Myrna Grant
RejsenOrdet og Israels Forlag,
1982,
264 sider

I mellemkrigstiden i 30’erne oplever hun
nazismens gradvist voksende tryk og forfærdelige forfølgelse af især jøder, men
også af andre udsatte grupper, og hun er ivrigt optaget af at vidne for alle
hun møder om sin frelser og dyrebare Herre. Da hun får muligheden for at
immigrere til USA, vælger hun i stedet lidelsens vej med sit eget folk,
jøderne. Den fører hende først i fængsel, dernæst til Auschwitz, hvorfra hun
som slavearbejder senere videresendes til Gelsenkirchen / Essen i Ruhrområdet,
hvor hun må arbejde 12 timer dagligt under ufattelige forhold til hun segner. Stort
set uden mad og vand overhovedet døgnet rundt, og uden pauser. Hun får
dagligt pisk – med jerndupper i enden af pisken - fordi hun vælger at bede før
morgenapellen, og dermed kommer sidst i opstillingen, uden derfor egentlig at komme
for sent. Slavearbejderne må gå 10 km. til arbejdet i sko-lignende
laser eller barfodet og hjem igen. Naziparolen hedder, at de skal arbejde, til de
dør. På et tidspunkt ved ikke hun ikke, hvad hun selv hedder. Men det dyrebare
Jesu-navne kan hun stadig påkalde. Og Bibelen, memoreret og underfuldt bogstavelig
talt rakt hende på næsten uforklarlig vis, er hendes overlevelses-mad. De sover 500 kvinder i en dryppefugtig frostkold kælder, hvor en forstoppet kloak betyder, at urin og ekskrementer står 15 cm højt på dele af gulvet!
Så sendes hun for 3. gang i gods togvogne
afsted på en lang rejse, der slutter i Bergen Belsen koncentrationslejren, og
her ender hun med at ligge udmattet og dødsberedt sammen med af bunkevis af døde mennesker i lejren. Hun
regnede med hun skal dø – som hun allerede havde gjort det i årevis. Men Gud
ville, hun skulle overleve. – Hun kommer årevis efter krigen omsider til Israel, hvor hun i mange år
kørte rundt med kristen litteratur og evangeliserede blandt sit folk. Smerter
efter alle lejrene fulgte hende hele livet.
Hun døde 1986, har jeg læst på nettet, taget
under kærlig pleje på et hjem i Haifa. Hun fik 36 gode år i sit elskede Israel. "Jeg er et levende bevis på, at Gud forbliver trofast mod sit folk."