Litteraturens verden - expecting people -- Building the future - stone by stone, letter by letter!

Litteraturens verden - expecting people -- Building the future - stone by stone, letter by letter!
Ars longa, vita brevis

tirsdag den 7. februar 2017

Gigant bog med Van Goghs breve

Vincent van Gogh

Å skrive livet
265 brev og 110 originale skisser 1872 - 1890
Aschehoug (norsk)
2014
1039 sider

Jeg er blok-anmelder for norsk Aschehough forlag.
 
Jeg troede ikke mine egne øjne! – Jeg var på besøg på Vincent van Gogh museet i Amsterdam, og sluttede af i den vel assorterede boghandel. Kiggede løseligt i alt muligt, alt sammen på engelsk, tysk, fransk, nederlandsk….som forventet. Og jeg læser endnu en bogtitel på ryggen af en gigantisk tyk og stor bog: Å skrive livet…. Sjovt nok, tænkte jeg, det lyder næsten som noget man umiddelbart forstår, faktisk som norsk. Lyder da som et sjovt engelsk! Kunne ikke få det til at stemme. Det ligner faktisk norsk….læser forsiden og…. gisp, hjælp, hold da op, det ER norsk! Ufatteligt.  - Ja, sådan var min indgang til denne fantastiske udgivelse. Måske den tykkeste bog i boghandelen.

   Jeg har alle de tre mindre bøger der på dansk er udgivet på vidt forskellige tidspunkter og af vidt forskellige mennesker, og som indeholder et lille udvalg af Van Goghs breve. Købte dem antikvarisk for en 20-30 år siden. De var alle utroligt svære at få fat på. Sjældne. De er alle klenodier for mig i dag. Van Goghs breve gjorde ved læsningen et meget, meget stort indtryk på mig.

   Derfor er det en bedrift i verdensklasse, at norsk Aschehoug har udgivet denne enorme bog med 265 af hans i alt 903 breve.

   Den første samlede udgivelse af alle brevene, er så sent som fra 2009, hvor de udkom på både engelsk, fransk og nederlandsk. Den norske udgave bygger på denne, og brevene er oversat fra de tre sprog.  Desuden er der en grundig, lang indledning, og en kort indføring i brevene. Endvidere er bogen forsynet med 110 originale skitser, og med fotografier og farvemalerier i indledningen.

Bogen er i tykt bind, med en lækker ret stor skrift, og med smukt farvet papir i den tydelige afsnitsdeling. Den har vundet sølv for årets smukkeste bog i Norge.

   Brevene dækker årene 1872-1890, det sidste skrevet få dage før hans død, og de er opstillet i kronologisk rækkefølge, og med tydelig deling for hvert nyt livsafsnit. For mig står Van Goghs breve som et af de største dokumenter i menneskets historie. De er meget velskrevne, og Van Goghs idealisme og kærlighed til mennesker og passionerede hengivenhed for kunsten, griber én og går lige til hjertet. Man kommer vidt omkring i hans breve, både topografisk set og i emner. Der er megen tale om maleriet, dets teknik, malere han beundrer, hans egen maleriske optagethed, materialer, farver, omtale af skitser og malerier han er i gang med osv; der er overvejelser om alt muligt: kærlighed, religiøse overvejelser, overvejelser af filosofisk karakter; der skrives om natur, familie og venner, finansielle forhold osv osv. Man får en kæmpe sympati og kærlighed til mennesket Vincent, der her lægger sin sjæl blot for os, og hvor vi følger ham på klods hold i hele hans maleriske karriere.

   Ikke så sært, at udgiverne mener at hans status i dag ikke bare hviler på hans malerier alene, men hviler lige meget på både malerierne, livshistorien og brevene.

   Denne sensationelt fine udgivelse må stå som en milepæl indenfor sin genre i hele norden.
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar