mangfoldige samtaler med pårørende omkring ham), der sent blev bragt for lyset, og som handler om alt fra trakasserier i skolen, musikundervisningen i cello, hans første brandert, moderens utroskab med en musikstudent, og alle mulige emner, mange barske, fra barndoms- og ungdomsårene i 30’ernes Kiel. Små kår og afsavn var der mange af.

På Østfronten oplever han de mest voldsomme og grufulde ting.  Beretninger om blod og flænset menneskekød og hjerneudflydende masse, ”flyder” der i rigelig mængde af. Fænomener som ondskab, smerte, frygt, fornedrelse, henrettelser, selvmord, sejrsrus, afsavn, længsel, osv. osv. gennemsyrer ikke mindst det lange afsnit af bogen, hvor Horns dagbog får lov ubeskåret og i direkte tale helt for sig selv at berette om hans oplevelser fra krigen som rekrut. Hvad et menneske dog kan komme ud for! Der er et utal –  sagt igen – af forfærdelige oplevelser, der med syvtommersøm gør det rasende evident for én, hvor vanvittig og afskyelig krig er! Bare et eks.: På vejen til fronten, ser Horn en flok tyske læger, der er korsfæstet på et plankeværk af russerne, efter først at have fået øjnene stukket ud, kønsdelene skåret af, og siden henrettet (sikkert) med bajonetter.

Hans Horn længes bare efter afslutningen på krigen, men bliver nødt til at følge trop, og overlever mirakuløst efter mangfoldige gange at have stået over for døden: Fx blev de på tilbageflugten af en flok tjekkiske partisaner stillet op af en mur for at skulle skydes. Kun en amerikansk soldats indgriben hindrede dette i allersidste sekund.

Horn bliver forelsket i Grelein under medicinstudiet, og efter en graviditet bliver de hurtigt gift og får et barn. Alle tre overlever krigen, og flytter siden til Danmark, hvor han i et ellers meget tilbagetrukket liv, dygtigt spiller på cello i mangfoldige musikalske sammenhænge.

Hele tiden giver forfatteren os sideløbende eller mingelerende med Horn-beretningen, i kortform et overblik over samtidshistorien, som virker meget mere spændende at læse i sammenhæng med Horns historie, end hvis man skulle læse en murstenstyk historisk fremstilling. Her leveres i øvrigt også en mængde fakta, som f.eks., at tyskerne i krigens senere måneder mistede 350.000. mand – hver måned!

Bogen er rigt illustreret med de frygteligste malerier/akvareller, som han selv har malet. Han var en fantastisk god kunstner, og kom sikkert af med lidt af sine hærgende natlige mareridtsoplevelser ved at male. Hans Horn fortalte kun yderst lidt og få om sine krigsoplevelser; fx vidste hans børn stort set intet om dem. De fandt hans dagbøger med tusindvis af sider efter hans død, som de overgav til forfatteren. Faktisk skrev han 3 udgaver af sine dagbøger, en tysk og 2 danske.

En del af forfatterens store fortjeneste i denne super velfortalte historie, er efter min mening ikke mindst hans fremstilling af det glade (hm...) vanvid, og den blinde autoritetstro efterfølgelse, hvormed uhyre mange nazister fulgte Der Führer i hans værste forskruede og frembrølede dagsordener, og hvorledes også de virkelig mange ikke-nazister var fanget i at måtte adlyde, for angivere og eksekutions eskadroner vogtede overalt på at henrette én ved mindste afvigende trofasthed mod regimet.

Det er en af de stærkeste, mest grufulde, bevægende - og nødvendige - bøger jeg nogensinde har læst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar