Anthony Doerr

Alt det lys vi ikke ser
Politikens Forlag                                                                    
2014
558 sider

Den purunge franske Marie-Laure, der i Paris boede sammen med sin diamantkyndige og i museumet ansatte far, er nu havnet i sin meget indesluttede, men varmhjertede onkels hus i den lille kystby Saint Malo, hvor hun vha sin fars genialt konstruerede miniaturekopi af byen finder vej i denne  i ”blinde”, og også gør et vigtigt kurérarbejde ved at bringe meddelelser indbagt i bagerens brød. Marie Laure udgør i denne 2. verdenskrigs gribende historie den ene af protagonisterne i den store Pulitzer-prisbelønnede roman. Onklen formidler de hemmelige ”indbagte” meddelelser videre fra sin sender til modstandsbevægelsen.

   I hvert andet af de korte kapitler optræder så den purunge tyske Werner, der er kyndig i alt inden for elektronik og radioer, og indrulleret som menig i den tyske hær, og som opleder modstandsbevægelsernes hemmelige sendere. Han er opvokset med sin søster på børnehjem, en god og blød dreng, der må gøre sig hård i det grusomme naziopdragelses- og uddannelsessystem.

   De to protagonisters veje krydses kort mod slutningen af romanen, hvor alt mod krigsslutningen er i opløsning.

Doerr har et formidabelt stærkt sprog, er en superintelligent og meget dygtig forfatter, og man fanges straks ind af den skæbnetunge og nærmest uhyggelige historie, hvor der også er diverse sorte og hvide karakterer. Forfatteren har en stor svaghed for opremsninger og lakonisk sprogbrug.

   Doerr skilder formidabelt godt gode mennesker (Werner, Frederik), der kvases i det onde system, og som alligevel via en forelskelse (Werner i Marie Laure), får lov at vise det menneskelige adelsmærke, kærligheden. Hvor forkrøbler sådan et ondt nazisystem dog mennesker.

Historien er eminent godt spændt op over mange hundrede sider, og man forventer den helt store forløsende slutning, som dog efter min mening totalt udebliver. Man er nærmest både vred og skuffet efter endt læsning. Min kone og jeg læste den højt for hinanden.

   Der er også et gennemgående ”objekt” i historien, en diamant, der inddrager begge parter i begivenhederne, men heller ikke dette objekts historie får en tilfredsstillende slutløsning, synes jeg.

   Jeg kender andre romaner der benytter sig af samme slutningsform, og jeg bryder mig ikke om det. (Den røbes ikke klart her!)  - Og jeg kender også filmatiseringer af bøger med den type slutning, hvor instruktøren har taget sagen i egen hånd og ladt den ende ”godt”. -  Mennesker vil have, at en roman skal slutte godt (rimelig lykkeligt), og jeg mener generelt set en roman skal  holde sig på plads inden for sin form (den bryder altså denne mod slutningen).