Kresten Drejergaard "Fra røverdal til englesal"

Kresten Drejergaard
Fra røverdal til englesal
Eggersens Forlag 1994
111 sider


Forsnak
Jeg elsker at ankomme til et lejet sommerhus, og finde al mulig slags lekture, som udlejeren har deponeret i sit sommerhus, evt. fordi der ikke er plads derhjemme, eller det er kasseret, eller fordi han har været på loppemarked for at erhverve bøger til sommerhuset, eller som diverse lejere måske har efterladt eller glemt. Det er skønt at rode i bøger, ofte af lidt bedagede og mere eller mindre kendte forfattere. Jeg får en forfærdelig lyst til og et behov for at kende alle forfatterne, hvem var denne og hin obskure engelske, eller var det nu amerikanske eller australske forfatter. Hjem og se på nettet.
I sommerhuse finder man gamle knaldromaner der foregår til søs, krimier, klassikere, engelsk- eller tysksproget og måske svensk- og norsksproget litteratur; eller gamle og totalt udrangerede tredjeklasses romancer a la Morten Korch. Ejeren eller en tidligere ejer, har i den nedenfor omtalte - "nyere" og særdeles lødige - bog skrevet ”fået af moster Edith”. Og der er en dedikation fra forfatteren ”Til Edith med venlig hilsen..” osv. Sjovt at rende over sådanne bøgers forunderlige og uforudsigelige færd igennem denne verden.

Bogen
I det lejede sommerhus bibliotek faldt jeg over Kresten Drejergaards lille og fine ”Fra røverdal til englesal”, udgivet 1994. Året efter - ser jeg på nettet - blev han biskop i Odense. Undertitlen ” – sytten artikler om troens forhold til det virkelige liv”, angiver indholdet.

Drejergaard var præst i Asperup, Nordvestfyn i en del år forinden han blev biskop. Fra denne tid stammer de causerende 17 kapitler. Det er skønt at læse om den lille bys kirke- og folkemiljø, uden at det på nogen måde bliver idyllisk. Drejergaard kommer med lune, vid, kyndighed og skarphed godt omkring i sognet. Han tager ofte udgangspunkt i eller beretter om hændelser og sogneliv, for i tilknytning dertil at debattere mere teologisk relaterede emner. Da han første gang kommer til Asperup for at bese præstegården før indflytningen og lige slår et smut indenom den lille købmand, hilser denne ham med: Hvad laver sådan en idiot her? Uvidende om at det er byens kommende højvelbårenhed. De bliver dog hurtigt gode venner. Her bliver præsten fremover opdateret om alt nyt i byen og her nupper han engang imellem en stille øl.

Drejergaard er en kernegod grundtvigianer, med vel nuancerede synspunkter, der på en let måde præsenteres for læseren. Den kirkelige grundtvigianisme ses i realistisk lys som for nedadgående i tilknytning til landbykulturens forfald. Grundtvigianismens deroute følger dette forfald bl.a. som et resultat af det grundtvigskes traditionelle tætte sammenknytning mellem folkelighed og kirkelighed, men vurderes positivt i nyt – hårdt tilkæmpet - lys. Drejergaard kender og elsker sin salmebog som få, og øser gavmildt fra skatkisten. I artiklen ”Gak, orme-sæk, og sov”, der behandler en kendt Kingo salme, viser han at Kingo ikke, når han synger om døden, flæber i forgængeligheden, men i stedet lyst priser Gud i en tak for livet! Forfatteren kommer omkring emner som reinkarnation, liturgi/ritualer, begravelser, Jomfru Maria, grundtvigianisme kontra vækkelseskristendom mm.

Den bedste anbefaling er vel, at man meget godt kan tænke sig at læse bogen igen. Den har mange fine pointer og varme menneskeportrætter.

Louis Bromfield Og regnen kom

Louis Bromfield
Og regnen kom
Hasselbalch 1963

613 sider

Den lange underholdningsroman, ”Og regnen kom”, har jeg haft stående på min bogreol siden 1975.
I tidens løb har jeg haft den i hænderne mange gange og tænkt, som man gør med så mange bøger: Den kunne man måske læse en dag. Først nu, da en Indiens-tur snart står for døren, kom jeg pludselig i min søgning efter indiske bøger i tanke om, at jeg havde den stående. Den er læseværdig, måske en smule gammeldags i stil og lidt sort-hvid i sin menneskeopfattelse. Men Louis Bromfield har en bemærkelsesværdig og nuanceret psykologisk indsigt i menneskesindet. Og bogen har et ret stort, spændende og alsidigt persongalleri.

Handling
”Og regnen kom” (engelsk ”The rains came”, 1938) foregår i en fiktiv stat, Ranchipur, i Indien i den engelske kolonimagts tid, nogle år før selvstændigheden. En central og flere perifere kærlighedshistorier gør baggrundsstoffet, forholdet mellem kolonistyrets folk og Ranchipurs sammensatte indiske befolkning med maharajaen og maharanien i spidsen, levende.
Tom Ransome lever sit småfordrukne liv i en tilbagetrukket enmandstilværelse, opvartet af sin tjener, John. Ranchipurs fremskridtvenlige maharaj har ansat en gruppe engelske folk til opbygningen af hans moderne stat. På hospitalet gør således den gamle grimme, engelske sygeplejerske miss MacDaid sammen med den smukke unge indiske læge, major Safka, (som hun er storforelsket i) en forbilledlig indsats. I skolen undervises fattige børn af 2 engelske frøkener, der har boet i Indien i 25 år og viet deres liv til den gerning. Missionæren Smiley med familie er vellidt og allesteds behjælpelig, medens den engelske præstefamilie, Simons, deres genboer, hvor iblandt den smukke unge datter Anne, ikke har andet i hovedet end snobberi. En engelsk rigmand, der ved svindel og bedrag er blevet en af verdens rigeste mænd, mr. Heston og hans smukke kone, Edwina, kommer til byen for at besøge maharajaen. Edwina har igennem årene haft talrige elskere, deriblandt Tom Ransome, som hun igen får et hurtigt engangsforholdog til midt under en fest hos maharajaen. Hun er dog grundigt træt af sig selv og sin depraverede livsstil. Trods de mange forhold, har hun aldrig fundet den ægte kærlighed.

-
En kæmpe naturkatastrofe vender med et op og ned på alt. Mange tusinde mennesker dør straks, andre siden af kolera og tyfus. Det store opbygningsarbejde fyrsten havde iværksat i sin stat, Ranchipur, er med et lagt i ruiner, og han dør også selv. Dette gør bl.a. også den ene af lærerinderne, samt mr. Heston, mr. Simon og den ene af hans døtre. Midt i dette kaos er det så at alle værdier så at sige også vender en omgang.

-
Mennesker træder i karakter og får pludselig retning og livsindhold. Edwina, der nu da hendes mand dør, er en af verdens rigeste kvinder, bliver forelsket i lægen, major Safka, og det gengældes. Hun gør en kæmpeindsats som ufaglært hjælper på sygehuset efter katastrofen med fare for eget liv pga. epidemierne. Hun bliver også smittet, da hun drikker af et inficeret vandkrus, og dør siden af det. Kærligheden mellem lægen og hende blev synlig og dyrebar for dem begge. Edwina erkender at hun har fundet den ægte kærlighed i ham, og få øjeblikkes platonisk eller åndelig hengivendhed før hun dør, er nok til at gøre hende lykkelig.
Tom Ransome, der også har haft mange kærlighedsforhold, forelsker sig, modvilligt men uundgåeligt, i den 20 år yngre Anne Simon, der også træder i karakter (lige som Tom Ransome gør ved at opgive drikkeriet helt og tage del i hjælpearbejdet). Anne er datter af storsnobben mrs. Simon, og præget af nedladende holdninger til andre menensker. Men hun revolterer mod forældrene. Der er en ægthed i hende, og hun vil ikke mere være med til deres hykleriske liv. Hun bliver lige som Edwina en selvopofrende hjælper på hospitalet under katastrofen, der er sprængfyldt af døde og døende. Der udvikler sig en fin kærlighedshistorie mellem Tom Ransome og Anne Simon, og de står til at skulle giftes ved bogens slutning.

-
Kærlighed og længsel efter samme går igen på mange ledder i bogen. F.eks. drages den ene af de gamle lærerinder, mrs. Hodge, frøken og jomfru, af mænds erotiske udstråling – og maharanien (den kvindelige fyrste) ligeså. Og lægen, major Safka, har f.eks. udover omtalte forhold, en ung tarvelig indisk elskerinde, og maharanien ser ham gerne gift med en bestemt prægtig smuk pige fra Bombay.

-
Set i et overordnet perspektiv, er det en historie om hvordan menneskelig lediggang, smålighed, fordærv og griskhed i en krisesituation kan få mennesker til at blomstre og vokse i pligtbevidsthed, ansvar og godhed.

Spredte iagttagelser

Staten Ranchipur og mange af bogens lokaliteter er fiktive eller hentet fra steder der ikke ligger hvor de i bogen angives at ligge. En lokalitet der nævnes er f.eks. fra et arabisk land (El-Kautara ligger i Algeriet). En blogskriver mener at bogen foregår i en nærmere angivet egn i det nordøstlige Indien. Andre indiske bøger gør brug af samme flytten rundt på lokaliteter, således Den hvide tiger af Aravind Adiga. Også en anden roman om Indien jeg engang har læst, J.G. Farrels: Belejringen af Krishnapur, bruger et fiktivt stednavn. Krishnapur eksisterer ikke.

Ved nogen om Bromfield egentlig selv har været i Indien?

”Og regnen kom” var i sin tid meget læst herhjemme. Min udgave fra 1963 er 11. oplag og var dengang trykt i 47.600 eksemplarer, et stort oplag for den tid. Louis Bromfield var en særdeles læst og på sin tid værdsat forfatter i sit hjemland USA. Han nåede at skrive mange bøger i sit forholdsvis korte 60-årige liv. Han var lige så kendt som agravidenskabsmand, og havde en forbilledligt organisk drevet landbrugsvirksomhed i Ohio. En gård der stadig er i brug som skole og kan besøges. Fire af hans bøger er filmatiseret.

Titlen ”Og regnen kom”, har altid stået i et lidt romantisk skær for mig. Som om der efter en lang tørke kom en vederkvægende regn. Det gjorde der også, men så meget, at det blev til en naturkatastrofe. Teknisk set sker dette næsten nøjagtig lige midt i den over 600 siders lange bog. Det er teknisk set godt bygget op. Jeg tænkte uafbrudt på tsunamier, som mange forhold under katastrofen næsten til forveksling ligner.

Bogen formidler også en mængde faktaoplyninger om Indien. Der omtales diverse sprog og folkeslag, f.eks. det vilde bjergfolk bhilerne, der hærger byen under katastrofen. Man får en del at vide om religion(erne), kasteforhold og indisk mentalitet, (når inderne bliver syge, opgiver de simpelthen ævred, og lægger sig nærmest til at dø, mener forfatteren).

Bromfield bruger den gamle solide teknik med at bygge persongalleriet stille og roligt op. Der indføres en person af gangen (ja, hvad ellers? jo man kunne indføre flere af gangen eller indførende blande en mængde på en gang, og siden evt. udrede dem ved nærmere karakterisering), og i kølvandet på denne ridses både personen og dennes karakteristika grundigt op og hele vedkommendes øvrige placering i arbejdssammenhæng, samfund osv.

Aravind Adiga: Den hvide tiger

Aravind Adiga: Den hvide tiger
Politikens forlag, 2008,
259 sider

Indisk roman, som forfatteren velfortjent har fået Booker prisen for. Man flyver af sted over siderne i den letlæste og velfortalte roman, der har et godt drive, et flydende, hamrende godt, stærkt og præcist sprog. Adiga er en sprogkunstner.

Handling
Årrrh, Indien er vel nok en slyngelstat, hvor korruption, magtmisbrug, kynisme, brutalitet og undertrykkelse - næsten - synes at være naturskabte menneskelige vilkår. Hovedpersonen og jeg-fortælleren er ’Den hvide tiger’, der vokser op i en familie under fattige forhold i landsbyen Laxmangarh i Nordøstindien. Hans tuberkuløse far, rickshawfører (og ”trækæsel”), dør en ynkelig død, med blodet løbende ud af munden, bragt til hospitalet af hans to sønner - men der er ingen læger på hospitalet! Et resultat af politikersvindel! Det er derfor man siger, årrrh, for sådanne paradokser og urimeligheder er bogen fuld af. Navnet ’Den hvide tiger’, får Balram Halwai, også kaldet Munna, fortælleren, da han, kvik som han er, i skolen kan svare på, hvad det sjældneste dyr i skoven er.
Munna vil for alt i verden ud af dette undertrykkelsens og fattigdommens helvede – Mørket (med stort M), som han tilbagevendende kalder disse forhold. Mirakuløst ender han med at blive chauffør for en rig familie. Rigmandssønnen flytter med sin kone til Delhi, og Munna flytter med som deres privatchauffør. De rykker ind i en luksus lejlighed i et velhaverkvarter på 13. etage. Alle tjenestefolk og chauffører bor dog i kælderen, altså under jorden. De får aldrig dagslyset at se gennem vinduer. En lystavle med brummer aktiveres som kaldesignal, når herskabet vil have betjening. ”Landmus”, som chaufførkollegaerne kalder Munna, installerer sig i et mørkt enerum under et moskitonet, hvor det vrimler med kakerlakker. I boligblokken bor herskabet øverst og tjenerne nederst - Indien symbolsk fremstillet! Den sociale indignation koger hele tiden under bogens humoristiske overflade, og vi hører allerede ret tidligt om en fremtidig tragedie, affødt af disse urimeligheder: Munna skærer halsen over på sin fordrukne og forsumpede, men i øvrigt til dels godhjertede arbejdsgiver, en person i krise og i tvivl om berettigelsen af sin sociale status, hvis kone er stukket af til Amerika, efter at hun i fuldskab har kørt et barn ihjel. (”Var det ikke en hund?”, spørger hendes mand, da de ser sig tilbage - og fortsætter uden at vende om.) Efterfølgende tvinges Munna via herskabets advokat og lidt fiksfakserier til på skrift at tilstå, at det er ham der har kørt barnet ihjel. Munna oplever, og ser også andre komme ud for en mængde af den slags uretfærdigheder, og er dybt oprørt, men må finde sig i det……..indtil. Ja, for han har tit lyst til at gøre oprør mod dette system, og en skønne dag kommer hævnens time.

Budskab
Hovedtemaet i fortællingen er den endeløse og uretfærdige kamp mellem klasserne.
Man kunne citere Adigo selv: ”….verdenshistorien er historien om en ti tusinde år lang psykologisk krig mellem rige og fattige.” S. 205.
Munna har været i en sådan krig, og har vundet, men dette er kun sket gennem nye forbrydelser – mord og tyveri. ”Jeg har sejret! Jeg er brudt ud af hønseburet!”. Side 258.

I romanens behagelige form får man en masse at vide om det indiske samfund. De enorme forskelle mellem rig og fattig, forhold der både er komplicerede, traditionsvundne og næsten ikke til at få ryddet op i, bærer brænde til indignationens bål.
Kastesystemet er åbenbart mere indviklet, end en vesterlænding lige kan gennemskue. Man har før hørt at det er vanskeligt at forstå. Jeg dannede mig en opfattelse af det under forfatterens forklaring:
Der forventes en bestemt ageren af de forskellige kaster. Bolsjebagernes kaste (Munna Halwai’s), må fx. forventes at være gode til at bage bolsjer. – (Et selvopfundet eksempel - kan springes over: Der er en hierarkisk strid om social status på alle niveauer imellem de forskellige samfundslag. En overtjener hundser, slår og kuer en undertjener, sådan er det, det accepteres bare. Hvis undertjenerens position forbedres, så bytter han måske social rang med overtjenerens, og handler på samme vis mod undersåtten som denne før mod ham. Disse forhold accepteres som naturgivne. Skæbnen? Sådan er det bare. Den nye undertjener anerkender det, bukker og skraber. Og den nye overtjener indtager selvfølgeligt sin nye status. Sådan er det bare. Begge går med på den vogn. Man ligger som man har redt? Er det mon bare indisk logik, skabt af hinduismen?)


Form og teknik - generelt set i bøger - og i Den hvide tiger
Generelt:
Det er spændende at gøre sig - spredte - iagttagelser om , hvordan en bog er skruet sammen. Skille den lidt ad. Se, hvad det er for byggeklodser og ”trick” forfatteren bruger. Der er fordele ved under læsningen at have en lille iagttager kiggende over skulderen: Hvordan gør han egentlig det her, hvad er det for et sprog, en form osv. Overvejelser omkring disse ting kan være medhjælper i tydningen af bogen. Men kan springes over, hvis man bare ønsker at vide lidt om, hvad en bog handler om. Og disse betragtninger er bestemt ikke systematiske. Kun, hvad der popper op under og efter læsningen.

-
’Den hvide tiger’:
- er skrevet som en brevroman (mail). Munna skriver de forskellige kapitler om natten, stilet til den kinesiske premierminister, som forventes snart at komme til Indien. Med denne form får Aravind Adiga lejlighed til på en finurlig og elegant direkte måde at forklare mange oplysende forhold ved det indiske samfund, som det er af interesse for os at kende til. Dernæst formes en rammehistorie, hvor fortælleren både er i handlingen, men fra tid til anden kan træde ud af den og betragte det hele lidt udefra. Han dagligdags snakker således i brevindledningerne og afslutninger lidt på frihjul, og henvender sig til modtageren: ”Hr. premierminister Jiabao”. Eftersom fortælleren er et ret ensomt menneske, er det rart med en direkte medvider at fortælle til. En slags forløser, hvor han gennem det at fortælle, lettes for sin skyld. Endelig er det skønt, når sprogrytmen i hvert nyt brevs (kapitels) indledning brydes i forhold til den øvrige tekst. Musikeren kommer op i én: Når man improviserer, kan man havne i et hængedynd, man ikke kan komme ud af. Hvordan bryde rytmen, finde en ny vej, lade en ny ide føre videre osv. I indledningerne skifter sproget rytme: Ga da gung, ga da gung bliver til, mana da, mana da.

-

Bogens landsby, Laxmangarh, hvor Munna vokser op, eksisterer faktisk, og har rigtignok også et stort sort fort, men ligger i Vestindien og ikke i Østindien, hvor historien foregår. Adiga forlægger lokaliteten for ikke at skulle tage hensyn til faktiske stedlige forhold.
-

Der er interessante lighedspunkter mellem bøgerne Adigas ’Den hvide tiger’ og ’De små tings Gud’ af Arundhati Roy, der begge er indiske romaner: 1 ) De foregår begge (til dels) i et indisk landsbymiljø. 2) Konflikten hos Adiga mellem de rige (godsejere) og fattige (fra diverse kaster), og hos Roy mellem dem der har magt og de kasteløse. 3) Brutaliteten fra magthaveres side (folk tæves ihjel). 4) Konflikten mellem de politiske grupperinger (naxalitter (kommunister)) og regeringen (godsejere og rige). 5) Den althærgende korruption. 6) Mord sidst i bogen. Hos Roy myrdes den fattige/kasteløse. Hos Adiga den rige/godsejeren.

-

Det er elegant formmæssigt at introducere, hvilket drama der vil løbe af stabelen mod slutningen, og derefter gradvist, stille og roligt fortsætte med at bygge spændingen op mod det fatale klimaks til et point of no return.

Thorstein Thomsen: Sproget er et tog - en børnebogsforfatter om sit arbejde

Thorstein Thomsen
Sproget er et tog –
en raket, en fugl, en engel
- en børnebogsforfatter om sit arbejde

Dansklærerforeningen 2003, 132 sider

Der er ikke noget skønnere end at gøre et bogkup. I min studietid støvede jeg rundt i snesevis af københavnske antikvariater og gjorde kup. Sidste år så jeg i vinduet i en Røde Kors genbrugsbutik i den by jeg nu bor i Thorstein Thomsens bog, og blev fanget af undertitlen, ”en børnebogsforfatter om sit arbejde”. Efter et øjebliks bladren i bogen, var jeg klar over, at jeg havde gjort et kup. Et kup er bl.a. at man har ”narret” dem man har købt den af; de aner slet ikke, hvor meget bogen egentlig er værd (i kvalitet), og prisen står derfor slet ikke mål med indholdet - 15 kr.! Ha, man gnider sig i hænderne og fryder sig – så må man gi’ lidt til nødhjælpen med den anden hånd.


Skrevet efter læsningen:
I de indledende kapitler gør Thorstein Thomsen nogle formidabelt spændende iagttagelser om litteratur i al almindelighed - forudsætninger for at skrive, magien osv. Det er værd at bemærke, at han i bogen kun til dels skriver om børnelitteratur. Langt overvejende behandler han sprog og litteratur som sådan. Jeg troede slet ikke der fandtes den slags på dansk! På få sider formår den kvalitetsbevidste, klart skrivende og intellektuelt velafvejede forfatter med begejstring at give erfaringer, holdninger, tips, tekniske gennemgange af litteratur - såvel i teoretisk henseende som af faktisk eksisterende litteratur - videre til læseren, der sidder inspireret tilbage. Der er utallige ideer til ansporing og efterfølgelse for vordende forfattere. Bogen kan læses som en vejledning i skrivekunsten (både af voksen- og børnelitteratur), og ikke bare som Thorstein Thomsens egne oplevelser med arbejdet. Det er en bog ingen læsende og skrivende mennesker kan undvære!


Omkring midten af bogen kommer jeg til at tænke på, at den er udgivet af dansklærerforeningen. Men det ’lærer’-pædagogiske præger den ikke synderligt. Alle kan læse den med stort udbytte.
En strejftanke: Forfatteres skrivetips interesserer mig i det hele taget. Den slags er det jo næsten pinligt at skulle fortælle om til venner og bekendte. Sig mig, leger du forfatter? Men jeg tror man kan blive en meget bedre læser af at interessere sig for den tekniske/teoretiske side af forfatterhåndværket. Eller blot det at beskæftige sig med at bruge sproget. Jeg er for øjeblikket vildt optaget af en amr. hjemmeside (portal), http://www.myunicorn.com/authlink.html, hvor man kan studere en mængde (overvejende amerikanske) forfatteres hjemmesider. Rigtig mange af dem har en fane med skrivetips, skriveundervisning, og bøger de har læst, studeret og kan anbefale. Der er meget at hente. Jævnligt kan man læse deres beretninger om, hvordan deres skrive-dag går.


Børnebøger interesserer mig, mest sådan teoretisk. I børnebøger slipper man fantasien løs. Selvfølgelig bruger man også fantasien i al anden litteratur, men ikke, tror jeg, med opmærksomheden så udelt rettet mod det at fabulere, at fantasere. Det er som om børneuniverset er et særskilt univers. Det virker ikke på mig, som hvis man ville skrive en ”realistisk” voksen roman. Det er nok ikke den fulde og hele sandhed. Og børnebogsforfattere vil protestere: Så du tror det er blot og bar fantaseren derudaf? Eller: Som om børnebøger ikke kan være ’realistiske’osv. Måske har det jeg opfatter som det fantasirige, også noget at gøre med, at barndommen for den voksne står som ’det tabte land’. Det er en sakrosankt kasse med erindringer og oplevelser fjernt fra nutiden, der ikke må pilles ved.
Jeg læste f.eks. for godt 40 år siden en drengedetektivroman af Alfred Hitchcock om drenge i Los Angeles, der holdt til i deres hule på en ophuggerplads for udslidte biler. (I et sådant sceneri er virkelighed og fantasi nærmest i sig selv blandet sammen!) Disse helte satte efter nogle sande forbrydere. Jeg husker ikke så meget fra bogen, andet end nogle stemninger og få billeder: Hvordan de kører i en gammel spand af en bil på motorvejene, deres (u)hyggelige gemte hule-virksomhed på ophuggerpladsen. Det hele står i et specielt erindringens skær. Det kunne være sjovt at genlæse sådan en bog, men måske skulle man lade være. Ka være det bliver for prosaisk en oplevelse. Magien og ’skæret’ ville måske forsvinde og en skuffelse blive tilbage: Nå, var det egentlig ikke andet, den var jo slet ikke så god. (Tombe, DU har jo flyttet dig i livet, mand!)

Mari Strachan: Jorden nynner sin hemmelige sang (norsk) - For Aschehoug

Mari Strachan:
Jorden nynner sin hemmelige sang (norsk)
Aschehougs forlag (Norge)
316 sider

Bog-blog anmeldelse for Aschehoug

1)
Den engelske forfatterinde Mari Strachans debutroman er en hjertevarm historie om den 12 ½ årige pige, Gwenni, fra Wales i Vest England. Hun bor sammen med sin mor, far og den et år ældre storesøster, Bethan, i en lille by - samt med en kat og en papegøje, der bærer de herlige navne John Morris og Lloyd George. Hele historien fortælles i nutidsform af Gwenni. Hun er en kvik pige, der læser mange bøger og har den forunderlige evne om natten at kunne flyve op over sin hjemegn og se det hele fra oven. Det er noget hun fortæller ganske åbent om, og derfor synes hendes skole- og legekammerater foruden hendes storesøster, Bethan, der i væsen ligger langt fra Gwennis, selvfølgelig at hun er skør. Hendes mor forbyder hende at snakke om det og kommer med sit evindelige omkvæd til Gwenni: ”Ikke vær dum, Gwenni”. Gwennis flyveri, hvorunder hun også hører det som om jorden synger sin sang, fungerer ganske naturligt i bogen, det virker ikke mysti-fystisk eller er præget af okkulte eller nyreligiøse overtoner. Det er nærmest en uskyldig nobel færdighed hun er i besiddelse af.

I begyndelsen af bogen tænker man, at dette bliver en lang uskyldig og rosenrød beretning. Hele handlingen foregår i den lille by (der faktisk i modificeret form, har jeg senere læst, er forfatterens opvækstby), hvor vi stifter bekendtskab med hendes kammerater, diverse voksne bysbørn og andre familiemedlemmer. Gwenni deler mange tanker og oplevelser med sin bedste veninde, der altid har et overmåde rapt svar på læben til alt. Når Gwenni gengiver hendes synspunkter, der refereret til en voksen kan være meget pinlige, er morens typiske og mangfoldigt gentagne kommentar: Hun bør vaske sin mund. Svarene virker som taget fra en lidt svunden tid, og historien foregår da også i ’50-erne, hvilket vi efterhånden selv skønner (men ikke direkte får at vide) ud fra relateringer til 2. verdesnkrig.
Gwennis muntre og ligevægtige far går hver morgen til sit murer arbejde og moren passer hus og hjem. Hun kommer let til at skælde ud på Gwenni, og hendes ”nerver”, som det kaldes, viser sig at forværres tiltagende igennem bogen.
Vi følger Gwenni mange steder rundt i nærmiljøet, såsom over til hendes jævnaldrende venner på en gård i nærheden og i søndagsskolen. Med sin egen fine tone og humor farver Mari Strachan alle disse nærmiljø episoder. Hvert kapitel afsluttes med et eller andet lille raffinement, ofte en humoristisk pointe. Gwenni vil gerne gøre det gode, men kommer tit uheldigt af sted. Derfor ser hun sig ofte nødsaget til at bruge lyve-kors: Krydser fingrene alt imens hun er nødt til at fortælle noget der ikke er den fulde sandhed. Det er meget sympatisk fremstillet. I kirken kommer hun om søndagen under kirkegangen til at tabe sine medbragte mønter til kirkebøssen, så de triller ud over gulvet. I søndagsskolen anstiller hun sammen med de andre søndagsskolebørn, men dybsindigere end dem, betragtninger over sjælens eksistens, og kommer med raffinerede spørgsmål. Gwenni har også en sympatisk medlidenhed med den rævepels med hoved, som en af byens fine damer altid bærer omkring halsen. For har dyr ikke en også en sjæl? Spørgsmålet beskæftiger hende meget. Hun beslutter derfor at udfri dens forpinte sjæl af dens uværdige liv. Det kommer der en skrækkelig historie ud af. Men hun gør alt af god vilje. Alle disse episoder er præget af fin og finurlig humor.

På et tidspunkt erfarer vi så, at faren til hendes vennepar på gården er forsvundet. Senere hen, faktisk lige i midten af bogen, findes han myrdet. Nu spidses historien til, og det viser sig, at det ikke bare er en ”søndasgsskolehistorie”. Gwenni sætter sig ihærdigt for at opklare mordet på samme vis ”som de ægte efterforskere” (hun læser detektivromaner), vha. sin synske og flyvende kunnen, ikke mindst da hun mener de forkerte personer bliver anklaget og arresteret for mordet.
Gwennis mor får det parallelt med opklaringen af mordet værre og værre, må ha beroligende medicin, og ligger meget af tiden i sin seng med hovedet apatisk vendt ind mod muren.
På et tidspunkt beskæftiger børnene i skolen sig med øjenfarver og deres sammenhæng med det genetiske. Et forældrepar der begge har blå øjne kan således ikke få et barn med brune øjne. Gwennis kvikke og frække søster bliver komplet hysterisk og dybt bedrøvet, da hun erfarer om dette, for hun har brune øjne. Hun forlanger - i et velskrevet og gribende kapitel om sandhed og løgn - at få ren besked fra moderen, men denne har aldrig villet og vil ikke røbe hvem der er faderen. Men vi aner hun havde et perifert forhold til den myrdede under krigen. Faderen elsker dog søsteren, Bethan, som sit eget barn. Således viser det sig at fortidige begivenheder og fortielser får skæbnetunge konsekvenser helt ind i nutidens menneskelige relationer.

Moderen ender i romanens slutning med at blive indlagt efter at være gået helt fra koncepterne.
(Det virker som om forfatteren kender alle sådanne forhold fra sin egen personsfære?)Vi venter sådan set hele tiden på, at Gwenni selvfølgelig nok skal få opklaret mordet. Men det sker ikke! Og der er da heller ikke nogen happy ending i bogen. Gwenni er helt sikker på, at den der som den sidste er blevet fængslet for mordet, ikke er morderen. Bogens udgang giver én god grund til formelle overvejelser: Forfatteren vil ikke komme med letkøbte løsninger, for sådan forholder det sig heller ikke i det virkelige liv. Men et forsigtigt håb om moderens helse og familiens fremtid gives der dog.

-

Det er historien om en præpubertetspiges - drenge er stadig bare dumme - gryende opvågnen til voksenverdenen, fortalt med visdom, nænsom kærlighed og indsigt. Om værdien af bånd i familierelationer og et lillebysamfunds hemmeligheder, der pludselig kan afdækkes og få betydning i menneskers liv.

_

2)
Form og teknik:
Er dette en krimi?
Nej, for mordet efterforskes ikke som var det bogens store og altafgørende ledetråd.
Selvom der er elementer fra krimi genren. Af samme grund ser forfatteren det vel heller ikke som en nødvendighed, at mordet opklares. Det er rigtigt tænkt. Dog må det i et svagt øjeblik indrømmes, at man ikke bør underkende den fantastiske psykiske lettelse der for ens anspændte sind ville ligge i forløsningen, at morderen ville blive fundet.
Er det en børnebog? Nej. Men der er elementer deraf i den. Da vi ser det hele gennem den 12 ½ årige Gwennis briller, idet vi er med hende hele tiden i hendes følelsesliv, bliver det sanset og set som hun ville opleve det. Og det er Strachan eminent god til overbevisende at fremstille.

Hvad er fordele og ulemper ved at lade hele historien fortælles i præsens (nutidsform) af en jeg-fortæller? Fordelen er, at vi sammen med Gwenni her og nu oplever det hele som om det foregår i dette øjeblik. Ulempen er, at det er sværere at relatere til forhold der hører fortiden til. Historien må nødvendigvis hele tiden foregå gennem Gwennis bevidsthed. Vi kan ikke rigtig få afstand til reflekterende at sætte os ud over historien, træde tilbage et øjeblik, få en kommentar "udefra". Vi er på med jeg'et hele tiden.

Mari Strachan benytter en teknik med at vende tilbage til diverse ting og forhold i Gwennis univers, der går igen i hele romanen. Eksempler: ”Den typiske familiemave”, hun får altid ondt i maven/dårlig mave, når der er problemer i farvandet. - Ansigterne hun mener stirrer på hende i køkkentapetets mønster. – Toby-krusene på kaminhylden, der ryster og som hun forestiller sig lytter til samtaler!
De er med til at skabe en form for homogenitet i bogen. Det er denne her verdens afgrænsede rum det drejer sig om, den vi bevæger os i og genkender. Og den vender vi så tilbage til gang på gang.

3)
Ikke langt henne i historien, slog det mig, om forfatteren mon kunne have hentet lidt inspiration fra en anden forfatter, hvilket mange vel gør, og hvilket ville have været helt i orden. Derfor mailede jeg til hende, og spurgte, om hun havde læst Bella Chagalls (malerens kone) erindringer, fordi der er en del lighedspunkter. Det er vel ikke forkert at bringe et uddrag af korrespondancen:


I just wondered, if you could have got a little inspiration from Bella Chagall’s book Burning Light, because:

1) She also write in present time, which, as far as I remember, is not so common

2) A girl of approximately same age tells the story

3) There is something of the same fine humour

4) She refers to the adults and the adult world in the same way as you: ‘Mama says’... But of course, thats the way children talk

5) And the most funny thing: There is a peculiar similarity in some way in the same flying ability between Gwenni and Marc Chagall´s airy/flying people


Hun svarede bl.a. :

Thank you for your e-mail. I'm so delighted that you are reading The Earth Hums in B Flat: I love to think that this book - spoken by the child Gwenni in Welsh, written in English, translated into Norwegian - is being read by you in Denmark! I haven't read Bella Chagall's memoir of her childhood - I looked it up on Amazon when I received your e-mail from Lavinia Trevor, and will certainly read it as soon as I have finished the book, my second, that I am busy writing now (it has to be with my publisher by the end of June). I love so many of Marc Chagall's paintings - I know they are representative of Jewish folk culture, but for me so many of them are reminiscent of the folk culture of Wales, too. I suppose cultures all over the world have much in common, as does childhood the world over. So, thank you for suggesting Bella's book to me.

Arundhati Roy: De små tings Gud (roman)

Arundhati Roy: De små tings Gud
Munksgaard – Rosinante
329 sider

Denne indiske roman har en bouquet som en god rødvin: Smagen breder sig mere og mere efter drikningen.
De små tings Gud er Arundhati Roy’s eneste roman. ’De små ting’ er f.eks. den uundgåelige kærlighedens dragning mellem to elskende, som går på kryds og tværs af fordomme, konventioner, bud og tabuer. Det er ikke i verdensbegivenheder, men i de små mellemmenneskelige forhold, tingene er af betydning for individet. Arundhati Roy fik Bookerprisen for bogen i 1997. Siden har hun f.eks. manifesteret sig politisk som taler ved demonstrationer imod imperialisme både i udlandet og i Indien.

Man aner ikke ved begyndelsen af bogens fredsommelige indledning, at den har en grufuld slutning, men der lægges jævnligt op til det med hentydninger til, hvad man har i vente et eller andet sted i bogens fremtid. Det spænder i sig selv forventningerne.

Handling:
I den lille by Ayemenem i delstaten Kerala, Sydvest Indien, hvor befolkningen er forholdsvis godt uddannet, levestandarten relativt stor, og 20 % af befolkningen kristne, vender kvinden Rahel hjem efter 23 års fravær. Hendes familie har på stedet haft en fabrik der producerede pickles. Slægtshistorien i flere led indeholder bl.a. en syrisk-ortodoks biskop i byen. Som barn voksede Rahel op her med sin tvillingbror Estha, moderen Ammu (hvis mand er død), en grandtante, en bedstemor og bedstefar (der tævede sin kone med en messinglampe), og broderen Chacko, der er leder af fabrikken, men i øvrigt kommunist, og som via en speciel (bag)indgang i sit hus modtager piger fra fabrikken til (tvungent) seksuelt samkvem.
Hans tidligere engelske kone kommer efter aftale til byen med deres fælles barn, Sophie Mol, efter konens nuværende mands død.
Den attraktive unge kvinde Emmu forelsker sig i den endnu yngre Velutha, der er af lav kaste. Det er en katastrofe, fordi her brydes eklatant tabuet om adskillelse mellem de rørlige og urørlige. De elsker 13 nætter i træk på en lille ø på den anden side af floden, inden det bliver opdaget og resulterer i bogens uhyggelige slutning. Samtidig drukner Sophie Mol, der sammen med hendes legekammerater Rahel og Estha sejler over floden, over til det forladte hus på øen, hvor de træffer Velutha, som er en kærlig legeonkel for dem, og en fantastisk håndværker, der som betroet arbejder på fabrikken kan reparere og fikse alt, skønt kasteløs. Den uhyggelige slutning skal ikke afsløres her, men ender med Ammus bortvisning og hendes søn Esthas ditto til en anden egn. De to søskende, Estha og Rahel, mødes først 23 år senere i Ayemenem, og genoplever deres barndoms rædsel. Tæt omslynget for at holde angsten på afstand, har de ved den lejlighed et incestuøst samkvem.
Det er grundlæggende en historie om magt og afmagt, og kærlighed på trods af hvad den kan koste. Det allersidste kapitel er en udpensling af Ammus og Veluthas fysiske forening.

Form og teknik:
Det er en meget stærk roman. Arundhata Roy er nærmest genial i sin måde at bygge formen op på. På en video har jeg et interview med forfatteren John Irving, der fortæller, at han ikke kan skrive en roman uden at kende slutningen og overordnet have hele handlingen i hovedet. I hans roman, ”Indtil jeg finder dig”, er den fortløbende handling dog forholdsmæssig einfach, hvorimod Roys komposition er særdeles indviklet. Så hvis HUN ville sige sådan, kunne jeg forstå det! Der skiftes både mellem et nutidigt og et fortidigt plan, og dernæst byttes der tidsmæssigt helt rundt på tingene, så f.eks. forhold der vil komme til at foregå i fremtiden, præsenteres i nutidsform, og evt. først ”løber af stablen” i næste kapitel. Jeg har grundet over, hvad der opnås ved dette: Vi forberedes allerede nu på den kommende begivenhed, så vi foretager en slags bedømmelse eller har en forudfattethed af de begivenheder der først siden kommer. Et ret sofistikeret kompositorisk trick.

Det er en roman med betydelige kvaliteter – jeg havde lyst til at skrive en fremragende roman, men det er jo temmelig gængs sprogbrug. Hun er en sprogets mester, en sarkasmens behersker og ynder, også en betydelig humorist, samt en enorm leger og tryllerske med sproget på mange ledder, f.eks. i tvillinge-søskendeparrets idelige brug af læsen bagvendt: tdnevgab nesæl – der som bekendt resulterer i det rene vola pyk sprog, selvom der kommer noget nyt sjovt ud af det. Hun indfører diverse ord/begreber/metaforer, f.eks. ’de kakifarvede coca-cola-underbukser’ - eller hvad de nu hed), som sammenkædes med fortrolige forhold/viden børnene imellem, og bruger dem efterfølgende mange gange i bogen. Et træk der kompositorisk er meget vigtigt at få med. Jeg tænker der vil blive skrevet doktor afhandlinger over denne bog. Den rummer meget stof at tage fat i.

Roy skifter hyppigt sprogbrug de forskellige kapitler imellem. Nogle gange bruges et nærmest mytisk eller magisk manende og opremsende sprog:
En krage med en knust vinge.
En knyttet kyllingeklo.
E Nugle(ikke Ousa) nedsunket i kvalmende syltetøj.
En tristlig drejen.Og ingen til at hjælpe.

(Ordene E Nugle er ikke fejlskrivning, men børnenes leg med ordene En Ugle).

Andre gange er der bare en letlæst fremadskridende handling. Det er meget lettere og mere bekvemt at læse. Det mytiske er ret opbremsende og man tygger ordene langsomt. I længden en smule irriterende.

Dette fører mig lige over i en lovprisning af Jan Bredsdorffs geniale oversættelse. Det må have kostet utrolige kræfter at få det så fint på plads.

De indiske navne kan vække lidt besvær, men mængden klinger ud, og antallet af navne bliver efterhånden stabilt. Men man kunne generelt set med fordel i højere grad bagest i romaner lave en personliste. Har man glemt et navn, er det jævnligt svært at få personen placeret ret i sammenhængen.

De mange indiske gloser burde selvfølgelig have været oversat: Mundu, avial, dhobie osv. osv. De er dejlige at få præsenteret, men jeg måtte selv google en masse for at få en forklaring.

Dette her er litteratur på højeste kvalitetsniveau. Jeg forstår udmærket det har taget hende nogle år at skrive den, og at hun måske nærmest hermed (i hvert fald for en længere periode) er udskrevet.

Jeg har med vilje overhovedet ikke læst, hvad andre siger om bogen. Det gør det meget spændende nu bagefter at researche lidt i det. Muligvis har andre en helt anden opfattelse af bogen. Det får mig til at tænke på, at man som anmelder af en bog ikke har andet end sine egne smagsløg at hælde sig til. Er der jævnligt totalt divergerende opfattelser hos f.eks. avisanmeldere, bør det ikke få en til at rynke på næsen, men respektere det som eneres nybryder-konklusioner. Hellere forskellighed end leflen for hvad der er trendy.

Elias Canetti - Erindringer, bind 2

Elias Canetti
Faklen i øret
Livshistorie 1921-31
(Bd. 2 (af 3 bind))
Samlerens Bogklub
327 sider

Biografier generelt
Jeg bryster mig gerne af, at jeg var stærkt optaget af genren selvbiografier og biografier årtier før den blev så populær, som den nu efterhånden har været i en del år. Jeg har en let nedladende holdning til de mængder af fremstormende erindrere, der partout vil sætte deres navne på verdenskortet. Fortræffelige politikere, sportsfolk, modefolk og alverdens andre oplysere, der har haft en vis offentlig berøringsflade, lægger sig vældigt efter trenden med autobiografering. Vel, så længe nogen vil læse det, har det nok sin værdi. Men hvor forekommer meget af det som det rene pjat ved siden af verdenslitteraturens yppigste frembringelser af slagsen.

Elias Canetti har ikke fået nobelprisen med urette. Hans forholdsvis lille forfatterskab skal stilles i forhold dets store kvaliteter. Erindringsbøgerne er fuldendt prosalitteratur, og ikke mindst en æstetisk nydelse af de helt sjældne. Den berømmede oversætter, Karsten Sand Iversen, har formidlet de tre bøger til dansk i 1988. Jøden Canetti (1905-94), døde blot 6 år senere.

Canetti er en iagttager af alle menneskelige fænomener, og man tiltror ham lige gerne at ville berette om indtryk han gør sig af et tilfældigt broget caféliv, som sit møde og bekendtskaber med de kendteste repræsentanter for verdenslitteraturen, såsom Brecht og Babel. Faktisk er det netop sådan han gør.

Han karakteriser en Berliner-digters/venindes og egen attitude sådan: ”Hvad vi havde til fælles var en umættelig interesse for mennesker af ENHVER slags.” (Fremhævningen er hans egen.) Et andet sted siger han: ”Jeg har altid gerne lyttet, når mennesker fortæller om sig selv,…”. Canetti kan skrive lange prosaafsnit om dagligdags emner, der dog virker meget præcise, og som skrevet i et fortættet sprog. Man kan faktisk være i tvivl, om det er hans fabelagtige indkredsen af det menneskelige eller stilen i beretningen, der betager en.

I ’Faklen i øret’ kommer vi igennem meget Wiener-liv, følger hans studenterperiode (kemi, tog senere dr. graden i faget, for siden aldrig at gøre brug af den), hører om studiekammerater, (platoniske)venindeforhold, pensionatliv, lærere, moderen og broderen, såvel som om hans åndelige sysler og om politiske samtidsbegivenheder. Ligeledes om hans oplevelser og indtryk fra et forholdsvis kort ophold i Berlin. Canetti er en utrættelig udæsker af det menneskelige. Han er ikke bleg for at involvere sig i alle mulige, man havde nær sagt, prosaiske sammenhænge, såsom med tvivlsomme cafe-gæster (som viste sig at være forbrydere, der senere fik lange fængselsstraffe). Han brugte et helt år på, startende alfabetisk med a,b, c osv., at stadfæste menneskelige egenskaber i forskellige karakterer og figurer: Bogmennesket, Dødsfjenden, Samleren, Ødelanden osv. Han kalder det selv ”det rigeste, mest udsvævende år i mit liv.” Bogen rummer også hans lange beskrivelsesforløb af optøjer i Wien, betragtninger der blev en inspirationskilde til hans senere berømte værk om massen, Masse og magt (udkommet i 2 bind i Dk.) – som jeg ikke har læst.

Bedst som man synes stilen bliver for filosofisk, smutter han over i en letlæst prosastil behandlende dagligdags emner, som var det en knaldroman, men uden trivialitet. Under læsningen måtte jeg jævnligt sænke bogen og sige til mig selv over en sides læst stof: Fremragende, ganske enkelt, fremragende!
Som f.eks. det lange afsnit om hans snørklede bekendtskab med en totalt lam, intelligent filosofistuderende ung mand, der kun kunne vende en bogside med tungen. En bjergtaget person af ham betaler en berømt filosofiprofessor for at komme i hans hjem og give ham privatundervisning. Han stiler mod doktorgraden. Han kommer dog ikke videre, fordi han, ganske enkelt (dog ikke sådan sagt) savner sex. Herligt er beretningen om professoren, der sætter sig ind på en lusket cafe, antræffer 3 piger, forklarer dem om den uhjælpelige, smukke og trængende unge mand, og deres beredvillighed og senere opfølgning på alt dette.

Canetti er en skarp iagttager, registrator og omsætter af alt ”det menneskelige” til litteratur. Disse kvaliteter går også igen i hans Stemmerne fra Marrakesh, som jeg læste forrige år. Her sidder han gerne på hotellets udendørs bar og betragter og ser folk an. Man står i menneskekundskabslære hos ham i et væk!

Claus Sode Grønbæk - Absoluthersk - (anmeldelse fra 2002)

Claus Sode Grønbæk
Absoluthersk
Credo
52 sider

52 små sider i lommebogsformat vil på en letspiselig måde i korte gennemgange af 6 kernebegreber vise, hvad gamle Luther kan betyde for ”dig” i dag. Den handler om ”..hvilken praktisk betydning det ev.-lutherske har for troen og livet i det 21. årh.” og ”...om det at blive og være en kristen,..”.
Stilen med den smarte titel videreføres bogen igennem, der afspiller sig i en sober, ultrakort behandling af centrale emner som retfærdiggørelse, tro, sakramenter, bibelen osv., alt sammen absolutherske begreber. Hvad enhver kristen, der funderer over, hvad præfikset ’luthersk’ måtte have af betydning for én i dag, har gavn af at vide. Den bevidst let poppede stil med friske billeder (”beton-lutherdom”, ”grumme gældsbevis”, ”støvede Luther”), gør det lettere at synke det tungt virkende emne, og passer til den korte bogform.
Hvad jeg personligt reagerer mod, er stilen med ”Nu sidder du måske og tænker” eller ”Måske er du en af dem” – denne pietistisk-rosenianske personlige applicering, der skal nå ”mig” helt inderligt med budskabet, og som jeg synes følelsesmæssigt omklamrer én. Jeg tror mange andre, der har siddet meget under den form for ret og rigtig forkyndelse, kunne have det som jeg. Til sidst får man kvalme af denne tiltaleform. Lær af Jesu ”stil” fra evangelierne: direkte, personlig tiltale, men ingen omklamring, hvor man hver gang skal hele det snørklede følelsesapparat igennem.

Anne-Marie Finch: At miste sin mor (anmeldelse fra 2002)

Anne-Marie Finch
At miste sin mor
Unitas Forlag
155 sider

Da 3.g’eren Anne-Marie mistede sin mor, der døde af kræft, fandt hun kun teoretiske beskrivelser af sorgen og dens udslag i psykologibøger. Den udformning af en historie fra det virkelige liv hun så meget manglede, har hun her helt ukunstlet skrevet selv. (Siden er der kommet flere lign. bøger om børn, der mister forældre og omvendt.)
En stærk, følsom og enkel beretning om sin elskede mors lange sygdom og død, og Anne-Maries egen efterfølgende sorgforløb, der strækker sig over ca. 1½ år. Hele perioden omfatter årene 1996-99, som vi får præsenteret i dagbogsstil, der er rekonstrueret, og hovedsagelig nedfældet på et refugieophold på Løgumkloster Højskole. På den måde følger vi i tid og med velvalgte kap. inddelinger hele udviklingen, og ser det alligevel i forfatterens klarere lys i tiden derefter. Det er altså ikke en roman, men læses som et fint og bevægende stykke virkelighedsprosa.
I forordet og i de sidste kap. i bogen ridser hun praktisk op, hvad hun havde af behov, oplevelsen af svigt af samme, og giver ideer og råd til andre unge og deres omgivelser.
Åh, hvor man dog selv lever med i hendes kampe af had, raseri, vrede og afmagt over for dødens ubønhørlige knibetang. Der går næppe en side, uden at Anne-Marie græder, græder, græder: ”Jeg gik i seng og græd helt hysterisk. Jeg ville dø. Jeg kunne ikke mere.” ”Jeg skreg og hadede, jeg truede og hadede, jeg græd og hadede. Jeg bare skreg og skreg og skreg.”
Men mage til brav pige skal man lede længe efter: Da hendes far var fuldstændig handlingslammet af sorg, tog hun, selv udpumpet for kræfter, resolut sagerne i sine hænder.
Hun involverer sig uden forbehold med egen hjælp i et så uromantisk forhold som sin hjemmeliggende mors afføringsproblemer. Når en uforstående skolelærer småligt kritiserer i stedet for at opmuntre, og i klassen kækt fordrer en klassedebat om det ømme emne, døden – man kunne, undskyld, have sparket ham bagi – så formår hun at gå og smække med døren. Og hun står mål til velmenende menneskers ”må jeg kondolere” – øv, hvorfor kunne de ikke bare have givet hende et kærligt knus i stedet for en klam frase.
Men hov, man kender sig selv så godt, hvor kan man selv i sådanne situationer være en kejtet torsk. Selv Anne-Marie – der i øvrigt holder foredrag om sorg og tab – må erkende, at hun også nu selv kan føle sig usikker over for en sorgramt. En af de problematikker hun erfarent og viseligt tager fat om sidst i bogen.
Vi lever igennem forløbet med i forfatterens møde og interaktion med en hel del forskellige mennesker, lige fra den nærmeste familie, veninder, kærester, lærere, psykolog til hjemmesygeplejersker, læger og bedemand. Anne-Marie er en kernesund og udadvendt pige, der elsker at spille teater og synge solo. Hun prøver næsten desperat i svære perioder, trods ulyst, at leve et normalt liv. Shiner sig op til en fest, går en tur i biografen med en veninde osv. Sammen med moderen lo hun meget, og hvor velgørende, da hun sidst i bogen på ½ års afstand af moderens død omsider skimter en anelse lys i tunnelen og igen kan le, og pludselig umiddelbart finder sig lykkelig for sin far og nye, søde hundehvalp.
Bogen er ikke skrevet ud fra nogen decideret kristen synsvinkel, men dens præcise situationsbeskrivelser og menneskekærlige iagttagelser kan lære enhver en masse om at forholde sig til især sorgramte unge.

Forslag udbedes: INDIEN

Før min rejse til Indien langt senere dette år (2010), vil jeg gerne læse summen af de bedste nutidige indiske romaner. Hvilke kan jeg ikke komme udenom? Kom med et par ideer, hvis du har nogle.

Doktordisputats om Etiopiens kirke (2003)

Anmeldelsen af den teologiske disputats, er skrevet - til en avis - allerede i 2003, men for hurtigt at få lidt fyld på bloggen, og fordi det er et ukendt, men spændende emne (for nogle!), tages den med.

Aa. Finn Rønne:
Kontinuitet og forandring
Akademisk
532 sider

Dansk doktordisputats om
etiopisk kirke- og missionshistorie, 2002.


Etiopien er et mægtigt og uhyre fascinerende land, der er 28 gange så stort som Danmark. Ejendommeligt, at det land vi nu sender missionærer til, oprindeligt blev kristnet mange hundrede år før vort eget.
En mindre region i det sydlige Etiopien, Kambaataa-Hadiyya, har været genstand for en dansk teologs indgående missionshistoriske forskning. Dette er mundet ud i en stor doktordisputats på 532 sider om emnet.

Doktoranden, Aa. Finn Rønne, født 1959, er til daglig lærer på DBI, Dansk Bibelinstitut, i København. Rønne kan nu med stolthed vifte med sin nyerhvervede doktorring, for med den svulmende murstenskrabat af en bog, ”Kontinuitet og forandring - Opkomsten og udviklingen af protestantisk kristendom i Kambaataa-Hadiyya, Etiopien 1928 til 1974”, er der gjort en mægtig indsats i dansk missionshistorisk forskning. Til trods for – behageligt for en dansk læser - at den er skrevet på dansk, bør en så fortjenstfuld forskningsindsats bemærkes langt ud over landets grænser. Enhver med interesse for mission og afrikansk missionshistorie bør læse i hvert fald dele af den. Bogen rummer f.eks. mange del-emner, der med udbytte kan studeres for sig. Forfatteren håber da også at bogen, der skal oversættes til engelsk, i den etiopiske kirke vil blive brugt som deres kirkehistorie.
Det har taget Finn Aa. Rønne sammenlagt 6 1/2 år at skrive afhandlingen, fordelt over ca. 10 år, indeholdende flere perioder med intense studier forskellige steder i verden. Bogen har gjort hele vejen fra speciale over besvarelse af prisopgave, senere omarbejdet til en ph.d. afhandling, for endelig at munde ud i en dr. teol. afhandling. Glædeligt for DBI, at man fra instituttets side nu har erhvervet den første ”rigtige” disputats ved et dansk universitet – om end det er på et teologisk set vel nok forholdsvis ”blødt” område som missionshistorie.
De første 55 sider af bogen går med at hvæsse knivene, før man rigtig går i gang med denne mange retters middag. Metode, materiale, afgrænsning osv. er alle vigtige begreber, der nobelt afklares, før man går til de 4 hoveddele.
Bagerst i bogen overvældes man af en svulmende litteraturliste på ikke mindre end 50 !! sider, heraf en god del upublicerede kilder. Blandt disse er ikke mindst Rønnes eget arkiv, herunder ca. 100 interviews, hvori indgår endnu flere etiopiske personer, bemærkelsesværdigt. Det har krævet store ressourcer blot at få dem sprogligt omsat til et forståeligt dansk, hvilket delvis er sket via tolke. Det er formodentlig ikke mindst gennem inddragelsen af dette vægtige feltarbejde, at bogen har kunnet munde ud i en disputats.

Et af afhandlingens hovedsynspunkter er, at opkomsten og udviklingen af protestantisk kristendom i Kamaataa-Hadiyya ikke er foregået på trods af den gamle etiopisk-ortodokse kirke, men i forlængelse af denne, som en følge af den ”gødning” for kristendom, der dermed i løbet af en århundrede lang historisk udvikling allerede var sket i befolkningen.
I flere bølger i landets historie har det sydlige Etiopien været udsat for erobring og dominans fra en nordfra kommende veluddannet amharisk befolkning. Dominansen har tillige været knyttet sammen med den ældgamle etiopisk-ortodokse kirke, der også havde vundet udbredelse i Sydetiopien – kirken har i sig selv haft flere op- og nedture i historiens forløb. De veluddannede grupperinger blev til magtfaktorer og kom til at udgøre en myndighedselite i Kambaataa-Hadiyya. Myndigheder, som den derværende befolkning, der udgjordes af mange meget forskellige familieklaner, ofte oplevede som undertrykkende.
Den protestantiske kristendom, der jo kom udenlands fra, oplevedes derfor som en befrier fra undertrykkelsen. Mange brød båndene til tidligere religiøse tilhørsforhold, enten det var til den ortodokse kirke, til Kittoosa-kulten (en forløber for protestantisk kristendom), eller til den traditionelle religion (besættelseskult). Idet man gik over til den protestantiske kristendom, fik man også mulighed for uddannelse i boglige færdigheder. Man tørstede efter at lære at læse og skrive, for at få del i den modernitet, der efterhånden også gjorde sig gældende i Sydetiopien. Vekselvirkningen mellem at se sig som værende en del af et lokalsamfund og samtidig opleve sig som en del af en større verden, var en del af moderniteten. Afhandlingen, der både er en historisk, teologisk og sociologisk undersøgelse, gør i store dele af bogen brug af begrebssættet mikrokosmos~makrokosmos til at sætte fokus på sådanne forhold.
Protestantisk kristendom udgjordes af de missionerende organisationer, der kom fra Europa og USA. De var delt i 2 hovedfløje. Det som adskilte de to retninger, var hovedsagelig spørgsmålet om enten barne- eller voksendåb (troendes dåb). Også økonomiske forhold gjorde sig gældende. Hos den ene part lønnedes de etiopiske evangelister af missionsorganisationerne (de nordeuropæiske). Hos den anden, SIM (USA), gik man ind for, at lokale ansatte skulle lønnes helt af den lokale menighed. Men også holdningen til alkohol og polygami var af stor betydning for den store splittelse indenfor protestantisk kristendom i 40erne og 50erne, der først startede som en konflikt, derpå udviklede sig til en stor krise, og til sidst resulterede i for altid at dele kirken i Kambaataa-Hadiyya i to.

Afhandlingen er præget af et enkelt og ligefremt sprogbrug, og i store dele af bogen er stoffet levende fremstillet. Den megen organisationshistorie-problematik er derimod ren ørkenvandring.
Spændende er fremstillingen af den store kristne personlighed Abbiyyo og hans betydningsfulde virksomhed. Spændende er også de mange aspekter af det for os så fremmedartede, men vigtige etiopiske klantilhørsforhold, man får indblik i, og som f.eks. afstedkommer, at en hel gruppe mennesker af gangen almindeligvis går over til kristendommen. Dette fremfor hin enkelte, som den individualistiske tænkemåde - vi vesterlændinge i så mange henseender forkludrer så meget med i Afrika - lægger op til.
Bedst som man tror, at forfatteren i det sidste kap. ”Afslutning og perspektivering” blot vil sammenfatte det læste, fører han kækt en anden forskers teori på banen. Heri spejler han derpå alt det allerede fremførte, så slutningen præges af ny erkendelse, og ikke bare bliver en kedsommelig opsummering af det, læseren i forvejen allerede stod i begreb med hastigt at glemme igen.

Lawrence Durrel - Causeri

Lawrence Durrel
Alexandria kvartetten
Gyldendal

Alexandria kvartetten er de mest kendte af Lawrence Durrels bøger, 4 bøger der foregår i byen af samme navn og deromkring, og i et helt og aldeles anderledes ”rum”. Durrels univers vibrerer af sansemættet dekadent skønhed og patos. Han er en verdensmester i metaforer, og vel nærmest skaberen af udtrykket ”the spirit of place”. I bogen af samme navn med digte og rejse-essays, opponerer han fx imod Abu Simbel templets flytning (før Aswan dæmningen ville oversvømme det hele), fordi netop stedets stemning ikke ville være det samme derefter.

Alexandria kvartetten er et eksperiment, idet han heri afprøver sin ide om at lægge den dengang forholdsvis nyfremsatte relativitetsteori til grund for kvartetten. Alle 4 bøger foregår på samme tid, så at sige lagt oven på hinanden. Selvom der fremstilles et helt prosaisk univers med by, land og agerende personer, er der ikke en kontinuerlig handling i bøgerne i traditionel forstand. Personernes indbyrdes forhold vendes og drejes fra alle mulige perspektiver. Højst særprægede personligheder i en lige blanding af eksotiske ægyptere, engelske emperiefolk fra kolonialadministrationen, jøder, ludere, barberer, forretningsfolk, forfattere osv., udgør den enestående ramme for denne de kranke lidenskabers og passioners verden. (Fx er den græske, men i noget af sit liv i Alexandria bosiddende og engang reelt eksistrende forfatter, Gavafy, en helt central reference figur i værket - har læst hans digte på engelsk.)

Der findes hist og her veritable Durrel dyrkere, såsom Poul Elming, chef for Ålborg Symfoniorkester (2007): ”- Hvad har formet dit livssyn? – Det har Lawrence Durrels firebindsværk ”Alexandria Kvartetten”. Jeg læste bøgerne i slutningen af 1970’erne, mens jeg studerede…i Wiesbaden. Værket var svært at komme i gang med, men pludselig var jeg grebet, og kunne slet ikke slippe bøgerne igen. Romanen beskriver det samme hændelsesforløb set fra fire personers synsvinkler. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, og jeg har aldrig rigtig sluppet den påvirkning.” (Kristeligt Dgbl. 1.9.07). Jeg købte værket i 1980, kan jeg se, og har forløbig (kun) læst de to første bind.

Ikke desto mindre har Durrel påvirket mig meget. Nogle rejsebøger (eller måske rettere ’opholdsbøger’) fra hans længerevarende bosiddelser på fx Cypern og Rhodos viser Durrel fra hans suveræne side. Ingen overgår ham i beskrivelser af folk, kvinder, steder og stemninger.

Der er lavet, var det nu 3 eller netop 4, TV-udsendelser om Alexandria kvartetten, pyh, de er fra medio ’70-erne, og altså i sort hvid. Jeg så dem på mit lille Københavner-studenterhybel ca. ml. 1976-78, og jeg blev helt ude af mig selv af begejstring. Durrel bliver interviewet, og man ser hele tiden forskellige lokaliteter fra Alexandria og omegn, vilde heste der rides i ørkenen, et sindsygt mulddyr der trækker en overrislingspumpe osv. Sanse- og stemningsmættede indtryk fra hans bøgers verden, kommenteret fantastisk af ham selv, hvor man ser ham siddende i en palmehave på stedet. Ikke mindst virker de udsendelser så besættende, fordi Tørk Haxtausen, (dansker, død nu) hvis dybe, let nedtonede basstemme, der fik hver sætning til at lyde skæbnetungt på en besættende måde, var kommentator på udsendelserne. Kommentarerne var ikke hans egne, men oplæsninger af Durrel -udtalelser.Tørk Haxtausen havde så absolut og helt suverænt Danmarks smukkeste og mest betagende stemme. Jeg har aldrig kunnet genfinde disse udsendelser, heller ikke ved en forespørgsel hos DR, jeg vil spørge det engelske Durrel-selvskab om de kender dem, men jeg mener ikke de er oplistet på deres bibliografi. Meget underligt.

Den yoga- og buddistdyrkende (og kristendomskeptiske) Durrel var i mange år bosiddende i Sommiers, Sydfrankrig. En engelsk kosmopolit, der aldrig har boet fast i England, som han anså for et bornert land, men derimod elskede Middelhavslandene. Skrev også bl.a. fra Sydfrankrig sin Provence kvintet, der ikke er så kendt. Om hans relativitets eksperiment med Alexandria Kvartetten er lykkedes, er der delte meninger om. Hans stjerne er aftaget siden hans død i 1990,forud var gået en forhutlet periode med skuffelser over manglende anerkendelse (altså i den helt, helt store stil for hans senere værker), datterens selvmord, den sidste af hans 4 koners død, skiftende partnere, for meget trøstealkohol og sygdom. Jeg har skimtet flere store engelske biografier om ham igennem, kommet efter hans død, hvor hele denne sidste periode virker noget tragisk.

C.S: Lewis' omvendelse

C.S: Lewis: Overvældet af glæde
Selvbiografi
Scandinavia
253 sider

Samt lidt causeri om Lewis i al almindelighed.

I
Ved begyndelsen af læsningen:

Er lige begyndt på C.S.Lewis’ selvbiografi 'Overvældet af glæde' (ham med bl.a. Narnia-serien), som jeg godt nok læste for ca. 30 år siden, men da på engelsk under titlen: Surprised by Joy.
Jeg opponerer mod den danske titel oversættelse, men er måske ikke skrap nok til det engelske? Lewis giftede sig meget sent i sit liv med Joy, som han vidste var dødssyg af kræft. Mon ikke han kendte hende, da han skrev den i 1955? Så kunne der jo sagtens ligge et ordspil gemt deri: Overrasket af både følelsen glæde og af kvinden ”Glæde”. Så bliver ”overvældet” ikke præcist nok.
Latterligt er forlagets eller oversætterens bemærkning i ”Om forfatteren” :”….vel nok sin tids mest indflydelsesrige forfatter.” Han var overhovetdet ikke kendt, slet ikke udenfor England, og først siden i større udstrækning gennem Narnia-serien, hvis berømmelse læner sig op af, at Tolkien (hans gode ven) fik berømmelse med sin Ringen. Typisk et forlags over-promovering af en foreliggende bog og forfatter, som en der er substans i.
Vores hjemlige og for længst afdøde Vagn Riisager (bl.a. litt. anmelder ved Kristeligt Dagblad), giver dog allerede i 1953 i sin Påskelilje og præstehat – Indtryk fra Englands kirke, på godt en sides penge en rammende karakteristik af denne forfatter med det helt store intellektuelle overskud, af en eller anden uni-kollega kaldet ”The real great man at Oxford”.
Lewis’ fremstilling af den første skole han som lille dreng gik i i England (kom selv fra Belfast, Irland), får mig til at tænke på kostskoleberetninger – fra andre læste bøger: F.eks. G.K. Chesterton: Erindringer, Kiplings: Lidt om mig selv, og skildringer i romaner som Ken Follets Farlige penge, John Irving: Indtil jeg finder dig (kæmpe underlig og fascinerende erindringsroman) og Charlotte Brontee: Jane Eyre. – Ofte er det opdiskning i lange baner af deprimerende oplevelser, snæversyn, dårlig mad, korporlig afstraffelse og elendig pædagogik.


II
Efter endt læsning:

Man oplever en slags god katarsis virkning, når man har læst en bog, og så får lov lige at sætte en mening og en oplevelse om den på print. Mærker den samme glød hos andre bogbloggere, når jeg læser deres (jeres) indlæg. Der er noget godt i at samle op og trække en rød linie i det man lige har læst.

Portrættet af C.S. Lewis’ fader fylder en hel del i bogen, en godhjertet og intelligent, men på mange måder håbløs figur. Vi følger Lewis’ udvikling gennem andre skoleforløb end det ovenfor nævnte, hvor flere lærere og kammerater får afgørende betydning for ham.
Lewis (1898-1963) bekender sig selv som romantiker, men har en skærende klar logisk argumentationsevne. Han fik tidlig stor interesse for den nordiske mytologi. Jeg har altid haft ham mistænkt for at beundre hele denne verden på afstand, altså haft på fornemmelsen, at han egtl. aldrig kunne tænke sig at sætte sin ben i fx Danmarks prosaiske jord. Og ganske rigtigt, så betoner han min sandten her åbenlyst dette selv.
Romantiske temaer kunne være hans vandringer, helst på egen hånd, så han kunne dagdrømme. Befandt sig ellers fortræffeligt i venners selvskab, bl.a. sammen med The Inklings (dvs. dem der skriver med blæk, altså i hånden), forfatterkollegaerne, der samledes en ugentlig eftermiddag på en pub (bl.a. Tolkien, hans gode ven), snakkede litteratur, røg pibe og drak ale.
Andre romantiske temaer jeg lige hitter: Sansen for landskabet. Det er helt forrykt fremherskende hos ham. Det være sig et tornekrat eller registreringen af et blidt bølgende engelsk bakkelandskab. Han kan lede i landskabet efter betydninger, noget han har mødt før, der udsiger noget i en ”toneart”, giver stemning. - Bøger, læsning ved kaminen med te. - Én sætning i en roman der kan ramme og få betydning for ham.
I en billedbiografi jeg har om Lewis, fortælles mere om eccentrikeren, såsom hans forkærlighed for at bade nøgen i sin sø i haven, og at han gerne smed de bøger væk, han havde læst - nu kunne han dem jo (han var berømt for at kunne citere efter hukommelsen).
Han havde i øvrigt den opfattelse, at en forfatters værker skulle stå alene, og ikke behøvede nogen udenomsforklarende bøger, essays og deslige, for at lukke op til dennes verden. Debatterede i en udgiven brevbog dette emne med E. M. W. Tillyard (The personal Heresy), fremragende litterat, der havde en anden mening. Jeg er så afgjort på opponentens parti. Jeg elsker alt udenoms forklarende, profilerende, omkring forfattere – biorgrafier, billedbiografier, essays, film, dagbøger, what so ever. Selvom en forfatters værk naturligvis skal kunne stå helt alene.

Overvældet af glæde er en lang rejse hjem, fra den kristendom han bekendte sig til som ganske ung, forlod, og først efter en lang, lang erkendelsesrejse finder tilbage til igen i beg. af 1930’erne, ikke mindst støttet af gode kristne venner. Glæden er et gennemgående tema i hele bogen. Han finder omsider ud af, at glæden ikke er en genstand men en person, ikke retter sig imod noget, men mod nogen. Til sidst overgiver han sig, om end meget, meget modvilligt, giver så at sige op, eller som kristne pænt ville sige, overgiver sig til Gud. Men det er herligt og typisk for Lewis, den absolutte måde han beskriver dette på. ”Jeg ved hvornår, men ikke hvordan, det sidste skridt blev taget. Jeg var på vej til Whipsnade en solrig morgen, da vi tog afsted troede jeg ikke på, at Jesus var Guds søn, og da vi nåede zoologisk gjorde jeg.” Jeg beundrer hans modige og ensomme vej mod kristendommen. På de engelske universiteter rådede der en grænseløs, selvtilstrækkelig ateisme og radikalisme. At tage bolden op og tænke tingene konsekvent igennem trods hån og let ironisk trækken på smilebåndene, det har min største respekt.
Lewis var for øvrigt ikke nogen sødladen kristen. Han brød sig absolut ikke om præster, orgelmusik (ak, siger organisten), kirkegang og salmer. ”Religion for mig burde handle om gode mænd i ensom bøn og i samtale mellem to eller tre personer om åndelige anliggender. Og det slørede, tidsspilde og besvær! Klokkerne, menneskemængden, paraplyerne, bekendtgørelserne, travlheden, at arrangere i evindeligehed. Salmer var (og er) yderst utålelige for mig. ” Osv.
Og så blev han alligevel en af de største kristne apologetikere i 1900-tallet. Han har et mangeartet og vidtstrakt forfatterskab bag sig. I Danmark var i mange år kun ’Fra djævelens blækhus’, om den ondes mangfoldige påhit for at drille og narre kristne fra troen, rigtig kendt. Siden er der kommet flere af hans bøger, fx Det er kristendom og En sorgens dagbog, skrevet, da han mistede sin Joy (jfr. omtale i del I). Den har i Danmark bl.a. gået som teaterstykke (Frits Helmut) og er kommet som film med Anthony Hopkins i hovedrollen som Lewis. Også fremragende biografier er oversat. Lewis døde desværre alt for tidligt i 1963.
Jeg elsker Lewis for bl.a. hans konsekvente og totalt usentimentale forhold til kristendommen. Var Gud virkelig til, havde han virkelig åbenbaret sig og sagt at han var Gud (ikke en gud), så VAR han den han sagde han var, ”Jeg er”, og så var fakta givet. Ikke så meget pjank. Sådan! Så var det bare at finde ud af, hvad han ville os. Hvor svært kan det egentlig være! – Det var selvfølgelig derfor han fandt glæden, da han ”fandt hjem”.

Adriaan van Dis - Hårdt identitetsarbejde

Adrian van Dis: Huset i klitterne
Gyldendal
221 sider

Der er for få bøger oversat af denne intelligente forfatter, hvor man ikke læser mange linier, før man stopper op og tænker: "Der er indhold i dette her!" Lækre sætninger og fine iagttagelser i mikrokosmos'et.
Romanen foregår dels i Holland, dels i eftermindet fra et langt kolonialherrefolks, hollændernes, ophold i Indonesien. Indonesien var engang Hollandsk koloni. Da familien, mor, 3 døtre og en lille søn, samt en kommende mand til den ene af døtrene, lige efter krigen vender hjem til Holland, prøver de at bygger en tilværelse op i deres nyerhvervede hus i klitterne ved havet. Bogens mandlige hovedperson ser tilbage på sin opvækst fuld af hårde disciplinære afstraffelser og opdragelsesmetoder, hvor faderen brugte rem og linial til korporlig "disciplinering", for at hærde og gøre sønnen til en ordentlig mand. Hans ene søster dør i bogens begyndelse af kræft, og en anden i bogens slutning af ditto, efter at hun er immigreret til Canada, hvor moderen og hans søster fra Holland samt han selv besøger hende og familien ved hendes sygeleje.
I Indonesien interneredes familien i en lejr af japanerne, der havde besat landet. Og de mange hårdhændede oplevelser der, samt mange andre episoder fra familiens tid i Indonesien, og oplevelser fra hans opvækst i Holland, hvorunder faderen dør mens han er ung teenager, danner baggrunden for det arbejde han ihærdigt gør sig for at stykke et billede af familiens og dermed sin egen identitet sammen.

Stemnings seismografen Ole Sarvig

Ole Sarvig:
Midtvejs i det 20. århundrede
Gyldendals Uglebøger

Det kan vi bestemt ikke sige vi er længere, vel. Men bogen er på en måde tidløs. Dens indkredsning af det moderne menneskes ensomhed og identitetsløshed i de europæiske byer (skrevet 1954), matcher meget vel hans øvrige forfatterskab. Hans skriftlige sprog minder meget om den manende, men følsomme mundtlige fremstilling man husker, hvis man har hørt ham live. - Poul Borums: Samtaler med Ole Sarvig giver i endnu højere grad præcision og uddybning af temaer i hans forfatterskab. - Krisens billedbog og kriminalromanen De sovende er andre bøger jeg har læst. - Sarvig var også kunstanmelder, og hans sprog, der seismografisk registrerer stemninger og atmosfære, er vel skærpet godt derigennem.
Jeg husker tydeligt den dag i 1981, da jeg i min Københavner-studentertid chokeret hørte, at han var død under mystiske omstændigheder dagen før. Har man nogensinde fået klarlagt, om han faldt eller lod sig falde ud af det åbne vindue på 3. sal - og døde deraf?

Jørgen Leth's erindringer - ikke mindst erotiske

Jørgen Leth: Det uperfekte menneske
Gyldendal 1996
365 sider

De meget omtalte og forkætrede erindringer af manden med den magiske kommentatorstemme fra Tour de France fra for år tilbage. Han blev jo decideret "sat af holdet", ho, som følge af hans frivole erotiske beretninger i denne hans første erindringsbog.
Jeg synes godt om hans koncentrerede sprog, der virker rent og skarpt. Jævnligt skriver han som vi kender hans mundtlige, næsten magiske, korte opremsende sætningstyper fra Touren. Man tænker dog en del gange, om han mon i det hele taget har redigeret på bogen under skriveprocessen, for han gentager ting som han allerede har sagt før, som om de bliver fremsagt for første gang.
Barndommens cykelbane-verden i Århus, ungdomsårenes journalistuddannelse og diverse ansættelser på forskellige aviser, de mange rejser ofte til eksotiske egne (Sudan, Sydamerika fx.) og den modne mands filmskabelser - det sammen med de fire koner (var det ikke det beskedne antal?) "på skift" foruden mange udenomserotiske forbindelser (forblindelser), udgør bogens hovedindhold.
Og så kommer den egentlige grund til, at så mange som tilfældet nok er, har læst bogen. De afsnit virker som små stærke røde streger midt i et langt manuscript. De fylder ikke så gevaldig meget i bogen, men træder frem som ildsøjler. Ikke mindst fordi jeg synes man her oplever en helt anden Jørgen Leth end i det meste af den øvrige nøgterne og usvulstige tekst: En infantil provokerende glæde ved i stærke vendinger at berette om usyret og saftig sex, og det helst med så unge piger som muligt. Side 318: "Hendes kusse boede godt i krydset mellem hendes velformede ben, hendes røv var ekstraordinært fast og flot." Og kapitlet "Kokkens datter" lyder i sig selv, når man efterhånden kender Jørgen Leth, som en optakt til et nyt erotisk eventyr, hvad det så sandelig også er. Hun er 17 år, siger hun selv. Side 308: "Jeg mærker efter om hendes kusse er våd. Det er den, hun er klar, og jeg kan tage hende uden forspil. Hun venter altid på, hvad jeg har lyst til. Hun indtager en stilling på knæ på sengen. En slags venteposition." Osv. Jeg undlader at komme med de efterfølgende endnu mere åbenhjertige sengekantsbeskrivelser - eller var det i øvrigt ikke i hans svømmepøl det foregik. Senere viser det sig faktisk, at jomfruen kun er 16 år. Jamen hildemænd dog! Kokken/forældrene aner selvfølgelig ingenting, for hun går jo bare til sprogundervisning hos Leth: Så kapitlets triumferende slutsætning, tænkt af det stakkels intetanende fædrene ophav lyder: "Og så kan hun måske også lære lidt engelsk."
Som en dokumentar over, hvad vi menneskens børn dog alt kan hitte på i den retning, er det sikkert berettiget at tage det med på denne måde. Ellers ville det vel have været for civiliseret, ud fra den definition Oscar Wilde engang har fremsat: Et primitivt menneske er et civiliseret menneske uden låg på.

Canadas grand old man - Robertson Davies

Robertsen Davies. Ja, det er altså hans fulde navn, ikke noget med, at jeg vist har glemt fornavnet. Jeg læste hans Deptford trilogi - for ca 20 år siden. Han er (eller rettere -desværre - var) en stor forfatter. Man står nogle gange næsten afmægtig over for at skulle forklare, hvad en bog har betydet for en. Den første bog i serien satte afgørende præg på mit liv. Et stærkt udsagn, men Robertsen Davies er en troldmand med sproget. Jeg har for ikke så mange år siden prøvet at genlæse bogen. Denne gang efterlod den slet ikke så stærkt et indtryk. Det siger mig noget om, at man måske kan tappe en bogs energi, essens, åndelige indhold, kald det hvad du vil, og "omsætte" det i ens liv. Næste gang man kommer til den igen, er man kommet videre i livet, og bogens magi er ikke den samme. Derfor er det altid vanskeligt at anbefale en bog. Andre lades uberørt af det, der har været et jordskælv for en selv.

Læste i sommers Robertsen Davies formidable "En klog mand". Det er en fantastisk bog. Jeg prøver naturligvis med min efterhånden erhvervede alders-modenhed at aflure hans stil og skrivekunst. Han er uhyre intelligent. Han er en sand vismand, der hele tiden formulerer sig med utrolig stor kraft. Aldig dødvande. Breder emnerne roligt ud, som ringe i vandet. Stor episk bredde. Raffineret form. Lærdomstunge emner fremstilles i ubesværet lethed. (Jeg siger ikke at det har været let for ham.) Behagelig måde at øge persongalleriet. Stille og roligt føjes flere til. Ikke så mange på en gang, så man har svært ved at huske dem. Rammende personkarakteristikker. Essenser af indsigt og visdom i en uendelig strøm. Lækre formuleringer. Morsom og humoristisk. Men også dybt seriøs og alvorlig. Endelig ikke pjattet. Han er en af de forholdsvis få forfattere, der præger én med et stempel, som er varigt. Man har spist mad, der mætter, når man har læst ham.