Poul Hoffmanns evige kærlighed

Poul Hoffmann

Sangen om Maria
Unitas Forlag
1973
142 sider

Bogen har altid ligget levende og nærværende i min bevidsthed. Jeg kan vist godt sige ”altid”, for jeg kan se den er udkommet i 1973, og jeg læste den første gang i 1975; anden gang i 1976. Og så altså nu igen. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg i grunden ikke kunne huske det ydre sujet mere klart, for jeg mente egentlig at huske, at jeg havde læst den en 4-5 gange. Men ved eftersyn i mine protokoller, viste det sig at være 42 år siden jeg sidst havde læst den! Tempus fugit!

Den holder sig levende i ens bevidsthed, fordi Poul Hoffmann holder det evigt aktuelle fænomen kærlighed levende i sin unikke og sædvanlige insisterende sammenblanding af den menneskelige og guddommelige kærlighed som to sider af samme sag….. nej, dybest set som et og det samme.

Maria og Michael, to unge mennesker, schweitzer(inde) og dansker, mødes tilfældigt på en rejse i Israel, og flammerne er omgående høje. Jeg kender ikke nogen, der som Poul Hoffmann kan skrive så nænsomt poetisk erotisk, stort set uden at nævne en eneste legemsdel, så at sige. Prosaisk snak mellem Maria og Michael går hånd i hånd med den mest ophøjede diskussion om kærlighedens væsen, liv og død, evigheden, - ja, tid og evighed væver sig konstant ind i hinanden. De er begge to gralssøgende, sådan snakker de selv humoristisk om det, og sådan er det enten reelt set eller i overført betydning; altså de er begge på en uhåndgribelig søgen efter noget timeligt der kan vare evigt: Kærligheden.

 

Antagonisterne i historien er det unge svenske par de møder undervejs og til dels slår følge med, Alice og Göran. Selvfølgelig skal der være en modstander i historien sat op imod Maria og Michaels sande og rene samtaler og tanker om kærligheden, som så sandelig også får sit fysiske udtryk! I diskussionen med modstanderne får forfatteren samtidig en god mulighed for at give modstanderne (Modstanderen) et ordentlig hak i tuden.

Det er en let og letlæst bog, som jeg læste højt for min kone, og hvor vi jævnligt kluklo, for forfatteren kan fremkalde et herligt grin, hvor det er ønskeligt. Den gode og desværre afdøde Poul Hoffmann, der har ydet så meget i dansk litteratur, kan skrive som få, ja i virkeligheden som ingen. Det er vel også derfor jeg sikkert har læst en 30 - 40 stykker af hans bøger, og ladet ham blive en af de forfattere der har påvirket mig stærkest overhovedet. Ak, det er alt for spagt udtrykt: I lange perioder, måske snarere i mange (ungdoms)år var han nærmest en vedvarende og altid nærværende del af mig selv.