Poul og Kirsten Hoffmann

Kirkelignelser
Doxa Foraget 1987
14 sider

En pjeceagtig lille fin ting med 5 refleksioner, bragt i DR 1 som ”Ved dagens begyndelse” over 5 dage i 1987.

 Her males med stor og generøs pensel af ægteparret Hoffmann. Nr. 1 hedder: Noas ark - ”Med kirken er det som med Noas ark”, hvor der ud fra en sammenligning af de mange forskellige dyr i arken påpeges, at de mange forskellige slags kristne i verden bør enes og støt og roligt sejle mod deres evighedsmål. ”Det er Kristus, der er garanten for, at kirkearken når frem til den nyskabte, evige verden,…”. ”Det betyder så til gengæld også, at de kan slappe af i arken.” Et befriende og vildt utraditionelt udsagn.

De efterfølgende kapitler hedder Katedralen, Pyramiden, Træet og Fædrelandet. Hoffmann’ernes beskrivelse af de mange slags kirkesamfund i verden og deres glade anerkendelse, respekt og kærlighed til dem alle, er dejlig læsning.

 ”Træet” -  har som rod selvfølgelig Jesus, hvorfra alt gror. Alt organisk, også kirker, gror og forgrenes naturligt nok. Sære, syge gevækster kan dog også skyde frem, sekter. Igen fryder de to forfattere sig over forskellighederne i alverdens kirker. ”De jublede alle sammen over alle de herligheder, de ejede i deres egen arv og tradition.” Ingen grund til misundelse, ingen grund til mindre- eller mereværd.

Man nupper let og med stort behag en lille morgenreflektion til sin krydderbolle, og glæder sig også selv over, at alle kristne ER ét! Det er ikke noget vi ved at trække os op i nakkehårene skal anstrenge os for at blive.
------------------------------------------------
Ha, da jeg skal til at omtale Kirkelignelserne nu her i jan. 2019, ser jeg, at jeg allerede har anmeldt dem tidligere. Og det er da ganske udmærket gjort, og svarer faktisk meget godt til indhold og stemning! (Smiley)
 

Bibelens patriarkhistorie og faraonernes sammestillet

Poul Hoffmann

Sfinxens smil
Logia 2006
187 sider

 

Poul Hoffmann er en fantastisk forfatter. Fantast vil nogen sige. Ingen, overhovedet ingen forfatter i Danmark  - og måske noget andet sted - ligner ham eller kan måle sig med ham i henseende til åndelig indsigt, klarsyn og bredde grundet på en usvigelig bibeltroskab (tro på at Bibelen er Gudsinspireret, mere end menneskeord).

At kunne forene antikkens gådefulde ægyptiske historie med den hebraiske patriarkhistorie på en overbevisende og uhyre interessant måde, skal der en omfattende viden, passion og stor intelligens til. Hoffmann gør det!

Keops (keops pyramidens navngiver) og Abraham, samtidige og frænder; Keops som dyrker af den eneste sande treenige Gud; jeg kan ikke gengive hovedindholdet nærmere. Poul Hoffmann forbinder ad mange før ikke sete veje på sandsynligste vis bibelens historie med pyramidefolkets, så Ægyptens  historie bliver en del af den bibelske Guds ledelseshistorie. Som altid ligger der omfattende litterær research bag Hoffmanns bøger, her for en gangs skyld ikke oplinet i en regulær litteraturliste. Poul Hoffmann skriver på baggrund af et langt livs fordybelse og vedvarende beskæftigelse med Mellemøstens historie, hvad hans mange romaner og fagbøger vidner om.

   Poul Hoffmann er født i 1928, lever stadig (dec. 14), men udgiver vist ikke offentligt mere. Han er altså sidst i 80’erne. Man kommer ikke kærligheden og himlen nærmere end i hans talrige bøger.

Musiker vittigheder

Laif Møller Lauridsen

Humor efter noder
Jelling bogtrykkeris Forlag 1997
71 sider
 
Laif Møller Lauridsen er en kendt guitarist fra Vejle, der bl.a. har udgivet en masse cd’er i alle musikgenrer. Han er både en skattet musiklærer, solist og akkompagnatør. Ikke mindst har han gjort det godt i de populære musikgenrer. I en længere årrække var han akkompagnatør for den folkekære violinist Wandy Tworek. Og han har musiceret i en mængde sammenhænge med mange mennesker, og ofte i sene nattetimer spillet til bal og lign., hvor man måske ind imellem godt kan have brug for en lille humørboble for at holde modet oppe.

 Laif har her samlet en masse vitser fra sit lange musikerliv, enten hørt eller selv oplevet; nogle er ultrakorte, andre rummer en hel lille historie med fin pointe. Der er også lidt vovede vittigheder – hvad venter man af en musiker. En håndfuld vil nok aldrig blive husket. Alt i alt fik jeg mange, mange dejlige grin af den humørfulde læsning.

Fra en koncertanmeldelse: ”- For første gang i mit liv misundte jeg mine fødder – de sov!”

Eller ”Hvornår får man en bratchist til at spille tremolo? – Man skriver solo over en helnode!”

Daudets skønne causerier

Alphonse Daudet: Breve fra min mølle

Stig Vendelkærs Forlag, 1964
148 sider

 

Jeg plejer at kalde den for min ynglings bog. Fem gange har jeg læst Daudets: Breve fra min mølle, oversat af berømte og for længst afdøde Mogens Boisen, der selv beboede en vindmølle i Sønderjylland. Selv om man har læst en bog 5 gange, kan den mange steder godt føles som helt ny, som om man aldrig før har læst visse passager. Det er nu ikke så sært i dette tilfælde, for det er 16  år siden jeg sidst har læst ”Breve fra min mølle”, kan jeg se.

  Den vidtberømte klassiker fra midten af 1800-tallet består af miniaturer på 4-5-6 sider. Bogen udkom oprindelig som føljetonbog i en parisisk avis. Afsnittende er en blanding af smukke, stemningsmættede betragtninger af det nære liv og fritvoksende personligheder i og omkring Daudets fingerede mølle i Provence (der findes en mølle i Provence, der tilskrives Daudet, men det var ikke denne han reelt ejede, hvis overhovedet nogen), hvor alt fra blæstens susen i træerne, agtpågivningen af den gamle ugle i møllen, hyrders og fårs lydelige optog o.lign. beskrives utrolig fint, og som om det opleves her og nu, altså skrevet i præsens. ”Da jeg åbnede min dør i morges…” eller ”I nat kunne jeg ikke sove. Mistralen var vred….”. I et afsnit besøger han den provencalske nationaldigter, Mistral i hans hjem. Så følger måske et afsnit med legender og folkelivsbetragtninger fra det provencalske bagland. Endvidere berettes om fx en skibskatastrofe og om forfatterens ophold på en fyrtårn-ø i Middelhavet ved Korsika blandt stovte, tavse, ensomme fyrtårnspassere.

 

Skæbneberetning går som en rød tråd igennem det hele. Fremstillingen præsenteres, som om forfatteren dovent ligger og lader tiden gå og udefra betragter alt der sker fra en fuldendt livsnyders stade:  Dagdrømmende ligger han i læ af et par træer i middagsheden, på et af møllens lofter eller lign.  Engang ”..havde jeg allerede valgt mit læsted mellem to klipper og drømt om at hvile her hele dagen…”. Natten kan antage et romantisk skær med et stænk af gys og frygt: ”Dagene er de levende væsners tid, men om natten lever tingene.” Der inddrages en masse destinationer og lokaliteter man selv kan slå efter og udforske hvor ligger, hvis man har lyst. Naturen og dens luner, scirokkoen, mistralen, bjergene og havet er meget nærværende. Forfatterens vandreture med sin Montaigne eller Plutark under armen understreger, at det er en kulturven der beretter historierne.

----------------------------------

Februar 2019 har jeg så genlæst den endnu engang - altså åbenbart for 6. gang. Og jeg kan fuldt ud nikke genkendende til alt jeg har skrevet ovenfor. Det er en nydelse at læse den gode Daudets små poetiske "breve". Det er simpelthen verdenslitteratur.