Bønner

Gerhard Rasmussen
Morgen og aften
Unitas Forlag 1998
77 sider

Denne bog er ikke bare læst, men bedt!

    
Gerhard Rasmussen hjælper en til at formulere bønner morgen og aften, der både er dybt forankret i en klassisk kristendom, og som tager omsorgen for medmennesket og næsten med som en væsentlig del af det der bør ligge et kristent menneske på sinde. Det er ofte her vi svigter. Derfor er der også en bred vifte af ord om anger, tilgivelse, håb, tro, mod osv. Alt sammen formuleret i et klart sprogbrug og for hele familien ("vi"). Vi kommer godt rundt i hele det kristne univers. - Ikke noget med et halvt mystisk, selvbesværgende, dogmatisk set svagt, for ikke at sige nærmest ikke eksisterende trosindhold, som megen selvoptaget meditativ litteratur i dag er fuld af.

Mala Naveen's norsk-indiske indvandrer historie

Mala Naveen:

Desiland 

Aschehoug (norsk)

2010

474 sider

Det er Mala Naveens debut roman fra 2010, og min udgave fra samme år er allerede 2. oplag. Og det forstår man godt, for den norsk-indiske journalist har godt fat om pennen. Hun er selv barn af indvandrerforældre fra Indien, og er både meget vidende, velskrivende og har en stor psykologisk indsigt i menneskenaturen.

   Derfor er bogen så overbevisende og troværdig i sine miljøskildringer. En mor og far (jeg undlader en mængde navne) lever i en lejlighed i Grønland, indvandrerforstaden i Oslo,

sammen med deres to voksne børn, en kvinde og en mand. Utallige sagsforhold og problematikker som en indvandrerfamilie står med, fremstilles levende. Savn og afsavn fra det gamle land og også i det nye; familie, venner, arbejde osv., alt skildres som set gennem en indvandrerfamilies briller.

   Alle familiens fire personer gennemgår alt som bogen folder sig ud skematisk sagt en udvikling fra krise, til modning og afklaring. Alle forsøger med et væmmeligt slidt udtryk at realisere sig selv. Faderen, fysioterapeut, har kontroverser og afskediges på arbejdet. Begynder at oversætte indiske digte, der vækker opmærksomhed selv i Indien. Moderen, rengøringsdame på en skole, indleder et lidt mere end platonisk forhold til en lærer. Skipper det siden. Datteren, forsøger sig som med ringe held som filmskaber. Finder tilbage til familiens kærlige favn efter fallit båd med film og kæreste. Broderen springer ud som bøsse, bliver fortabt (lost in India), men i bogens slutning genfundet af faderen. Men Norge opleves ikke som det nye fædreland: ”Føler du deg hjemme her, Dadi? Har Norge blitt ditt hjemland etter alle disse årene?” – ”Nei, det har det ikke.”   

   Bogens 68 kapitler foregår stort set skiftevis i Norge og i Indien (Mombay). Så der er også en del  direkte kommunikation mellem Norge og Indien. Fx i form af mails.

     Indisk sæd, skik og brug bliver meget nærværende for én. Diverse indiske navne på alt fra fester til mad, klæder og højtider indgår på naturlig vis i historien.

      Måske er bogen en anelse for lang. De mange indiske navne kan også virke lidt genstridige for en skandinavers hukommelse.     

Anmeldt for forlaget.

    

Hans Anker Jørgensens moderne salmer

Hans Anker Jørgensen 

og Caroline Borello Lerche

Du siger det med blomster

Jazz- og popsalmer

Unitas Forlag

2013

Hans Anker Jørgensen kan gøre enhver tung tekst let at gå til. Med et ordvalg så lige ud af landevejen, som sagde det næsten sig selv. Men det ligefremme og naturlige er det sværeste at lave. Når rimsmeden (hans eget udtryk) i de 24 salmer tager alvorlige samfunds problemer og teologisk stof under bearbejdning, skal man lige læse næste og næste vers med. Stoffet fænger.     Taknemmelighed for alt det Gudgivne (”For kroppens fryd og livets bud må jeg hver morgen takke Gud”) og Gudsskabte (”hvor er her smukt, må hjertet synge på sin flugt, på vandretur i mark og lund, i bil en rosa aftenstund”) går hånd i hånd med bekymringen for vores svigtende ansvarlighed af samme og omsorgen for den svage (”Vi fik givet denne perle (=jorden) med dens luft og vand og muld til at mætte sultne maver og til at folde evner ud”).

    Finurlighed (”Har du lys i pæren: Gud er lysets kilde! Giv Gud alene æren”) og et uhøjtideligt  samtids dansk ordvalg er en af Hans Ankers specialiteter, der gør salmerne velgørende morsomme at synge. (”Syng i evighedens kor forskere fra CERN og Darwin, Ørsted og Niels Bohr”).

   Der er megen Jesus i salmerne, nogle i mere genkendelige gevandter (”Han gør sig selv til brød og vin, til evig hjertemedicin mod synden og mod døden”), men ofte i fornyende klæder (”Jesus selv er Guds replik imod frygtens retorik”). Og nogle salmer bruger Hans Ankers ny opfundne såkaldte bim-bam-bum rim, hvor ”bringer” fx kan rime på ”fanger”.

   24 såkaldte jazz- og popsalmer, de fleste tekster nye, en håndfuld gamle eller ny bearbejdede, men alle med nye velfungerende visemelodier i fuldt udskrevet klaversats samt becifringer af Caroline Borello Lerche. Og 15 af dem indspillet på medfølgende cd af diverse sangere og gode musikere, bl.a. Poul Dissing. De 5 forskellige sangere – foruden Ramløse og Annisse børne- og ungdomskor, fortolker stærkt og fint de forskellige genrer, blues, jazz, vise, pop, som  melodikomponisten har lagt sig efter. Melodien skal for hende være ”lige til”, evt. gå nye veje og overraske lidt. De sangbare og ligefremme melodier til trods demonstrerer solisternes udførsel dog samtidig en generel problematik ved rytmiske salmer: Genren lægger op til og er nærmest defineret ved friheder, som den stramt noterede melodi og fællessang ikke kan honorere. Her må man synge mere uniformt.

  Særdeles informative for- og efterord mm., det hele pakket ind i et lækkert layout og i et stort stift bind, byder på mulighed for mange stunders fordybelse.

   I ordvalg og teologi ligger salmerne langt fra de inderlige, intime lovsange fra fx højrefløjens unge.

Der er en vis distance i det teologiske ordvalg, så teksterne aldrig bliver flæbende eller sentimentale, men efter min mening også med en afsvækkelse af det fulde evangelium til følge.

    Måske kan en nutidig salme med mere klassisk teologi end der er i disse, vanskeligt af hjertet synges af alle. Står mere begrebstung bibelsk terminologi i vejen for budskabet? Er det mere på sin plads med Hans Ankers let fordøjelige vers, der til tider er på grænsen til det afværgende pjagtagtige, som for en almen dansker glider let og ubesværet ned: ”Du milde, mægtige mirakelmager” eller ”Du som er i himlen! Lad din vilje ske! Lad os bringe glæde! Lad os se dig le!” 

Hans Ole Bækgaard

Jeg kender dine gerninger

De syv menighedsbreve.

Bibelstudie

Lohse

2009

44 sider

En lille bog med det store indhold. Når man i studiekredsen sidder i gode venners lag om samtalen af væsentlige ting for tro og liv, læses først et stykke fra Bibelen og derpå  bogens afsnit med spørgsmål. Sang, bøn og kaffe er også vigtige ingredienser efter en god samtale og drøftelse af aftenens emne  - som her med et dyk ned i et afsnit fra udvalgte kapitler i Johannes Åbenbaring indeholdende de såkaldte menigheds breve.

Peer Aarestrups trilogi fuldført

Peer Louis Aarestrup

Den niende bro

306 sider
Forlaget Queenswood

I 2012 fuldførte Peer sin store triologi, som jeg læste mhp.
bl.a. en anmeldelse, men jeg ville læse den to gange for det sammes skyld. Det har jeg stadig i sinde og til gode.
Så der bør komme en ordentlig anmeldelse af den.
   Her kommer han vidt omkring og får afrundet hele historien. Via Paris og Sydamerika.

Henni Starup på Kreta tur

Henni Starup

Kretabilleder

Samleren 1987

132 sider

 

 

Billedkunstneren Henni Starup - de sidste 30 år bosiddende på Langeland - elsker Kreta, og har altid fundet stor inspiration til sine maleri i det kretensiske folkeliv. Men desuden skriver hun eminent godt; ikke så sært at hun ud over denne bog også har udgivet en roman.

   I Kretabilleder indfanger hun i stemningsbeskrivelser, person-, landskabs- , og folkelivskarakteristikker Kretas sjæl. Og vel at mærke med et distancerende spark til mange turisters forlorne Kreta-oplevelser. Det er det ægte, enkle, barske og frodige folkeliv hun fordyber sig i, det liv der leves i baglandet og ikke ved turist-kysterne. Hun ønsker at fortabe sig i små hengemte, nærmest unåelige landsbyer klinet op ad høje bjergsider. Vi kommer med på mange uvejsomme og vilde bjergture. Forfatteren har et sjældent fint registrerende sanseapparat, hvormed hun omsætter indtrykkene både til maleri og prosa. Henni Starup har mange gode venner blandt kretenserne, der ved hun elsker at komme med alle mulige ”umulige” steder for at se og opleve den hjertens kære befolkning af vinavlere, hyrder og andre ”almindelige” mennesker og deres hverdag. Her er en anden fællesskabsfølelse, en nærhed og et samliv der er tættere end danskernes, og virker meget sympatisk og tillokkende.

   Jeg har stornydt hendes udstrakte og formidable brug af analogier. En analogi som at en blå dør i et hvidt kretensisk hus sad som en skarnbasse i en flødeost, fornøjede jeg mig med glæde over.

   Ikke mindst i de indledende kapitler er der også mange fine beskrivelser, hvor hendes eget fag, maleriet, indgår.

   Bogens har knap 30 år på bagen, så et og andet kunne nok have ændret sig siden – men det kunne jo komme an på et selvsyn!

   I et langt slutkapitel gennemgås befolkningens og hendes egen oplevelse af alle påskens dage, der er uendeligt meget mere levende for menneskene på Kreta end de almindeligvis er for folk i Danmark.

   Fra første side sagde jeg til mig selv. Hold fast, hun skriver godt!  Og dermed læste bogen sig selv!

Corrie ten Boom: Skjulestedet

Corrie ten Boom

i samarbejde med Elisabeth og John Sherill

Skjulestedet

Scandinavia 2013

285 sider

 

 

Skjulestedet var en af den forrige generations mest læste kristne bøger, og fortjener at blive læst i dag for dens uafrystelige budskab om kristen næstekærligheds forvandlende magt og kraft.

Corrie ten Booms hjem var et gæstfrit og kringelkroget urmagerhjem i Haarlem ved Amsterdam, Holland. Den gudhengivne urmager-fader læser hver dag med hele familien samlet omkring sig et kapitel højt fra bibelen. Forældrene, fire søskende og et par mostre lever i de trange lokaler, hvor urenes hyggelige tikken akkompagnerer det borgerlige og gudfrygtelige liv.

Under nazibesættelsen forvandles hjemmet til et stort gennemgangshjem og ly for flygtende jøder. Skjulestedet er et hemmeligt rum bygget op bag Corries soveværelse, hvor de husede jøder hurtigt kan krybe i sikkerhed under razziaer. Ikke engang trænede Gestapo folk finder det, da hele familien arresteres, her iblandt  også en del ikke hjemmeboende familiemedlemmer.

Corries 4 måneders isolations fængsel, efterfølgende ophold i en hollandsk lejr, og  kreaturvognstur til og ca. 1 år lange ophold i koncentrationslejren Ravensbrück nord for Berlin, hvor 90.000. kvinder døde, er én lang beretning om ufattelige lidelser, ondskab og grusomhed.   

Corrie og søsteren Betsie, der dør i lejren, formår trods trængslerne at bevare modet, troen og en selvhengivende kærlighed til medfangerne. Det er bogens vigtige, overbevisende og altafgørende hovedbudskab - der præger den fra først til sidst - at det var Gud, der gav kraften til at elske, det var Jesu konkret oplevede nærvær der gav dem håb og trøst i mørket. Et stærkere kristent vidnesbyrd findes ikke!

Efter krigen beder en fangevogter fx Corrie om tilgivelse. Følelsen af had vælder frem i hende, men da hun med Guds hjælp rækker ham hånden, oplever hun en Gudgiven kraft af varme strømme gennem armen. 

Og da den 84 årige fader i fængslet får tilbudt frit lejde hjem imod at være naziregimet tro, siger han, at han altid vil tage imod den der kommer til hans dør! Han dør 10 dage efter i fængslet!

 

Fakta:

Corrie ten Boom døde i 1983, 91 år gammel i Californien, efter 5 års sygeleje med total lammelse og stumhed. Dem der kom for at trøste hende, gik selv trøstet bort! Rejste i langt over 60 lande, for at aflægge den glødende og hjertevarme beretning om sine oplevelser og Guds førelse. Besøgte på rejserne bl.a. fanger i fængsler. Bogen (1971) er fortalt til og skrevet af ægteparret Sherrill. I 1974 blev den filmatiseret. Den kan fx ses i fuld længde på You Tube. Her kan man også se diverse interviews med Corrie. Hjemmet i Haarlem er i dag museum.

Bertel Thomsen

Præsten der ikke kunne synge.

Lohse 2013

187 sider

En formidabelt godt fortalt, indsigtsfuld og veldisponeret biografi om præsten for flere af de danske udvandrermenigheder i USA i begyndelsen af 1900 tallet.

Gode biografier, som denne om præsten Jens Knudsen (ca. 1878 – 1944), er stærkt værdifulde i vores identitets forvirrede tid, fordi vi trænger til gode kristne forbilleder, der kan virke personligheds styrkende.

Jens Knudsen voksede op som fårehyrde i Vorgod i Vestjylland, hvorved han lærte alle naturens hemmeligheder såre godt at kende. Han følte tidligt et kald til at blive præst, men måtte gå forretningsvejen, og drev efter giftermålet en uhyre succesfuld forretningskæde på 16 virksomheder fra Faaborg, hvor flere af hans 8 børn blev født. Han var tidligt og også her virksom som afholdt søndagsskoleleder og prædikant. Det fortsatte kald drev ham dog til at sælge alt. Og turen til Amerika og siden erhvervelsen af en mangeårig præsteuddannelse for at kunne virke som præst blandt sine landsmænd i de nordlige stater North Dakota, South Dakota og Nebraska, er virkelig fængende læsning. Flere børn kom til, og barske vilkår måtte familien ”bede sig” igennem - med bønhørelse - for at kunne klare paragrafferne. Siden fik den Gudsnært levende og meget afholdte Jens Knudsen og hans kone 25 rige år i menighederne i omtalte stater, også en række år som højskolelærer, samt derefter et virke i selveste New York, i det fattige og kriminelle Brooklyn, og siden i Calgary, Canada.

  En vigtig bihistorie i bogen er datteren Siggi og hendes mand Gotthards tjeneste som præstepar, først i New Zealand, så en del år i Japan, og siden i krigstidens USA under yderst vanskelige kår blandt de forhadte japanere.

 Jens Knudsen sluttede sine virksomme år af som en igen meget afholdt og aktiv præst i Den Evangelisk Lutherske Frikirke i Martins kirken, Vodroffsvej i København (en menighed og kirke undertegnede selv med glæde for mange år siden var en del af). Han samlede her som alle steder en lydhør menighed omkring en stærk og enkel Kristus centreret forkyndelse, fik en gigantisk stor søndagsskoleundervisning etableret i sognet og holdt foredrag over diverse populære emner – men synge kunne han ikke. Dog elskede han musik, og gik i den grad i brechen for god kristen musik og sangs betydning i menigheden. – Man kunne blive ved. Der er så mange gode værdier i fremstillingen af præstens person og hans ydmyge og menneskekærlige ageren, som forfatteren, Bertel Thomsen, (barnebarn af præsten, viser det sig mod slutningen), præsenterer os for i denne fine bog, der meget kyndigt redegør for utallige sagsforhold, så man får en næsten selvfølgelig klangbund for alt der siden fremlægges. Bogens research hviler på et ganske imponerende bredt kildemateriale.

  Jens Knudsen ender sine dage i Vildbjerg i Vestjylland, hvor han – foruden utrætteligt stadig at virke på frivillig basis som præst - nærmest komisk på stilfærdig vis agerer som budbringer og rapportør til modstandsbevægelsen.      

  Jeg kunne for overblikkets skyld have ønsket mig Jens Knudsens navn klart skitseret på forsiden, og levnedsdataene ligeså i indledningen. 

Anatole France - viddets og ironiens mester

Jens Bang
Anatole France
Forlaget Schultz Boghandel
København 1969
61 sider

Jeg greb skødesløst den lille bog om Anatole France (1844 - 1924) i reolen, (der ved nærmere eftersyn kun er udgivet i 750 nummererede eksemplarer) efter for et par dage siden at have trukket en af de bøger jeg har af ham ud et kort øjeblik, bladet lidt i den og sat den tilbage. Typisk. Så får man lige lyst til at gå tingene lidt nærmere efter.

Hvor er det vederkvægende at læse hans blændende velskrevne prosa. Jens Bang præsenterer denne viddets og ironiens mester med korte karakteristikker af hans bøger og ved at bringe velvalgte citater.
Hans stil er skøn læsning. Ikke sjældent sætter han sandheden op over for skønheden, hvor han ubetinget vælger den sidste. I hans godmodige drillende ironiske sprog - klart og gennemsigtigt, siger Jens Bang hans sprog er - lader han det ofte gå ud over kirken. Han var vist på Vatikanets sorte liste. Han er efter dem der indsnævrer friheden, efter hykleri og overtro. Hans sætninger er præcise og morsomt formulerede, mange er nærmest formet som en aforisme.
   Jeg må se at få læst hans 3 barndoms-erindringsbøger, den første skrev han som 40 årig og de næste to mange, mange år senere. Bl.a. er han i barndommen opfyldt af ønsket om at finde sine drømmes og fantasiers verden, det ukendte land. Hvor er mange af nutidens forfattere fattige i sprog og tanke stillet ved siden af en så vis og åndsfyldt gammel herre som Anatole France.
   Her lige et par citater:
"Det er som regel først, når folk bliver syge, at deres tanker vender sig mod de ophøjede ting. To gram sukker i urinen - og libertineren går til messe."    (Ha!)
"Lad os ikke tabe fortiden af syne. Det er kun gennem fortiden, man skaber fremtiden."
Der er ingen objektiv kritik:
"For at være oprigtig burde kritikeren sige: "Mine herrer, jeg vil nu tale lidt om mig selv i anledning af Shakespeare, i anledning af Racine eller Pascal..." ".