Erik A. Nielsen
Kristendommens retorik
Den kristne digtnings billedformer
Gyldendal 2009
544 sider
Erik A. Nielsen vil med sin allerede ret bemærkede bog imødegå og genindvinde det kæmpe traditionstab vi befinder os midt i, idet den almene dansker bliver mindre og mindre bekendt med kristendommens og bibelens univers.
Og dermed også med hele den vesterlandske kulturs sproglige billedbrug fra Antikken og frem til moderne tid. Et sigende eksempel på det er en nylig bragt artikel i Kristeligt Dagblad om nye danske altertavler uden kristne symboler, der i stedet er erstattet af en sol eller tegn for de fire årstider o.lign., fordi folk ikke ville forstå den gamle kristne symbolik i fx. korset.
Mange af os, der er vokset op i kristne sammenhænge med bibellæsning og samtalen om bibelske emner, er måske ikke særlig bevidste om, hvor stort et fond af billeder, symboler og metaforer fra den verden vi tit forholdsvis ureflekteret benytter os af og er fortrolige med.
I bogen bruges et stort antal sproglige billedeksempler såsom træet, hjertet, skyggen, drømmen osv., hentet fra talrige Bibelske skriftsteder og danske salmer, men også fra anden religiøs litteratur.
Del 1: Hermeneutisk
Det er forfatterens tese, at kristendommen ikke bare har, men er en hermeneutik, og dens budskab verdensfortolkende. Det er fremmed, ny tale ind i det velkendte (kaldet horisontbruddet).
Indtil nu har man ment, at kristendommen blot er en fortsættelse af den antikke retoriske tradition (veltalenhed). Men den tilføjer mysteriet, den indre synskraft, det man kan se med lukkede øjne. Og troen er forudsætningen for fortolkning.
Der sker en betydningsudvikling, en stigning, fra GT til NT. Jesus peger fx i Johs. 6 på sig selv som det brød de skal spise og blive mætte af, og viser tilbage til mannaspisningen i GT. Jesus åndeliggør - her og gennemgående i evangelierne - denne stigning i betydning.
Del 2: Eksegetisk
Den i tidligere tider meget anvendte firefoldige udlægning af skriften er grundlaget for 2. delen.
Til den bogstavelige, sansede, tilstand føjes den allegoriske (fænomenets betydning). Allegorien (sindbilledet) er betydningernes transportarbejder indenfor sproget. Den tropologiske, moralske, tilstand går på virkningen i ens liv, og den anagogiske (eller eskatalogiske, læren om de sidste ting) placerer jeg’et i helheden.
De østerlandske vismænd i Grundtvigs Dejlig er den himmelblå, der ledtes af stjernen, ”fandt dog stjernen der igen” (i Betlehem), men der er her talt allegorisk om Jesus. Jesu ”stjerne”, (ord), skal lyse for vor fod (det moralske aspekt), v. 16: ”Han sidder nu deroppe…hos Gud Faders højre hånd” (eskatologiske).
Der sker en udvikling og stigning i indsigt og klarsyn i denne anskuelsesmåde, og der er kun anvendt ganske dagligdags sprog og billeder. I Paradiset vil alle billeder være forsvundet, for da er der ikke behov for dem mere, da er vi i en evig ubrudt skuen!
Der sker lange rækker af betydningsforvandlinger fra GT til NT og videre ind i f.eks. vores gudstjenestefejring. GT’s Salme 118 skildrer en syngende og takkende rituel festprocessionen der bevæger sig gennem tempelgården mod alteret. Gud besejrede fjenderne ved udgangen af Ægypten. Jøderne på salmistens tid genopførte i ritualiseret form symbolsk denne historie. Og kulten åndeliggør og almengør, siger Erik Nielsen. Betydningsforvandlingerne fejres derfor hos os, når vi i kirken læser denne tekst palmesøndag, og den frelsende indgriben i en kultisk aktualisering (Nielsen) universaliseres, så den for os kommer til at dreje sig om Jesu død, opstandelse og sejr.
Professor Erik A. Nielsens bog har vakt stor opsigt, bla. på sidste års bogmesse i Forum; i en radioudsendelse med forfatteren; i et stort portræt interview med ham i Kristleligt Dagblad; og så er den er udkommet i bogklub (Samleren). Erik A. Nielsen, gift med Margrethe Auken, har før gjort sig bemærket med bøger der bevæger sig i krydsfeltet mellem hans eget fag, dansk litteratur, og teologi. Det er en sprogligt og æstetisk spændende rejse at begive sig ind i hans erkendelsesunivers og formulerings formåen, hvor han i et velgørende poetisk og kraftfuldt sprog formulerer teologiske emner man ofte før har hørt, på nye måder. Det er en spræng lærd og ikke letlæst bog, med utrolig mange emner og begreber der jfr. bogens afsnit progressivt bygges op og gennemgås. Et eks. blandt utallige: Der redegøres grundigt for Grundtvig som en analogisk (sideordnet) skrivende og tænkende forf. i stedet for en logisk. Begreber udredes og defineres altid indledningsvis særdeles fint etymologisk (om ords oprindelse). Fx et ord som paradigme.
Kristendommens retorik er blot første af 4 tænkte bind, som i sidste ende skal kunne bruges som et ikonografisk opslagsværk under emneord.
Bogen har overalt fået de fornemst tænkelige anmeldelser. Johs. Christensen ( Jyllands Posten) skriver f.eks.: ”..uomgængeligt storværk i dansk litteraturforskning, tekstteori og teologi…. skælsættende og epokegørende inden for samtlige de videnområder, som det dækker!...den mest betagende medrivende og lærerige bog nogensinde på sit område”. Det må dog stå helt for egen regning, når Politikens Lars Sandbeck konkluderer at bogen ”utvetydeligt og (forhåbentlig) endegyldigt får gendrevet den moderne myte om, at bibelfundamentalisme er oprindelig og autentisk”, en myte der videre siger at videnskabelig bibelkritik er et moderne fænomen. ”Det forholder sig faktisk stik modsat”, siger han. Det er ikke noget han kan uddrage ved læsning af bogen, for den støtter i den grad læren om Helligånden som inspirator for de mennesker der skrev de bibelske skrifter. Og forsvarer en uadskillelighed mellem GT og NT, for vil man ellers ikke underkende ”den kristne Helligånds dybe samviden med Guds planer igennem frelseshistorien?”. Erik A. Nielsen retter netop mange gange en skarp kritik mod nyere og moderne rationalistisk bibelvidenskab. Det er vederkvægende at høre den slags toner fra samtidig humanistisk videnskab.
Bogens ”skabte viden” kan være med til at skabe sammenhæng, mening og helhed i en ofte fragmentarisk oplevet verden. Åbne op for nye rigdomme og perspektiver i det at se videre ud og ind i tilværelsens forunderlige synlige og metafysiske/åndelige sammenhænge. Kun ved at generobre eller fastholde indsigten i kristendommens billedbrug, dens koder, er troens verden i bred målestok tilgængelig for os. Vi skal være under stadig forvandling og fornyelse i både sanser og ånd, det forfatteren kalder en poetisk teologi, hvor forkyndelse, poesi og livsførelse glider over i hinanden.
Kristendommens retorik
Den kristne digtnings billedformer
Gyldendal 2009
544 sider
Erik A. Nielsen vil med sin allerede ret bemærkede bog imødegå og genindvinde det kæmpe traditionstab vi befinder os midt i, idet den almene dansker bliver mindre og mindre bekendt med kristendommens og bibelens univers.
Og dermed også med hele den vesterlandske kulturs sproglige billedbrug fra Antikken og frem til moderne tid. Et sigende eksempel på det er en nylig bragt artikel i Kristeligt Dagblad om nye danske altertavler uden kristne symboler, der i stedet er erstattet af en sol eller tegn for de fire årstider o.lign., fordi folk ikke ville forstå den gamle kristne symbolik i fx. korset.
Mange af os, der er vokset op i kristne sammenhænge med bibellæsning og samtalen om bibelske emner, er måske ikke særlig bevidste om, hvor stort et fond af billeder, symboler og metaforer fra den verden vi tit forholdsvis ureflekteret benytter os af og er fortrolige med.
I bogen bruges et stort antal sproglige billedeksempler såsom træet, hjertet, skyggen, drømmen osv., hentet fra talrige Bibelske skriftsteder og danske salmer, men også fra anden religiøs litteratur.
Del 1: Hermeneutisk
Det er forfatterens tese, at kristendommen ikke bare har, men er en hermeneutik, og dens budskab verdensfortolkende. Det er fremmed, ny tale ind i det velkendte (kaldet horisontbruddet).
Indtil nu har man ment, at kristendommen blot er en fortsættelse af den antikke retoriske tradition (veltalenhed). Men den tilføjer mysteriet, den indre synskraft, det man kan se med lukkede øjne. Og troen er forudsætningen for fortolkning.
Der sker en betydningsudvikling, en stigning, fra GT til NT. Jesus peger fx i Johs. 6 på sig selv som det brød de skal spise og blive mætte af, og viser tilbage til mannaspisningen i GT. Jesus åndeliggør - her og gennemgående i evangelierne - denne stigning i betydning.
Del 2: Eksegetisk
Den i tidligere tider meget anvendte firefoldige udlægning af skriften er grundlaget for 2. delen.
Til den bogstavelige, sansede, tilstand føjes den allegoriske (fænomenets betydning). Allegorien (sindbilledet) er betydningernes transportarbejder indenfor sproget. Den tropologiske, moralske, tilstand går på virkningen i ens liv, og den anagogiske (eller eskatalogiske, læren om de sidste ting) placerer jeg’et i helheden.
De østerlandske vismænd i Grundtvigs Dejlig er den himmelblå, der ledtes af stjernen, ”fandt dog stjernen der igen” (i Betlehem), men der er her talt allegorisk om Jesus. Jesu ”stjerne”, (ord), skal lyse for vor fod (det moralske aspekt), v. 16: ”Han sidder nu deroppe…hos Gud Faders højre hånd” (eskatologiske).
Der sker en udvikling og stigning i indsigt og klarsyn i denne anskuelsesmåde, og der er kun anvendt ganske dagligdags sprog og billeder. I Paradiset vil alle billeder være forsvundet, for da er der ikke behov for dem mere, da er vi i en evig ubrudt skuen!
Der sker lange rækker af betydningsforvandlinger fra GT til NT og videre ind i f.eks. vores gudstjenestefejring. GT’s Salme 118 skildrer en syngende og takkende rituel festprocessionen der bevæger sig gennem tempelgården mod alteret. Gud besejrede fjenderne ved udgangen af Ægypten. Jøderne på salmistens tid genopførte i ritualiseret form symbolsk denne historie. Og kulten åndeliggør og almengør, siger Erik Nielsen. Betydningsforvandlingerne fejres derfor hos os, når vi i kirken læser denne tekst palmesøndag, og den frelsende indgriben i en kultisk aktualisering (Nielsen) universaliseres, så den for os kommer til at dreje sig om Jesu død, opstandelse og sejr.
Professor Erik A. Nielsens bog har vakt stor opsigt, bla. på sidste års bogmesse i Forum; i en radioudsendelse med forfatteren; i et stort portræt interview med ham i Kristleligt Dagblad; og så er den er udkommet i bogklub (Samleren). Erik A. Nielsen, gift med Margrethe Auken, har før gjort sig bemærket med bøger der bevæger sig i krydsfeltet mellem hans eget fag, dansk litteratur, og teologi. Det er en sprogligt og æstetisk spændende rejse at begive sig ind i hans erkendelsesunivers og formulerings formåen, hvor han i et velgørende poetisk og kraftfuldt sprog formulerer teologiske emner man ofte før har hørt, på nye måder. Det er en spræng lærd og ikke letlæst bog, med utrolig mange emner og begreber der jfr. bogens afsnit progressivt bygges op og gennemgås. Et eks. blandt utallige: Der redegøres grundigt for Grundtvig som en analogisk (sideordnet) skrivende og tænkende forf. i stedet for en logisk. Begreber udredes og defineres altid indledningsvis særdeles fint etymologisk (om ords oprindelse). Fx et ord som paradigme.
Kristendommens retorik er blot første af 4 tænkte bind, som i sidste ende skal kunne bruges som et ikonografisk opslagsværk under emneord.
Bogen har overalt fået de fornemst tænkelige anmeldelser. Johs. Christensen ( Jyllands Posten) skriver f.eks.: ”..uomgængeligt storværk i dansk litteraturforskning, tekstteori og teologi…. skælsættende og epokegørende inden for samtlige de videnområder, som det dækker!...den mest betagende medrivende og lærerige bog nogensinde på sit område”. Det må dog stå helt for egen regning, når Politikens Lars Sandbeck konkluderer at bogen ”utvetydeligt og (forhåbentlig) endegyldigt får gendrevet den moderne myte om, at bibelfundamentalisme er oprindelig og autentisk”, en myte der videre siger at videnskabelig bibelkritik er et moderne fænomen. ”Det forholder sig faktisk stik modsat”, siger han. Det er ikke noget han kan uddrage ved læsning af bogen, for den støtter i den grad læren om Helligånden som inspirator for de mennesker der skrev de bibelske skrifter. Og forsvarer en uadskillelighed mellem GT og NT, for vil man ellers ikke underkende ”den kristne Helligånds dybe samviden med Guds planer igennem frelseshistorien?”. Erik A. Nielsen retter netop mange gange en skarp kritik mod nyere og moderne rationalistisk bibelvidenskab. Det er vederkvægende at høre den slags toner fra samtidig humanistisk videnskab.
Bogens ”skabte viden” kan være med til at skabe sammenhæng, mening og helhed i en ofte fragmentarisk oplevet verden. Åbne op for nye rigdomme og perspektiver i det at se videre ud og ind i tilværelsens forunderlige synlige og metafysiske/åndelige sammenhænge. Kun ved at generobre eller fastholde indsigten i kristendommens billedbrug, dens koder, er troens verden i bred målestok tilgængelig for os. Vi skal være under stadig forvandling og fornyelse i både sanser og ånd, det forfatteren kalder en poetisk teologi, hvor forkyndelse, poesi og livsførelse glider over i hinanden.
+(Custom).jpg)
