Corrie ten Boom
i samarbejde med Elisabeth og John Sherill
Skjulestedet
Scandinavia 2013
285 sider
Skjulestedet
var en af den forrige generations mest læste kristne bøger, og fortjener at
blive læst i dag for dens uafrystelige budskab om kristen næstekærligheds
forvandlende magt og kraft.
Corrie ten
Booms hjem var et gæstfrit og kringelkroget urmagerhjem i Haarlem ved
Amsterdam, Holland. Den gudhengivne urmager-fader læser hver dag med hele
familien samlet omkring sig et kapitel højt fra bibelen. Forældrene, fire
søskende og et par mostre lever i de trange lokaler, hvor urenes hyggelige
tikken akkompagnerer det borgerlige og gudfrygtelige liv.

Corries 4 måneders
isolations fængsel, efterfølgende ophold i en hollandsk lejr, og kreaturvognstur til og ca. 1 år lange ophold i
koncentrationslejren Ravensbrück nord for Berlin, hvor 90.000. kvinder døde, er
én lang beretning om ufattelige lidelser, ondskab og grusomhed.
Corrie og
søsteren Betsie, der dør i lejren, formår trods trængslerne at bevare modet,
troen og en selvhengivende kærlighed til medfangerne. Det er bogens vigtige,
overbevisende og altafgørende hovedbudskab - der præger den fra først til sidst
- at det var Gud, der gav kraften til at elske, det var Jesu konkret oplevede
nærvær der gav dem håb og trøst i mørket. Et stærkere kristent vidnesbyrd
findes ikke!
Efter krigen
beder en fangevogter fx Corrie om tilgivelse. Følelsen af had vælder frem i hende,
men da hun med Guds hjælp rækker ham hånden, oplever hun en Gudgiven kraft af varme strømme gennem
armen.
Og da den 84 årige fader i fængslet får tilbudt frit lejde
hjem imod at være naziregimet tro, siger han, at han altid vil tage imod den
der kommer til hans dør! Han dør 10 dage efter i fængslet!
Fakta:
Corrie ten
Boom døde i 1983, 91 år gammel i Californien, efter 5 års sygeleje med total
lammelse og stumhed. Dem der kom for at trøste hende, gik selv trøstet bort! Rejste
i langt over 60 lande, for at aflægge den glødende og hjertevarme beretning om
sine oplevelser og Guds førelse. Besøgte på rejserne bl.a. fanger i fængsler. Bogen
(1971) er fortalt til og skrevet af ægteparret Sherrill. I 1974 blev den
filmatiseret. Den kan fx ses i fuld længde på You Tube. Her kan man også se
diverse interviews med Corrie. Hjemmet i Haarlem er i dag museum.