Fra medium til kristen personlighed

Myrna Grant

Rejsen
Ordet og Israels Forlag,
1982,
264 sider
 
Denne fantastiske beretning om den ungarske jødiske kvinde Rose Warmer, født 1909, er en utrolig stærk beretning om en velstillet ung kunstnerisk, sportsligt og sprogligt begavet kvinde, der via en tryg barndom over et forlist ægteskab og senere infiltrering i spiritistiske kredse (hvor hun bliver et søgt medium), ledes til tro på Jesus som frelser og Messias. Overordnet set er det en beretning om hendes store kærlighed til Jesus og til Bibelen som Guds åbenbarede ord. Historien fortælles i jeg-form, men er skrevet af Myrna Grant.

   I mellemkrigstiden i 30’erne oplever hun nazismens gradvist voksende tryk og forfærdelige forfølgelse af især jøder, men også af andre udsatte grupper, og hun er ivrigt optaget af at vidne for alle hun møder om sin frelser og dyrebare Herre. Da hun får muligheden for at immigrere til USA, vælger hun i stedet lidelsens vej med sit eget folk, jøderne. Den fører hende først i fængsel, dernæst til Auschwitz, hvorfra hun som slavearbejder senere videresendes til Gelsenkirchen / Essen i Ruhrområdet, hvor hun må arbejde 12 timer dagligt under ufattelige forhold til hun segner. Stort set uden mad og vand  overhovedet døgnet rundt, og uden pauser. Hun får dagligt pisk – med jerndupper i enden af pisken - fordi hun vælger at bede før morgenapellen, og dermed kommer sidst i opstillingen, uden derfor egentlig  at komme for sent.  Slavearbejderne må gå 10 km. til arbejdet i sko-lignende laser eller barfodet og hjem igen. Naziparolen hedder, at de skal arbejde, til de dør. På et tidspunkt ved ikke hun ikke, hvad hun selv hedder. Men det dyrebare Jesu-navne kan hun stadig påkalde. Og Bibelen, memoreret og underfuldt bogstavelig talt rakt hende på næsten uforklarlig vis, er hendes overlevelses-mad. De sover 500 kvinder i en dryppefugtig frostkold kælder, hvor en forstoppet kloak betyder, at urin og ekskrementer står 15 cm højt på dele af gulvet! 

   Så sendes hun for 3. gang i gods togvogne afsted på en lang rejse, der slutter i Bergen Belsen koncentrationslejren, og her ender hun med at ligge udmattet  og dødsberedt sammen med af bunkevis af døde mennesker i lejren. Hun regnede med hun skal dø – som hun allerede havde gjort det i årevis. Men Gud ville, hun skulle overleve. – Hun kommer årevis efter krigen omsider til Israel, hvor hun i mange år kørte rundt med kristen litteratur og evangeliserede blandt sit folk. Smerter efter alle lejrene fulgte hende hele livet.

 Hun døde 1986, har jeg læst på nettet, taget under kærlig pleje på et hjem i Haifa. Hun fik 36 gode år i sit elskede Israel. "Jeg er et levende bevis på, at Gud forbliver trofast mod sit folk."