Socialrealisme og seksuelle sidespring

 

Kim Blæsbjerg:
De bedste familier

Gutkind

568 sider

2023

 

Romanen har fået De gyldne laurbær i 2023 og er april 2424 trykt i 7 oplag og udkommet i 25.000. eksemplarer. Det er meget for en roman i vore dage.

Bogen er også virkelig velskrevet. Blæsbjerg er ikke mindst eminent til at skrive dialoger. Man bliver fastholdt og trukket ind i stoffet. Og så har han en stor psykologisk tæft med stor karakteriseringsformåen, og en god iagttagelsesevne. Gang på gang tænker man: Rigtig godt set.

Bogen er en udviklingsroman, der strækker sig over årene 1953 – 62. Scenen sættes i Lemvig og omegn, hvormed menes den famøse giftfabrik Cheminova, der ligger (lå) på den smalle tange ud til Vesterhavet, og som i romanens løbetid vokser sig stor. Byerne Thyborøn ligger foroven og Harboøre forneden, og omkranser så at sige fabrikken. (Den af Indre Mission prægede egn får naturligvis også en stærk stikkende karakteristik i bogen.) På fabrikken udvikles så det forfærdeligt giftige insektbekæmpelsesmiddel parathion (bladan), uha uha uha, hvortil der også anvendes kviksølv i ret store mængder. Fra tid til anden sker der grimme eksplosioner og folk kommer både lejlighedsvis voldsomt til skade og engang dør flere arbejdere; og de hoster vedvarende forfærdelige gullige ting op og bliver meget syge. Fabrikken giver dog underhold til en mængde arbejdere på egnen, så selv om der pumpes store mængder gift directly i undergrunden og i havet, og fiskerne oplever stor fiskedødelighed og selvfølgelig også protesterer, er det så stor en økonomisk gevinst for egnen, at det negligeres. (På nettet har jeg læst, at man på Cheminova grunden har fundet uhyre store giftdepoter, man ikke tidligere har kendt til, og som det skønsmæssigt vil koste 600 mill. kroner at fjerne.)

Lemvig er jo også stedet, hvor den bekendte avistegneserie Livet i Lidenlund foregår, men her slutter også ligheden, for det stille, hyggelige og fredsommelige provinsliv i denne er så langt fra romanens miljøskildring. Stemningen og atmosfæren i bogen oplever jeg som hård, barsk og brutal, og den bryder jeg mig egentlig ikke om. Vil nok hellere læse noget som gamle, brede episke romaner end denne slags moderne og såkaldt socialrealistiske romaner. Læser også ganske lidt moderne dansk litteratur.

Et overskueligt persongalleri gør den lange roman let læselig. Der optræder  selvfølgelig også en god del bipersonager af betydning i bogen, både samtidige og fortidige. Direktøren for Cheminova, Gunnar Andreasen (i øvrigt hed han også det i virkelighedens verden) med kone Gudrun, og ingeniør Jørgen Albeck, ansat samme sted, med kone Karin er tilflyttere fra København, og Niels med kone Margrethe – og hans lillebror Erik, er vokset op på stedet. Under romanens udvikling får de børn, hvis opvækst og vilkår vi også følger. De voksnes verden er en karriereverden og en  tragten mod social opstigning, fx fra at bo i en lille slet lejlighed til en større og finere og til en villa på den fine skrænt. Vore heltes liv mikses så med historien om fabrikkens liv og udvikling.

Men inden længe får man færten af, at der i de bedste familier er mere på spil end børnelege. Nu tager vi så igennem bogen en karusseltur, hvor stort set alle hovedpersonerne har seksuelle affærer, når lejlighed og fristelse er for hånden. Andreasen har i forvejen 9 børn med flere koner og får derpå et med en ansat, og til en fest ser Karin, som han i øvrigt ved samme lejlighed har to fingre oppe i på dansegulvet, ham kneppe (bogens sprogbrug) en pige, som derpå får et barn (og i øvrigt bliver ansat i Andreasens husholderskab). Andreasen bliver generelt beskrevet som en, der ganske åbenlyst tager for sig af den slags retter overalt hvor han har mulighed for det. Jørn falder for Andreasens kokkepige Joan, og indleder et seksuelt forhold til hende. Jørns kone Karin falder for en 7 år yngre studiekammerat på seminariet og begynder et seksuelt forhold til ham. Margrethe, gift med den brovtende og firkantede Niels, indleder et seksuelt forhold til Niels’ bror Erik. Således har vi næsten været alle hovedpersonerne igennem. Der er mere eller mindre indlysende grunde til disse forhold, som jeg her ikke vil bruge tid på at skitsere, såsom savn, betagelse, forsmåelse osv. Alle forhold opdages – rent ud sagt, og det er en enorm  kvalitet ved bogen, at alle disse svig, løgne og bedrag afsløres. Så får man syn for, hvilke ødelæggende konsekvenser sådan noget får for familier og mellemmenneskelige relationer. Den lidt primitive Niels, der må pensioneres pga. af giftskader, står næsten tilbage som den eneste ”retfærdige”, der ikke har haft noget udenoms ægteskabeligt forhold.

Jeg bryder mig ikke om de nærmest pornografiske skildringer af disse forhold, hvor personerne lader sig rive med af drifter og lidenskaber (liderlighed kaldes det vist), men det er åbenbart sådan det skal være i vore dage, for at man synes det er ægte, troværdigt og sandt. Det er jo også sådan noget mennesker gerne vil snage i. Men det er efter min mening en for billig måde at score ekstra point på. I tidligere tider ville bogen af den grund ganske enkelt og med sikkerhed være blevet forbudt af censuren. Men sådan en har man jo ikke mere.

Det er ikke den type bøger jeg vil læse igen, men jeg har fået den foræret. Og man har jo også godt af at læse noget, der ikke lige umiddelbart falder i ens smag. Er mere til gode fine sædeskildringer og godt liv i gammeldags forstand, om jeg så må sige, selvom de godt må indeholde konfliktstof.

Spændende roman fra Seksdagskrigen i Israel i 1967

 

 

Peer Aarestrup: Seks dage i juni.

Roman.

Dreamlitt, 2022

297 sider

Titlen ”Seks dage i juni” hentyder til den voldsomme lynkrig Israel blev kastet ud i i 1967, da de blev overfaldet af deres arabiske naboer. Efter 6 dramatiske dage, havde israelerne overtaget totalt, bl.a. erobret den gamle bydel i Jerusalem, foruden hele Sinai halvøen og Golanhøjderne mod nord. At sætte et hold danske kibbutz voluntører ind som en hoveddel af romanens aktører, skal der en stram føring til af både krigens hændelser og personernes ageren midt i hele krigsvirakken. Men Peer Aarestrup fører marionetterne med overbevisning, så det bliver en både medrivende og bevægende historie, der måske lige såvel kunne have haft undertitlen ’Krig og kærlighed’. Flere af personerne går igen fra en tidligere roman, og identitetsproblematik er en væsentlig del af romanens indhold. De spændende og nervepirrende faktuelle forhold vedr. krigsførelsen, fremsætter forfatteren med stor overbevisning, så man opfatter det, som var det noget han selv fandt på, og ikke i kernen noget der bygger på hændelser, således som de rent faktisk fandt sted. – Romanen følges op af et stærkt efterskrift, der tydeliggør Peer Aarestrups dybe optagethed af nationen Israel, det jødiske folks bevægende historie i nyere tid, og mellemøstproblematikken generelt. Det er en meget læseværdig bog.

Uffe Kronborg 

Glædens symfoni – 

Om Bekymring, Livsvandring og Kristent Natursyn

Credo 2021, 304 sider

”Har du bogen?” Sådan er snakken gået frem og tilbage mellem min kone og jeg, der nærmest har kappedes om at få lov at læse bogen, ”Glædens symfoni” af Uffe Kronborg. Nu har jeg læst den store bog to gange lige efter hinanden, for der er så meget gods i den, og den er formidabelt medrivende skrevet. Man har hele tiden lyst til at sætte tykke streger under vægtige sætninger og fyndige nytænkte og øjenåbnende udsagn, som der er en uendelig mængde af. Det må være en af de vigtigste bøger i nyere tid. En bog der i bibelens lys rummer mange nye tanker, spidsformuleringer, samtænkning mellem teologi, psykologi, kunst osv., og med helt ligefremme praktiske livsanvisninger, hvis værdi dårligt kan overvurderes.
Med Uffe Kronborg som medvandrer, bevæger vi os i et stort mylder af betagende og berigende tankegods igennem bogens 3 hoveddele om bekymringens udfordring; livsvandring og livsmestring; og til den eminente apoteose om kristent natursyn og skønhedens teologi. Det er utroligt, at han i en blot 3 måneders orlov har kunnet sætte alt dette på papiret.
Her bombarderer han så først – som med så mange andre emner undervejs – bekymrings fænomenet med stærke udsagn, der kun gør os mere læselystne. Med bekymringen gælder det i virkeligheden om at slippe kontrollen, og lade Ham der er al glædes fundament, og som har skabt os, tage over. Vi er skabt til glæde, storhed og skønhed. Jesus er den personificerede glæde, og vi er skabt i Guds billede, hvilket handler om at virkeliggøre og forløse vor sande menneskelighed. Når den gamle kirkelige indgangsbøns ”at sørge over mine synder”-formulering har lagt op til gråden, betoner Kronborg, at sigtepunktet mere er glæden. Menneskets værdi og ”identitet må grundes mere i skabthed end i syndsforståelse.” Vi skal slippe vores selvmedlidenhed, vores perfektionisme, sammenligningens, besiddelsens m.fl. bekymringer, og styre mod den hellige bekymringsløshed, grundet i vores intime tros-relations-forbundethed med Jesus. Vi skal ikke bekymre os for, men om tingene.
Vandringsbegrebet spejlet i forskelligt bibelsk lys og set ud fra kirkehistorien, lægger i et nyt kapitel op til at vandre åndeligt såvel som bogstaveligt med en Gudgiven bekymringsløshed, ved at træde et skridt til side og lade Gud komme til. Her og alle steder er den personlige relation, kærlighedsforeningen, bønnen og vandringen med Jesus kernen i vandringen, der styrer mod det evige hjem og den fuldendte glæde.
Den musik-universitetsstuderede teolog leverer derpå i en 2. del en jubelfanfare til og med musikken som en umådelig glædesgiver i livsmestringen. Lad os øve os i frihed, hvile, tillid og glæde. ”Vi skal leve så tilpas langsomt at skønheden, legen og glæden ikke pludselig går forbi én.” Lade musikken være en kilde til at finde ind til et bekymringsfrit nærvær i vores liv. Instrumental- og vokalmusik som lovprisning til Gud i alle genrer er værdifulde. Dette sammenstiller han med et alsidigt katalog af konkrete livsudfoldelsesmuligheder som badning, sex, roning, skiture, gåture osv., der i en enkel livsstil styrker en stærk Gud velbehagelig kropsglæde fyldt af livsglæde, livsfylde, fred og ubekymrethed.
I 3. delen udfoldes forfatterens tanker om det sakramentale livssyn i behandlingen af et kristent natursyn og den ”skønhedens teologi, at jorden med alt, hvad den rummer, tilhører Herren og er Guds gode skaberværk.” Det handler om at se Guds tegn og skønhed i alt, venskab, kærlighed, og i musik og kunst. I en sådan holistisk forståelse, skelnes der ikke mellem det åndelige og materielle. Glæden udforskes i den fælleskirkelige arv fx igennem ortodokse, katolske, keltiske og samiske kilder, til inspiration for vores lutherske tradition, hvor denne ofte tier. Frilufts- og sportsmennesket Uffe, synger så igen sin sang om at tage i naturen med Gud, sang, god tid og bibelen. For hvorfor være inde, når alt håb er ude! (Uffes formulering.)
Og så følger en utrolig smuk glædeshymne til det skabende folkefærd, alle gode kulturværdier og skønheden – som alle har indbyggede åndelige værdier, der er med til at åbenbare Gud. Alt det bedste vi har haft her på jorden af litteratur, kunst, drama, musik, arkitektur osv. vil vi genfinde på den nye jord, hvor skønhed, sandhed og godhed skal gå op i en højere enhed, og hvor vi endelig, forløst, skal blive fuldkommen hele! Vi må glæde os til forløsningen, der ikke stiler mod en diffus himmel, a la som engle på vatskyer, men en fuldt ”udstyret” konkret ny jord. Her bliver glæden fuldkommen.
Kronborgs glædes-symfoni er et stort værk, hvis læsning giver et kæmpe udbytte. Og man kan jo evt., hvis omfanget overvælder, ”nøjes” med at slå ned på udvalgte kapitler i denne skatkiste.

 

Erik Linow

Marts 2022

 

Alle tiders Beethoven

Peter Dürrfeld

Bethoven – Den symfoniske mester

Kristeligt Dagblads Forlag

2020, 287 sider

  Beethoven har meget at sige nutidens mennesker. I en tid, hvor ikke mindst en hel del unge har identitetsproblemer, kan man fx hos ham hente et moralsk kompas til styrkelse af ens selvværd, selvopfattelse og i det at blive bevidst om sin bestemmelse.

   Ludwig van Beethoven, som man sammen med Bach og Mozart kunne rubricere som verdens største musikalske genier til alle tider, var lige fra sin tidlige ungdom fuldstændig bevidst om sin begavelse mht. det at komponere musik. Ret tidligt i livet blev han bevidst om, at han med sine store evner havde en opgave her i tilværelsen. Han følte det som en mission og et kald at skulle skrive musik til menneskeheden. Derpå arbejdede han utrætteligt, bl.a. ved unikke studier af Mozart og den ellers halvt glemte Bach. Desuden ved ustandseligt at dygtiggøre sig gennem en hel fantastisk arbejdspræstation og iver hele livet. Han påberåber sig Gud i sin beslutning om at leve fuldt og helt for sin kunst og sin skaben. Og dette under bøn til Gud om, at det må lykkes. Velvidende om sit format, leflede han aldrig for autoriteter, men hvilede fuldstændig i den store personlige integritet, hans evner gav ham.

   Under min læsning af bogen, ser jeg budskaber, som især de unge kan spejle sig i og forhåbentlig få mod af, også selv om man ikke er et geni.

    Gud har kaldet dig til en bestemmelse med dit liv. Lad det udfolde sig under indtrykket af, at du skal (for)blive den du er, ikke være nogen anden og ikke blive til noget uopnåeligt. Du skal blive den du er! Her kunne jeg have lyst til at citere Paulus. ”Lad ikke nogen ringeagte dig, fordi du er ung” (sagt til Timotheus). Hvil i, at du har værdi netop som den du er. Vær flittig og arbejd med det der bliver dit virke. Bed Gud om at lede dig i dine fortsæt.

    Jeg har arbejdet med børn og unge i diverse sammenhænge i mindst 40 år, og oplever, at selvværdet hos mange i dag er i bund, og psykiske lidelser og problemer er langt mere udbredt end for år tilbage. Så ved læsningen af – evt. bare relevante dele af - en sådan monografi (hvor både Beethovens liv og værk er kædet sammen), er her en mulighed for at blive mere reflekteret over sit eget liv, og måske blive opmuntret til den videre færden.

    Beethoven viede sig fuldstændig til at skabe sin musik, så der fx ikke blev plads til en familie i hans liv, og han revolutionerede og fornyede alle genrer han arbejdede med. Hvor Mozart nedskrev det fuldendte værk, efter at have dannet det i sit hoved, måtte Beethoven kæmpe helt vildt med stoffet, således som det afspejler sig i hans mange gnidrede skitsebøger. Visse af de større værker måtte han kæmpe med i 5 år. Han blev betragtet som både gal og genial. Den tanke kunne man få, når man kunne høre ham i enrum råbe og hyle og stampe i gulvet for at få tingene til at lystre. I de sidste 30 år af sit liv blev han tiltagende mere og mere døv. I et berømt skrift fra allerede 25 år før sin død, overvejer han, om det i det hele taget er værd at leve længere. Folk synes jo det er vanvittigt, og griner af, at en komponist ikke kan høre! Bl.a. derfor var han en vrissen, gnaven, krakilsk og egenrådig herre, der skræmte folk væk.   

      Det er for sine instrumentale værker Beethoven er mest berømt, og det vokale (sanglige) udtryk, voldte ham altid stort besvær at få til at makke ret. Alligevel anså han sit sene og i alle henseender gigantiske korværk, Missa Solemnis (højtidelig messe), som sin største komposition overhovedet. I denne ”kristne” musik, er det som hans livslange kamp med at finde troen bliver til et brændpunkt. Musikken er vanvittig krævende for sangerne, så værket kun vanskeligt og ikke ofte live-opføres, men hellere indspilles ”lidt ad gangen”. I credo satsen gentages i det næsten uendelige ”jeg tror”. I ”et resurrexit” (og han genopstod), er det som om musikken måber, og det personlige udtryk her er meget stærkt. I Agnus Dei satsen, om Guds lam, Jesus, synger bassen knugende langsomt.   

   Det tog ham 5 år at fuldføre værket, og dette under stor legemlig svaghed, men han bad ved begyndelsen: ”Gud vil oplyse mig, således at jeg trods mine svage kræfter kan yde mit bidrag til den stor dag” (værket var bestilt til en biskoppelig  udnævnelse).

    Kristeligt Dagblads musikanmelder, Peter Dürrfeldts eminente og super velfortalte bog skrevet i anledning af 250 året for Beethovens fødsel, formår både at give et fængende omrids og en meget personlig karakteristik af hele hans produktion, og parallelt hermed føre os igennem Beethovens blot 56 årige brogede livsforløb, så ens appetit bliver vækket til megen videre lytning af dennes musik.

   

Tom Buk-Swienty:

Det ensomme hjerte                                                  

Politikens Forlag 2019

490 sider

Underoverskrift:
Fortællingen om en musikalsk soldats utrolige odyssé gennem 2. verdenskrig og hans drøm om at blive dansker.

En fuldstændig fantastisk livslang (mit udtrykspåhit) eller total livsomfattende beretning om den tyske ikke nazist, Hans Horn, der efter endt studentereksamen i hjembyen Kiel, og som efter at have gået igennem ild og vand i en grum rekruttid, indrulleres i hæren, og sendes til Østfronten i 2. Verdenskrig som tysk infanterist. Og som siden hen i en ny periode som ret ny medicinstuderende, der ikke engang endnu kan tage en puls eller måle et blodtryk, på ny sendes til Østfronten som læge, hvor de fx skar (amputerede) en 40 – 80 ben af lemlæstede soldater om dagen!

Vi følger ham fra vugge i 1921 til grav i 1989, hvor han dør af bugspytkirtelkræft kun 68 år gammel i sit sommerhus ved Flensborg, efter at have skiftet nationalitet og derefter virket i DK som afholdt praktiserende læge, sidst i mange år i Padborg, i en 40 års tid.

Hele historien berettes af forfatteren Tom Buk-Swienty; og dette på baggrund af læsningen af Hans Horns gigantisk omfangsrige efterladte dagsbogsmateriale (og mangfoldige samtaler med pårørende omkring ham), der sent blev bragt for lyset, og som handler om alt fra trakasserier i skolen, musikundervisningen i cello, hans første brandert, moderens utroskab med en musikstudent, og alle mulige emner, mange barske, fra barndoms- og ungdomsårene i 30’ernes Kiel. Små kår og afsavn var der mange af.

På Østfronten oplever han de mest voldsomme og grufulde ting.  Beretninger om blod og flænset menneskekød og hjerneudflydende masse, ”flyder” der i rigelig mængde af. Fænomener som ondskab, smerte, frygt, fornedrelse, henrettelser, selvmord, sejrsrus, afsavn, længsel, osv. osv. gennemsyrer ikke mindst det lange afsnit af bogen, hvor Horns dagbog får lov ubeskåret og i direkte tale helt for sig selv at berette om hans oplevelser fra krigen som rekrut. Hvad et menneske dog kan komme ud for! Der er et utal –  sagt igen – af forfærdelige oplevelser, der med syvtommersøm gør det rasende evident for én, hvor vanvittig og afskyelig krig er! Bare et eks.: På vejen til fronten, ser Horn en flok tyske læger, der er korsfæstet på et plankeværk af russerne, efter først at have fået øjnene stukket ud, kønsdelene skåret af, og siden henrettet (sikkert) med bajonetter.

Hans Horn længes bare efter afslutningen på krigen, men bliver nødt til at følge trop, og overlever mirakuløst efter mangfoldige gange at have stået over for døden: Fx blev de på tilbageflugten af en flok tjekkiske partisaner stillet op af en mur for at skulle skydes. Kun en amerikansk soldats indgriben hindrede dette i allersidste sekund.

Horn bliver forelsket i Grelein under medicinstudiet, og efter en graviditet bliver de hurtigt gift og får et barn. Alle tre overlever krigen, og flytter siden til Danmark, hvor han i et ellers meget tilbagetrukket liv, dygtigt spiller på cello i mangfoldige musikalske sammenhænge.

Hele tiden giver forfatteren os sideløbende eller mingelerende med Horn-beretningen, i kortform et overblik over samtidshistorien, som virker meget mere spændende at læse i sammenhæng med Horns historie, end hvis man skulle læse en murstenstyk historisk fremstilling. Her leveres i øvrigt også en mængde fakta, som f.eks., at tyskerne i krigens senere måneder mistede 350.000. mand – hver måned!

Bogen er rigt illustreret med de frygteligste malerier/akvareller, som han selv har malet. Han var en fantastisk god kunstner, og kom sikkert af med lidt af sine hærgende natlige mareridtsoplevelser ved at male. Hans Horn fortalte kun yderst lidt og få om sine krigsoplevelser; fx vidste hans børn stort set intet om dem. De fandt hans dagbøger med tusindvis af sider efter hans død, som de overgav til forfatteren. Faktisk skrev han 3 udgaver af sine dagbøger, en tysk og 2 danske.

En del af forfatterens store fortjeneste i denne super velfortalte historie, er efter min mening ikke mindst hans fremstilling af det glade (hm...) vanvid, og den blinde autoritetstro efterfølgelse, hvormed uhyre mange nazister fulgte Der Führer i hans værste forskruede og frembrølede dagsordener, og hvorledes også de virkelig mange ikke-nazister var fanget i at måtte adlyde, for angivere og eksekutions eskadroner vogtede overalt på at henrette én ved mindste afvigende trofasthed mod regimet.

Det er en af de stærkeste, mest grufulde, bevægende - og nødvendige - bøger jeg nogensinde har læst.

Johannes Jørgensen

Civita d’Antino

Gyldendalske boghandel

1915

62 sider

Jeg har altid sådan halvt ubevidst gået og troet, at den lille bog af Johs. Jørgensen, som jeg har haft stående i min reol i mange år, handlede om noget med Dante (d’Antino – Dante), men det var helt i skoven. Jeg har jo også tidligere haft en plakat med et maleri af Zartmann, der havde en titel indeholdende navnet Civita d’Antino. Og det var jo den store landsby i Abruzzerne i Italien, hvor danske malere yndede at male og holde til.

   Da jeg bladede skødesløst i bogen, viste det sig, at den var en lang og stor jeremiade om et kæmpe jordskælv i 1915 i byen og andre byer deromkring, der lagde alle byerne fuldstændig i grus. Det fik jeg hurtigt nok af. Og spurgte mig selv: Hvordan i alverden kan man udgive en bog om sådan noget – og så i 1915, midt i 1. verdenskrig?

   Men mærkeligt nok: Jeg måtte have fat i den igen, og læste den med begærlig interesse.

Johannes Jørgensen var rundt i området få dage efter jordskælvet og skildrer levende den megen ødelæggelse og død! Han siger, at den aldrig kommer til at blive en by igen, er ødelagt for altid! Diverse af de ramte personer kommer i bogen til tale om deres kæres voldsomme og pludselige død. En serie sort-hvide fotos støtter indtrykket af de omfattende ødelæggelser.

   Og nu 2019: Ved et Google kig, viser det sig, at byen er fuldstændig kørende igen og der er vist  ingen åbenlyse minder – undtagen måske en mindelund for de omkomne.

Fra medium til kristen personlighed

Myrna Grant

Rejsen
Ordet og Israels Forlag,
1982,
264 sider
 
Denne fantastiske beretning om den ungarske jødiske kvinde Rose Warmer, født 1909, er en utrolig stærk beretning om en velstillet ung kunstnerisk, sportsligt og sprogligt begavet kvinde, der via en tryg barndom over et forlist ægteskab og senere infiltrering i spiritistiske kredse (hvor hun bliver et søgt medium), ledes til tro på Jesus som frelser og Messias. Overordnet set er det en beretning om hendes store kærlighed til Jesus og til Bibelen som Guds åbenbarede ord. Historien fortælles i jeg-form, men er skrevet af Myrna Grant.

   I mellemkrigstiden i 30’erne oplever hun nazismens gradvist voksende tryk og forfærdelige forfølgelse af især jøder, men også af andre udsatte grupper, og hun er ivrigt optaget af at vidne for alle hun møder om sin frelser og dyrebare Herre. Da hun får muligheden for at immigrere til USA, vælger hun i stedet lidelsens vej med sit eget folk, jøderne. Den fører hende først i fængsel, dernæst til Auschwitz, hvorfra hun som slavearbejder senere videresendes til Gelsenkirchen / Essen i Ruhrområdet, hvor hun må arbejde 12 timer dagligt under ufattelige forhold til hun segner. Stort set uden mad og vand  overhovedet døgnet rundt, og uden pauser. Hun får dagligt pisk – med jerndupper i enden af pisken - fordi hun vælger at bede før morgenapellen, og dermed kommer sidst i opstillingen, uden derfor egentlig  at komme for sent.  Slavearbejderne må gå 10 km. til arbejdet i sko-lignende laser eller barfodet og hjem igen. Naziparolen hedder, at de skal arbejde, til de dør. På et tidspunkt ved ikke hun ikke, hvad hun selv hedder. Men det dyrebare Jesu-navne kan hun stadig påkalde. Og Bibelen, memoreret og underfuldt bogstavelig talt rakt hende på næsten uforklarlig vis, er hendes overlevelses-mad. De sover 500 kvinder i en dryppefugtig frostkold kælder, hvor en forstoppet kloak betyder, at urin og ekskrementer står 15 cm højt på dele af gulvet! 

   Så sendes hun for 3. gang i gods togvogne afsted på en lang rejse, der slutter i Bergen Belsen koncentrationslejren, og her ender hun med at ligge udmattet  og dødsberedt sammen med af bunkevis af døde mennesker i lejren. Hun regnede med hun skal dø – som hun allerede havde gjort det i årevis. Men Gud ville, hun skulle overleve. – Hun kommer årevis efter krigen omsider til Israel, hvor hun i mange år kørte rundt med kristen litteratur og evangeliserede blandt sit folk. Smerter efter alle lejrene fulgte hende hele livet.

 Hun døde 1986, har jeg læst på nettet, taget under kærlig pleje på et hjem i Haifa. Hun fik 36 gode år i sit elskede Israel. "Jeg er et levende bevis på, at Gud forbliver trofast mod sit folk."

Sandhed og løgn i romanform

Peer Aarestrup

Kanas land
Roman
DreamLitt
2018
96 sider

Har man først sat tænderne i Peer Aarestrups nye fine og 5. roman, Kanas Land, vil man have mere. Bogen fortælles i præsens, nutid, der bevirker, at man på det nærmeste bliver ét og samtidig med den igangværende historie. I et stramt og letlæst sprog driver forfatteren uden de store svinkeærinder læseren frem mod målet, afklaringen på den livsgåde, som den prostituerede unge kvindes to tvillingesønner udgør for sig selv. Hvem er vores/min far? De to drenge adskilles ved livets begyndelse, og aner intet om hinandens eksistens, indtil de ved 18 års alderen ad tilfældighedens vej via et avis foto og et foto i Halvor-familiens gemmer spores ind på hinanden.

   Den ene tvilling, Halvor, vokser op hos sin familie i Vejle med sin stedfar og mor og handicappede søster. Den gode, og for sin søster omsorgsfulde og kærlige unge mand, redder en dag sin veninde og klassekammerat fra druknedøden, men må i første omgang tale usandt om hændelsen. Heltedåden foreviges med foto i avisen.

   Den anden tvilling, Janus, bor med sin forhutlede mor og en hund under kummerlige vilkår i København, hvor moderen modtager kunder, der stort set altid banker hende. Han kommer dog til at vokse op under gode og kærlige kår på børnehjemmet Kanas Land i Gentofte.

   Halvors far udvikler sig i tyrannisk retning, og kalder i et ubehersket og vredt øjeblik sin søn for en horeunge. Det lykkes siden ad omstændelig vej Halvor at opspore sin tvillingebroder i hovedstaden, men føler samtidig sin fars ildevarslende skygge som en følgesvend på turen frem og tilbage.

   Efter moderens død, og ikke lykkelige gensyn med de sammenbragte drenge, synes man mod slutningen, at historien må gå mod en uforløst og lidt småkedelig slutning. Lige da lader forfatteren med et en bombe springe, der i ét forløser hele mysteriet, og afslører hvem der er faderen, og dette som én, der har levet sit liv på en løgn. Drengene derimod står som sanddru i deres higen efter at kende sandheden om deres livsskæbne, og foretager et frontalopgør med den afslørede fader. Man havde godt nok anet et eller andet undervejs, men det lå i det dunkle; en god forfatters trick, at lade læseren hive efter klarhed i noget dunkelt fremsat. Hvad bliver det til?    

   Den skønne katarsis mod bogens slutning renser så velgørende sjælen, så man både godter sig og griner og jubler på en gang. Den viser noget af det en roman kan, når den er god. Så hvorfor holde sig tilbage fra at kalde Aarestrups katarsis for genialt udtænkt?  

  

Anthony Doerr

Alt det lys vi ikke ser
Politikens Forlag                                                                    
2014
558 sider

Den purunge franske Marie-Laure, der i Paris boede sammen med sin diamantkyndige og i museumet ansatte far, er nu havnet i sin meget indesluttede, men varmhjertede onkels hus i den lille kystby Saint Malo, hvor hun vha sin fars genialt konstruerede miniaturekopi af byen finder vej i denne  i ”blinde”, og også gør et vigtigt kurérarbejde ved at bringe meddelelser indbagt i bagerens brød. Marie Laure udgør i denne 2. verdenskrigs gribende historie den ene af protagonisterne i den store Pulitzer-prisbelønnede roman. Onklen formidler de hemmelige ”indbagte” meddelelser videre fra sin sender til modstandsbevægelsen.

   I hvert andet af de korte kapitler optræder så den purunge tyske Werner, der er kyndig i alt inden for elektronik og radioer, og indrulleret som menig i den tyske hær, og som opleder modstandsbevægelsernes hemmelige sendere. Han er opvokset med sin søster på børnehjem, en god og blød dreng, der må gøre sig hård i det grusomme naziopdragelses- og uddannelsessystem.

   De to protagonisters veje krydses kort mod slutningen af romanen, hvor alt mod krigsslutningen er i opløsning.

Doerr har et formidabelt stærkt sprog, er en superintelligent og meget dygtig forfatter, og man fanges straks ind af den skæbnetunge og nærmest uhyggelige historie, hvor der også er diverse sorte og hvide karakterer. Forfatteren har en stor svaghed for opremsninger og lakonisk sprogbrug.

   Doerr skilder formidabelt godt gode mennesker (Werner, Frederik), der kvases i det onde system, og som alligevel via en forelskelse (Werner i Marie Laure), får lov at vise det menneskelige adelsmærke, kærligheden. Hvor forkrøbler sådan et ondt nazisystem dog mennesker.

Historien er eminent godt spændt op over mange hundrede sider, og man forventer den helt store forløsende slutning, som dog efter min mening totalt udebliver. Man er nærmest både vred og skuffet efter endt læsning. Min kone og jeg læste den højt for hinanden.

   Der er også et gennemgående ”objekt” i historien, en diamant, der inddrager begge parter i begivenhederne, men heller ikke dette objekts historie får en tilfredsstillende slutløsning, synes jeg.

   Jeg kender andre romaner der benytter sig af samme slutningsform, og jeg bryder mig ikke om det. (Den røbes ikke klart her!)  - Og jeg kender også filmatiseringer af bøger med den type slutning, hvor instruktøren har taget sagen i egen hånd og ladt den ende ”godt”. -  Mennesker vil have, at en roman skal slutte godt (rimelig lykkeligt), og jeg mener generelt set en roman skal  holde sig på plads inden for sin form (den bryder altså denne mod slutningen).

Mestermaleren Paul Klee

Carola Giedion-Welcker

Paul Klee
-  I dagbogsnotater og breve
Thanning  og Appel, 1963
160 sider

Forfatteren har selv kendt den verdensberømte kunstner Paul Klee, en af den moderne kunsts helt store ikoner, og besøgte ham gentagne gange i hans hjem i Bern i Schweitz, bl.a. også kort før dennes død. Bogen er skrevet ca. 20 år efter dette møde. De fleste har set nogle Paul Klees sirlige og raffinerede billeder med hans helt egen forunderlige verden ”udpenslet” i de små malerier.

   Det er både en biografi og en gennemgang af Klees kunst, og det hele emmer af, at forfatteren både er formidabelt godt hjemme i alt om Klee, men også i alle de samtidige kunstneriske strømninger. Jeg lavede mange understregninger af skarpe udtalelser og iagttagelser af alt muligt om malerisk teknik og filosofi vedrørende Klee. Forfatteren er eminent til kort og præcist at indfange og i en essens beskrive et fænomen. Der er mange formuleringer jeg som kunstner glædede mig over.

   Jeg giver et eksempel: ”Metoden udvikledes ud fra Cèzannes rumligt svævende farve. Den malergeneration, der fulgte efter ham, følte sig ikke mere bundet til plein-air-maleriets naturgengivelse. Nu brugtes farven udelukkende til at give udtryk for det sjælelige…..”.

   Bogen er udkommet i en serie der rummer mange store personligheder, kunstnere, forfattere, religionsstiftere og den slags. Billederne er sort hvide, og der er både fotos af maleren selv og hans familie, venner o.lign., foruden et rigt udvalg af malerier der omhandles.

Bevægende personlighed

K. Grue-Sørensen
Comenius
G E C Gad 1961
102 sider

Den lille bog om pædagogikkens fader, tjekkiske Comenius, der levede i 1600-tallet, er en af de få bøger jeg læser igen og igen. Hans kærlighed til sine brødre, De Mähriske Brødre (forløbere for Hernhutterne), der var stærkt forfulgt under 30-års krigen, og hans idealistiske handlen og tænkning - og tro, betager og bevæger mig hver gang. Trods et stærkt omtumlet liv, skønt hans nærmeste døde omkring ham, og skønt hans store værker i flere omgange gik op i flammer, mistede han ikke modet, men så det som Guds prøvende førelse, og styrkede og støttede i stedet sine forfulgte brødre (og søstre) det bedste han kunne, som den hyrde han var for dem.
   Comenius' didaktiske principper er langt hen ad vejen grundprincipper vi bygger på i læring i dag. Hans pan-sofi, ideer om
samling af al viden til omfattende gavn for menneskeheden, betager ved sin idealisme, men er sakket bagud i aktualitet.

Danske kalkmalerier glimrende præsenteret

Torben Svendrup

Når ræven vogter gæs

Reformationen i de danske kalkmalerier

Kristeligt Dagblads Forlag, 2017

352 sider

 

Der er en meget stor forskel på de kalkmalerier i de danske kirker, der er malet før og dem der er malet efter Reformationen i 1536 .

   Malerierne før, er set ud fra bondens enfoldige og jævne tankegang. Her er saft og kraft for alle pengene. Hele 80 % af den danske befolkning var bønder, der ikke kunne læse, og hvis sognepræst måske heller ikke kunne. Eller hvis han kunne, så havde han måske kun udvalgte dele af bibelen foruden diverse helgenskrifter tilgængelig til at bygge sin lære på. Kalkmalerierne var en lærebog for bonden, og billeder på kirkevæggen havde en enorm stærk virkning på middelaldermennesket. De eneste han måske så! Bonden havde brug for hjælp i sin hverdag: beskærmelse mod trolde, hekse og djævelen, og hjælp fra helgener af alle slags – fx for at høstudbyttet måtte blive godt. Han blev advaret mod utugt og alskens udskejelser i de særdeles meget udbredte helveds- og dommedagsscener, hvor mennesker må drage til helvede, måske jaget af en bevinget djævel. Der er megen frivolitet i form af bare bage mm., folk der rækker tunge, men ofte med en god portion  humor. Malerierne er afvekslende fra egn til egn og opfindsomme. I byernes større kirker og i klostrene var der dog mere korrekt teologi i malerierne, fordi der var en større bibelkundskab.

   Malerierne efter reformationen (især efter 1550) er ensrettede og stive og låst fast i en form og en forud fastlagt skabelon. Den sejrende Lutherdoms lære (og dermed også de nye magthaveres ideologi), prægede nu billederne. Der blev gjort op med de fede tiggermunke, bisper og de rige  - ofte et og det samme. De fik læst og påskrevet, fordi de prædikede et og levede noget andet. De to lutherske sakramenter, dåb og nadver blev fx illustreret. I stedet for de mange, elskede helgenscener, der var svære at få bugt med, fordi folk elskede dem, malede man nu profeter fra det gamle testamente. Alle sex-scener var væk.

   Bogen behandler tidsrummet 1450 – 1564. Der står ca. 1500 kirker tilbage fra Middelalderen, hvoraf 500 har bevaret kalkmalerier. De gamle malerier blev ikke overmalet efter Reformationen, som man kunne tro, først (måske) langt senere, og det mest pga. forfald.         

   Middelalderhistorikeren Torben Svendrup har begået et pragtværk med sin vidensmættede og store bog, der i høj grad også er Reformationens – før og efter - meget spændende konflikt- og spændingsfyldte historie. En historisk evolution fremfor revolution kalder han den. Forfatteren benytter ofte den metode først at ridse den historiske baggrund op, og derefter eksemplificere med kalkmalerier. Det er en force, at han gerne giver et godt forklarende bud på de også mange scener, der ikke umiddelbart er til at forstå. Bogens titel henfører fx til ræven (den fede, upålidelige og griske tiggermunk), der prædiker for gæssene (de uskyldige lægfolk). Maleriet giver i sig selv ikke denne forklaring fra sig.

   Et pragtværk af en billedbog med store billedgengivelser skal man desværre ikke forvente sig. Forfatterens egne farvefotos i ikke store gengivelser er dog mangfoldige. Der har ikke været penge til noget prægtigere! Man er med bogen formidabelt godt oplyst på historisk indsigt, men den er nok for omfattende på viden, i forhold til det ønske man har med at læse bogen, nemlig at se på kalkmalerier sat ind i en skitseret historisk præciseret tidsramme med dens åndelige strømninger.

Israelske mesternoveller

    

Amos Oz

Scener fra en landsby                                                                      

Gyldendals Bogklubber
250 sider
2011

Amos Oz' fine samling noveller, har alle den israelske landsby Tel Ilan som omdrejningspunkt (jeg synes nu den er noget større end en landsby med posthus, politistation, bibliotek osv.). Den enkelte novelle fortæller typisk om det ganske almindelige hverdagsliv i (lands)byen, som det berettes igennem nogle få personer, som fx den unge mand der forfølger den kvindelige postfunktionær, som også betjener kunderne på byens lille bibliotek. En person fra en novelle optræder gerne som en lille biperson i den næste. Det er med til at binde novellerne en smule sammen.  

    Amos Oz er lidt af en lurifaks. For han har det med at opstille en gåde, som i en anden krimi, såsom borgmesteren der leder efter sin kone. Men vi får aldrig at vide om han finder hende. Hele novellen går sådan set med at han leder efter hende, og vi er temmelig fokuseret på opklaringen: Hvor var hun så? Alt imens han lægger dette falske spor ud, fortæller han så alt det vi næsten ikke bider mærke i, men som i virkeligheden er novellens kød. Det er her det foregår. Det er et godt forfattertrick, og man kan fundere over, hvilken virkning det har.

   Har man først læst en 2 – 3 stykker af novellerne, aner man at sådan er de alle opbygget. Og sådan er det. Den næstsidste afviger en smule derfra, og den sidste er da helt på tværs af alle de andre. En lille og nærmest mytisk novelle med science fiction karakter. Jeg fatter faktisk ikke, hvad han vil med den. Dagligdagsbegivenhederne i alle de foregående sat op imod et endetids skrækscenarium? Men hvorfor? Hvad det gode hverdagsliv kan ende ud i, hvis vi ikke passer på hinanden?

 

Poul Hoffmanns evige kærlighed

Poul Hoffmann

Sangen om Maria
Unitas Forlag
1973
142 sider

Bogen har altid ligget levende og nærværende i min bevidsthed. Jeg kan vist godt sige ”altid”, for jeg kan se den er udkommet i 1973, og jeg læste den første gang i 1975; anden gang i 1976. Og så altså nu igen. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg i grunden ikke kunne huske det ydre sujet mere klart, for jeg mente egentlig at huske, at jeg havde læst den en 4-5 gange. Men ved eftersyn i mine protokoller, viste det sig at være 42 år siden jeg sidst havde læst den! Tempus fugit!

Den holder sig levende i ens bevidsthed, fordi Poul Hoffmann holder det evigt aktuelle fænomen kærlighed levende i sin unikke og sædvanlige insisterende sammenblanding af den menneskelige og guddommelige kærlighed som to sider af samme sag….. nej, dybest set som et og det samme.

Maria og Michael, to unge mennesker, schweitzer(inde) og dansker, mødes tilfældigt på en rejse i Israel, og flammerne er omgående høje. Jeg kender ikke nogen, der som Poul Hoffmann kan skrive så nænsomt poetisk erotisk, stort set uden at nævne en eneste legemsdel, så at sige. Prosaisk snak mellem Maria og Michael går hånd i hånd med den mest ophøjede diskussion om kærlighedens væsen, liv og død, evigheden, - ja, tid og evighed væver sig konstant ind i hinanden. De er begge to gralssøgende, sådan snakker de selv humoristisk om det, og sådan er det enten reelt set eller i overført betydning; altså de er begge på en uhåndgribelig søgen efter noget timeligt der kan vare evigt: Kærligheden.

 

Antagonisterne i historien er det unge svenske par de møder undervejs og til dels slår følge med, Alice og Göran. Selvfølgelig skal der være en modstander i historien sat op imod Maria og Michaels sande og rene samtaler og tanker om kærligheden, som så sandelig også får sit fysiske udtryk! I diskussionen med modstanderne får forfatteren samtidig en god mulighed for at give modstanderne (Modstanderen) et ordentlig hak i tuden.

Det er en let og letlæst bog, som jeg læste højt for min kone, og hvor vi jævnligt kluklo, for forfatteren kan fremkalde et herligt grin, hvor det er ønskeligt. Den gode og desværre afdøde Poul Hoffmann, der har ydet så meget i dansk litteratur, kan skrive som få, ja i virkeligheden som ingen. Det er vel også derfor jeg sikkert har læst en 30 - 40 stykker af hans bøger, og ladet ham blive en af de forfattere der har påvirket mig stærkest overhovedet. Ak, det er alt for spagt udtrykt: I lange perioder, måske snarere i mange (ungdoms)år var han nærmest en vedvarende og altid nærværende del af mig selv.  

 

 

Intro og indføring til to store kunstretninger

Kunstens Ismer:

 

 1)  Expressionismen

Walter Schwartz

Politikens Forlag, Kbh. 1965

63 sider

 

2) Fauvismen

Erik Clemmesen

Politikens Forlag 1963

63 sider

 

 

 

 

Efter en glimrende indføring til hver sin kunstretning, vises en længere serie helsides farveplancher af de mest kendte kunstnere inden for hver af kunstretningerne. Malerierne gennemgås på den modsatte side, så det er nemt at følge kommentarerne. 

Frans af Assisi idealet på et menneske

Herman Hesse

Frans af Assisi                                                                       

Kristeligt Dagblads Forlag                                                 

2015

121 sider

 

I en del år var den tysk-schweiziske fatter og nobelprismodtager, Herman Hesse, obligatorisk læsestof i danskundervisningen for alle gymnasieelever. Hans tidlige lille, fine bog fra 1904 med samt et par tillægsskrifter om den kendte, skattede og elskelige 1100-tals italienske rigmandssøn, helgen og munkeordensstifter Frans af Assisi, er nu udkommet på dansk for første gang.

    Rigmandssønnen Frans oplevede en radikal omvendelse, der medførte et skift fra et liv i sus og dus til en from forsagelsens og efterfølgelsens vej.

    Frans blev efter sin omvendelse en fattig, ydmyg, kærlig, enfoldig efterfølger af evangeliets tjenerideal. Han talte og prædikede for fuglene, og var nært forbundet med naturen i al sin tanke og gerning. Han priste i sin berømte Solsang vandet, jorden, ilden, fuglene osv. Frans var fredselskende, ydmyg, kærlig og barmhjertig, blev stigmatiseret, og gjorde med sit væsen og væremåde alle hårde hjerter bløde. Frans’ enestående og fascinerende personlighed har betaget og været et ideal for utallige mennesker. Hele det biografiske materiale om ham, stammer i hovedsagen fra hans samtidige biograf Thomas af Celano.    

    Herman Hesse, der var psykoanalytisk og buddhistisk interesseret, beskæftigede sig livet igennem med Frans af Assisi, og fandt i ham et ideal på ”mennesket som sådan, afhængigt af enhver kristen dogmatik” (Fritz Wagner).

    Skikkelsen Frans lægger op til en enfoldig og troskyldig fremstilling, der ligner det sprog der bruges i helgenbiografier og legender. Dette sprog har både Hesse og vor egen danske katolske forfatter og helgenbiograf, Johs. Jørgensen, i sin sikkert berømteste af alle Frans biografier fuldt ud lagt sig så smukt efter.

    Hesses skrift fra 1904 afsluttes med 5 legender. Dertil føjes endnu et par af Hesses senere essays til, samt endelig et 30 siders langt faktaoplysende efterord af Fritz Wagner fra 1986 om Herman Hesse og Frans af Assisi-traditionen, men som også når rundt om hele den lange Frans tradition med omtale af fx den betydelige Assisi maler Giotto, og andre biografer, såsom Sabatier.  

Kvalitetsroman med gode værdier

Jan Karon

Præsten i Mitford

Lohses Forlag
1994
428 sider

En alle tiders fin bog om livet i en mindre amerikansk sydstatsby, Mitford, med cafeteria, politistation, kirker, sygehus, avis, antikvarboghandler, og alt hvad dertil normalt henhører. Hovedpersonen er den godt midaldrende ugifte og omsorgsfulde episkopale præst, Timothy, der lever og ånder for sine sognebørn.

Bogen er sådan en bog jeg elsker, med dramatiske og sindsoprivende hændelser ind i mellem, men ellers formidlet som en rolig fortællende og berettende historie med et ikke helt lille persongalleri. Jeg skrev alle personer op bagerst i bogen for at holde styr på dem.  Skønne samtaler og dagligdags byliv om folk der synes at komme hinanden meget ved, og en aldrende præsts overvejelser om alt fra syltning, hundemad og alderdomssvækkelse til kærlighed og præsteprædikener, er hovedingredienserne i romanen.

Det unikke ved denne bog er, at personerne på naturligste vis taler om og ræsonnerer over kristendom i hverdagen, som om alle mennesker var kristne. Præsten og hans venners indbyrdes opmuntring, hvor løftet om at bede om en sag og deres indbyrdes påmindelse til hinanden med rette bibelcitater, er her og der fuldstændig naturligt og totalt uopstyltet forekommende.

 

Man kender disse moraliserende lettere kvalmende romaner, hvor sentimental kristen propaganda er driveren bag det hele.  I modsætning dertil, er denne roman både på et meget højt kvalitetsniveau og fri for den slags, samt skrevet af en blændende god og succesrig amerikansk forfatterinde. (Trods fornavnet Jan er det en kvinde.) Bogen er udkommet i 1994 og er vist den første i hendes længere serie af Mitford romaner (New York Times bestselling author, kaldes hun på nettet.) Jan Karon har solgt bøger i oplag på mange millioner, og hun skriver stadig på fuld kraft, selv om hun er et stykke oppe i halvfjerdserne. Bare der kom flere af hendes bøger på dansk!